Den fjerde bøn

Giv os i dag vort daglige brød!

Det emne, vi nu tager op, bliver betragtet meget forskelligt. Nogle er så hævet over spørgsmålet om det daglige brød, at de ligefrem undrer sig over, at man taler om det i et åndeligt skrift, eller at Kristus midt i den åndfyldte bøn Fadervor har lært os at bede om det. Andre er derimod nær ved helt at gå til grunde i sjælen alene på grund af deres forhold til dette spørgsmål om det daglige brød, og alt Guds ord om omvendelse og tro, lov og evangelium har ingen kraft på deres hjerter, alene på grund af dette spørgsmål. Men det betyder ikke, at de sidste er så meget mere vantro og de første så meget mere troende; i de fleste tilfælde viser det blot, at fristelserne er forskellige, og det kan igen skyldes forskellige naturlige anlæg og ydre forhold. Den lykkelige ungdom, for eksempel, som endnu lever ved forældrenes bord, ved ikke meget om bekymringerne for det daglige brød; og har Herrens høje, himmelske rige virkelig grebet deres sjæl, så betyder dette emne ikke meget for dem. Lykkelige, højsindede alder! Men der kommer nok andre dage. Også blandt dem, der har eget hus og hjem, findes der dog nogle, som enten på grund af gode legemlige kår eller et medfødt sorgløst sind ikke kender til nogen bekymring for det daglige brød og mener, at de ikke behøver at bede denne bøn, men kun at takke for Guds godhed. Ja, I skal visselig takke for Guds godhed; men også I vil finde noget at bede om i denne bøn, såfremt Kristi Ånd bor i jer.

Vi vil nu først tale med dem, der er i bekymring og fristelse med hensyn til det daglige brød. Har I nogen sinde tænkt over, hvad det betyder, at Herren Kristus selv lærte os at bede om det daglige brød, lærte os også i alle legemlige bekymringer at vende os til den himmelske Fader og bede? Sagen er, at der ikke findes nogen stærkere forsikring om, at Herren vil give mig noget, end når han selv har sagt til mig, at jeg skal bede om det. For dermed har han for det første sagt mig, at det afhænger af hans gave, om jeg får det, og at det ikke står i min magt selv at skaffe mig det; for det andet har han dermed vist mig vejen og måden at få det på, så jeg ikke behøver at lide under uvished om, hvad jeg skal gøre; og for det tredje – det tredje er det stærkeste – men før vi nævner det, så lad os tænke lidt bedre over det første. Der bliver ryddet en meget dyb kilde til de grusomste anfægtelser af vejen, når jeg får at vide, at det ikke står i min magt at afhjælpe min bekymring, men at den afhænger af, at Gud giver. For Djævelen anfægter os uophørligt med, at det afhænger af os, selv når vi er ved at dø af afmagt. At den, der ikke vil arbejde, lider nød, det er hans egen skyld; men vi taler her om dem, der trods al deres stræben alligevel lider under bekymringer. Forstår jeg ret, at det ikke står i min magt at hjælpe på sagen, så bliver jeg stille. Derfor har Herren netop om de legemlige bekymringer (Matt 6,25–34) også sagt for at berolige os: «Hvem af jer kan ved sin bekymring lægge en alen til sin livslængde?» Og derfor har han her lært os at bede og sige: Giv, Fader, giv os vort brød! – Men nu vil vi nævne det tredje, vi lærer af, at Herren har sagt til os, at vi skal bede ham. Jo, den, der forstår, hvilken grusom spot der ligger i først at sige til nogen: Bed mig om det og det, og når han så netop gør, som han er blevet lært, og beder om det, alligevel ikke at give ham det – den, der forstår den grusomme spot, der ligger i det, vil vel næppe kunne være så grov i sin vantro, at han skulle tiltro vor Herre Gud noget sådant. Netop det, at han selv har lært mig at bede om det, jeg nu trænger til, giver mig den stærkeste forsikring om, at han også vil give mig det. Den, der forstår, hvor bindende dette er, vil hellere blive nødt til at fornægte hele Guds væsen end at tvivle på, at Gud hører bøn i en sådan stilling. Jeg må jo her nå frem til denne slutning: Er det sandt, hvad der står skrevet om Gud, er alt Guds ord ikke digt, og er alle de hellige gennem alle verdens tider ikke bedragne eller løgnere, så vil jeg vove det på Herren, også når det ser allermørkest ud. Min tro skal stå eller falde med sandheden i hele Bibelen og alle vidnesbyrd om Guds væsen, vidnesbyrd fra både almagtens og nådens rige.

«Og er det ej sandt, hvad om Herren står, / da er det mig lige, hvordan det mig går.»

Det er jo allerede overmåde trøsteligt, når Herren siger: «Vær derfor ikke bekymrede (med vantroens bekymring) og sig: Hvad skal vi spise, eller hvad skal vi drikke, eller hvad skal vi klæde os med? Jeres himmelske Fader ved, at I trænger til alt dette» (Matt 6,31–32). Men som vi har vist, er det dog endnu mere trøsteligt, når han desuden lærer os at bede som i denne bøn. For vi spørger endnu en gang: Kan nogen tænke sig, at når vi tager ham på ordet og beder netop sådan, som han selv har lært os, så vil han alligevel svigte vores tillid og dermed svigte sit eget ord, sin egen sandhed, sin egen ære, så han ikke giver os den hjælp, han selv har sagt, at vi skal bede om?

Men, siger du, min krop bliver ikke mæt og klædt alene ved troen på Guds velsignelse; heller ikke mine børn og kreditorer er tilfredse alene med min tro. Jeg vil også se, at jeg får netop det, jeg trænger til og beder om. Når jeg ser, at jeg ikke får det, hvad hjælper de trøstende ord eller min tro på dem mig så? – Det er meget dristigt talt mod vor Herre. Vogt dig, vogt dig! Du vil sige omtrent det samme, som Jakob siger om falske mennesker, hos hvem der kun er ord og ikke gerninger: «Hvis en broder eller søster er nøgen og mangler føde for dagen, og en af jer siger til dem: Gå med fred, varm jer og mæt jer, men I ikke giver dem, hvad kroppen har brug for, hvad gavner det?» (Jak 2,15–16). Vi burde dog besinde os, før vi antyder noget sådant om vor trofaste Fader i himlen. Men det er ikke for sjov; det er en forfærdelig alvor, som undertiden får sjæle til i fortvivlelse at rase helt imod Gud og alle hans løfter, når de synes at se klart, at han ikke giver, hvad han har lovet. Selv om alle fristelser har deres egentlige grund og kilde i Djævelens og det faldne menneskehjertes ondskab, så har denne fristelse dog også en særlig årsag eller anledning. Den består nemlig i, at mennesket selv har fastsat, hvor meget af de timelige goder det burde have, og når det ikke har fået alt det, som det selv havde malet op for sig, så mener det, at vor Herre Gud ikke har holdt sine løfter, skønt han havde foreskrevet det et helt andet mål for bønnen og aldrig har lovet at give os alt det, som vores fordærvede hjerte har lyst til at foreskrive. Lad os derfor tænke efter, hvordan Herren her har lært os at bede, så ved vi også, hvad han har lovet at give os, og så skal vi se, om han ikke har holdt sit løfte og til sidst stadig bliver «retfærdig i sine ord og får ret, når han dømmes» (Rom 3,4). Han har lært os at bede sådan: Giv os i dag vort daglige brød.

Hvad betyder så vort daglige brød? Vi spørger ikke, hvor mange ting der hører med under udtrykket dagligt brød, såsom mad, drikke, klæder, hus og hjem osv., men vi hæfter os først ved ordet «daglige». Det ord i grundteksten, der her er oversat med «daglig», har ganske vist været et vanskeligt ord at forstå,*) men alle tolkninger stemmer dog overens i, at det betyder noget, der er nødvendigt for vores væsen – ikke hvad som helst hjertet begærer, men det nødvendige. Egentlig betyder det det, der hører med til at opretholde vores væsen, og derfor har nogle også tydet denne bøn på det åndelige brød eller sjælens føde. Men hertil kommer nu videre, at Kristus også føjer ordet «i dag» eller «dag for dag» til, som det også betyder, og heri genkender vi den samme tanke, som han udtaler straks efter i samme tale, nemlig i Matt 6,34: «Vær derfor ikke bekymrede for morgendagen, for morgendagen skal have sine egne bekymringer. Hver dag har nok i sin egen plage.» Nu spørger vi den, der vil «gå i rette med Gud» (Rom 9,20): Har du ikke helt indtil nu fået det, der var nødvendigt for at opretholde dit væsen? Og selv om du ikke har fået alt efter den tegning, som du selv havde lagt for din jordiske livsvej, så har du dog fået alt, hvad han har lovet, han, som bedst ved, hvad der er dig nyttigst. Eller ved du, hvor megen tugt af fattigdom og bekymring du har brug for til din sjæls evige vel? – Men her vil en kristen, som ikke blot er fattig, men også forgældet, måske svare os: Der er en anden omstændighed, som al fattigdom er ingenting imod, nemlig at jeg skal stå i gæld til mennesker og måske ikke kan gøre hver mand ret og måske bliver en vise i spotterens mund, så evangeliet bliver hånet. – Svar: Så længe du ikke enten har en særlig tilbøjelighed til hovmod, som kræver en meget dyb ydmygelse, eller «frister Herren» enten med forsømmelighed og dovenskab eller ved forfængelighed og ødselhed med hans gaver (Jak 4,3; Joh 6,12), men er ordentlig, ydmyg, flittig og tro i dit kald og beder denne bøn i enfoldig tro, så har du alle Herrens løfter og forsikringer om, at han vil give dig så meget, at du ikke skal blive til skamme som bedrager, men kan gøre hver mand ret. Enten frister vi Herren med dovenskab eller overdådighed eller med et værre hovmod, der skal tugtes ned – det er kun noget sådant, der kan bringe den bitre erfaring over en kristen, som er mangefold værre end al fattigdom, nemlig at han ikke kan gøre hver mand ret. Hvad derimod angår, at mange Guds børn på grund af sygdom eller andre omstændigheder ikke altid kan forsørge sig selv, men må ty til brødrenes barmhjertighed, så er også dette ganske vist ydmygende for vores stolte natur. Men det hører dog med til Herrens opdragelse af nogle børn eller for en vis tid, indtil de er blevet tugtet nok til at kunne bære nogle af Guds gaver, og det bør altid betragtes med gudsfrygt og ydmyg underkastelse for Herren, den eneste vise og mægtige Fader, hvis højre hånd også kan forvandle alting.

*) Det skyldes, at ordet ikke findes noget andet sted, hverken i Bibelen eller hos andre græske forfattere, end i fjerde bøn i Fadervor (Matt 6,11; Luk 11,3); men af dets sammensætning ser man, at det betyder det, der hører til vores væsen – altså: arton epiusion, et brød, der opretholder vores væsen, som kun er nok til, at vi kan opfylde vores bestemmelse.

Endelig er en bekymret stilling i det legemlige også en sund øvelse for troen og bønnen. Når et Guds barn først ved troen på Frelseren har sine synders forladelse og lever af hans fortjeneste og altså i sjælen lever af det brød, der er kommet ned fra himlen (Joh 6,47–58), så har det også brug for en mængde prøvelser til sin åndelige opdragelse – prøvelser, der døder det gamle menneske, både dets fornuft og dets lyster, vender sjælen fra jorden til det, der er oventil, og øver den i tro, tålmodighed og ydmyghed. Til nogle børn bruger Herren da åndelige fristelser og anfægtelser, til andre igen en kæde af legemlige bekymringer, som gør samme gavn, nemlig døder fornuften og verdenssindet, vender sjælen mod det himmelske og øver den i troen og bønnen. Var der ikke brug for denne øvelse, ville Gud nok spare os for mange bekymringer; men hele vores åndelige opdragelse må jo altid bestå i prøvelser. Hver gang en kristen bliver ramt af en bekymring, betyder det blot, at han har brug for en prøvelse. Ellers kunne vor himmelske Fader føre os gennem livet med fred og gode dage; men om ikke for andet, så har vi dog altid brug for nogle prøvelser til at øve troen. Ellers er vi blinde og glemmer Gud, så vi hverken ser vores egen elendighed eller Guds gaver, godhed og magt. Derfor plejer Herren altid først at sætte sine børn i bekymring, før han viser sin nåde og magt. Se her et eksempel. Da Jesus så en skare på mere end fem tusind mennesker i ørkenen, vendte han sig til Filip, den fattige og rådvilde discipel, med det store spørgsmål om, hvordan en sådan skare skulle bespises, og sagde: «Hvor skal vi købe brød, så disse kan få noget at spise?» Men hvad skriver Johannes bagefter om dette spørgsmål? – Det sagde han for at prøve ham, for han vidste selv, hvad han ville gøre. Bør vi ikke lægge mærke til sådanne tilfælde, når Herren lægger et så bekymrende spørgsmål på en fattig, rådvild discipel? Nu, da Herren ikke længere taler direkte til os for at bekymre og prøve os, gør han det gennem de erfaringer, han sender os, og derved får også vi nøjagtig det samme spørgsmål på hjertet som en Filip, som om det var den dybeste alvor, at vi skal sørge for en flok, som vi dog ikke kan forsørge. Men det gør Herren «for at prøve os», siger Johannes, «for han ved selv, hvad han vil gøre». Men så går det ofte os på samme måde som Filip og Andreas: Vi forstår ikke denne Herrens hensigt, men begynder i fuld alvor at regne beholdningen efter og tror ikke, at der findes nogen anden udvej, tror ikke, at vi har mere, end hvad vi ser for øjnene. Filip tænkte og regnede ganske rigtigt efter, at «brød for to hundrede denarer er ikke nok til dem, så hver af dem kan få et lille stykke». Formodentlig vidste han, at der ikke var mere i deres kasse, som Judas forvaltede. Andreas ville også tage del i bekymringen og bemærkede noget endnu mere enfoldigt: «Her er en dreng, som har fem bygbrød og to fisk, men», tilføjer han, «hvad er det til så mange?» – Så var disciplenes råd sluppet op. Men var Herrens også sluppet op? Nej, nu var hans time først kommet – han sagde: «Lad folket sætte sig» – og nu delte han ud, ikke så meget, som de havde, men så meget, som der var brug for. Sådan går det med alle Guds børns prøvelser. Hver gang de i prøvelsens stund regner beholdningen efter, må regnestykket altid ende med: «Hvad er det til så mange?» Men vi burde dog lære noget af, at Herren delte så meget ud, som der var brug for. Vil I tage imod det, så udtrykker netop dette ord hele hemmeligheden ved alle vores prøvelser, nemlig at Herren tildeler hver enkelt netop så meget, som der er brug for. Det koster Gud nøjagtig lige så lidt at gøre os rige som at holde os på en fattigere fod; han har hele skabningen i sin hånd og kunne meget let lade alle jordiske rigdomme regne ned over os, sådan som han lod vagtler falde over de knurrende israelitter, og det så tæt, at de lå to alen over jorden. Men det ville ikke være sundere for vores sjæl, end denne overflod blev for israelitterne: De stillede deres begær, «og mens kødet endnu var mellem deres tænder, blussede Herrens vrede op»; de spiste og døde som straf for deres lyst, og derfor blev stedet kaldt «Begærets grave» (4 Mos 11,31–34; Sl 78,26–31). Lad os da ikke knurre eller begære, som de begærede og blev dræbt. Hvor mægtige fristelser fører overfloden ikke med sig! Se, hvilke frygtelige ord Herren har talt til de rige! «Det er lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.» «Ve jer, I rige, for I har fået jeres trøst.» Gud, led os ikke i fristelse! «En kristens største lykke er ikke at have nogen særlig lykke på jorden.» Når vi har føde og klæder, bør vi lade os nøje med det (1 Tim 6,8).

Så meget har Herren her givet os lov til at bede om, nemlig vores daglige brød, det, vi virkelig har brug for. Gud bevare alle kristne fra en sådan uafhængig stilling, at de ikke længere skulle behøve at se Gud i hænderne. Hvor lykkeligt er det derimod som børn at leve af vor Faders brød! Han vil ikke være en ubarmhjertig Fader. Eller – lad os spørge endnu en gang: Mener du, at han vil skuffe den tillid, som de børn har, der stoler på hans ord og beder ham om alting? Han siger selv, at vi, som er onde, dog ikke kan være så onde, at vi ville give barnet en sten, når det beder om brød, eller en slange, når det beder om fisk, osv. Skulle vi så tro, at den store, trofaste Gud ikke på nogen måde skulle give os vores daglige brød, når han selv har lært os at bede ham om det, og vi tror disse hans ord og gør netop, som han har befalet os, og beder ham om det? Måden, tiden og omfanget vil han selv bestemme i sin visdom og godhed; men vores daglige brød vil han sandelig give os.

Se videre, hvordan han ikke blot forsikrer os om det, men også vil gribe vores forstand med det, vi ser for øjnene, og vække os af vores vantro, ja ligesom tvinge os til at se, at han ikke kan lade os mangle det nødvendige. Han siger: «Se på himlens fugle! De sår ikke og høster ikke og samler ikke i lader, og jeres himmelske Fader føder dem. Er I ikke meget mere værd end dem?» (Matt 6,26). Tænk efter, luk øjnene op, se hele denne uendelige mangfoldighed af levende væsener i hele naturen, og se, hvordan han, som har skabt dem alle, sørger for hver eneste art med alle dens særlige behov, så hvert levende væsen har sin føde netop der, hvor det findes; se så, hvordan han har gjort mennesket til ejer og herre over hele denne verden af skabninger, så det hersker over fiskene i havet, over fuglene i luften og over alle dyr, der rører sig på jorden; og læg nu mærke til et ynkeligt skuespil: Mennesket, barnet, arvingen i huset, ængster sig, så det bliver sygt og blegt og gammelt af bekymring, fordi det ikke tror, at det skal få, hvad det har brug for! Kan Djævelen glæde sit onde hjerte og hele afgrundens selskab mere end med det skuespil, at selve den højt satte arving og herre over alt, for hvem både jorden og himlen er beredt fra verdens begyndelse, nu går hernede og ængster sig for, at hans Fader vil lade ham mangle det nødvendige? Kan man ikke med god grund sige om dette: Åh, I uforstandige – uforstandige og sene i hjertet til at tro? «Fuglene», siger Kristus, «de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lader», det vil sige: de har ingen forråd og ingen måder at forsørge sig på, sådan som vi har, og alligevel «føder jeres himmelske Fader dem. Er I ikke meget mere værd end dem?» Tænk dig om: Betyder mennesket ikke mere for Guds hjerte end de? Og alligevel kan vi ikke tro, at Gud vil bære lige så megen omsorg for os, som han bærer for dem. Fuglen lever lykkelig af Guds forsyn, men mennesket fortæres af vantroens sorg. Er det ikke sandt, hvad Luther siger om denne tekst, at når en fugl med glad kvidder flyver over vores hoved, burde vi løfte på hatten for den og sige: «Min herre doktor, jeg bekender, at jeg ikke kan den kunst, som du kan; du hviler så roligt om natten og forstyrres ikke af bekymring for morgendagen, og når du vågner, synger du først en glad morgenlovsang til din Skaber, og så flyver du ned og leder efter dit korn og finder det – og jeg, gamle nar, lader Djævelen narre mig sådan, at jeg fortæres af sorg for mit udkomme». – Lad os da bede Gud mod denne galskab og lukke vores øjne op og med taknemmelighed og dyb ydmyghed betænke, hvordan Herren, vort livs Gud, lige fra vores første morgen har udøst al nåde og velsignelse over os både på legeme og sjæl, har givet, bevaret og opretholdt alle vores kræfter og evner, øjne, ører, fornuft og alle sanser, og alt dette af sin rene nåde og faderlige mildhed mod os i Kristus; skulle han da ikke også herefter give os, hvad vi har brug for? Eller har hans barmhjertighed nu en ende? Har han nu vist os sin sidste velgerning?

Men den fjerde bøn har også en belæring til de lykkelige, som ikke kender til disse bekymringer for udkommet og ikke synes at have brug for at bede om dagligt brød. Der er to ord i denne bøn, som de burde betænke, to ord, som udtrykker et og det samme, nemlig ordene «vores» og «os». Har I Kristi sind, så skal I også betænke disse Kristi ord. Han siger ikke «mig» og «mit» – giv mig mit daglige brød – men: Giv os vores daglige brød. Mener du, at Gud har givet dig al din overflod, for at du blot selv skal leve af den, som du har lyst, eller for at du skal samle skatte blot til dine børn? Hvad siger Herren? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Se her, hvad Guds mening er, når han giver nogle så meget af det jordiske. Har du nogensinde tænkt over, hvorfor Gud fordeler så forskelligt her på jorden, at den ene er så rig, at han har meget mere, end han har brug for, og den anden så fattig, at han ikke har det nødvendige? Hemmeligheden ved denne underlige og ulige fordeling er ingen anden end den, at vi har forskellige kald; de, som har fået mere, end de har brug for, skal være Herrens forvaltere, som skal forvalte hans gaver for ham. Så vil han lade en flok fattige slå sig ned omkring dem for daglig at prøve dem, om de vil forvalte hans gaver ærligt som hans fogeder ved at dele ud, eller om de vil grave pundene ned i jorden og gøre dem til afguder for sig selv og deres børn. Måtte vi aldrig glemme den store almene regel: «Enhver, som har fået meget, af ham skal der kræves meget; og den, som man har betroet meget, af ham skal man forlange mere»; og det kongelige bud: «Du skal elske din næste som dig selv». Glem da ikke, at der omkring dig findes så og så mange fattige, syge, svage og skrøbelige, som alle rækker hænderne ud efter brød. Derfor skal du i denne bøn bede for alle mennesker og ikke tænke: mig, mit, men: os, vores; og du skal heller ikke bede som en skalk, så du i bønnen siger «vores», men bagefter handler med det gode, du får, som om det var dit. Nej, du er blot en forvalter. Og det skal vi være med lyst, for Kristi kærligheds skyld, så han om alt det gode, vi har gjort, kan sige: «I har gjort det mod mig».

Når vi nu desuden ved, at udtrykket «dagligt brød» ikke blot betegner mad og klæder, men alt, hvad der hører til dette timelige livs ophold og fornødenheder, såsom hus og hjem, gods og penge, from ægtefælle, fromme børn, fromme tjenestefolk, god og tro øvrighed, godt styre, godt og gavnligt vejr, fred, sundhed, tugt og ære, gode venner, trofaste naboer og mere af den slags, så vil i det mindste ingen kristen, som ikke blot lever for sig selv, men også elsker sin næste, mangle grunde til at bede denne bøn. Desuden kan Herren i en hast tage det gode bort, som du nu ejer, og derfor har du altid grund til at bede om hans bevarende nåde, eller om at han giver dagligt, om et dagligt brød. Og at føle sig således altid afhængig af Herren er meget sundt for en kristen.

Vi har da set, at vor Herre Kristus i denne bøn vil lære os at gå til ham med alle vores bekymringer, som børn til en kærlig Fader, at bede ham om alting og kaste alle vores byrder på ham – han, som også efter sin opstandelse, i sin forklarede tilstand, kom til sine fattige disciple ved Genesaret Sø om morgenen efter den frugtesløse nat, hvor de havde arbejdet, og råbte: Børn, har I ikke noget at spise? og som ikke blot gav dem en rig fangst, men også havde stegt fisk og brød til dem på stranden. – Han vil stadig med samme kærlighed dele vores bekymringer, også de mindste; han vil spørge efter melet i krukken og olien i kanden, han vil spørge efter vores fisk og vores brød. Han sagde: På jer er selv alle hovedhårene talt. Hvad kan så være for småt til hans omsorg? Åh, den, der blot havde tro og kunne bede denne bøn i tro, den sjæl skulle aldrig mere have nogen sorg på denne jord, men leve i stadig ro over for alle dette livs bekymringer. Herre, giv os mere tro!