5. søndag efter helligtrekonger

Læsningerne i Alterbogen

Dagen har kun én række; evangeliet er Matt 13,24-30 eller Matt 13,44-52.

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Matt 13,24–30

Lignelsen om ukrudtet i hveden står i Matthæusevangeliets store kapitel med lignelser om himlenes rige (Matt 13). Jesus sidder i en båd ved Genesaret Sø og taler til de store skarer på bredden (13,1–3). Lige før har han fortalt lignelsen om sædemanden og forklaret den for disciplene (13,18–23); efter vores tekst følger lignelserne om sennepsfrøet og surdejen (13,31–33). Først inde i huset forklarer Jesus lignelsen om ukrudtet for disciplene (13,36–43): Han selv er sædemanden, marken er verden, den gode sæd er Rigets børn, ukrudtet er den Ondes børn, fjenden er Djævelen, høsten er verdens ende og høstfolkene er englene. Den forklaring hører med til forberedelsen, selv om den ikke er en del af prædiketeksten. Teksten er evangelium på 5. søndag efter helligtrekonger i 1. tekstrække. Den søndag kommer kun i de år, hvor påsken falder sent, og står i den del af kirkeåret, hvor Kristi herlighed og hans rige åbenbares.

Loven i teksten: Teksten afslører, at det onde ikke kun er ude i verden, men vokser midt i kirken. Folkene sov, og fjenden fik lov at så; også vi er sløve over for Ordet og opdager ikke, hvad der slår rod. Tjenernes iver efter at luge afslører en anden synd: Vi vil gerne selv sortere og dømme, hvem der er hvede, og hvem der er ukrudt, og vi tager forargelse af andres fald, mens vi glemmer vores eget. Og høsten kommer. Ukrudtet bindes i knipper og brændes. Ingen kan gemme sig bag, at han står i den rigtige mark; den, der bærer navnet uden troen, rammes af dommen.

Evangeliet i teksten: Sædemanden er Menneskesønnen selv, og det, han sår, er godt. Fejlen ligger ikke i hans ord, så den, der hører det, kan stole på det. Hans «nej» til tjenerne er nåde: Han vil ikke miste ét eneste hvedestrå, og han giver tid til omvendelse. Luther henter fra de gamle lærere, at Matthæus som tolder, Paulus som forfølger og røveren på korset ville være revet op, hvis dommen var faldet straks; men de blev hvede. Den samme tålmodighed gælder os. Og høsten er ikke kun dom. Herren siger: «Saml hveden i min lade.» Han samler selv sine hjem, og ingen fjende kan tage dem fra ham.

Prædikenspor: «En fjende har gjort dette» · «Hvem må luge?» · «Når jeg selv ligner ukrudt»

Salmeforslag: DDS 136 Dejlig er den himmel blå · DDS 153 En sædemand gik ud at så · DDS 336 Vor Gud han er så fast en borg · DDS 155 Godt og ondt i lys og mørke

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Matt 13,44–52

Teksten er slutningen af Jesu store lignelsestale i Matt 13. Talen begyndte ved søen, hvor skarerne stod på bredden og Jesus talte fra en båd (13,1–2). Fra v. 36 er han gået ind i huset, og nu taler han kun til disciplene. Her forklarer han først lignelsen om ukrudtet i hveden, og så følger de tre sidste lignelser: skatten i marken, den kostbare perle og voddet. Til sidst spørger han, om de har forstået det, og taler om den skriftlærde, der tager nyt og gammelt frem af sit forråd. Lige efter teksten slutter talen (13,53), og Jesus bliver afvist i sin hjemby. I kirkeåret er teksten evangelium på 5. søndag efter helligtrekonger i 2. tekstrække; i 1. tekstrække er det lignelsen om ukrudtet i hveden (Matt 13,24–30). Søndagen kommer kun med, når påsken falder sent. Huspostillen har ingen prædiken over netop denne tekst.

Loven i teksten: Teksten dømmer det delte hjerte. Manden og købmanden sælger alt, men vi vil helst beholde det hele og have riget oveni, så Gud bliver ét gode blandt mange. Hvor Guds ord keder os, og alt andet virker mere værd, viser det, at vi ikke regner det for nogen skat. Voddet afslører også den sikkerhed, der tror, at det er nok at være kommet med i nettet. Man kan sidde i kirken, være døbt og høre til, og alligevel være en rådden fisk. Dommen ved verdens ende er alvor: Englene skal skille, og der er en ovn med ild. Ingen kan selv sortere sig over på den gode side.

Evangeliet i teksten: Skatten bliver fundet som en gave. Manden i marken ledte ikke, og alligevel faldt han over den. Sådan kommer Guds rige til os i Ordet og dåben, uden at vi har fortjent det. Skatten er Kristus selv. Han er ikke en løn for det, vi giver afkald på; han har selv givet alt, sit eget liv, for at gøre os til sine. Derfor er det ikke det, vi sælger, men det, vi har fundet, der gør os glade. Voddet er evangeliet, som Gud kaster ud over hele havet og samler mennesker af alle slags ind med. Ingen er for langt ude til at blive fanget. Og de retfærdige på dommens dag er ikke dem, der var gode nok, men dem, der er gjort retfærdige ved troen på Kristus.

Prædikenspor: «Det, man finder, er alt værd» · «Nettet og dommen» · «Når skatten ikke føles som en skat»

Salmeforslag: DDS 137 Det runde himlens stjernetelt · DDS 156 Guds rige lignes ved et frø · DDS 576 O Jesus, troens dyre skat · DDS 320 Midt iblandt os er Guds rige · DDS 276 Dommer over levende og døde

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

2. række

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers