4. søndag i advent

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Joh 1,19–28

Teksten følger lige efter prologen (Joh 1,1–18), hvor evangelisten allerede har kaldt Johannes et vidne om lyset (1,6–8.15). Nu begynder selve fortællingen med «Johannes’ vidnesbyrd». Ledelsen i Jerusalem – i Johannesevangeliet ofte kaldt «jøderne» – sender præster og levitter ud til Johannes ved Jordan, og v. 24 nævner farisæerne som afsendere. Det er et officielt forhør: Hvem er du, og med hvilken ret døber du? Johannes svarer først tre gange nej: Han er ikke Kristus, ikke Elias og ikke profeten. Derefter siger han, hvem han er, med Esajas’ ord: en stemme, der råber. Hele hans svar peger bort fra ham selv og hen på den ukendte, der allerede står midt iblandt dem. Næste dag (1,29) peger han på Jesus som Guds lam. I kirkeåret er teksten evangelium på 4. søndag i advent i 1. tekstrække. Det var den også i den gamle tekstrække, så Luthers prædiken i Huspostillen ligger på samme dag. Lige før julen stiller teksten spørgsmålet, hvem det er, der kommer.

Loven i teksten: Udsendingene spørger, men vil ikke høre svaret. De står ansigt til ansigt med Guds bud, men kommer for at kontrollere, ikke for at omvende sig. Og han, de venter på, står midt iblandt dem, uden at de kender ham. Sådan er det med os: Vi kan kende de rigtige ord om julen og alligevel gå forbi ham. Kaldet «Jævn Herrens vej» afslører, at vejen ikke er jævn. Der er stolthed, selvretfærdighed og ligegyldighed, som spærrer. Og Johannes’ ydmyghed dømmer vores trang til selv at være noget: Den største af profeterne er ikke værdig til at løse hans sandal. Hvad er så vores egen fromhed værd for Gud?

Evangeliet i teksten: Johannes peger bort fra sig selv og hen på Kristus. Det er evangeliets bevægelse: Frelsen ligger ikke i den, der prædiker, eller i den, der hører, men i ham, der kommer. Han «står midt iblandt jer» – ikke langt borte, men allerede nær, også før vi kender ham. Han er Herren fra Es 40, der selv kommer for at trøste sit folk, og som næste dag kaldes Guds lam, der bærer verdens synd (1,29). Johannes døber med vand, men den kommende døber med Helligånden. Den, der ikke er værdig til at løse hans sandal, får lov at modtage alt af ham. Det gælder også os, når vi kommer tomhændede.

Prædikenspor: «Hvem er du?» · «Fingeren, der peger» · «Ikke værdig – og dog tilgivet»

Salmeforslag: DDS 84 Gør døren høj, gør porten vid · DDS 86 Hvorledes skal jeg møde · DDS 77 O kom, o kom, Immanuel · DDS 666 Den grund, hvorpå jeg bygger · DDS 62 Jesus - det eneste

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Joh 3,25–36

Teksten er Johannes Døberens sidste vidnesbyrd om Jesus i Johannesevangeliet. Efter samtalen med Nikodemus er Jesus og disciplene i Judæa, hvor der bliver døbt, mens Johannes døber ved Ainon nær Salim, før han bliver kastet i fængsel (Joh 3,22–24). En strid om renselse får Johannes’ disciple til at komme til ham med en bekymring: Alle går nu til Jesus. Johannes svarer ikke med misundelse, men med glæde. Han er ikke Kristus, kun brudgommens ven, og hans glæde er fuldkommen, når brudgommen får bruden. «Han skal vokse, men jeg blive mindre.» Versene 31–36 løfter blikket fra Johannes til ham, der kommer fra oven, taler Guds ord, har fået Ånden uden mål og alt i sin hånd. Det er omstridt, om det stadig er Johannes, der taler, eller evangelisten, men budskabet er det samme. Teksten slutter med valget mellem tro og ulydighed, liv og vrede. Den er prædiketekst på 4. søndag i advent i 2. tekstrække, hvor Johannes som forløber peger hen mod julen.

Loven i teksten: Disciplenes klage afslører en synd, der også bor i os: at være mere optaget af vores egen flok, vores egen kirke og vores egen betydning end af Kristus. Misundelsen spørger: Hvorfor går folk til ham og ikke til os? Teksten dømmer også alt, der er «af jorden» og taler «af jorden», når det vil gøre sig selv til frelsesvej. Og den slutter hårdt: «Ingen tager imod hans vidnesbyrd», og over den, der er ulydig mod Sønnen, bliver Guds vrede. Vreden kommer ikke først senere; den hviler allerede over den, der vender ryggen til Sønnen. Ingen kan gøre sig fri ved egen kraft, for et menneske kan ikke tage noget, uden at det er givet fra himlen.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er brudgommen selv. Han er kommet fra oven, han taler Guds egne ord, og Faderen elsker ham og har givet alt i hans hånd. Det betyder, at alt, hvad vi har brug for til frelse, ligger i hænder, der er gennemborede for os. Han giver ikke nåden i afmålte portioner, for Ånden er givet ham uden mål. Og løftet står i nutid: «Den som tror på sønnen, har evigt liv», allerede nu, også den, hvis tro er svag. Johannes’ glæde bliver vores: Vi må høre brudgommens stemme i Ordet og blive mindre, ikke af tvang, men fordi vi får lov at hvile i, at han er stor for os.

Prædikenspor: «Han skal vokse, jeg blive mindre» · «Brudgommens stemme» · «Har jeg troet nok?»

Salmeforslag: DDS 90 Op, glædes alle, glædes nu · DDS 81 Fryd dig, du Kristi brud · DDS 77 O kom, o kom, Immanuel · DDS 62 Jesus - det eneste · DDS 582 At tro er at komme

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers