Den tredje bøn

Ske din vilje, som i himlen således også på jorden!

Når vi i den nærmest foregående bøn beder om, at Guds rige skal komme – ordret: kongerige – og det netop er betingelsen for, at en konge regerer, at hans vilje sker og hans bud efterkommes, så finder vi mellem disse to bønner en tydelig indre sammenhæng, som det er vigtigt at lægge mærke til, hvis vi vil forstå Herren Kristi egen mening ret, når han lærte os at bede sådan. Det andet, der hjælper os til det, er, at han tilføjer: som i himlen således også på jorden. Se, der er «hans herredømmes sted»! (Sl 103,22). Nu kan vi forestille os, hvordan Guds vilje sker i himlen, hvordan den på den allerfuldkomneste, mest lydige og villige måde fuldbyrdes af hans hærskarer af engle, disse hans tjenere, som med vindens og ildflammernes hast udfører hans befalinger, som David siger om: Lov Herren, I hans engle, I stærke helte, som udfører hans befaling, når I hører lyden af hans ord! Lov Herren, alle hans hærskarer, I hans tjenere, som udfører hans vilje! (Sl 103,20–21); og straks derefter (Sl 104,4): Du gør vinde til dine sendebud, ildsluer til dine tjenere. Nu har vi tidligere set, at Herren i nådens rige her i verden ikke virker umiddelbart, men på jorden vil betjene sig af mennesker, nemlig af dem, der har fået den nåde at være lemmer i det rige. Alle troende skal være hans redskaber, hans engle på jorden, og det ikke blot til hans riges udbredelse, men i alt, hvad han har sagt os sin vilje om. Han vil regere som konge, først over vores indre menneske og dernæst over al vores gøren og laden, sådan som hans hellige bud viser. Når vi ser denne tredje bøn i denne sammenhæng, bliver dens mening tydelig, nemlig at vi her skal bede Gud om den nåde at kunne gøre hans vilje i alt; at ligesom hans kongelige vilje adlydes øjeblikkelig ved det mindste vink i himlen, så må også vi lige så villigt og ubetinget være redskaber for hans vilje på jorden; altså at han både må oplyse vores forstand, så vi ret kan fatte, hvad hans gode, velbehagelige og fuldkomne vilje er, og også fylde vores hjerter med den kærlighed, glæde og kraft, at vi også må kunne udføre det, vi har forstået er hans vilje; og endelig, at Gud selv i alle de tilfælde, hvor hverken vores forstand eller vores vilje slår til, med sin magt må gennemføre sin vilje med os og alle mennesker. Se, det er det, vi skal bede om i denne bøn.

Men læg nu mærke til, at her står: Ske din vilje! – ikke dette eller hint gode, nyttige og fortræffelige, som du vil, men din vilje! Denne bøn kræver helt og holdent et hjerte, der elsker Gud – et hjerte, som egentlig kun ser på Guds velbehag. Den kræver et godt barns hjerte, som «ingen vilje har», men kun vil det, Faderen vil, og som ikke behøver at kende nogen videre grund til, at det og det skal ske, men kun at det er Faderens velbehag. Tusinder kan elske noget godt, ædelt, nyttigt og nødvendigt, men det er ikke det samme som at elske Guds vilje; for det er ikke nok, at vi elsker de samme ting, som Gud elsker, men vi skal elske selve Guds velbehag uden hensyn til den sag, han vil; altså elske Gud – og for hans velbehags skyld elske hvad som helst, han vil, også om det forekommer os nok så forkert eller svært. Sådan var det, da Abraham fik befaling til at ofre sin Isak, «løftets søn»: Da kunne han umuligt se nogen grund til det, men skulle gøre det udelukkende for Guds viljes skyld. Og nu kræver den tredje bøn, at vi ikke blot skal tåle en sådan Guds vilje, men også elske den sådan, at vi beder om den. Vi må nemlig aldrig glemme, at bøn – bøn må være hjertets sag, ikke forstandens og ikke et påbuds værk, men hjertets egen længsel og anliggende. Men når Guds vilje er den gamle Adams død og korsfæstelse, og når desuden hele menneskenaturen vil være fri og elsker sin egen vilje, så kan man vel spørge: Hvordan kan et menneske få et sådant hjerte, der elsker Guds vilje så meget, at det virkelig beder om den? Et sådant hjerte får man aldrig (selv om man piner sig selv til døde for det) på nogen anden måde end ved en ny fødsel af Gud. Når en sjæl er blevet grundigt udpint af sin egen ondskab og af lovens hellige krav og til sidst som helt uværdig overvældes af den store, ufortjente nåde, så den siger: O Jesus, det er for meget – og den nu i hans blod får al sin renselse og i hans kærlighed al sin salighed, når Guds kærlighed således er udgydt i dens hjerte – så bliver Guds velbehag også dyrebarere for den end alt, hvad der kan tænkes og nævnes. Så bliver hjertets første spørgsmål: Hvad må jeg gøre for at behage dig, du uforlignelige Frelser? Åh, gid jeg blot må gøre Guds vilje! Og så ved den sjæl ikke længere, hvad der er godt og ret, men kun hvad den himmelske Fader vil; så kender den intet så ondt som sit eget hjerte og siger nu i fuld alvor: Død min vilje, Gud! Jeg kan ikke selv døde den, som jeg burde, men gør du det! Og når den således beder imod sig selv, så beder den om Guds vilje. Altså: Når jeg først er blevet træt af min egen viljes ondskab og dernæst er blevet så gennemtrængt, dels af Guds storhed, så hans vilje er mig mere end hele min salighed, dels af hans kærlighed og sødme, så alt er godt, blot hans vilje sker – så har jeg et sådant hjerte, der virkelig elsker Guds vilje.

Her må nu enhver give agt på sin egen tilstand. Her har vi igen et stykke, som åbenbarer vores hjertes inderste. Vi minder igen om, at bønnen må være et udtryk for menneskets egen omsorg, længsel og anliggende. Altså kan ikke hvem som helst bede denne bøn. Vi taler dog ikke om den store flok, som lever helt frit «efter sit køds lyster»; men der er alligevel to slags mennesker, som ikke ret kan bede denne bøn. For det første er der nogle, som ganske vist beder den med stort alvor og flid, fordi hele deres håb om salighed inderst inde beror på, at de selv opfylder Guds vilje – disse «slavindens sønner», af hvem nogle med tung og møjsommelig kamp sukker efter nåde til at kunne gøre Guds vilje, mens andre iblandt dem netop gennem tilfredsheden med deres egen gøren og beden har en vis lyst til det, ja, en vis tro og kærlighed, men alt sammen grundet netop på denne deres egen fromhed. Da de dog aldrig «ved loven er døde fra loven», aldrig er blevet helt til skamme, fortabte og fordømte i sig selv og alene ved Kristi gøren, lidelse og bøn er blevet salige, så hører de stadig til «slavindens sønner», som ikke for Guds skyld, ikke for Kristi kærligheds skyld, men for deres egen skyld, for deres egen fromheds og lykkes skyld, stræber efter at gøre Guds vilje. Og «slavindens søn skal ikke arve sammen med den frie kvindes søn» (Gal 4,22–31). – Men der er også en slags evangelisk folk, som heller ikke kan bede denne bøn: disse løse tilhængere af evangeliet, som gerne hører det, der lyder behageligt og godt, og har en meget uforstyrret og jævn tro, men en sådan tro, som ikke fører et helligt sind med sig, så den angriber deres gamle menneske og gør Guds vilje til deres livsregel og til genstand for deres hjertes bønner. Nej, de lever helt fri for omsorgen for Guds vilje; de har i deres liv en eller anden form for kristendom efter et bestemt, fastlagt mål, som de nøjes med, og derfor er de siden uden nogen omsorg. De læser bønnen «Ske din vilje» med eller uden tanke, og selv om tanken også følger med ordene, er det dog ikke mere end det: det er blot en tanke, ikke bøn, ikke hjertets eget anliggende. Du, som læser dette, stands dog et øjeblik som for Guds ansigt, for de øjne, der ser hjerter, tanker og hensigter. Hvordan står det til med dig på dette punkt? Du ved vel med dig selv, om du plejer at gå med sådanne bekymringer, sukke og bønner: «Gud, vis mig din vilje! Hjælp mig at gøre din vilje!» Det er jo umuligt, at Helligånden kan bo i et hjerte uden at vække en sådan omsorg derinde. En kristen kan vel ofte være så adspredt, at han farer hen over bønnen «Ske din vilje» og ikke engang følger den med tanken; men læg mærke til, hvad der først og sidst er hans hjertes bøn, om det ikke netop er denne: «Gud, min Fader, min Frelser, hjælp mig, hjælp mig, så jeg må gøre din vilje! Hjælp mig mod min grufulde træghed! Giv mig din Helligånds drift og kraft til at gøre din vilje, og vis mig din vej, så jeg vandrer i din sandhed!» – Ja, dette er noget helt særligt kendetegnende for et hjerte, som Helligånden bor i. Dette er netop den ene store halvdel af det, der skulle kendetegne den nye pagts børn, som Herren siger om: Jeg vil give min lov i deres indre og skrive den i deres hjerte (Jer 31,33). «Guds lov» er jo Guds vilje. At Guds lov er skrevet i hjertet og sindet, mærkes kun ved, at hjertet elsker Guds vilje, at jeg har et sådant sind, der inderligt sukker: Åh, gid jeg kunne holde din lov af hele mit hjerte! Åh, gid jeg kunne gøre Guds vilje! – Vi siger ikke, at en kristen er et fuldkomment menneske; åh nej, der er meget i hans indre liv og hans ydre levned, som er ret skrøbeligt; han kan heller ikke våge, bede og kæmpe mod sine dårlige tilbøjeligheder, som han burde og gerne ville – der findes intet folk, som mærker så megen mangel som netop de troende – men læg dog mærke til: Forstår han, at det og det er Guds vilje, så er det straks hans livsregel, så vil han også gøre den. Når nu kødet strider imod ånden, så opstår der bøn – se her, hvordan denne bøn opstår i hjertet! – netop gennem kødets strid imod ånden opstår der kamp og bøn om Guds vilje. Det må vi ubetinget fastholde: at en kristen har et sådant hjerte og sind. Vi taler kun om dette sind, om det indre menneske. Apostlen siger netop i det kapitel, hvor han allermest klager over «syndens lov i lemmerne» (Rom 7): Viljen har jeg – jeg har lyst til Guds lov efter det indre menneske. Og hvor denne vilje og lyst findes, og min egen adamitiske vilje strider allerhårdest imod den, dér må der opstå sukken, klage og bøn om Guds nåde til at kunne gøre hans vilje stik imod den modstridende vilje. Selve kampen består netop i et sådant uudsigeligt suk i ånden. Dette er den egentlige tilstand hos en kristen. Bliver han også undertiden ligegyldig, så han ikke tænker på Guds vilje, så er det et tegn på en søvnighed, som Herren talte om: De blev alle døsige og faldt i søvn – også de kloge jomfruer. Men en kristens hele liv kan ikke være søvn. Han kan vel ofte bittert beklage, hvor svag en vilje og hvor lidt alvor og flid han har til at gøre Guds vilje og døde sit kød; han kan på grund af sådanne skrøbeligheder være nær ved at fortvivle; men så bliver netop denne manglende vilje og manglende alvor genstand for hans bekymring, hans suk og hans bøn.

