Nytårsdag

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Luk 2,21

Verset står i Lukas' barndomsberetning lige efter julenatten (Luk 2,1–20) og før fremstillingen i templet (2,22–40). Lukas fortæller kort og nøgternt: Den ottende dag bliver barnet omskåret, som loven foreskriver for hvert drengebarn i Israel (1 Mos 17,12; 3 Mos 12,3), og ved samme lejlighed får han sit navn. Det er Josef og Maria, der handler, men Lukas understreger, at navnet ikke er deres eget valg. Det er det navn, englen havde givet, før barnet blev undfanget (Luk 1,31). Verset binder altså to ting sammen: Guds Søn går ind under loven som et almindeligt jødisk drengebarn, og han får det navn, der siger, hvad han er kommet for. Bagefter fortæller Lukas, at forældrene også ved renselsen og fremstillingen gjorde «efter Herrens lov» (2,22–24.39). Den ottende dag efter juledag er nytårsdag, og i kirkens gamle kalender var dagen fest for Jesu omskærelse og navn. I Alterbogen er verset evangelium på nytårsdag i 1. tekstrække (2. tekstrække har Fadervor, Matt 6,5–13), så det nye år begynder i Jesu navn.

Loven i teksten: Omskærelsen var pagtstegnet, og den forpligtede til hele loven. Men den gjorde ingen fri af synden: «Omskærelse er intet, men at holde Guds bud» (1 Kor 7,19). Loven står stadig med sit krav om at elske Gud af hele hjertet og næsten som sig selv, og intet menneske har gjort det. Teksten viser også, at Gud selv giver navnet til frelse, og at mennesker ikke kan finde på deres egne frelsere. Vi gør det alligevel, når vi ved årsskiftet sætter vores lid til gode forsætter, sundhed, penge eller vores egen indsats, og når vi tænker, at vi kunne bestå over for Gud, hvis bare vi ikke havde gjort det eller det. Under loven står vi som skyldnere.

Evangeliet i teksten: Guds Søn, som er lovens Herre og ikke skylder den noget, lader sig omskære som ethvert andet barn. Han stiller sig frivilligt under loven i vores sted for at opfylde den for os og løskøbe dem, der er under loven (Gal 4,4–5). Hans lydighed bliver tilregnet os, og det, der mangler i vores, er dækket af hans. Og han får det navn, som Gud selv har givet: Jesus, Frelseren, der frelser sit folk fra deres synder. Navnet er et løfte. Når synden anklager, og døden kommer, har vi et navn at kalde på, som Gud har lagt i vores mund. Derfor kan det nye år begynde i Jesu navn, ikke i vores egne løfter.

Prædikenspor: «Født under loven for os» · «Et navn at begynde året med» · «Når samvittigheden spørger ved årsskiftet»

Salmeforslag: DDS 712 Vær velkommen, Herrens år · DDS 718 Året, som i dag oprinder · DDS 55 Ved Jesu navn forlades alle synder · DDS 56 Jesus er navnet mageløst · DDS 58 Jesus! Frelser og Befrier · DDS 63 I Jesu navn

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Matt 6,5–13

Teksten står midt i Bjergprædikenen (Matt 5–7), hvor Jesus taler til disciplene, mens skarerne lytter med (5,1–2; 7,28). I 6,1–18 advarer han mod at øve sin fromhed for at blive set af mennesker og tager tre eksempler: almisse, bøn og faste. Alle tre er bygget ens: ikke som hyklerne, men i det skjulte, hvor Faderen ser. Bønnen får mest plads, for her indskyder Jesus en advarsel mod hedningernes mange ord og giver selv disciplene den bøn, de skal bede: Fadervor. Hyklerne står i synagogen og på gadehjørnet og vil ses; hedningerne vil overtale guderne med mængden af ord. Over for begge stiller Jesus Faderen, som allerede ved, hvad hans børn trænger til. Lukas har en kortere form af bønnen i en anden sammenhæng (Luk 11,1–4). I Alterbogen er teksten evangelium på nytårsdag i 2. tekstrække. I 1. tekstrække er evangeliet Luk 2,21 om Jesu navn, så året begynder med bønnen om, at Guds navn må blive helliget, og med bønnen om brødet for «i dag».

Loven i teksten: Teksten afslører, at selv bønnen kan blive et skuespil. Hyklerne beder for at blive set, og hedningerne prøver at overtale Gud med mange ord. Begge gør Gud til en tilskuer eller en modpart, der skal vindes, og ikke til en far. Det rammer os, når vi beder for at fremstå fromme, når vi hælder ord ud uden at regne med, at Gud hører, eller når vi slet ikke beder, fordi vi i grunden klarer os selv. Fadervor afslører også, hvad vi er: Vi har brug for brød hver dag, vi har skyld, vi kan ikke stå i fristelsen, og vi tilgiver nødigt. Hvem kan bede den bøn og samtidig mene, at han ikke trænger til nåde?

Evangeliet i teksten: Det gode nyt står i ordet «Far». Jesus, Guds egen Søn, giver sine disciple lov til at kalde hans Far deres Far og lægger selv ordene i munden på dem. Faderen ved, hvad de trænger til, før de beder (6,8), og ser i det skjulte, hvor ingen andre ser. Vi skal ikke gøre os fortjent til at blive hørt. I bønnen om tilgivelse lover Jesus, at skylden kan slettes, og han betalte den selv på korset. Det nye år begynder derfor ikke med vores planer, men med en far, der giver brød for i dag, eftergiver gæld og befrier fra den onde. Amen betyder: Det er sikkert.

Prædikenspor: «Ikke som hyklerne, ikke som hedningerne» · «Et nyt år med Fadervor» · «Når man ikke kan bede»

Salmeforslag: DDS 712 Vær velkommen, Herrens år · DDS 718 Året, som i dag oprinder · DDS 586 Stol du kun på dit Fadervor · DDS 584 Beder, og I skulle få · DDS 375 Alt står i Guds faderhånd

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers