Trofast og retfærdig, så han tilgiver

(Trettende årgang, 1854)

Jeg mener ikke selv, at jeg har grebet det (Fil 3,13)

Da den gamle troshelt, vores læremester Luther, var blevet grå i Herrens tjeneste efter megen åndelig studering, bøn, skrivning og prædiken over alle troens emner, sagde han: «Jeg er nu ved megen øvelse, Gud ske lov, nået så vidt, at jeg næsten begynder at tro, at Gud er himlens og jordens Skaber.» – En underlig udtalelse! Den gamle læremester er så svag i sin tro! – «begynder næsten at tro, at Gud er himlens og jordens Skaber» – det, som børn allerede tror, når de er syv år, det, som er troens første bogstaver. Men hvad skal man sige om Luther, når den store apostel Paulus, den største troens prædikant, verden har set, til sidst bekender om sig selv, at han endnu ikke selv kunne kunsten, og bruger ordene: «Jeg stræber derefter», «jeg rækker ud» efter det, «jeg jager» – jager som efter et flygtende vildt – efter den nåde «at kunne gribe Kristus». Men manden efter Guds hjerte forklarer os hemmeligheden. David siger: «Jeg sagde, da det gik mig godt: Jeg skal aldrig vakle; men du skjulte dit ansigt, og jeg blev forfærdet» (Sl 30,7–8). Se, her er sagen! Paulus og Luther taler ikke om den lette bifaldstro, som kommer af sig selv i gode dage, men de taler om den tro, som er en stor virkelighed i sjælen og bliver en kraft i prøvelsen, en mægtig, kæmpende kraft. Man kan nok tro, så længe der ingen prøvelse er; men når Luther her taler om sin tro på Skaberen, mener han en sådan tro, at han med den alene og værgeløs kunne vove kampen mod en hel verden af fjendskab – vove for eksempel at gå ind i den store rigssal i Worms, frem for kejseren og den vrede hertug Georg og alle de verdslige og gejstlige fyrster, gennem hvem al Djævelens og pavens magt truede hans liv. Læg mærke til det: Dér gjaldt ingen ydre støtte, men alene den Almægtiges beskyttelse måtte trøste ham – dér gjaldt det for alvor at tro, at Gud var himlens og jordens Skaber og havde al magt over alle sine skabninger, så ikke et hår falder af vores hoved uden hans vilje. Se, det er sådan en tro, han taler om.

På samme måde skal troen på Kristus og nåden tjene os. Når alt er stille og godt, når hjertet er åndeligt, har kraft af bønnen og Ordet, og livet nogenlunde følger med, da kan man tro, så meget man vil – hvis sådan noget fortjener at hedde tro. Men når alt ser mørkt og fortvivlet ud, hjertet er ugudeligt, synd og nød styrter ind over os som en vældig flod, og Gud kun står for sjælen som en hellig og vred dommer, da gælder det om virkelig at tro; da prøves det, om man har et højere fæste ud over alt det, man ser og føler. – De, som i deres kristendom og tro kun har et studium, kun en kristelig filosofi, er hurtigt udlærte – så ville også flere af os kunne den kunst at tro. Men de, som har brug for troen som en kæmpende kraft mod deres mest hjerteskærende bekymringer, har knap nok det, de allermest trænger til, selv når de er blevet grå i den øvelse. Vi nævnte troshelten Luther. En anden Guds mand, der var berømt for sin trosglæde, Christian Scriver, begynder en herlig prædiken netop med de samme ord af Luther og røber dermed, at heller ikke han var nået længere i sin tro, siden han holdt så meget af disse ord af Luther.

Hvordan kan det virkelig stå til med troen hos de kristne, som så hurtigt er udlærte i evangeliets ord og så let kan tro, når vi ser, at troens helte er så skrøbelige? – Vi taler ikke om den store hob og dens lette tro, men om mange fromme sjæle, som dog undrer sig over disse svage, tungnemme kristne, der hele tiden har brug for at høre og betragte Ordet om nåde og tro – mens de selv for længst har fået nok af det og har samme smag for evangeliet som Israel for mannaen, som de kaldte «den usle føde» (4 Mos 21,5). Nogle kan også tale meget om troen og evangeliet, men har kun det betænkelige tegn, at de altid er så forstandige og stærke, at de kan tro, så meget de vil, og taler om troen, som om den stod i vores egen magt. Hvad betyder det? Ja, varer det kun en kort tid, kan det nok også ske hos levende kristne; men er hele dit liv sådan, så burde du sandelig forstå, at din tro ikke er af den rette slags, at du ikke lever under Helligåndens tugt. For så ville han angribe dit hjertes fordærvelse sådan, at du ville have den største vanskelighed ved at tro, at du er benådet, sådan som de største hellige har haft det. Du har nok en tro og en kristendom, som Djævelen ikke vil anfægte og ødelægge. Det er egentlig for at afsløre dette forhold, at Luther brænder af iver, når han udtrykker sig så stærkt om sin egen svage tro, som vi har set her. For lige efter de ord, vi anførte, tilføjer han: «Dette stykke har til alle tider enhver alt for let forstået og troet, undtagen jeg og nogle andre fattige syndere og tåber, som Moses, David, Esajas og flere af den slags, der knap nok er begyndt at tro det; så jeg, en gammel discipel og næsten udlevet doktor, med rette må undre mig over, hvordan folk i vores tid, så snart de har kigget i en bog, ved alt, hvad Helligånden ved.» – – – Mod den samme skadelige indbildning advarer han også andre steder og siger især om troen på syndernes forladelse og Guds venskab: «Dette (at tro) er den allersværeste kunst på jorden og har dog den lede plage, at intet synes lettere at lære, men så snart nogen har læst eller hørt noget om det, mener han straks, at han er udlært i det, og vil nu høre noget nyt eller bedre.» Og igen: «Jeg må derfor formane alle, som vil være kristne, hvad enten de er lærere eller disciple, at de for alt i verden vogter sig for denne skadelige indbildning og ved, at de her må blive spæde disciple, så længe de lever» – ja, at de, hvis de har en virkelig tro, endnu tusind gange skal miste lyset og modet i kampene. Dette var den første påmindelse, som vi ville sende forud, nu da vi igen begynder en ny årgang og begynder den med et lifligt evangelisk emne.

Det andet, som det er meget vigtigt at betænke, er, at det egentlig er til den onde dag, til mørke og stormfulde tider, vi har brug for troen og evangeliets ord; at man med tro egentlig mener netop dette at holde fast ved den Almægtiges trofaste ord, når det ser allermest fortvivlet ud. I sådanne tider med svaghed og anfægtelse, hvor man med rette burde fordømmes og fortvivle over virkelige synder – eller i de dunkle, tørre tider, hvor man intet føler og derfor synes, at man er helt død – da alligevel at overvinde de mægtige indvendinger og stadig tro på Guds nåde og venskab, alene på grund af den forløsning, der gælder evigt, og den Trofastes evigt urokkelige løfter; ja, at tro, at Gud netop blev menneske for helt alene at være vores retfærdighed, så jeg, mens jeg «klager over mit hjertes jammer» over lutter synd, død og troløshed, dog i troen hører Gud sige: «Jeg, jeg vil udslette dine overtrædelser for min egen skyld» – se, at kunne tro sådan noget rigtigt, det hedder at tro. Men «troen er ikke alles», den tro er den sværeste kunst. I sådanne tider ville det være en lykke i sandhed at kunne sige bare så meget som Luther, nemlig at man næsten tror – for eksempel sådan: «Jeg tror næsten, at Guds Søn har iklædt sig mit kød, og at det er min retfærdighed; jeg tror næsten, at Guds Søn har udgydt sit hellige blod for mig, og at det gælder noget mere end alle mine synder.» På en anden tid kan man med fuld glæde og vished sige: «Jeg kan dø tusind gange på, at ’Jesu Kristi, Guds Søns, blod renser mig fra al synd’.» Men på en tid, hvor alt, hvad der er i mig, min egen bevidsthed, min forstand og min følelse, råber tusind gange: Nej, nej, det er umuligt, at jeg kan være Guds barn, så uværdig som jeg nu er! – da at kunne tro og holde fast ved den trofaste Guds ord, det er endnu større nåde og tro. Det er for at vinde en sådan tro, at vi så uophørligt må blive ved med evangeliets ord, så vi år efter år driver, prædiker, læser og betragter det, så længe vi er på jorden og endnu ikke har gennemgået den sidste kamp. Derfor sagde Paulus også: «At skrive det samme til jer er ikke besværligt for mig, men for jer er det trygt» (Fil 3,1). – – Det er også i en sådan prøvelse af troen i de mørke tider, når synden helt vil kvæle vores tillid til Guds nåde, at det herlige skriftord skal tjene os, som vi nu vil betragte.

Hvis vi bekender vores synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os synderne og renser os fra al uretfærdighed

Er det ikke en kort sammenfatning af hele Skriftens lære om, hvordan en fattig synder bliver benådet? Både med udtrykkelige ord og med utallige eksempler har Gud lige fra verdens begyndelse forklaret, at Adams børn skal komme til hans nåde ad denne vej. Lad os derfor give godt agt på ordene. Apostlen siger: Hvis vi bekender vores synder. Hvad der her menes med at bekende synden, ser vi let af sammenhængen. Apostlen har lige forinden talt om dem, «som vandrer i mørket», siger, at de «ikke har synd», og så «bedrager sig selv». Så tilføjer han som modsætning hertil: «Hvis vi bekender vores synder, er han trofast og retfærdig» osv. Heraf ser vi da allerførst, at der her ikke tales om en blot udvortes, tilfældig eller eftersagt syndsbekendelse, men at det drejer sig om en fattig, bekymret synder. Dog må man også skelne mellem bekymring og bekymring. Der er mange, som med en vis bekymring, en vis anger bekender synden og dog vandrer i mørket. Det ser vi hos kong Saul, da han bekendte: «Jeg har syndet, for jeg har overtrådt Herrens befaling og dine ord» (1 Sam 15,24); men han søgte aldrig en hel forsoning og forening med Gud. Ligeledes kong Farao, da han sagde: «Jeg har syndet mod Herren, jeres Gud, og mod jer» (2 Mos 10,16); men hele hans erkendelse kom kun af, at den ottende plage allerede pinte og forskrækkede ham, og ikke af nogen tilbøjelighed til at komme til en hel forsoning med Israels Gud. Ja, også Kain bekendte: «Min misgerning er større, end at den kan forlades mig» *); men i det samme gik han bort fra Herrens ansigt og søgte ikke hans nåde. Ligeledes Judas, da han i bitter smerte udbrød: «Jeg har syndet, for jeg har forrådt uskyldigt blod.» Af alle disse eksempler ser vi, at der til en ret syndsbekendelse kræves en hel omvendelse eller omsorg for omvendelse; der kræves et Åndens værk i sjælen, hvorved selve synden som en forbrydelse mod Gud bedrøver den, så den må udøse sit hjerte for Herren, bekende sin synd og bede om tilgivelse. Mangen en ubodfærdig lastens træl kan, som vi nu har set, i visse stunder bekende sin synd med bitter smerte, men kun for dens sørgelige følgers skyld; det er ikke selve synden som en forbrydelse mod Gud, der bedrøver ham. Han har heller ikke nogen omsorg for at komme i en hel forening med Gud; det er kun en tilfældig smerte over syndens følger. Derfor bliver han også fortsat syndens træl. Den rette syndsbekendelse kræver altså, at Guds røst har ramt og vakt samvittigheden og kastet sjælen ind under hans retfærdige dom; men også, at sjælen på grund af Guds nådefulde kald til forsoning, på grund af evangeliets løfter om nåde, håber på nogen barmhjertighed og derfor går frem til nådestolen og søger barmhjertighed. Den, som slet ikke ved noget om nåde, men kun om synd og dom, går ikke frem til Gud; til at bekende synden kræves altså en gnist af tro. Så længe Adam og Eva kun kendte synden og dommen, flygtede de for Guds ansigt. Sådan var det også en tid med David, hvor han holdt sig på afstand af Gud og ikke ville bekende synden, men «vansmægtede» og «tørrede ind» ved sin daglige gråd; «men», siger han, «jeg sagde: Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren; da tilgav du mig min synds skyld» (Sl 32).

*) Den gamle (svenske) oversættelse.

Den, der vil se, hvordan en ret syndserkendelse og syndsbekendelse er beskaffen, skal betragte David i Salme 51. Vi vil blot fremhæve to punkter i hans hjerteudgydelser. Skønt han ved den åbenlyse synd, som omtales der, havde voldt stor forargelse for mennesker og især en grufuld misgerning mod Urias, lå Gud og det syndige i hans forhold til Gud ham dog så ømt på hjerte, at han ligesom glemmer al sin forbrydelse mod mennesker og siger til Herren: «Mod dig alene har jeg syndet og gjort, hvad der er ondt i dine øjne.» Se her billedet af et ret gudfrygtigt hjerte! For det andet er det ikke kun det grove udbrud af synd, der bedrøver ham; han ser med smerte på selve naturens ondskab, går til selve kilden og siger: «Se, i synd er jeg født, og i synd har min mor undfanget mig.» Netop dette, nemlig at kende selve naturens ondskab, at kende hele sit væsens fordærvelse, er det allervigtigste. Så længe man blot ser på nogle udbrud af synd, men ikke kender selve hjertets, selve væsenets syndighed, kan man stadig berolige sig med en falsk trøst og bliver aldrig helt fortabt i sig selv og derfor heller aldrig helt frigjort og salig i Kristus. Derfor er det vigtigste i en sand syndserkendelse, at man kender selve hjertets fordærvelse, nemlig den grufulde foragt for Gud, sikkerheden, vantroen, hårdheden, hykleriet og al træskheden, så vores erkendelse svarer til Guds egen beskrivelse af hjertet som «træskere end alt andet og fordærvet».

Se nu her – er det ikke netop dette, som allermest bekymrer disse svage, skrøbelige sjæle, der hele tiden klager: «Mit hjerte – mit hjerte er så forfærdelig ondt, det kan ikke beskrives, det er så hårdt, så koldt, så hyklerisk, træsk, falsk, ustadigt, letsindigt, tilbøjeligt til al synd, ja, djævelsk»? Se, så kender du det netop sådan, som Herren har beskrevet det. Så synes du altså ikke, at Ordets dom er for hård. Nej, tværtimod finder du intet ord, der siger det så slemt, som det er. «Ja, men jeg kender ikke synden,» siger du, «jeg er så sikker, hård, letsindig, hyklerisk!» Svar: Det er en grufuld ondskab at være så sikker, hård, letsindig og hyklerisk; det er selve kilden til al synd, selve hjertets ondskab, som du altså kender. Det var nødvendigt. Og så er det nu kommet dertil, at du med fuld overbevisning dømmer dig selv og i fuldt alvor tror, at du er den værste og mest uværdige skabning. «Ja, men det er virkelig sådan, at jeg ikke er sønderknust, ydmyg og angerfuld; jeg er i sandhed sikker, hård og letsindig, så det er forfærdeligt!» Svar: Det er sandelig «virkeligt», at hjertet er sådan, og den fordærvelse må du kende, og den må blive dig, som du siger, «forfærdelig». Men dem, der sådan bekender deres ulykkelige syndighed, gælder nu det trøstefulde tillæg: «Gud er trofast og retfærdig, så han tilgiver» osv. – Stands da og vid, at loven umuligt kan udrette mere end sådan at gøre dig skyldig, at gøre synden «overmåde syndig ved buddet» for dig, og at Gud ikke vil andet end nu blot at få lov at tilsige dig nåde. Sindets modstand er nu brudt, du giver nu Gud ret i hans domme, du skyr nu ikke lyset, men dømmer dig selv og vil nu gerne tage imod Jesus, hvis du blot turde; og «alle dem, som tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn». Ja, hvem skal have al nåde og salighed, om ikke disse nedtrykte, som sådan dømmer sig selv? Det ubrudte naturlige menneske forsvarer sin tilstand, rejser sig mod Guds domme og bliver forbitret over dem. Men den, der dømmer sig selv, er åben for nåden, og netop for sådanne er al nåde givet og forkyndt. Vi skal vide og vel besinde, at alle trusler, domme og straffe i Skriften slet ikke er sagt til dem, der selv straffer sig og beder om nåde og forsoning i Kristus; de er altid bestemt for de sikre foragtere, som enten åbenlyst står Guds Ånd og Ord imod, eller også som falske hyklere går med en Judas blandt Jesu disciple, men med en kælet yndlingssynd, som de ikke vil lade sig forbyde, men fornægter og dækker over. «Hvis vi bekender vores synder, er Gud trofast, så han tilgiver.» Selv om du endnu ikke er født af Gud og har troens og helliggørelsens kraft, men du lader dig sige noget af Guds ord, ja, selv straffer og dømmer dig, så er du allerede genstand for al Guds nåde og trøst. Men hør og tro dette, så du ikke bliver stående borte i vantro, men går frimodigt frem til nådestolen og bekender for den trofaste Gud alle dine synder og al din usselhed, og du skal sandelig blive retfærdiggjort og født af Gud, selv om du ikke straks mærker det mindste til det i dit hjerte. For betænk dette, som Apostlen tilføjer.

Så er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os synderne osv. – Trofast? Hvad det vil sige, at Gud er trofast, er lettere at fatte, nemlig at han umuligt kan svigte os i et eneste ord, men at alt, hvad han har tilsagt os, også sker for os; at han ikke gør forskel på personer, men at enhver uden forskel er lige velkommen og får den samme nåde; for «er vi troløse, forbliver han trofast, for han kan ikke fornægte sig selv». Men det ord: «retfærdig, så han tilgiver synderne», er et mærkeligt ord. Der synes at være en ligefrem modsigelse mellem retfærdig og tilgive. Hvad kan det nu betyde? Man har undersøgt, om ordet «retfærdig» ikke burde oversættes på en anden måde. Nej, det betyder virkelig først og sidst retfærdig. Hvordan skal vi da forstå det? Læg her igen mærke til, hvor fjernt vores tanker er fra det herligste forhold, som Gud fra himlen har åbenbaret os. Men apostlene troede, hvad der engang var forkyndt dem, og derfor har de talt sådan. Derfor har Johannes også lige nedenfor sagt: «Og hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen – – og han er soningen for vores synder.» Det tænkte han også på, da han skrev: «Gud er trofast og retfærdig, så han tilgiver synderne.» For hvordan man end vender og drejer det underlige ord, kan det ikke få nogen anden mening end denne herlige, som grunder sig på en sket og virkelig fyldestgørelse for synderne. Åh, det er ikke en leg, men en stor virkelighed, hvad Skriften helt fra begyndelsen åbenbarer: at Gud har givet sin Søn hen til en soning for vores synder, at Herren kastede alles vores synder på ham, og at han, Forsoneren, «stiftede fred ved blodet på sit kors og forsonede alt, både det, som er på jorden, og det, som er i himlen, som var imod os», og «håndskriften (gældsbrevet) har han taget bort og naglet fast til korset». Så er Gud retfærdig, så han ikke kræver den samme gæld ind to gange, men, når vi kommer og bekender vores synder, også giver os, hvad der så dyrt er vundet for os, nemlig syndernes forladelse. Men det er ikke nok, at vi af selve ordene tvinges til at se denne mening heri; en anden apostel har også udtrykkeligt talt om det. I Rom 3,25 står der, at Gud har «stillet Kristus frem som et sonoffer ved troen, ved hans blod, for at vise sin retfærdighed», eller sin retfærd, i det, at han tilgiver synderne. Meningen er, at hvis Gud havde tilgivet synder uden at gøre Kristus til et syndoffer, så havde han ikke været retfærdig, fordi den guddommelige retfærdighed krævede, at synden skulle straffes. Men nu har Gud stillet sin egen Søn frem som en soning for at lade sin retfærdighed ses i det, at han tilgiver synderne – så både mennesker og ånder, ja, selv vores anklager, Djævelen, alle skal se, at benådningen af syndere ikke sker, om man så må sige, af et lune hos Gud, men på et fuldkommen lovligt grundlag; at loven og retfærdigheden er fuldkommen tilfredsstillet. Åh, gid vi engang fik lys over det store, herlige forhold, at vores benådning grunder sig på en fuldkommen lovlig handling, som i Skriften lyder sådan: «Én er død for alle, altså er alle døde! Og ham, som ikke kendte synd, har Gud gjort til synd for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham.» – Når nu alt er fuldbragt for os, og vi føjer os efter betingelsen, at vi stiller os frem for nådestolen og griber forsoningen, så er det retfærdigt, at alle vores synder ikke længere gælder noget, ikke længere tilregnes os. Og sandelig, hvordan skulle vi vove at være rigtig trygge og glade i nåden, hvis den ikke grundede sig på retfærdighed, på en høj, guddommelig ret? Jeg ville jo altid ængsteligt frygte, at Gud måtte blive træt af hele tiden at tilgive min vedvarende fordærvelse. Men lovet være Gud! Han er rigeligt tilfredsstillet ved en forsoning, som gælder evigt. Det hviler alt sammen på lov og ret, at vi har nåde og retfærdighed for ham. Det grundede sig på en sket og fuldgyldig betaling, en erlagt løsesum, som Gud har taget imod. Og Gud er retfærdig, så han ikke beholder både løsesummen og den løskøbte fange; som Luther siger: «Når Gud synes vred på dig, som om han ville forkaste dig, så sig: Nådige Gud, så må du først forkaste løsesummen, din elskede Søn; men ham vil du vel ikke forkaste!»

Åh, hvilken nåde, hvilken salighed! – «Nu vel, alle I, som tørster, kom til vandet, kom og køb uden penge og for intet både vin og mælk.» Hvad enten du er i den første omvendelses bekymring, eller du er en gammel kristen, som er kommet i synd og elendighed: Gå frem, bekend som David, hvor slemt det står til, og Gud er trofast og retfærdig, så han tilgiver. Du har endnu en stor ret tilbage, en forsoning, som gælder evigt for Gud. Og Gud er trofast! Betænk nu det! Hans ord er evige, hans fredspagt urokkelig, fastere end bjergenes søjler. Ikke en tøddel af det svigter. Eller hvad? Mon der er noget uvist og upålideligt i det, Herren har tilsagt os? Mon han sådan spøger og leger med arme syndere, at han først tilsiger dem de herligste forsikringer, og når synderen så kommer i tillid til tilsagnet, bliver han alligevel ikke modtaget helt så nådigt? Nej, du ved, at han er trofast, evigt trofast. Men hvad har han da sagt om syndere? Så siger Herren: «For intet er I blevet solgt, og uden penge skal I også købes tilbage.» Så siger Herren: «Kend blot dine misgerninger, og kom, og lad os gå i rette med hinanden. Og om dine synder end var blodrøde, skal de blive hvide som sne; og om de end var røde som purpur, skal de blive som uld.» Og så siger Herren Kristus: «Tolderen stod langt borte og kunne af skam ikke løfte sine øjne, men udstødte den korte bekendelse: ’Gud, vær mig synder nådig!’ Og han gik retfærdiggjort hjem» – retfærdiggjort! Så siger Kristus om den fortabte søn – og læg mærke til, at det er hans eget billede af enhver fortabt synder: «Da han endnu var langt borte, så hans far ham og ynkedes over ham og løb ham i møde, faldt ham om halsen og kyssede ham» – og «kyssede» ham! Hør og forstå! Og straks den bedste klædning! Ja, sådan siger Herren. Og nu – er ikke alt dette sikkert og pålideligt? Eller skulle Frelseren spøge sådan, at han ville sige: «Kom alle!», men når du kommer med din elendighed, bliver du ikke modtaget helt så nådigt som den fortabte søn, omfavnet og kysset? Åh nej! Sådan gør han ikke. «Gud er trofast og retfærdig, så han tilgiver os synderne og renser os fra al uretfærdighed.» Amen.