Se nu her: Det er dette sind, vi taler om. Og det er ikke uden grund, at vi har brugt så mange ord om det. Herren kender alles hjerter og ved, hvad mennesker skjuler. I vore dage er det ganske let at hylde kristendommen og at tænke og tale noget åndeligt; men Guds rige består ikke i ord, men i kraft. Og en omsorg for at gøre Guds vilje, et suk og en bøn om den nåde, er noget, der findes hos de svageste nådens børn; det er det nye menneskes åndedræt, som ikke kan holde op, så længe der er liv. Sådan siger Skriften: «Som tjeneres øjne ser hen til deres herres hånd, som en tjenestepiges øjne til hendes frues hånd, sådan ser vores øjne op til Herren vor Gud.» Sådan siger allerede David (Sl 123,2). Han siger ikke, at vi formår at gøre alt, hvad Gud vil, men at vi dog ser hen til ham, som tjeneren til sin herres hånd, at vi tænker på hans vilje og øver os i at gøre efter den. Det er betingelsen for at kunne bede denne bøn.

Men når nu det onde kød med al den fordærvelse, der flød ud af syndefaldet, altid strider imod ånden, og vor Guds højeste vilje, hans store hjertesag – menneskenes frelse, omvendelse og helliggørelse – har hele Djævelens rige imod sig, så må der her opstå en hård kamp, hvis Guds vilje skal ske. At bede «Ske din vilje» er derfor at bede om megen lidelse, at bede om død og korsfæstelse for vores kød. Det er videre at bede imod Djævelens og verdens onde råd; derfor har Luther med rette bemærket, at Guds vilje sker, «når Gud hindrer vores kødelige vilje og tilintetgør alt ondt råd, Djævelens og verdens anslag, som ikke vil tillade, at vi helliger Guds navn, og at hans rige må komme til os» osv.

Vi skal altså her ikke blot bede om den nåde at kunne gøre Guds vilje, men også om, at Gud selv må regere iblandt os og også gennemføre sin vilje i verden. Guds børn må gøre fælles sag med deres Fader og samtidig tro, at han for sin elskede Søns skyld – i hvem vi er blevet ophøjet til hans børn, arvinger til riget og medarbejdere – har et sådant hjerte for os, at han hører vores bøn også når vi beder for andre, ja, også for de store begivenheder i verden. Ligesom han lod sin ven Abraham tale med sig om, hvad han skulle gøre med Sodoma, og ligesom Moses med sin forbøn afværgede straffedomme over Israel, sådan skal også vi her bede om, at alt, hvad der sker i verden, må gå efter Herrens store planer for sit rige. Når de mægtige på jorden vil regere verden med deres rådslagninger og hærstyrker, skal Guds børn hos deres Fader, kongernes konge, udvirke, at alle disse verdensbegivenheder må gå hans ærinder og fremme hans rige. Når «fyrsterne rådslår med hinanden imod Herren og hans salvede» (Sl 2), skal vi bede om, at «han, som bor i himlen, må spotte dem» (v. 4) og gøre en Akitofels råd til intet eller «tvinge selve skaden til at tjene os til gavn». – Men når Gud er underlig, og vores arme forstand ikke kan følge ham, så opstår der ofte den allersværeste kamp for vores barnlige hjerter, fordi vi ofte synes at se alt gå så forkert og dårligt, som det overhovedet kan gå. Åh, hvilken nåde og visdom, om vi da kunne besinde os på, hvad Herren siger om det: «Mine tanker er ikke jeres tanker, og jeres veje er ikke mine veje, men – som himlen er højere end jorden, sådan er også mine veje højere end jeres veje og mine tanker end jeres tanker» (Es 55,8–9). Og når vi bliver vant til det, siger vi til sidst med glad hengivenhed, også når det ser allermest underligt ud: Ske din vilje! Vi bliver blot stående i undren over vor store Gud og indrømmer, at vi ikke forstår, hvad der er bedst. Vores bekendelse bliver denne:

Du skjulte Gud og urkilde / til alt, hvad her på jorden sker, / jo bedre du har begyndt at ordne / for mig og verden, des mere blot / forvirres mine tankers løb; / snart sker der det, som synes at passe / til din majestæt, og snart det, der forklejner den; / du vender alting ned og op.

Når noget uheldigt sker for mig / og truer mig med ulykkelig udgang, / straks tager det min ro fra mig; / for jeg kan ikke regne det ud. / Men sker det, at alt går til, / netop som jeg synes, at det skulle, / er jeg den allermest tillidsfulde / og tror på Gud, så stærkt jeg vil.

Her bliver derfor prøven, som vores fred og tilfredshed til sidst kommer til at bero på, nemlig om vi kan sige og virkelig mene det: Ske din vilje! – ikke: Ske det og det gode og nyttige efter vores forstand, men kun hvad du behager. Vi skal betænke, at Guds vilje er bedre end selv vores gode vilje. Mange mener, at de beder den tredje bøn helt rigtigt, skønt de dog selv har fastlagt, hvad der skal være Guds vilje, og så beder om det: Ske din vilje!

Dette bliver især en svær prøvelse, når vi selv har en nærmere andel i sagen. Vi ville for eksempel udrette noget for Herrens sag, men det arme hjerte ville også selv bære omsorgen for, at det lykkedes. Åh, hvor ofte opdager man da, at den, der kunne have forsikret for Gud og mennesker, at han kun havde Guds vilje for øje, dog umærkeligt var ført ind på egne planer og havde sat den smukke titel «Guds vilje» på dem! Det bliver åbenbart, når denne formodede Guds vilje ikke har fremgang, når Gud tillader, at den bliver forhindret, og sjælen derved kommer i en uro og utålmodighed, som om Gud var styrtet fra sin trone, som om Guds sag var tabt. Alene dette sind beviser, at man ikke ser alene og ene på Gud som den eneste store, almægtige og alvise, men enten har sin egen vilje med i sagen eller har ladet flere guder stille op i sit hjertes tempel, mægtigere end den Almægtige. Ellers ville vi «stille vores hjerte» med den store sandhed, at Gud også regerer over det onde, også over Djævelen og verden, at helvede og døden er i hans vold, og at straffen for menneskeåndens misbrug af friheden i sager, hvor Gud ikke bruger sin almagt, og mennesker med vilje står hans Ånd imod – at også den straf med forhærdelse og evig død skal prise Guds majestæt, Guds retfærdighed, magt og domme; sådan som Herrens ord om Farao antyder: «Jeg vil forhærde Faraos hjerte, og jeg vil herliggøre mig på Farao og hele hans hær, for at egypterne skal kende, at jeg er Herren.»

Et uudgrundeligt kongevælde / fører din almagtshånd på jorden, / derfor er mine øjne rettet / kun mod din hånd, som gør alting. / Når jeg med undren får skue, / hvordan du styrer og leder alt; / hvordan det er bedst, som behager dig, / det forstår jeg først bagefter.

Men vi vender tilbage til selve spørgsmålet. Af alt dette ser vi, at vi i denne bøn skal bede for det første imod al åbenlys ond vilje, for det andet imod en formodet god vilje, hvori der dog skjuler sig noget ondt, for det tredje imod en virkelig god vilje, når den alligevel ikke er Guds vilje. For bedre at forstå dette, så læg mærke til følgende fortræffelige forklaring af læremesteren Luther. Efter først at have mindet om den åbenlyst onde vilje, som når vi er tilbøjelige til at gøre, hvad enhver regner for ondt: blive vrede, lyve, bedrage, skade vores næste og lignende, og om hvordan vi altid må bede imod sådant, tilføjer han: «For det andet er vores vilje skjult ond, når den har et godt skin, som da Johannes og Jakob ville kalde ild ned over samaritanerne, der ikke ville tage imod Jesus, og Herren svarede: ’I ved ikke, hvilken ånds børn I er. For Menneskesønnen er ikke kommet for at ødelægge sjæle, men for at frelse dem’ (Luk 9,55–56). Af den slags er alle de, som på grund af en formodet dårskab eller uret, der overgår dem selv eller andre, vil stange sig frem og på den måde drive igennem, hvad de tager sig for, og som opløfter klageråb og siger: ’Ak, jeg mente det så inderligt godt, ak, jeg ville have hjulpet en hel by, men Djævelen ville ikke tåle det’, og som mener, at de handler efter deres pligt og gør ret, når de bliver vrede og vrangvillige, og derved giver både sig selv og andre mennesker ufred og straks gør et stort nummer ud af, at deres gode vilje er blevet forhindret. Hvis de betragtede det i fuldt dagslys, ville de opdage, at det kun har været et skin, og at de i den gode vilje ikke har søgt andet end deres egen vilje, deres eget behag, undertiden også egen nytte eller ære. For det er ikke muligt, at en god vilje, hvis den ellers virkelig er god, bliver vred eller utilfreds, når man forhindrer den».

«Og læg mærke til dette: Det er et sikkert tegn på en ond vilje, når den ikke kan tåle at blive forhindret; utålmodigheden er netop den frugt, som du skal kende den falske gode vilje med det smukke skin på. For en vilje, der i grunden er god, siger, når den forhindres: ’Ak Gud, jeg tænkte, at dette skulle være godt; men skal det ikke være sådan, så er jeg tilfreds. Ske din vilje!’ For hvor der er utilfredshed og utålmodighed, dér er intet godt, hvor godt det end kan se ud».

«Ud over disse to onde viljer er der også en retskaffen god vilje, som heller ikke bør ske (nemlig når Guds vilje alligevel er en anden), sådan som Davids var, da han ville bygge Gud et tempel, og Gud roste ham for det, men alligevel ikke ville, at det skulle ske (2 Sam 7); ligeledes som Kristi vilje i haven, da han bad sig fri for bægeret, og denne gode vilje alligevel måtte vige. Altså: Selv om du kunne omvende hele verden, opvække døde, føre dig selv og alle mennesker ind i himlen og gøre alle undere, så burde du alligevel ikke ville noget sådant, medmindre du havde sat Guds vilje først og lagt denne din vilje ind under den, gjort din egen til intet og sagt: ’Min Gud, det og det synes jeg er godt; behager det dig, så lad det ske; behager det dig ikke (at jeg skal gøre dette, 2 Sam 7), så lad det forblive ugjort’».

«Og denne gode vilje bryder Gud meget ofte hos sine hellige, for at den falske, bedrageriske og onde ’gode vilje’ ikke skal snige sig ind gennem det gode skin, og også for at man kan lære, at vores vilje, hvor god den end er, er umådeligt ringere end Guds vilje. Derfor bør en ringe god vilje med rette vige eller ligefrem ydmygt gøres til intet over for Guds umådeligt gode vilje. For det tredje skal den gode vilje i os også forhindres, for at den kan blive forbedret. For den bliver bedre, når den bøjer sig under den guddommelige vilje, som den forhindres af, indtil mennesket bliver helt hengivet, frit, uden egen vilje og ikke ved af andet end at vente på Guds vilje». Så vidt Luther.

