Joh 3,25–36

Teksten i sammenhæng

Teksten er Johannes Døberens sidste vidnesbyrd om Jesus i Johannesevangeliet. Efter samtalen med Nikodemus er Jesus og disciplene i Judæa, hvor der bliver døbt, mens Johannes døber ved Ainon nær Salim, før han bliver kastet i fængsel (Joh 3,22–24). En strid om renselse får Johannes’ disciple til at komme til ham med en bekymring: Alle går nu til Jesus. Johannes svarer ikke med misundelse, men med glæde. Han er ikke Kristus, kun brudgommens ven, og hans glæde er fuldkommen, når brudgommen får bruden. «Han skal vokse, men jeg blive mindre.» Versene 31–36 løfter blikket fra Johannes til ham, der kommer fra oven, taler Guds ord, har fået Ånden uden mål og alt i sin hånd. Det er omstridt, om det stadig er Johannes, der taler, eller evangelisten, men budskabet er det samme. Teksten slutter med valget mellem tro og ulydighed, liv og vrede. Den er prædiketekst på 4. søndag i advent i 2. tekstrække, hvor Johannes som forløber peger hen mod julen.

Opbygning

1. 3,25 Disciplenes bekymring: Alle går til ham
2. 3,27 Johannes’ svar: brudgommens ven
3. 3,30 Han skal vokse, jeg blive mindre
4. 3,31 Han, der kommer fra oven, taler Guds ord
5. 3,35 Tro og liv, ulydighed og vrede

Græske nøgleord

• νυμφίος (G3566, v. 3,29) – νυμφίος, brudgom. I Det Gamle Testamente er Gud sit folks brudgom (Es 62,5; Hos 2,18–21). Når Johannes kalder Jesus brudgommen, siger han, at Gud selv nu er kommet til sit folk, og at bruden, Guds menighed, tilhører ham og ikke forløberen. Johannes er «brudgommens ven», der ordner brylluppet og glæder sig, når brudgommen kommer.
• χαρά (G5479, v. 3,29) – χαρά, glæde. «Glæder sig med glæde» (χαρᾷ χαίρει) er en hebraisk måde at forstærke på: han glæder sig virkelig. Perfektum πεπλήρωται, «er blevet fuldkommen», siger, at glæden har nået sit mål og står fast. Johannes’ glæde består ikke i, at han selv får tilhængere, men i at han hører brudgommens stemme.
• αὐξάνω (G837, v. 3,30) – αὐξάνω, vokse. Verbet står i præsens infinitiv efter δεῖ, «det må»: Det er Guds vilje og ordning, ikke Johannes’ beskedenhed, der bestemmer, at Kristus skal vokse. Modstykket ἐλαττοῦσθαι, «blive mindre», er passiv: Johannes bliver gjort mindre, det er ikke noget, han selv præsterer. Begge infinitiver står i præsens og beskriver en vedvarende bevægelse, ikke en enkelt handling.
• σφραγίζω (G4972, v. 3,33) – σφραγίζω, besegle. Et segl bekræfter, at et dokument er ægte. Den, der tager imod Kristi vidnesbyrd, sætter så at sige sit segl under, at Gud taler sandt. Aoristen ἐσφράγισεν ser på troens modtagelse som en afgjort handling. Modsat gør vantroen Gud til en løgner (1 Joh 5,10).
• μέτρον (G3358, v. 3,34) – μέτρον, mål. «Ikke efter mål» (οὐκ ἐκ μέτρου) siger, at Ånden ikke er givet Kristus i en afmålt portion som profeterne, men i hele sin fylde. Derfor er hans ord Guds egne ord. Præsens δίδωσιν, «giver», viser, at det er en blivende gave. Pieper bruger stedet om Kristi menneskelige natur, der har fået Ånden uden mål.
• ἀπειθέω (G544, v. 3,36) – ἀπειθέω, være ulydig, nægte at lade sig overbevise. Modsætningen til at tro er her ikke blot at mangle viden, men at være ulydig mod Sønnen: Vantro er ulydighed mod evangeliet. Bemærk også præsens ἔχει, «har» evigt liv, allerede nu, og μένει, «bliver»: Vreden er der i forvejen og bliver over den, der vender sig fra Sønnen.

