Den femte bøn

Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere!

I de tre første bønner, hvor vi siger dit, din, ser vi hen til Gud, hans navn, hans vilje; i de tre sidste bønner, hvor vi siger vor, vort, os, ser vi hen til vore egne sjæles vel og frelse; og i den mellemste bøn, den fjerde, har Herren villet, at vi i forbigående skulle kaste alle legemlige bekymringer på ham, for at vi kunne være så meget friere til de åndelige bekymringer. Ligesom den første bøns emne, Guds navn og ord og dets helligholdelse, er den første betingelse for, at Guds rige skal komme og Guds vilje ske, sådan er også syndernes forladelse betingelsen for og selve livet i vort indvortes menneske, og uden den er det ikke værd at bede mod fristelser eller noget ondt. Ja, bønnen: «Forlad os vor skyld», er netop hjertets arbejde i det nye menneske, hvorved alle dets øvrige kræfter sættes i bevægelse. Når hjertet i kroppen standser og ikke længere driver blodet gennem årerne, så er det slut med livet, så flygter sjælen; sådan også: Når denne bøn hører op, så man ikke længere sukker efter tilgivelse og ikke længere har brug for at komme til nådestolen, så er det slut med nådelivet, så flygter Guds Ånd. Vi ved jo, at hele det åndelige liv beror på to væsentlige nådegerninger, som med få ord kaldes omvendelse og tro, eller på den ene side den levende syndserkendelse, som driver mennesket til at bede både om tilgivelse og om hjælp imod synden, og på den anden side den nådeserkendelse, hvorved mennesket kommer til nådestolen og beder om og modtager denne tilgivelse. Det er for dette allervigtigste punkt i vort åndelige liv, at Herren lærte os denne bøn. Vi ved, at hvis alt andet, som tjener til liv og gudsfrygt, findes hos et menneske, men denne omgang ved nådestolen mangler, så er alt falsk og dødt, sådan som Herren Kristus giver til kende, når han siger til menighedens engel i Efesos: «Jeg kender dine gerninger og dit arbejde – du har udholdenhed og har udholdt for mit navns skyld. Men jeg har det imod dig, at du har forladt din første kærlighed.» «Den første kærlighed» er trolovelseskærligheden, den nys benådedes kærlighed for den tilgivelse, han har fået. Denne engel eller lærer var altså blot kommet i den tilstand, at han ikke længere, som i sin første benådningstid, havde brug for at ligge ved sin Frelsers fødder og bede om tilgivelse, men havde nok i sin egen virken, prædiken og lidelse for Kristi navns skyld. Sådan siger Herren også, at mange på den yderste dag skal sige: «Herre, har vi ikke profeteret i dit navn og uddrevet onde ånder i dit navn og gjort mange kraftige gerninger i dit navn?» Og han skal bekende for dem: «Jeg har aldrig kendt jer», dvs. mellem os var der ikke det inderlige forhold, som er mellem den benådede synder og Frelseren. Sådan også når en mand i bryllupssalen, himmeriget på jorden, ikke havde bryllupsklæder: Det betegner, at han havde haft alt andet, men blot ikke havde haft brug for vasken i Lammets blod (Matt 22; Åb 7,14). Se da, hvor vigtigt det er hele tiden at give agt på, om vi er i det sind, at vi har brug for at ligge ved nådestolen, altså om vi lever i en virkelig og drivende syndserkendelse, om vi har den femte bøn som vor yndlingsbøn, vort særlige hjertebehov, en bøn, som først og sidst ligesom med åndedrættet går ud af vort hjerte. Åh, hvilket uhyggeligt liv i en hemmeligt lurende fortabelse, når en kristen i øvrigt har alt så rigt og rigtigt efter Ordet, men blot ikke længere har brug for dagligt at komme til Frelserens fødder og bede om nåde og tilgivelse – det er slut med dette liv som fattig synder, hvor man ikke kan leve uden daglig forladelse af synderne – nej, nu må der gerne gro græs på nådestolens trappe, nu er det ikke længere nødvendigt dagligt at blive forvisset om Guds venskab, nu er det andre ting, som optager sindet og beroliger samvittigheden, det er måske en strålende dragt af kristelig virksomhed, som nu gør den blodige dragt på Golgata overflødig; man er i brylluppet, i himmeriget, man er trængt igennem hindringerne af købmandskab og avlsgård – og har ikke brug for bryllupsklæderne! Herren Gud hjælpe enhver, som vil være kristen, til for sin udødelige sjæls saligheds skyld at vågne rigtigt op og besinde sig!

Det er det første, denne bøn vil lære os; for når Herren lærer sine børn at bede i denne daglige bøn: Forlad os vor skyld, så lægger jeg allerførst mærke til, at hans børn skal være sådanne, som stadig føler behov for tilgivelse og altså kender til synder, der bekymrer dem; for han kan ikke have ment denne bøn som et tomt udtryk for noget, man ikke længere bekymres over, altså som hykleri, men sandelig som udtryk for en virkelig bekymring. Gud give, at vi må forskrækkes over det hykleri, at vi skulle blive ved med at bede denne bøn, mens vi ikke vidste af nogen synder, der bekymrede os! – Så finder vi da, at denne bøn vidner om, at de rette kristne skal have en stadig vedvarende syndsfølelse og et vedvarende behov for vished om syndernes forladelse. Dette var det første, vi her burde lære og alvorligt betænke.

Men det andet, vi finder her, er, at det ikke beviser noget imod vor kristendom, at vi ved af synder, der bekymrer os. Der findes nogle kristne, som med alt deres lys i evangeliet og deres flittige brug af det sjældent er rigtig frie i deres ånd, alene fordi de ikke har fået den kraft og befrielse fra deres synder, som de mener, den rette tro skulle føre med sig. De ved godt – for de ser det i hele Skriften – at de troende også har synd, at kødet strider imod ånden osv., men ikke desto mindre bliver de forvirrede, så snart nogle virkelige synder viser sig hos dem selv, og mister deres frimodighed ved den tanke, at sådanne ikke ville findes hos dem, hvis de var rette kristne; og dermed røber de, at der i deres inderste alligevel gemmer sig den forestilling om de rette kristne, at de er fri for virkelige synder. Sådanne burde dog, hver gang de beder denne bøn, vækkes af deres vildfarelse og besinde sig på, at der endnu må findes virkelige synder hos de rette kristne; for vi behøver ikke at bede om tilgivelse for synder, som ikke virkelig findes hos os. Nej, når Herren Kristus her lærer sine bedste disciple en bøn, som de og alle rette kristne dagligt skulle bede, nemlig Fadervor, og i denne bøn lærer dem at sige: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, så lægger jeg mærke til, at hans sande børn endnu har virkelige synder at slås med; så lægger jeg mærke til, at han ikke har forestillet sig nogen børn, som skulle være fri for synder, men tværtimod, at synden endnu altid skulle bekymre dem; for, som allerede bemærket, kan han umuligt have lært dem en bøn, som ikke skulle svare til deres eget hjertebehov, for det ville være at lære dem at hykle; lige så umuligt er det, at de skulle føle behov for syndernes forladelse, hvis de ikke virkelig havde nogen synder; heller ikke kan nogen med rimelighed tænke, at Herren ville, at vi hele vores tid skulle bede om tilgivelse for de synder, som vi havde før, og for hvilke vi allerede i den første benådning «fik vore hjerter bestænket og renset fra en ond samvittighed» (Hebr 10,22). Heraf følger altså, at denne bøn viser, at de rette kristne endnu altid har synder, som bekymrer dem. Ja, Luther begynder netop sin forklaring af denne bøn i sin Store Katekismus med disse ord: «Dette stykke angår vort usle og elendige levned, som – skønt vi har og tror Guds ord, gør og lider hans vilje og ernærer os af Guds gave og velsignelse – alligevel ikke forløber uden synd, idet vi dagligt snubler og overtræder Guds bud, fordi vi lever i verden blandt mennesker, som gør os megen fortræd og giver anledning til utålmodighed, vrede, onde lyster osv. Desuden har vi Djævelen, som angriber og frister os fra alle sider, så det ikke er muligt altid at stå fast i en sådan stadig kamp. Derfor er det her igen meget nødvendigt at råbe og bede: Kære Fader, forlad os vor skyld! Ikke sådan, som om han ikke også uden og før vor bøn forlod synden – for han har skænket os evangeliet, hvori der er lutter tilgivelse, før vi har bedt om den eller nogen sinde tænkt på den – men sagen er den, at vi skal erkende og modtage en sådan tilgivelse. For fordi kødet, som vi lever i, er af den art, at det ikke tror og forlader sig på Gud, men altid er tilbøjeligt til onde lyster, så vi dagligt synder med ord og gerninger, med det, vi gør og lader, hvorved samvittigheden kommer i ufred, så den frygter for Guds vrede og unåde og således lader trøsten og tilliden fra evangeliet synke, så er det stadig nødvendigt, at man løber til denne bøn og henter trøst for at genrejse samvittigheden. Men dette skal blot tjene til, at Gud kan bryde vor stolthed og holde os i ydmyghed. For hvis nogen vil prale af sin fromhed og foragte andre, så lad ham se på sig selv og stille denne bøn for sine øjne, så vil han finde, at han er netop lige så from som de andre, og vi må alle slå øjnene ned for Gud og blive glade for, at vi kan få tilgivelse.» Så vidt Luther.

Og fordi den fromme, men falske indbildning, at de rette kristne ikke er så elendige og syndige, har stor magt til at nedtrykke nådebørnenes frimodighed i troen, må vi igen minde om, hvad hele Skriften viser os, nemlig at der ikke er nogen mennesker på jorden, som sådan klager og jamrer over synden som netop de hellige; at Apostlen netop siger om dem, der tilhører Kristus, altså om de rette kristne, at de har et kød med så onde lyster og begæringer, at det må korsfæstes (Gal 5,24); og i Skriften findes ingen udførlig historie om nogen helgen, som ikke også fortæller, hvordan deres synder brød frem under vandringen, snart i ord, snart i gerninger – hvorom Luther igen siger i en prædiken på Johannes Døberens dag: «Tag hvem du vil, så er han ikke uden synd. Paulus, den allerhelligste apostel, indrømmer i Rom 7, at han føler synden i sine lemmer. Viljen har jeg, siger han, men jeg ser en anden lov i mine lemmer, som kæmper mod den lov, som er i min ånd, og tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer. Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Han ville ikke gerne være i synden og måtte dog være i den. Jeg og flere andre ville gerne være uden synd, men det lader sig ikke gøre, hvor meget vi end undertvinger den. Når vi er kommet til at falde i synd, så står vi vel op igen; men vi plager og piner os imens nok med den» osv.

«Summa: Kristi rige er et syndigt rige. Hver eneste helgen må sige: Åh, almægtige Gud, tilregn mig ikke mine synder! Alle må synge den vise: Fader vor, du som er i himlene, forlad os vor skyld! – De selvfromme helgener, som ikke kender nogen ende på deres hellighed, forstår slet intet af dette, fordi de mener, at det er sådan med Kristi rige, at der slet ingen synd er, men at alt er så rent og pænt, som om det var fejet helt rent, og de vil have en sådan kristen, som er helt uden synd og hellig, ja, som Kristus selv er. Det er langt derfra. Men den er en kristen, som er en synder og erkender sin synd; det ærgrer ham og er ham inderligt imod, at han endnu føler dens fristelser. Den er ikke nogen kristen, som slet ingen fornemmelse har af den.»

Og igen siger Luther: «Fromme kristne hader dette liv og ville gerne til det andet alene for deres synders skyld; dog kommer de her ikke så vidt, at de kan sige: Jeg er uden al synd. Mener de, at de er kommet så vidt, så har Djævelen selv bedraget dem. Ingen hellig nægter, at han er stedt i synder, men alle bekender det, og det gør dem inderligt ondt, så de alle med Paulus råber: Jeg elendige menneske, hvem skal frelse mig fra dette dødens legeme? Sådan brøler og klager de alle af den grund, at de føler synden og begærer at blive forløst fra den.» – Så vidt fra den nævnte prædiken.

I en prædiken på søndagen efter jul siger Luther igen: «De kristnes art er at begynde at blive fromme og tage til deri; men undertiden slår det fejl, så de også bærer vanartede frugter, der strider imod Ånden. Derfor skal du vide, at Kristus er underfuld i sine hellige; og tag dig i agt, så du ikke fordømmer nogen, medmindre han åbenlyst taler imod evangeliet. Kristus vil på én gang være både skjult og åbenbar; derfor lader han sammen med Åndens frugter, som man kan kende ham på, også nogle mangler løbe med ind, for at han kan skjule sig, og for at overmodige dommere kan tage anstød af ham.» – Så vidt Luther.

Gennem sådanne bedrøvelige erfaringer af fordærvelsen bliver Guds børn ofte dybt nedtrykte og kan ikke tro, at de alligevel er i Guds nåde og venskab. Det er for denne nøds skyld, at Herren lærte os at klage og råbe for ham: Fader vor, forlad os vor skyld, og ved denne hans daglige forladelse af synderne igen at genrejse vor samvittigheds trøst og vor fred i ham.

For det tredje lægger jeg mærke til, at Herren lærte os at bede denne bøn, fordi han havde i sinde og virkelig vil forlade os synderne, at han var indstillet på stadig at tilgive sine børn. Tænk, når den trofaste Frelser selv sagde: «Derfor skal I bede sådan: Fader vor, forlad os vor skyld» – så ville han jo sandelig tilgive dem. Her har vi igen den vældige trøst, som ligger i den omstændighed, at Herren har lært os at bede om noget bestemt. Så ved vi jo altid, at i det mindste det, som han selv har lært os at bede om, må han ville give os. Eller kan vi forestille os, at den trofaste Herre og Frelser, som udgød sit blod «til syndernes forladelse», når han oven i købet har lagt os ordene i munden om, hvordan vi skal bede om denne tilgivelse, alligevel ikke skulle give den, når vi kommer og gør netop sådan, som han selv har lært os at bede om den? Skulle han i denne alleralvorligste sag for vore sjæle gøre nar af os – han, som er kommet af stor kærlighed og har givet sit blod for os? Hvem er det da, som alligevel gør denne sag så uvis for os, som piner vore hjerter med et mørke og en uvished om Guds nåde, så vi næsten aldrig er rigtig tilfredse og visse på den? Skal vi ikke mærke, at det er vore sjæles fjende, og derfor begynde at være fuldt og fast visse om denne tilgivelse, i tillid til Kristi trofasthed?

Men at vi således dagligt skal bede om tilgivelse for vore synder, det skal vi ikke forstå sådan, som om vi undertiden, eller når vi har forset os, var under Guds vrede, eller som Luther udtrykte denne bemærkning,*) at Gud «uden og før vor bøn forlader os synderne – for han har skænket os evangeliet, hvori der er lutter tilgivelse, før vi har tænkt på det – men sagen er den, at vi skal erkende og modtage en sådan tilgivelse». Dette udsagn af Luther er noget dunkelt, når han siger, at Gud «har skænket os evangeliet, hvori der er lutter tilgivelse, før vi har bedt om den eller nogen sinde tænkt på den»; men det har også en kostelig lære med sig. Luther har her samme tanke som apostlen Paulus i 2 Kor 5, når han netop til forklaring af evangeliet eller «forsoningens ord» siger således: «For Gud forsonede i Kristus verden med sig selv og tilregnede ikke

