Matt 2,1–12

Teksten i sammenhæng

Beretningen følger lige efter Matthæus’ korte fortælling om Jesu fødsel (Matt 1,18–25). Hvor Lukas lader englen sende jødiske hyrder til krybben, lader Matthæus en stjerne føre hedenske vismænd fra østen til Jerusalem. Situationen er fuld af modsætninger: Fremmede spørger efter «jødernes konge», mens kong Herodes, som selv bar den titel, bliver forfærdet. Ypperstepræsterne og de skriftlærde kender svaret fra profeten Mika, men ingen af dem går med til Betlehem. De vise mænd tilbeder barnet og bringer gaver. Herodes taler også om at tilbede, men i virkeligheden vil han slå barnet ihjel, og det bliver tydeligt i fortsættelsen om flugten til Egypten og barnemordet (2,13–23). Matthæus fortæller beretningen som opfyldelse: Den konge, som skriften har lovet, er født, og hedningerne kommer til hans lys. I kirkeåret er teksten evangelium på helligtrekongers søndag i 1. tekstrække (2. tekstrække: Joh 8,12–20). Luthers prædikener over den ligger i Huspostillen på helligtrekongers dag den 6. januar.

Opbygning

1. 2,1 Vise mænd fra østen spørger efter jødernes konge
2. 2,3 Herodes forfærdes, og de skriftlærde slår op hos Mika
3. 2,7 Herodes’ hemmelige plan
4. 2,9 Stjernen fører dem til barnet: glæde, tilbedelse og gaver
5. 2,12 Hjem ad en anden vej

Græske nøgleord

• μάγος (G3097, v. 2,1) – μάγος, vismand, mager. Ordet betegner en lærd præsteklasse fra Persien og Babylon, kendt for drømmetydning og stjernekyndighed (jf. Dan 2,48). Det kan også bruges nedsættende om troldmænd (ApG 13,6). Matthæus siger ikke, at de var konger eller tre. Pointen er, at hedninger, som stod uden for løftet og loven, er de første, der tilbeder Israels Messias.
• ἀστήρ (G792, v. 2,2) – ἀστήρ, stjerne. Teksten forklarer ikke stjernen astronomisk, og prædikenen behøver heller ikke at gøre det. Den «går foran» dem og «bliver stående» over stedet (v. 9), så Gud selv fører. Men stjernen alene fører kun til Jerusalem. Vejen til Betlehem viser skriftens ord (v. 5–6), og først derefter viser stjernen sig igen.
• προσκυνέω (G4352, v. 2,2) – προσκυνέω, tilbede, kaste sig ned for. Ordet står tre gange i teksten (v. 2, 8 og 11) og bærer den. Det kan betegne det knæfald, man gør for en konge, men hos Matthæus gælder det gang på gang Jesus. De vise mænd tilbeder i sandhed og «falder ned» (v. 11). Herodes bruger samme ord som et skalkeskjul for mord (v. 8).
• ταράσσω (G5015, v. 2,3) – ταράσσω, forfærde, bringe i oprør. Aorist passiv: Herodes «blev forfærdet», og hele Jerusalem med ham. Ordet bruges om indre uro og angst. Budskabet om den nyfødte konge, som burde have været glæde for Guds by, bliver til trussel for den, der vil beholde magten selv. Modsætningen er de vise mænds store glæde i v. 10.
• ποιμαίνω (G4165, v. 2,6) – ποιμαίνω, vogte, være hyrde for. Futurum: «som skal vogte mit folk Israel». Ordene er ikke fra Mika, men fra Guds ord til David i 2 Sam 5,2. Fyrsten fra Betlehem er altså den lovede Davids søn, og hans herredømme er hyrdens: Han fører, værner og føder sit folk. Det er en anden kongemagt end Herodes’.
• χαρά (G5479, v. 2,10) – χαρά, glæde. Matthæus hober ordene op: «de glædede sig med en meget stor glæde» (ἐχάρησαν χαρὰν μεγάλην σφόδρα). Det er den græske måde at forstærke på, når et udsagnsord får et navneord af samme stamme. Glæden kommer, da stjernen igen viser vej. Den står over for Herodes’ forfærdelse i v. 3.
• χρηματίζω (G5537, v. 2,12) – χρηματίζω, give en guddommelig anvisning. Passiv participium: De «blev befalet» i en drøm. I NT bruges ordet om Guds åbenbaring og befaling (jf. Matt 2,22; Luk 2,26; Hebr 8,5). Gud selv griber ind og beskytter både barnet og de vise mænd mod Herodes’ list.

Eksegetiske noter

• v. 2,1 Herodes den Store var konge over Judæa af romernes nåde og døde efter de fleste beregninger i år 4 f.Kr. Jesus blev altså født nogle år før vores tidsregnings år 1. Herodes var kendt for sin mistænksomhed og lod flere af sine egne sønner henrette. Hans angst for en rival (v. 3) og barnemordet (2,16) passer til det billede, man også har af ham fra andre kilder.
• v. 2,2 «I østen» (ἐν τῇ ἀνατολῇ) står i ental, mens «fra østen» i v. 1 står i flertal. Derfor oversætter mange: «Vi har set hans stjerne gå op». Bag teksten ligger Bileams ord om stjernen, der «træder frem fra Jakob» (4 Mos 24,17), som jødisk udlægning læste om Messias. Matthæus citerer det dog ikke.
• v. 2,5–6 Citatet er sammensat af Mika 5,1 og 2 Sam 5,2 og følger hverken den hebraiske tekst eller Septuaginta ordret. Mika kalder Betlehem «lille», men Matthæus siger: «slet ikke den ringeste». Fødslen i byen har gjort den stor. De skriftlærde stopper citatet før Mikas ord om, at hans udspring er fra fordums tid og fra evighedens dage. Både Luther og Rhegius peger på, at netop dét viser Kristi guddom.
• v. 2,11 De vise mænd kommer ind i «huset» (οἰκία), ikke i stalden. Der kan være gået nogen tid siden fødslen, jf. Herodes’ beregning om børn «på to år og derunder» (2,16). Gaverne minder om Sl 72,10–11 og Es 60,3–6, hvor folkene og deres konger kommer til Guds lys med guld og røgelse. Den gamle kirkes udlægning, at guld er til kongen, røgelse til Gud og myrra til den, der skal dø, er en from tolkning, som teksten ikke selv giver.
• v. 2,11 RP og den kritiske tekst har begge εἶδον, «de så» barnet. Textus receptus (Erasmus’ tekst) har εὗρον, «de fandt», ligesom Vulgata (invenerunt), og derfor står der «fandt» hos Luther og i ældre danske oversættelser. Krauth nævner forskellen i sin liste over Luthers læsemåder. Meningen ændres ikke.

Lov og evangelium

Loven: Teksten viser, at nærheden til Guds ord ikke frelser nogen. De skriftlærde kan svaret udenad, men de rejser ikke de få kilometer til Betlehem. Hele Jerusalem bliver forfærdet i stedet for glad, og Herodes bruger det fromme ord «tilbede» til at skjule et mord. Sådan går det stadig, når man kender kristendommen, men ikke vil have en konge over sig. Så bliver Kristus en trussel mod vores magt, vores planer og vores ære. Også de vise mænd tager fejl: De søger kongen i paladset og følger deres egen fornuft. Luther siger, at sådanne tanker må gå til grunde, fordi de er uden Ordet.

Evangeliet: Gud går selv ud efter dem, der står langt fra ham. Han lader en stjerne lyse for hedninger uden løfte og lov og fører dem helt hen til barnet. Barnet viser dem ikke bort, men tager imod deres tilbedelse. Det er godt nyt for alle os, der ikke hører til af os selv: Kristus er også født for os. Han er den hyrde, som Mika og 2 Sam 5,2 lovede, og han vogter sit folk. Hans herredømme består i at tilgive synd og føre os fra døden til livet. Og han er stadig at finde, hvor Ordet viser hen: i evangeliet, i dåben og i nadveren, ikke i verdens pragt.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Helligtrekongers dag (1. prædiken): De vise mænd søger kongen i hovedstaden og tager fejl. Barnet er fattigt og ringe, så den, der dømmer efter det ydre, finder ham aldrig. Kun Ordet fører til Betlehem.
  «For vil vi komme til dette lille barn og finde ham, så må vi ikke følge vore egne tanker eller vor fornuft, men blive ved Ordet alene og ikke lade os vende bort fra det.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Helligtrekongers dag (1. prædiken): Mika kalder barnet fyrste og herre. Luther spørger, hvad det er for et herredømme, når han er så fattig, og svarer: Han er rig dér, hvor verden er fattig, i retfærdighed, liv og nåde.
  «at han vil tilgive dig dine synder, gøre dig retfærdig og hellig, skænke dig Helligånden og sætte dig over fra Djævelens rige og døden ind i det evige liv.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Helligtrekongers dag (prædiken i festdagsdelen): De vise mænd var hedninger og syndere uden ret gudskundskab, men barnet tager imod dem som sit folk. Det er prædikenens hovedtrøst: Kristus tager imod hedningerne og synderne.
  «at dette barn vil tage imod de stakkels syndere og være dem nådig, når de søger ham og kommer til ham med ret tillid.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Urbanus Rhegius, Samtale om profeterne: Om byen, hvor Messias skulle fødes: Rhegius forklarer, hvorfor Mika kalder Betlehem lille, mens Matthæus siger «slet ikke den ringeste». Mika taler om byen, som den så ud, Matthæus om byen, efter at Messias er født i den.
  «Men når man ser på, hvordan Gud ærer den, idet Messias, hele verdens frelser, nu var født i den, så må den sandelig aldrig regnes for den ringeste.» Læs teksten
• Urbanus Rhegius, Samtale om profeterne: Om byen, hvor Messias skulle fødes: Mikas ord om fyrstens udgang «fra evighed» viser ifølge Rhegius Kristi to fødsler: den timelige i Betlehem og den evige af Faderen. Derfor er barnet sand Gud.
  «Han skal sandelig fødes i dig som et menneske, men det er ikke med denne fødsel, han begynder.» Læs teksten

Prædikenspor

Ad en anden vej

Sporet følger tekstens vej. 1) De vise mænd følger stjernen, men går den forkerte vej til paladset i Jerusalem. Fornuften siger, at en konge skal findes blandt de store. 2) Skriftens ord fra Mika viser dem til det lille Betlehem. De, der kender Ordet, bliver hjemme, mens de fremmede går og finder barnet i et almindeligt hus, falder ned og tilbeder. 3) De drager hjem ad en anden vej, for den, der har mødt Kristus, går ikke længere samme vej som før. Prædikenen kan slutte med, at stjernen i dag er evangeliet. Det fører os stadig hen til det sted, hvor barnet er: Ordet og sakramenterne. Dér tager han imod os, som han tog imod de vise mænd.

To konger

Et tematisk spor om magt. Teksten har to konger: Herodes, der har titlen og paladset, og barnet, som er «født til jødernes konge». 1) Herodes forfærdes, fordi en anden konge betyder, at han selv må gå af tronen. Det er også vores problem: Vi vil gerne have en Gud, men ikke en Herre. 2) Mika og 2 Sam 5,2 siger, hvad det er for en konge: en hyrde, der vogter sit folk. Luther siger, at han er fattig for verden, men rig, hvor vi er fattige: i retfærdighed, nåde og liv. 3) Til sidst giver de vise mænd deres skatte. Men den største gave går den anden vej: Kongen giver sig selv for os, og under ham er der frihed og ikke frygt.

Også for de fremmede

Et sjælesørgerligt spor for dem, der føler sig uden for. De vise mænd hørte ikke til: De var hedninger uden løfte og lov og havde levet med stjernetydning og fremmede guder. 1) Alligevel lader Gud et lys skinne netop for dem. Han går efter dem, der står langt borte. 2) Da de kommer, viser barnet dem ikke bort. Luther kalder det historiens første og vigtigste stykke: Barnet tager imod hedningerne og synderne. 3) Dét gælder også den, der i dag tvivler på, om der er plads til ham eller hende. Man kommer ikke ind, fordi man fortjener det, men fordi Kristus er født for alle folk. Prædikenen kan pege hen til dåben og nadverbordet, hvor han tager imod os.

Lærepunkter i teksten

• Ordets kraft – Stjernen fører kun til Jerusalem; skriftens ord fra Mika viser vejen til Betlehem. Luther: Kristus findes kun ved Ordet.
• Guds almene nådevilje – Gud kalder hedenske vismænd uden løfte og lov til barnet: Hans nåde gælder alle folk, ikke kun Israel.
• De to naturer og den personlige forening – Mikas fyrste fødes i Betlehem, men hans udgang er fra evighed (Mika 5,1): sandt menneske og sand Gud.
• Kristi tredobbelte embede – Jødernes konge og hyrden for Guds folk (2 Sam 5,2): Kristi kongeembede står over for Herodes’ magt.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 136 Dejlig er den himmel blå – Grundtvigs helligtrekongerssalme om stjernen, der fører vismændene til barnet.
• 138 De hellig tre konger så hjertensglad – Helligtrekongerssalme, der genfortæller vismændenes rejse, tilbedelse og gaver.
• 137 Det runde himlens stjernetelt – Helligtrekongerssalme om stjernen og vismændene; kan bruges som alternativ.
• 104 Et barn er født i Betlehem – Julesalmen om barnet i Betlehem, hvor også gaverne fra Saba nævnes.
• 358 Lad dit rige alle vegne – Missionssalme: Kristi rige skal nå alle folk, som da hedningerne kom til lyset.