Af alt det, vi nu har betragtet, ser vi, at det slet ikke er nok, at vi har en god mening, en god hensigt og en i denne forstand god vilje; nej, her kræves mere. Vi må nemlig også have en gudfrygtig vilje, som mistror sig selv og beder om, at Gud vil drive sin vilje igennem. Vi har også set, at al vores egen vilje gennem syndefaldet er gennemtrængt af synd, så vi her må bede imod os selv, imod vores egen vilje, som imod vores farligste fjende, og sige: «O Fader, lad det aldrig komme dertil, at det skulle gå efter min vilje; bryd min vilje og forhindr den; lad det gå mig, hvordan det vil, blot det ikke går efter min, men kun efter din vilje. For sådan er det i himlen; dér er ingen egen vilje. Lad det også være sådan på jorden!» En sådan bøn gør uendelig ondt på den gamle Adam; for den egne vilje er det allerdybeste i os. Intet er os så kært som vores egen vilje.

Og her er vi nu kommet til det ømmeste punkt i vores emne eller rettere i vores livs erfaringer. Få mennesker betænker eller tror, hvor meget sorgfuldt og bittert de drager over sig i denne tid ved alvorligt at bede den tredje bøn; men også hvor meget saligt for evigheden (2 Kor 4,17–18). De betænker ikke, at her lever en Gud, som regerer over hele vores liv, og som aldrig hører vores bøn mere sikkert, end når vi beder om hans vilje. Beder du virkelig om Guds vilje, så forbered dig på mange vanskeligheder for det gamle menneske. Vil du, at alt skal gå dig efter din egen vilje, så bed aldrig den tredje bøn. Du bør nemlig vide og betænke, at Gud hører denne bøn og vil føre dig gennem livet efter sin vilje og ikke efter din – ganske vist til din sjæls allerhøjeste og evige gode, men til megen lidelse for kødet, til den gamle Adams korsfæstelse og død. Vi kommer her i tanke om, hvordan Luther engang svarede en from sjæl, som spurgte ham: «Hvordan kan det være, at jeg altid skal være så ulykkelig i denne verden, at det, jeg mest har ønsket mig, det har jeg ikke fået? Det går altid imod min vilje». – Da spurgte Luther: «Har du måske engang for alvor bedt: Fader, ske din vilje?» – «Jo, jeg har bestemt prøvet», fik han til svar, «også at bede denne bøn med alvor». – Da sagde Luther: «Ja, dér har du det! Så skal du aldrig bede, hvis du vil, at alting skal gå dig efter din vilje». – Det er dette, vi bør betænke; for det skal blive os den allermægtigste trøst i livets bitreste erfaringer, at det er den trofaste Fader i himlen, som alene af sin evige godhed og nidkærhed for vores sjæle har skikket det sådan. Han hører gerne al bøn; men ingen bøn kan mere sikkert være efter Guds behag, end når vi blot beder om hans vilje. Enhver plejer jo gerne at gøre efter sin vilje. Hvis du tror, at Gud har en god vilje, og du beder om den imod din egen vilje, så vær vis på, at han hører det. Og hvis det så går dig imod din vilje, så vid, at det netop er det, du har bedt om – og din største lykke.

Åh, når øjnene engang åbnes, så jeg får se – får se Guds store hovedsag, Guds allerømmeste hjertesag, hans omsorg for sjæles frelse, så han for dens skyld bliver menneske, for dens skyld bliver et offerlam, sveder blod, lader sig piske, korsfæste og dræbe – når jeg får se, hvilket brændende hjerte der lyser frem, når han græder over Jerusalems undergang og derimod bliver så glad over samaritanernes omvendelse, at han glemmer sin sult over det – hvilken usigelig, vældig trøst er det så at bede: Ske din vilje! Det er frem for alt nødvendigt, at vi ved og i sandhed tror, ja, i vores hjertes inderste grund er forvisset om, at Gud vil og i al evighed aldrig vil andet, end at vi skal blive salige. Og i dag og i morgen og alle dage vil han intet andet. For denne sin alvorligste hjertevilje, din sjæls frelse, kan han lade meget bitter lidelse ramme dig. Sådan siger Herren: «Fordi du er dyrebar i mine øjne og højt agtet, og fordi jeg har elsket dig, vil jeg give andre i dit sted og hele folk i stedet for din sjæl» (Es 43,4), det vil sige: Gud lod mange folk gå legemligt til grunde alene for Israels skyld (se v. 3). Sådan også nu her: alene for din sjæls evige vel lader han dit «ydre menneske gå til grunde», lader han megen timelig bedrøvelse ramme dig, ja, undertiden de allerbitreste erfaringer, som at miste det kæreste, du har på jorden, det, der var vokset sammen med dit hjerte og var dig kærere end dit liv. Her river døden en kær hjerteven bort, måske din dyrebare ægtefælle eller dit kæreste barn; dér mister en anden pludselig al sin ejendom; her berøver onde mennesker dig noget, der er endnu mere dyrebart, dit gode navn; dér får en anden en uhelbredelig sygdom osv. Hvilke uendelig bitre erfaringer har jammerdalen ikke for sine vandringsmænd! Da kan et hjerte helt gå til grunde, hvis det kun ser på det, der er for øjnene; men kan du med Asaf «gå ind i Guds helligdom» og få øje på dette livs sande betydning og på evighedens alvor og på den trofaste Guds kærlige hensigt med at sende dig dette, nemlig at han tænker på din sjæl, så skal du tilbedende «stille dit hjerte for Gud» og regne din bitreste erfaring for den allerhøjeste nåde. Eller ved du, hvor megen lidelse der kan behøves, for at din sjæl kan blive frelst? Vi spørger igen: Ved du, hvor megen lidelse der kan behøves til din sjæls frelse? Stands her! – Hvis nu din trofaste Gud har en sådan kærlig tanke om dig, at han har i sinde at gøre dig evigt salig i himlen, skulle du så være utilfreds med, at han bruger så bitre midler? Og måske har du selv, når du mærkede din ynkelige træghed og svaghed i helliggørelsen og i at døde kødet, ofte råbt fra dybet: «Gud, jeg kan ikke våge og stride og døde mit kød, som jeg bør; gør du det, Herre! Død du mit kød, hjælp du selv min helliggørelse frem!» Og nu har Herren vist dig den nåde og hørt din bøn; nu er han begyndt at døde dit kød og har ikke fundet noget bedre middel til det end netop denne lidelse. Vil du så være utilfreds? Åh nej, bed Gud om en hengiven og stille ånd, så du i dit gamle menneskes hårdeste dødskamp kan bede: «Fader, dog ikke som jeg vil, men som du vil!» Det kommer kun an på dette, at man kan overgive sig – overgive sig i døden, tage afsked med dette liv, med enhver tanke om en jordisk lykke og vende sin sjæl mod evigheden. Den tredje bøn skal man lære i Getsemane. Da pinslernes og dødens rædsler presser den bøn frem af Jesu hjerte: «Hvis det er muligt, så lad dette bæger gå bort fra mig», tilføjer han samtidig: Dog ikke som jeg vil, men som du vil. Dette var sejren. Bagefter sagde han med lettet ånd: «Det bæger, som min Fader har givet mig, skulle jeg ikke drikke det?» Når man først har overgivet sig i døden, lindres lidelsen.