dem deres overtrædelser, og han har lagt forsoningens ord ned hos os», som nu blot byder: «Lad jer forsone med Gud» (v. 20). Læg her mærke til, hvad forsoningen i Kristi død indebar! «Han tilregnede dem ikke deres overtrædelser.» Hvem dem? Verden, siger Apostlen. Og hvordan skal det forklares? Jo, siger Apostlen i v. 21: «For ham, som ikke kendte synd, har han gjort til synd for os.» Dér er årsagen. I Kristi død er Gud én gang for alle rigeligt forsonet med hele verden og har et sådant hjerte for alle ugudelige mennesker, før de overhovedet har bedt om tilgivelse eller nogensinde har tænkt på det – et sådant hjerte, som den fortabte søns far havde for ham, mens han var i det «fremmede land» og «ødslede sin ejendom bort»; for den samme apostel siger i Kol 1,14: «I ham har vi forløsningen, syndernes forladelse.» Læg mærke til: forløsningen, syndernes forladelse; sådan som også Kristus sagde: «Mit blod udgydes til syndernes forladelse» (Matt 26,28). Derfor byder evangeliet sådan: «Trøst, trøst mit folk! siger jeres Gud. Tal venligt til Jerusalem, og forkynd for det (for Jerusalem), at dets strid er endt, at dets skyld er sonet, og at det får dobbelt igen af Herrens hånd for alle sine syndestraffe» (Es 40,1–2)! Ligeledes hos profeten Zakarias i kapitel 3, hvor Herren taler om sin tjener, «skuddet», sammenligner ham med en sten og siger: «Se, jeg vil indridse en indskrift på den, siger Hærskarers Herre, og udslette dette lands skyld på én eneste dag.» Læg mærke til: udslette synderne! – og læg mærke til: på én eneste dag! Hvilken dag? Den dag, da indskriften indridses. Og hvad mere skulle vi have brug for til at bevise dette hovedpunkt i evangeliet, hvis ikke naturens blindhed var så ubegribeligt stor, at man med seende øjne ikke ser det? Behøves der mere end blot at spørge: Hvad udrettede Kristus i sin forsoningsdød? – Hvad betyder de mest kendte ord: «Herren kastede vor alles synder på ham»? Og igen: «Se, Guds Lam, som borttager verdens synd!» Og igen: «Ham, som ikke kendte synd, har Gud gjort til synd for os.» Og igen: «Gældsbrevet har han taget bort og naglet det til korset» – hvad betyder alle disse ord? – Åh, så findes der altså i Guds hjerte syndernes forladelse, allerede før den bliver modtaget, en syndernes forladelse, som består i Guds tilfredsstillede retfærdighed og forsonede sindelag over for syndere, sådan som Kristus skildrede det i den fortabte søns far, som vi lige har nævnt, og i den fineste klædning, der lå parat, før sønnen kom hjem, og som nu blot blev trukket på ham. Det er dette, der sker ved, at vi vender tilbage. Den, der bliver borte, er netop ved sit fravær fortabt; sådan som Kristus så udtrykkeligt forklarer: «Fordi han ikke tror på Guds enbårne Søns navn.» Men den, der vender tilbage, gør ikke mere end at tage imod den nåde, som allerede ventede på ham. Når nu evangeliet er Guds tilsagn og testamente om denne tilgivelse, som er vundet for os – og den, der får et testamente på en ejendom, har allerede dermed fået ejendommen, også selv om han ikke har set den eller taget den i besiddelse – så forstår vi Luthers ord, når han siger, at Gud har skænket os evangeliet, hvori der er lutter tilgivelse, før vi har bedt om det eller nogensinde tænkt på det, men at sagen er den, at vi bør erkende og tage imod en sådan tilgivelse. Og når en sjæl så er vendt tilbage og lever i troens forening med sin Frelser, står den sjæl i et vedvarende venskab med Gud, så længe den ikke helt falder fra og vender tilbage til vantroens og forfængelighedens fremmede land; men den må alligevel netop på grund af sit barneforhold til Gud dagligt komme frem for ham med sine synder, så den dagligt kan erkende og tage imod denne tilgivelse. Med andre ord: denne bøn er givet for børnenes behov. Gode børn har et inderligt behov for at få lov at bede om tilgivelse, når de har fejlet, også selv om de ved, at de ikke er udstødt fra farens nåde og fra arven; og Gud vil have os i gode børns forhold til en far. Derfor begynder denne bøn også med ordene Fader vor. Han nøjes ikke med, at vi skal stå i tjeneres stilling over for en husbond og blot gøre vores pligt, blot gøre ham tjenester og gerninger; nej, til sådanne vil han sige: «Jeg har aldrig kendt jer; I har profeteret i mit navn, I har gjort mægtige gerninger; men – jeg har aldrig kendt jer.» Kristus vil altid have sine troende i den første kærlighed. Da vi nu har set, hvordan det, at den første kærlighed varer ved, netop afhænger af, at vi dagligt tager imod tilgivelse, kan vi nu se, hvad denne bøn vil: den er nødvendig for selve livet, for at vi bliver i den første kærlighed.

*) I det anførte stykke af hans Store Katekismus, et af vores bekendelsesskrifter.