Eksegetiske noter

• v. 3,25 Striden «om renselse» hænger sammen med de jødiske renselsesskikke (jf. vandkrukkerne i Kana, Joh 2,6) og med spørgsmålet, hvis dåb der var den rigtige, Johannes’ eller Jesu. RP har «en jøde» (Ἰουδαίου) i ental; nogle håndskrifter har «jøder» i flertal. Det ændrer ikke meningen.
• v. 3,26 Ifølge Joh 4,2 døbte Jesus ikke selv; det gjorde disciplene. Disciplenes «alle kommer til ham» er en klage, men den er uden at vide det et vidnesbyrd om, at Johannes’ opgave er lykkedes: Han skulle pege væk fra sig selv hen på Kristus (Joh 1,29–37).
• v. 3,29 Billedet af brudgommen bygger på profeternes tale om Gud som Israels brudgom (Es 54,5; 62,5; Hos 2). Jesus bruger selv billedet om sig selv (Mark 2,19–20), og det fortsættes i Ef 5,25–32 og Åb 19,7; 21,2. «Brudgommens ven» var den, der på brudgommens vegne forberedte brylluppet.
• v. 3,31–36 Det er omstridt, om Johannes Døberen stadig taler, eller om evangelisten kommenterer, ligesom i 3,16–21. Sproget ligner Jesu egne ord i kapitlet (3,11–13 om at vidne om det, man har set). For prædikenen er det vigtigste, at afsnittet viser, hvorfor Kristus må vokse: Han kommer fra himlen og taler Guds ord.
• v. 3,31 I slutningen af verset har RP og de fleste håndskrifter «er over alle» to gange. Nogle gamle håndskrifter mangler anden gang, og i den kritiske tekst står ordene i klammer. Gentagelsen understreger modsætningen mellem den, der er «af jorden» (Johannes og alle profeter), og ham, der kommer fra himlen.
• v. 3,34 RP har udtrykkeligt «Gud» som subjekt i anden sætning: Gud giver ikke Ånden efter mål. Den kritiske tekst mangler «Gud», og så kan man også læse det, som om Kristus giver Ånden. Sammenhængen med v. 35 (Faderen giver Sønnen alt) taler for RP’s forståelse: Det er Faderen, der giver Sønnen Ånden i fylde.
• v. 3,36 Sætningen sammenfatter evangeliet som Joh 3,16–18: Livet har man allerede nu ved troen. Den græske tekst siger «er ulydig mod» (ἀπειθῶν), ikke blot «tror ikke». 1992 har «er ulydig mod», mens Luthers oversættelse har «ikke tror». Begge rammer meningen, for vantroen er ulydighed mod Guds vidnesbyrd om Sønnen.

Lov og evangelium

Loven: Disciplenes klage afslører en synd, der også bor i os: at være mere optaget af vores egen flok, vores egen kirke og vores egen betydning end af Kristus. Misundelsen spørger: Hvorfor går folk til ham og ikke til os? Teksten dømmer også alt, der er «af jorden» og taler «af jorden», når det vil gøre sig selv til frelsesvej. Og den slutter hårdt: «Ingen tager imod hans vidnesbyrd», og over den, der er ulydig mod Sønnen, bliver Guds vrede. Vreden kommer ikke først senere; den hviler allerede over den, der vender ryggen til Sønnen. Ingen kan gøre sig fri ved egen kraft, for et menneske kan ikke tage noget, uden at det er givet fra himlen.

Evangeliet: Evangeliet er brudgommen selv. Han er kommet fra oven, han taler Guds egne ord, og Faderen elsker ham og har givet alt i hans hånd. Det betyder, at alt, hvad vi har brug for til frelse, ligger i hænder, der er gennemborede for os. Han giver ikke nåden i afmålte portioner, for Ånden er givet ham uden mål. Og løftet står i nutid: «Den som tror på sønnen, har evigt liv», allerede nu, også den, hvis tro er svag. Johannes’ glæde bliver vores: Vi må høre brudgommens stemme i Ordet og blive mindre, ikke af tvang, men fordi vi får lov at hvile i, at han er stor for os.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 4. søndag i advent (Joh 1,19–28): Over den gamle tekst til samme søndag samler Luther hovedsagen: Johannes peger bort fra sig selv og løfter Kristus. Det er netop det, Johannes siger med ordene i Joh 3,30.
  «at Johannes så flittigt viser bort fra sig selv hen til Herren Kristus, ydmyger sig så dybt og løfter Kristus så højt og priser ham» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Johannes Døberens halshugning (Mark 6,17–29): Luther bruger billedet fra Joh 3,29: Johannes er brudgommens ven, og han følger brudgommen helt til en vanærende død. At blive mindre kan også betyde at dele Kristi lidelse.
  «For når Kristus, Brudgommen, dør den mest vanærende død, så dør også Johannes, Brudgommens ven, med rette en vanærende død.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Kristi profetiske embede: Pieper bruger Joh 3,31–34 til at vise, at Kristus ikke er en profet blandt andre. Johannes og alle profeter taler «af jorden», men Kristus taler, hvad han har set og hørt hos Faderen.
  «Kristus øste altså i sin lære på jorden af en kilde, som intet menneske, heller ingen profet, kan øse af» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Den Hellige Skrifts guddommelige autoritet: Joh 3,33 viser, at troen ikke hviler på menneskelige beviser. Den, der tager imod Ordet, bekræfter dermed, at Gud er sandfærdig; vantroen gør Gud til en løgner.
  «Derfor kalder Skriften også troen på Guds ord en besegling eller bekræftelse af Guds sandfærdighed» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Den evige fordømmelse: Ud fra Joh 3,36 skelner Pieper: Alle synder fortjener fordømmelse, men fordi Kristus har sonet for alle, er det vantroen, der faktisk fordømmer.
  «ligesom på den ene side troen alene frelser, således fordømmer på den anden side kun vantroen faktisk» Læs teksten
• Konkordiebogen, Den udførlige erklæring, art. VII: Om den hellige nadver: Konkordieformlen bruger Joh 3,36 til at trøste de svage i troen: Løftet hænger ikke på troens styrke, men på Sønnen, den griber.
  «For «den som tror på» Guds Søn – hvad enten det er med en stærk eller en svag tro – «har evigt liv», Joh 3,36.» Læs teksten

Prædikenspor

Han skal vokse, jeg blive mindre

Et spor, der følger teksten. Hovedtanken er, at Johannes’ glæde ikke ligger i hans egen succes, men i Kristus. Første trin: disciplenes bekymring, «alle går til ham», og hvordan vi kender den samme uro for egen betydning, også i kirken. Andet trin: Johannes’ svar, hvor han ser sig selv som brudgommens ven, der glæder sig, når brudgommen kommer. Tredje trin: hvorfor Kristus skal vokse, nemlig fordi han kommer fra oven, taler Guds ord og har alt i sin hånd. At blive mindre er derfor ikke et tab, men frihed: Vi skal ikke bære vores egen frelse. Prædikenen ender ved løftet i v. 36: Den, der tror på Sønnen, har evigt liv.

Brudgommens stemme

Et tematisk spor om billedet af brudgommen og bruden. Første trin: profeternes løfte om, at Gud selv vil være sit folks brudgom (Es 62,5; Hos 2), og at advent er ventetiden før brylluppet. Andet trin: Jesus er brudgommen, og bruden, menigheden, tilhører ham og ikke nogen prædikant eller retning. Han har givet sig selv for hende (Ef 5,25). Tredje trin: Brudgommens stemme lyder i dag i Ordet og sakramenterne; at høre den er at blive glad med Johannes’ glæde. Sporet fører frem til julen, hvor brudgommen kommer i kød og blod, og til nadveren som forsmag på Lammets bryllup.

Har jeg troet nok?

Et sjælesørgerligt spor for den, der læser v. 36 med angst. Første trin: Teksten taler skarpt om Guds vrede over den, der er ulydig mod Sønnen, og det må ikke gøres mindre. Andet trin: Men løftet hænger ikke på troens styrke. Konkordiebogen siger, at den, der tror på Guds Søn, hvad enten troen er stærk eller svag, har evigt liv. Troen er at tage imod vidnesbyrdet og dermed sige: Gud taler sandt. Tredje trin: Se bort fra din egen tro hen til Sønnen, som Faderen elsker og har givet alt i hånden, også din frelse. Han giver Ånden uden mål, og det er hans gave, at vi tror.

Lærepunkter i teksten

• Prædikeembedet – Johannes er forbillede for prædikeembedet: tjeneren peger bort fra sig selv, så Kristus vokser, og glæder sig over brudgommens stemme.
• Egenskabernes meddelelse – Ånden er givet Kristus uden mål, og Faderen har givet alt i hans hånd; lutherske lærere bruger versene om den menneskelige natur.
• Den frelsende tro – Den, der tror på Sønnen, har evigt liv nu; troen besegler, at Gud er sandfærdig, også når den er svag.
• Den evige fortabelse – Guds vrede bliver over den, der er ulydig mod Sønnen: Det er vantroen, der faktisk fordømmer.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 90 Op, glædes alle, glædes nu – Adventssalme om glæden over, at Herren kommer, ligesom brudgommens vens glæde i v. 29.
• 81 Fryd dig, du Kristi brud – Adventssalme, der tager billedet af Kristus som brudgom og menigheden som brud op.
• 77 O kom, o kom, Immanuel – Adventstidens bøn om, at Gud selv kommer til sit folk.
• 62 Jesus - det eneste – Om at Kristus alene skal være det store: «Han skal vokse, men jeg blive mindre.»
• 582 At tro er at komme – Om troen som at komme til Jesus og tage imod hans gave, jf. v. 36.