«Men», siger du, «gid det blot var min Fader, der havde sendt mig min lidelse; men jeg ser det og det onde menneske som årsag til den». – Svar: Det kommer af, at du ikke tror på kun én Gud. Det er hedningen i dit hjerte, som har flere guder: først Skaberen, så Djævelen, så et ondt menneske osv. Hvis du i stedet troede, hvad Skriften lærer, at der kun er én Gud, som regerer over alle magter i himlen, på jorden og i helvede, at Djævelen ikke kan røre Job, uden at han har fået lov til det, at verden ikke kan krumme et hår på vores hoved uden den himmelske Faders vilje, så ville du se, at også det, som onde mennesker gør imod dig, er bestemt af den vise Fader i art og grad; så ville du ikke se på kød, men se kun Gud i alting. Sådan lærer Skriften. I Klag 3 taler profeten om, at «kinden rækkes frem til den, der slår» (v. 30), og «retten forvrides» (v. 36); men hvad siger v. 37? «Hvem er den, der befalede, og det skete, uden at Herren har befalet det? Kommer ikke både det onde og det gode fra den Højestes mund? – Hvorfor klager mennesket da, så længe det lever? Lad enhver klage over sine synder! (mærk dig: Det er dem, der enten skal straffes eller dødes hos dig gennem disse onde mennesker) Lad os ransage vores veje (for at finde ud af, hvad Herren vil pege på gennem lidelsen) og prøve dem og vende om til Herren!» Sådan lærer Skriften, at det er Herren, der sender os lidelsen, også når den tilføjes os af onde mennesker. Sådan så også David på det, da det onde menneske Shim’i forbandede ham: «Lad ham bare håne!» sagde han, «for hvis Herren har befalet ham at håne David, hvem kan da sige: Hvorfor gør du det?» (2 Sam 16,10). Det var også onde mennesker, der pinte Kristus, alligevel sagde han, at Faderen havde givet ham det bæger. Hvis Gud nu vil bruge gode eller onde mennesker til at døde vores kød, skal vi regne det for lige godt. Luther siger: «Kødet dødes ved mennesker, som er imod os, anfægter og uroliger os og stræber imod os i alt, hvad vi tager os for, også i gode, åndelige gerninger. Åh, det er ubetaleligt, kostbart! Sådanne anfægtere burde man købe med alt, hvad man ejer. For det er dem, der virker denne bøn i os, og gennem dem bryder Gud vores vilje, så hans vilje kan ske. Derfor, når nogen bagtaler dig og vil gøre dig til en nar, skal du ikke sætte dig imod det, men lade det synes dig ret, sådan som det også i sandhed er ret for Gud. Vil han tage noget fra dig og gøre dig skade, så skal du lade det gå, som om det skete med rette. For uden tvivl er det ret for Gud; selv om dette onde menneske for sin del gør uret, så sker der dog ikke dig uret». – Og tænk, når Herren Kristus siger: Ikke et hår på jeres hoved skal gå tabt uden jeres Faders vilje. Hvad kan der så ske os uden Guds vilje? Hvad kan være mindre vigtigt end et hår? Forfærdelig vantro, når vi ikke betænker sådanne ord af Kristi egen mund! Han har jo hermed udtrykt, at vores himmelske Fader har omsorg for vores allermindste anliggender, at ikke det mindste kan hænde os uden ham. Skulle vi så ikke med glad hengivenhed overlade ham alting og blot sige: Ske din vilje?

Til sidst skal vi endnu nævne en anvendelse af denne bøn, som har været mange kristne til stor trøst. Når du må vælge og bestemme dig for noget, hvor du ikke kender Guds vilje, hvad skal du så gøre? Jo, bed blot den bøn, at din Fader ikke lader noget lykkes, som ikke er hans vilje, og gør så, hvad du mener er bedst; og vid, at intet så kan ske uden netop det, Gud ville; vid, at udfaldet vil vise dig Guds vilje. – «Men», siger du, «hvad nu, hvis jeg selv ved siden af min bøn om Guds vilje også havde en egen vilje, og det derfor er gået efter den?» – Svar: Var det ikke netop imod din egen vilje, at du bad Gud drive sin vilje igennem? Tror du, at Gud så hellere gør efter din egen vilje, som du påkaldte ham imod, end efter sin vilje, som du bad om? – Men bad jeg nu alvorligt nok? siger du. – Svar: Hvad er alvorligt nok? Læg godt mærke til det! Hvis du blot ønsker at kunne bede alvorligt, så har Gud allerede hørt din bøn som alvorlig nok, før du råbte. Betænk, at Gud selv allerførst vil gøre efter sin vilje. I en sådan stilling, hvor en sjæl bekymrer sig om Guds vilje – hvad der allerede for Gud er den kraftigste bøn – alligevel at være uvis om, hvorvidt Guds vilje sker, det vidner altid om en letsindig tankeløshed, ja, det er at opløse selve begrebet om Gud. Hvad bliver der ellers af Gud? Findes der en Gud, allestedsnærværende, trofast og almægtig, du, som tænker sådan? Mange betænker ikke, hvor vigtigt dette punkt er, som vi nu handler om. Hvor mange ødelæggende anfægtelser over din stilling i livet, hvor mange ulykkelige ægteskaber osv. kunne ikke have været forebygget, hvis mennesker blot havde holdt fast ved dette punkt i deres hjerter! Hvilken salig ro, hvilken vældig mur imod alle Djævelens angreb, når jeg i dette lys kan sige: «I denne stilling har min Gud sat mig; disse modgange har min trofaste, alene vise Fader, mit livs Gud, villet, at jeg skulle have! Det er min Guds vilje». Se her alle lidende hjerters salige ro – den eneste fredfyldte bolig på vores jammerfulde jord! Se her hemmeligheden ved en urokkelig fred! Gud give os sådanne hjerter, at vi med fuld mening kan sige: Fader vor – ske din vilje!