For at gennemskue dette endnu tydeligere vil vi tage spørgsmålet om den vedvarende nåde op igen. Det er tydeligt af hele Guds ord, at så længe vi ved troen er i Kristus, har vi en vedvarende nåde, som ikke skifter og vakler, sådan som vores fromhed skifter og vakler, men er mægtig over os, over hele vores liv – ligesom himlen er høj over jorden (Sl 103) og med urokkelig jævnhed hvælver sig over alle jordens ujævnheder. Lovet være Herren! Skriften lærer udtrykkeligt, at «der er ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus» (Rom 8,1), at de er et folk, som Gud ikke tilregner synd (4,8). Læg mærke til det og hør! (og der er tusinder midt i kristenheden, som ikke ved det) der findes et nåderige på jorden, hvor synderne aldrig tilregnes dem, der hører til der, sådan som allerede profeten siger: «Ingen af indbyggerne dér skal sige: Jeg er syg; for folket, som bor der, har fået sine synders forladelse.» Tusinder af mennesker, som ellers er ganske oplyste, ved ikke, at der i kristenheden er to åndelige riger. For det første et lovrige, hvor man får alt efter sin egen fortjeneste, efter Apostlens ord: «For den, som holder sig til gerninger, tilregnes lønnen ikke efter nåde, men efter skyldighed» (Rom 4,4), og som Kristus ville vise os, da han siger, at de, der havde arbejdet hele dagen og båret dens byrde og hede i vingården, ikke fik nogen nåde, men kun efter deres fortjeneste, kun dagslønnen, fordi de holdt sig til gerninger. Sådanne mennesker kaldes i Galaterbrevet tjenere, trælle, trælkvindens sønner, som kun får, hvad de har fortjent. For det andet findes der et nåderige, hvor det aldrig går efter vores fortjeneste, men hvor de, der hører til der, har en vedvarende nåde, den samme nådestand i deres bedre og dårligere stunder, fordi de har en borgen, som har opnået, at de ikke dømmes efter loven, at ingen synder tilregnes dem – om dem føjer Paulus i det nævnte Rom 4 til: «Men den, som ikke holder sig til gerninger, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham tilregnes hans tro til retfærdighed; sådan som også David priser det menneske saligt, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger», og som Gud ikke tilregner synd. De kaldes i Galaterbrevet børn, sønner og den frie kvindes sønner, som skal blive i huset og have arven. Med disse ord om tjenere og børn i huset, især i Abrahams vigtige og forbilledlige hus (Gal 4,22–31), har Paulus peget på et forhold, som er meget lærerigt, men som mange ikke har tænkt over, nemlig hvordan Gud midt i vores familier har stillet et talende billede af sin nådes ordning. Er det ikke sandt, at de kære børn i huset i legemlig henseende lever under en sådan nådesordning, at de aldrig kommer i gæld, hvor meget de end bruger hver dag, og hvor lidt de end arbejder; at de har alt, hvad de behøver, frit og for intet; de får deres mad og drikke, deres tøj, deres pleje, deres seng, deres opdragelse (hvilket alt sammen efter nogle år løber op i store summer), og alligevel, skønt de måske ikke tjener det mindste, men kun forbruger, kommer de aldrig i gæld, men skal til sidst, når de i mange år har modtaget så meget godt, også have arven? Og tjenerne i huset, som med hårdt og trofast arbejde måske bringer alt det ind, som huset lever af – med dem fører man regnskab, så de, hvis de i årets løb har hævet mere, end den aftalte løn udgør, til sidst står i gæld – og at arve i huset, det kommer ikke på tale. Men børnene, som sagt, kommer aldrig i gæld, uanset hvad de bruger, og selv om de intet tjener. Er det ikke et underligt styre? Og hvad kommer det af, at børnene ikke kommer i gæld? Det kommer kun af, at man aldrig fører regnskab med dem; det er jo børnene, siger man; hvem fører vel regnskab med børnene, så længe de lever af farens brød eller lever som børn i huset? Se dér Guds riges hemmelighed! Med børnene føres der aldrig regnskab. Vores gæld eller gældfrihed afhænger kun af, om vi er tjenere eller børn, trælkvindens sønner eller den frie kvindes (Gal 4). Se i din egen familie det sande billede af nåderiget, det billede, som Skriften så ofte bruger. Netop sådan som det er med dine børn, sådan er det med dem, der er i Kristus og lever som børn hos Gud. De har intet regnskab; de er det folk, som Gud ikke tilregner synd, de lever af nåde for deres førstefødte broders fortjeneste, og derfor står de i barnekårets vedvarende nåde. Åh, er det sandt, er det muligt, at der også findes sådan et nåderige på jorden? Ja, det er sandt. Skriften kan ikke gøres til intet, selv om vores ustadige hjerter, der er gennemtrængt af lovsind, ikke kan holde fast ved denne salige trøst. Men så sandt som Skriften ikke lyver, er det sådan med alle troende, at Gud ikke tilregner dem synd til fordømmelse, at der ingen fordømmelse er for dem, at de er Guds elskede børn, i den samme nåde hos Gud i den dårligere som i den bedre stund, både når de glæder sig over at have fået kraft til at gøre noget godt, og når de ængstes over deres synder og dårskaber, så de «klager højt i deres hjertes angst»; i den samme nåde, når de smager og ser, hvor god Herren er, og når de under lang tørke bespises med malurt og galde. For hvis det ikke er sådan, men vi er Gud behagelige i de stunder, hvor vi får nåde til at være mere fromme og hellige, men er uden for nåden i de stunder, hvor vi er svage og forser os, så kommer jo i sandhed, som det ofte er påpeget, retfærdigheden ved loven, og Kristus er død forgæves (Gal 2,21); så er vi jo i sandhed i et gerningsrige, der er mægtigt over nåden, og ikke i et nåderige, der er mægtigt over gerningerne. Det nægtes ikke, at dette er den frygteligste galskab for vores fornuft og vores mening, fordi alt, hvad der er i os, følelse, fornuft, samvittighed, alt sammen er så fyldt af lovsindet, at vi uophørligt trækkes ned i dets forestillinger; den menneskelige natur er nu engang sådan beskaffen, at den ikke kan hæve sig højere end til det, vi selv er og finder og føler hos os selv – ligesom det er alle legemers natur at blive trukket ned mod jorden af den almindelige tyngdelov – men skulle vi da også for alvor tro sådan, som vi efter naturen synes og føler? Det ville jo være at falde fra troen og ende i kødet, et udtryk, som Apostlen netop bruger om et sådant frafald fra troen (Gal 3,1–3). Nej, nåderiget, hvor ingen synd tilregnes, er summen af hele Kristi fortjeneste og af hele Skriftens vidnesbyrd om den. Gud være evigt priset for sin uudsigelige gave!

Men for at vi altid skal holdes varme, holdes i troens øvelse og i den første kærlighed, har Gud ladet den bekymrende synd blive tilbage i vores kød, så vi altid skal drives hen til nådestolen. Han tugter og forskrækker os også selv, sådan som vi ofte ser i Skriften, så vi synes, vi mærker, hvordan Gud er vred. Han «går i rette» med os (Sl 103,9); han «forlader os et lille øjeblik» og «skjuler sit ansigt» (Es 54,7–8); men alt sammen med samme formål, nemlig at vi altid skal holdes i troens og den første kærligheds øvelse ved den bøn: Forlad os vor skyld.

Den fjerde hovedlære i denne bøn ligger i tilføjelsen: som også vi forlader vore skyldnere. Denne tilføjelse anses af mange fromme sjæle for meget forskrækkelig, så de ofte bliver modløse af den; men det beror på en misforståelse. Denne tilføjelse skal tværtimod hjælpe til en ny vished i troen, hvis vi forstår den ret. For nogle falske kristne, som kan leve i uforsonlighed og had, er den med rette forskrækkelig og er for dem den bindenøgle, som de i sandhed er bundet med til evig fordømmelse. Lad os da betragte denne tilføjelse: som også vi forlader osv. Mange har undret sig over, om Herren Kristus virkelig ville sige, at kun for så vidt som vi tilgiver vores næste, vil han tilgive os, og man har tænkt: Han er jo Gud og ikke et menneske og dømmer jo ikke efter, hvad øjnene ser; og hvordan kunne vi nogensinde være rigtig trygge ved tilgivelsen, hvis Gud ikke tilgiver mere, end vi tilgiver? – Men vi behøver ikke være i uvished om meningen med denne tilføjelse, for vi ser jo, hvordan Herren selv forklarede den, så snart han havde lært dem Fadervor. Det første, han så sagde, var netop til forklaring af dette stykke; han sagde: «For hvis I tilgiver mennesker deres overtrædelser, skal også jeres himmelske Far tilgive jer. Men hvis I ikke tilgiver mennesker deres overtrædelser, skal heller ikke jeres Far tilgive jeres overtrædelser» (Matt 6,14–15). Og i kapitel 18 i samme evangelium fortæller Herren en særlig lignelse for at indskærpe dette forhold, nemlig om den tjener, som skyldte ti tusind talenter og fik det hele eftergivet, men siden krævede sin medtjeners gæld på hundrede denarer ind til sidste skilling og for denne ubarmhjertighed faldt tilbage under sin egen store gæld, som nu også skulle betales til sidste skilling. Da forklarer Herren: «Sådan skal også min himmelske Far gøre mod jer, hvis ikke enhver af jer af hjertet tilgiver sin bror hans overtrædelser.» Af alt dette ser vi tydeligt Herrens alvorlige mening med denne tilføjelse. Men af denne lignelse ser vi også, at dette punkt slet ikke angår verden. Det vil sige: Hvis et godt menneske, som dog ikke for sit eget vedkommende har gjort regnskab op med kongen, dvs. ikke ved omvendelse og tro er kommet i forening med Gud, men lever i den naturlige tilstand – hvis et sådant menneske er nok så lykkeligt i bevidstheden om ikke at have nogen uven på jorden, men af hjertet gerne tilgiver alle onde mennesker deres forbrydelser imod sig, så bliver det alligevel kastet ud i afgrundens yderste mørke, blot fordi det ikke for sit eget vedkommende havde gjort regnskab op med kongen. Det er det første, der må betænkes her. Men på den anden side: hvis et menneske ved Guds store nåde og Faderens dragning virkelig er kommet til omvendelse og forsoning med Gud, men siden, når det kommer ud i verden, igen bliver ført ind i sådanne forviklinger, at det ene punkt, der var dets mål i omvendelsen, nemlig Guds nåde og venskab, bliver skygget bort, så det fx på grund af en meget stor ondskab og uret fra menneskers side kan blive stående i had til dem og ikke tilgive af hjertet, så har denne sjæl igen mistet den benådning, den havde fået hos Gud, og har da lidt et frygteligt stort tab på grund af de menneskers ondskab – eller egentlig på grund af sin ånds frafald. Men er det muligt, siger du, at Gud dømmer et svagt menneske sådan, fordi det ikke kan tilgive alle onde mennesker? Ja, det er ikke blot muligt, det er netop, hvad Kristus har sagt os med udtrykkelige ord og med den nævnte lignelse; og derfor har han lagt en påmindelse om dette mærkelige forhold ind i denne daglige bøn. Se, sagen er den: Rigtignok bliver også de uretfærdige, som har ophidset dig til had, straffet, og rigtignok har Kristi blod udslettet så store synder som dit had; men at du nu kan blive stående i had, det beviser, at du er faldet, at du ikke længere står i den nye fødsels nåde; for alt det, som er født af Gud, sejrer over verden – sejrer også over dens største ondskab, sådan som vi ser, at de hellige martyrer med glad og mildt hjerte kunne lade sig stege osv. – og dette er sejren, som har sejret over verden: vores tro. Sagen er, at den rette Guds nåde, hvorved dine egne synder engang var et så stort onde for dig, at alle andre menneskers ondskab derved blev ringe for dig, og Guds venskab var et så stort gode for dig, at alt andet måtte fare for dette gode – det sindelag er nu tabt, eftersom du kan blive så overvundet af det onde, at du bliver stående i had. For dette afhænger altid af, hvor højt man vurderer sin egen synd og Guds nåde; bliver din egen synd rigtig stor for dig, bliver andre menneskers ondskab ringe for dig; bliver Guds nåde rigtig dyrebar for dig, giver du let slip på alt andet. Deraf kommer det, at de svageste, usleste kristne, som går nedtrykte under deres egne synder og usselheder, meget let kan bestå den prøve at tilgive andre; ja, jo svagere og usslere de er i egne øjne, desto lettere går det at tilgive andre. Se nu her hemmeligheden ved denne tilføjelse! Åh, den er så fin, så skøn, at den tydeligt røber sin mester!

Og her får vi en oplysning om den rette omvendelse, som vil være af stor værdi for alvorlige sjæle. Dette er jo en vedvarende bekymring for oprigtige og eftertænksomme kristne, og de udtrykker den sådan: Jeg ved godt, at den, som har Sønnen, har livet; jeg ved, at omvendelsen og troen ikke er min frelser, men kun skal drive og drage mig til Kristus, i hvem al salighed er; jeg ved også, at graden af syndserkendelse og af længsel efter Frelseren kan være meget forskellig, og at der ikke er fastsat noget mål for det i Ordet osv. Men jeg ved også, at der virkelig kan være en syndserkendelse, som ikke er tilstrækkelig, en længsel efter perlen, som ikke rækker til, at man får den. Sig mig da hemmeligheden ved det spørgsmål: Hvor stor en syndserkendelse er nødvendig for at nå sit mål, hvor stor en længsel efter syndernes forladelse kræves der, hvis jeg virkelig skal have den? – Svar: Se på denne tilføjelse og på det forhold ved den, som lige er nævnt, nemlig at din evne til at tilgive alle menneskers ondskab netop kommer af, at dine egne synder er så stort et onde for dig, at alle andres bliver ringe i sammenligning, og at Guds nåde bliver så dyrebar for dig, at du for dens skyld kan give slip på alt andet. Se, hvordan også dette stemmer med Kristi ord om ham, der fandt den kostbare perle. Herren siger, at han «solgte alt, hvad han havde, og købte den». Se, når du er så optaget af Guds nåde, at intet i denne verden er så vigtigt for dig, så kan du være vis på, at du i denne stund har den. Og et bevis på en sådan længsel er, at intet menneskes ondskab er så tung for dig som din egen, så du derfor har lettere ved at tilgive andre end ved at tro, at Gud tilgiver dig.

Men heraf følger, at din sjæls tilstand i sandhed er falsk og usalig, når du umuligt kan tilgive din næste; da vil denne bøn lukke dig ude og fordømme dig. For at sige noget herom efter Luther *), så læg mærke til følgende: «To slags mennesker kan ikke bede denne bøn. De første er de grove, som glemmer deres egen skyld og gør deres næstes skyld så stor, at de endog uden skam tør sige: Jeg vil og kan aldrig tilgive ham det; jeg kan aldrig forliges med ham. De har bjælken, ja, mange bjælker i deres øjne og ser dem ikke, men den lille splint i næstens øje kan de ikke glemme, det vil sige: deres egen synd mod Gud agter de ikke på, men deres næstes skyld vurderer de så højt, og alligevel vil de, at Gud skal tilgive dem. Selv om de ingen anden synd havde, ville denne bjælke i deres øjne være stor nok til, at de bliver ulydige mod Gud og vil ikke forliges med deres næste. Og det er i sandhed en underlig Guds dom, at den, som ikke tilgiver, har større skyld end den, som har gjort skaden eller det onde.

*) I en udlægning af Fadervor fra 1518.

«Derfor bliver denne bøn til synd for dem (Sl 109,7), ja, til en snare – og til en sådan bøn, hvormed mennesket fordømmer og forbander sig selv og pådrager sig unåde, når det på denne måde beder om nåde. For når du siger: Jeg vil ikke tilgive, men kommer til Gud og beder: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, så er det jo det samme som at sige til Gud: O Gud, jeg står i skyld hos dig, og en anden står i skyld hos mig; nu vil jeg ikke tilgive ham, derfor skal du heller ikke tilgive mig. Jeg vil ikke adlyde dig, når du befaler mig at tilgive; jeg vil hellere opgive dig, din himmel og det hele og fare til Djævelen for evigt.»

Tænk dig om, du arme menneske, hvad du gør mod din sjæl med en sådan bøn! – Har du nogen fjende, som så forfærdeligt forbander dig over for menneskene, som du selv forbander dig over for Gud med en sådan bøn? Og hvad har din uven gjort dig? En timelig skade? Nå, hvorfor vil du så for den lille timelige skades skyld endog styrte dig selv i en evig skade? Se dig for, o menneske! Ikke den, som plager dig, men du selv, som ikke tilgiver, påfører dig den virkelige skade, som hele verden ikke kunne gøre dig. Det er sandt, fristelsen kan undertiden være uendelig tung, når man fx i sit hus har et menneske, som er rigtig bittert og irriterende og dagligt river op i det samme sår; men hvad så? Det er dog bedre for dig at lide alt, ja, til blods, og tilgive og så have venskab med Gud og efter dette arme liv gå ind til himlens glæde end for sådan ondskabs skyld at blive i hadet og gå under Guds dom mod helvede. Og det, som er helt umuligt for din natur, nemlig en sådan stadig tilgivelse, det kan den almægtige Gud dog give dig nåde til.

«Men der findes også nogle,» siger Luther, «som nærer had på en finere måde, nemlig de, der krænkes åndeligt af deres næste, det vil sige: man gør dem intet andet, end at man mishager dem i deres hjerter på grund af noget åndeligt forhold; man er ikke så oplyst eller så retsindig som de, mener de, eller man har ikke gode nok tanker om dem. Så svær en synd og vildfarelse kan de ikke tåle. Når de nu ikke kan irettesætte et menneske på kristelig vis, nemlig med Skriftens bevis og broderlig formaning, så fatter de i deres hjerte had til et sådant menneske og begynder fjendtligt at sladre om og spotte det. Finder de en fejl hos den forhadte, er det et kært fund for dem, som de breder ud overalt, omtaler, forstørrer, dømmer og fordømmer. Sådanne kaldes på svensk bagtalere, på græsk djævle, på latin spottere, på hebraisk sataner. I Skriften kaldes de også slanger og giftige orme. De taler modigt og stærkt om ret og retfærdighed og ren lære, som de savner hos andre; men at de selv i deres hjerte nærer had til disse vildfarende, den svære bjælke i deres eget øje, mærker de ikke.

«Gør nogen noget ondt, finder han ikke blot ingen nåde hos dem, så de, som det sømmer sig for kristne, kunne bede for ham, vejlede ham med mildhed og formane ham broderligt; nej, mens en misdæder efter guddommelig og verdslig lov kun skal stå over for én dommer, én domstol, én anklage, må man af disse giftige tunger tåle lige så mange dommere, domstole og anklager, som de møder ører. Det viser deres hjertes had, hvormed de gør sig værdige til, at Gud ikke blot ikke tilgiver dem, men også viser dem den unåde, at han aldrig lader dem erkende deres skyld.

«Men under deres travle bagtalelse forstiller de sig og siger: Jeg fortæller det ikke for at skade ham eller i ond mening; jeg under ham alt godt. Åh, du hykler! Var du hans ven, så ville du tie og ikke med en sådan lyst og fornøjelse brede din næstes ulykke ud! Var du en oprigtig kristen, så ville du give agt på dit hjertes skjulte had, blive forskrækket over det og kun have medlidenhed og barmhjertighed med den, der har fejlet, undskylde, dække over og skjule hans fejl for andre, bede Gud for ham, advare ham broderligt og hjælpe ham til at blive rejst op igen og med frygt tænke på din egen skrøbelighed og sige med den gamle: I dag dig, i morgen mig. Det formaner Paulus også til: ’Hvis et menneske kommer til at falde i en synd, så skal I, som er åndelige, hjælpe ham til rette i en mild ånd, og – pas på dig selv, at ikke også du bliver fristet. Bær hinandens byrder, og opfyld således Kristi lov.’

«Tænk også: Hvordan ville det behage dig, hvis Gud gjorde det samme mod dig, som du gør mod din næste, og pegede på, malede ud og bredte din synd ud for hele verden? Han kan også endnu gøre det mod dig, hvis du ikke omvender dig i dette. Og hvordan ville du tåle, at en anden på samme måde råbte din ondskab ud? Du ville uden tvivl ønske, at enhver ville tie, undskylde dig, dække over dig og bede for dig. Så: Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det skal også I gøre mod dem.

«Men de vasker deres hænder og siger: Men det er jo sandt, hvad jeg fortæller; hvorfor skulle jeg ikke omtale det, som er sandt? Jeg har set det og ved det med vished. Svar: Det er jo også sandt, at du har syndet; hvorfor omtaler du så ikke også din egen ondskab, hvis det er dig befalet at omtale alt, hvad der er sandt? Og vil du tie om det, der er skadeligt for dig, så handl på samme måde mod andre efter kærlighedens store lov. – Vil du gøre noget ved din næstes synd, så følg Kristi ædle, gyldne regel: Hvis din bror synder mod dig, så gå hen og irettesæt ham mellem dig og ham alene. Se Matt 18,15–17. Læg mærke til Kristi ord: Mellem dig og ham alene. Vil du ikke sige det til ham alene, så ti som en mur og lad det være begravet i dit hjerte; for du revner jo ikke af det, siger Siraks Bog.» Så vidt efter Luther.

Dette kan være et eksempel på, hvordan det skjulte og forklædte had giver sig til kende, og hvad en virkelig tilgivelse derimod vil sige. Og læg dertil Herrens gentagne erklæring om, at han vil tilgive dig, sådan som du tilgiver din næste; at hvis du ikke af hjertet tilgiver din bror, så skal Gud heller ikke tilgive dig. En gudfrygtig kristen er så bange for denne Guds dom og for hadet, at han også frygter for, at det skal være der, hvor det ikke findes. For den, som ved med sig selv, at han intet inderligere ønsker og beder om end rigtig grundigt at kunne tilgive sin bror, og som altså tilgiver efter ånden, men stadig mærker det i kødet som en torn eller et sår – især hvis det rives op dagligt –, han skal vide, at dette ikke er det egentlige had. For beviset på, at en sådan sjæl virkelig tilgiver, er, at den bekymrer sig mere om og straffer den nævnte følelse hos sig selv end den ondskab hos broderen, som giver anledning til den, og at den i det hele taget anser sin næstes skyld for ringe i forhold til sin egen – derfor straffer den mest sig selv og har sværest ved at tilgive sig selv. Anvender man bønnen: Forlad os, som også vi forlader, på en sådan tilstand, så er der trods den nævnte torn alligevel ingen fare; for hos Gud er der ingen følelse, som strider mod hans sind, men når han vil tilgive, så er det også virkelig tilgivet. Og den, som ved med sig selv, at intet menneskes ondskab er så tung for ham som hans egen, så intet andet kan trøste ham end Frelserens fortjeneste, han bærer i sandhed altid i denne sindsstemning et kendetegn på, at også han får og har tilgivelse. På den måde bliver denne tilføjelse meget trøsterig.

Men den mægtigste trøst, vi får af det, opstår, når vi tænker på Kristi forskrift om, hvordan vi skal tilgive vores næste; for af den forstår jeg, hvordan han selv vil tilgive os, eftersom han har lært os at sige: som også vi forlader, og i sandhed ikke vil lade os overgå ham i at tilgive. Han har ikke blot lært os i Matt 18,22, at vi skal tilgive «ikke op til syv gange, men op til halvfjerds gange syv», det vil sige bestandig, uophørligt, men i Luk 17,3–4 læser vi noget endnu mere bemærkelsesværdigt. Der siger Herren: «Vogt jer! Men hvis din bror synder, så irettesæt ham, og hvis han angrer, så tilgiv ham. Og hvis han syv gange om dagen synder mod dig og syv gange vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer, så skal du tilgive ham.» Dette sted handler om tilgivelse i dens højeste betydning, nemlig at man regner en anden for sin ven og bror, eftersom Herren siger: Hvis han angrer. For i en anden betydning, der svarer til Guds almindelige nåde, hvorved han «lader sin sol stå op over onde og gode», befaler han, at vi også skal tilgive vores uvenner, som aldrig angrer (se Matt 5,44–45; Luk 6,27–28). Men når Herren nu her siger: Hvis han angrer, og alligevel tilføjer, at han syv gange om dagen kan synde mod dig og igen syv gange om dagen vende tilbage til dig og sige: Jeg angrer, så har han givet os en højst tankevækkende oplysning om, hvad ordet anger betyder. Det er det første. Det andet er, at kødet stadig kan være så ondt hos ham, som Kristus siger, angrer, at han syv gange på én dag kan forse sig, men også lige så mange gange angre. Her ser jeg noget om angeren, som fortjener at blive gemt. – Og Herren befaler nu her, at selv om din bror synder mod dig så ofte som syv gange om dagen, men angrer, så skal du tilgive ham og regne ham for en bror og ven.

Da han nu i sandhed ikke vil, at vi skal være mere barmhjertige, end hans himmelske Fader er barmhjertig (Luk 6,36), så ser jeg her, hvordan han vil tilgive os. Syv gange om dagen synes at være temmelig meget, når vi taler om synder, der svarer til forseelser mod en bror; og alligevel har Herren her lært os at bede: Forlad os, som også vi forlader! Hvilken trøsterig tilføjelse! O, du yndige Frelser! Halvfjerds gange syv! Syv gange om dagen! Ja, David siger: «Som en far forbarmer sig over sine børn, sådan forbarmer Herren sig over dem, der frygter ham.» Hvordan er det da med børnene? Uophørlige fejl, uophørlig tilgivelse; mad og tilgivelse, tugt og tilgivelse, og igen mad og tugt og tilgivelse. Sådan forbarmer Herren sig over dem, der frygter ham. Amen.