Hammurabis lov

Om fundet

Hammurabi var konge i Babylon i ca. 1792–1750 f.Kr. og samlede hele Sydmesopotamien under sig. Mod slutningen af sit liv lod han sine love hugge i store stenstøtter, der blev rejst i rigets byer. Den bevarede stele er ca. 2,25 meter høj. Omkring 1150 f.Kr. tog den elamitiske konge Shutruk-Nahhunte den som krigsbytte til Susa, hvor franske arkæologer fandt den i tre stykker i 1901–02.

Øverst ses Hammurabi stående foran solguden Shamash, retfærdighedens gud, som sidder på sin trone og rækker ham kongemagtens tegn. Under relieffet står teksten i kileskrift på akkadisk: en indledning, hvor kongen fremstiller sig som den retfærdige hyrde, som guderne har kaldet til at skaffe ret i landet, omkring 280 lovparagraffer og en afslutning med velsignelser og forbandelser.

Lovene er formuleret som sager: «Hvis en mand gør sådan og sådan …». De handler om tyveri, handel, leje, ægteskab, arv, slaver, skader og lægers ansvar. Straffen afhænger ofte af standen: Ødelægger en fri mand en anden fri mands øje, skal hans eget øje ødelægges (§ 196), men skader han en almindelig borgers øje, slipper han med en bøde i sølv. Om en okse, der stanger et menneske ihjel, har loven regler, der ligner 2 Mos 21,28–32 (§ 250–252).

Hammurabis lov er ikke den ældste; der kendes ældre lovsamlinger fra Ur, Isin og Eshnunna. Men den er den mest fuldstændige.

Betydning for Bibelen

Ligheden med Moseloven er tydelig, især i 2 Mos 21–23: samme form («når en mand …»), lignende sager og princippet om lige gengæld, «øje for øje, tand for tand» (2 Mos 21,23–25; 3 Mos 24,19–20). Princippet satte en grænse for hævnen og gav en straf, der svarede til skaden. Forskellene er lige så vigtige: I Israel er det Gud, ikke kongen, der giver loven; samme ret gælder for høj og lav; en slave, der mister et øje eller en tand, skal sættes fri (2 Mos 21,26–27); og tyveri straffes ikke med døden. Jesus tager selv reglen op og viser vejen videre (Matt 5,38–39).

Til diskussion

Forskere er uenige om, hvorvidt lovsamlinger som Hammurabis blev brugt ved domstolene eller mere var kongelig selvfremstilling og eksempler på god ret. Om Moseloven har kendt Hammurabis lov direkte, er også uvist; de fleste mener, at begge bygger på en fælles retstradition i Mellemøsten.

Bibelsteder

2 Mos 21,23–25 · 2 Mos 21,28–29 · 2 Mos 21,26–27 · 3 Mos 24,19–20 · 5 Mos 19,21 · Matt 5,38–39