3. søndag i advent

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Matt 11,2–10

Teksten står midt i Matthæusevangeliet. Jesus har udsendt de tolv (kap. 10) og går nu selv rundt og underviser og prædiker i byerne (11,1). Johannes Døberen sidder fængslet af Herodes Antipas (jf. Matt 4,12; 14,3–4), og han sender bud med sine disciple med spørgsmålet: Er du den, som kommer? Jesus svarer ikke med et ja, men med sine gerninger og med profetordene fra Esajas, og han slutter med en saligprisning af den, der ikke forarges på ham. Da sendebudene er gået, vender Jesus sig til skarerne og taler om Johannes: Han er ikke et siv og ingen hofmand, men en profet og mere end det, den budbringer, som Malakias talte om. Lige efter teksten følger ordene om den slægt, der hverken ville danse eller sørge, og veråbene over byerne (11,16–24). I kirkeåret er teksten evangelium på 3. søndag i advent i 1. tekstrække. Det er også Huspostillens tekst for samme søndag, så Luthers prædiken her står på den rigtige dag.

Loven i teksten: Loven møder os i Jesu ord til skarerne: Hvad gik I ud for at se? De løb ud i ørkenen for at se noget nyt, men lige efter teksten siger Jesus, at de alligevel ikke tog imod Johannes’ prædiken om omvendelse (11,16–19). Vi kender det: Vi vil gerne have en Kristus, der svarer til vores forventninger, og vi er selv som sivet, der bøjer sig for tidens vind og folks mening. Jesu svar rammer også den, der føler sig rask og rig: Riget er for blinde, døve og fattige. Den, der ikke vil være fattig, har ikke brug for ham og forarges, når han ikke kommer med magt og ære. Saligprisningen i v. 6 viser, at det er muligt at stå over for Kristus selv og alligevel vende sig bort fra ham.

Evangeliet i teksten: Evangeliet ligger i Jesu svar. Han er den, som kommer, og ventetiden er forbi. Hans rige er der, hvor de blinde ser, de lamme går, og de døde står op, og det største tegn er, at fattige får evangeliet forkyndt. Det er godt nyt for den, der intet har at komme med: Kristus kommer netop til de elendige og angste samvittigheder og giver syndernes forladelse ved sit ord. Johannes sidder i fængsel og får ikke et teoretisk svar, men et løfte at holde sig til. Og Kristus sender stadig budbringere foran sig, så vi kan høre om ham og finde ham. Den, der ikke forarges, men holder sig til ham, kalder han salig.

Prædikenspor: «Er du den, som kommer?» · «Evangeliet for de fattige» · «Når Kristus ikke svarer, som vi havde ventet»

Salmeforslag: DDS 74 Vær velkommen, Herrens år · DDS 78 Blomstre som en rosengård · DDS 88 Hør det, Zion, trøst for al din vé · DDS 77 O kom, o kom, Immanuel · DDS 389 Guds riges evangelium

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Luk 1,67–80

Zakarias’ lovsang, Benedictus, står i Lukasevangeliets forhistorie lige efter Johannes Døberens fødsel og navngivning (Luk 1,57–66). Zakarias havde været stum, siden han ikke troede englens budskab i templet (Luk 1,20). Nu, da han har skrevet navnet Johannes, åbnes hans mund, og han bliver fyldt med Helligånden og profeterer. Lovsangen har to dele: Først priser han Gud for, at han har besøgt sit folk og oprejst en frelser af Davids hus, som han lovede profeterne og Abraham (v. 68–75). Det er Kristus, og Maria bærer ham allerede. Derefter taler han til det lille barn: Johannes skal gå foran Herren og give folket erkendelse af frelse ved syndernes forladelse (v. 76–79). Til sidst fortæller Lukas kort, at barnet voksede op i ørkenen (v. 80). Teksten er prædiketekst på 3. søndag i advent i 2. tekstrække. Midt i adventstiden samler den adventens budskab: Løftet er ved at blive opfyldt, og forløberen peger på ham, der kommer. Benedictus er også kirkens gamle morgensang.

Loven i teksten: Teksten taler om et folk, der har fjender, og som har brug for at blive forløst. Det er ikke romerne, men synden, døden og Djævelen. Hvis frelsen findes i syndernes forladelse (v. 77), er vi syndere, og vi kan ikke frelse os selv. Vi «sidder i mørke og i dødens skygge» (v. 79) og kan ikke selv gå ud af det. Zakarias selv måtte tie, fordi han ikke troede Guds ord. Loven rammer også os: vores vantro, vores forsøg på at fortjene Guds gunst og vores frygt for Gud, som viser, at samvittigheden ikke har fred. Vi tjener ikke Gud i hellighed alle vore dage.

Evangeliet i teksten: Gud har selv «besøgt» os. Han er ikke blevet siddende i himlen, men er kommet ned i Kristus, Opgangen fra det høje, og alene af sin «inderlige barmhjertighed». Han har oprejst et stærkt frelsens horn af Davids hus og holdt den ed, han svor Abraham. Gaven er syndernes forladelse. Den er ikke en løn, men et løfte, som Johannes peger på med fingeren: Se, Guds lam! Derfor må vi tjene ham «uden frygt», med god samvittighed, og når vi snubler, holder vi os til forladelsen igen. Lyset skinner også i døden og fører vores fødder ind på fredens vej.

Prædikenspor: «Gud har besøgt sit folk» · «Fingeren der peger» · «At tjene ham uden frygt»

Salmeforslag: DDS 89 Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge · DDS 77 O kom, o kom, Immanuel · DDS 76 Op! thi dagen nu frembryder · DDS 487 Nu fryde sig hver kristen mand · DDS 514 Guds Søn har gjort mig fri

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

2. række

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers