Matt 13,44–52

Teksten i sammenhæng

Teksten er slutningen af Jesu store lignelsestale i Matt 13. Talen begyndte ved søen, hvor skarerne stod på bredden og Jesus talte fra en båd (13,1–2). Fra v. 36 er han gået ind i huset, og nu taler han kun til disciplene. Her forklarer han først lignelsen om ukrudtet i hveden, og så følger de tre sidste lignelser: skatten i marken, den kostbare perle og voddet. Til sidst spørger han, om de har forstået det, og taler om den skriftlærde, der tager nyt og gammelt frem af sit forråd. Lige efter teksten slutter talen (13,53), og Jesus bliver afvist i sin hjemby. I kirkeåret er teksten evangelium på 5. søndag efter helligtrekonger i 2. tekstrække; i 1. tekstrække er det lignelsen om ukrudtet i hveden (Matt 13,24–30). Søndagen kommer kun med, når påsken falder sent. Huspostillen har ingen prædiken over netop denne tekst.

Opbygning

1. 13,44 Skatten, der var skjult i marken
2. 13,45 Købmanden og den kostbare perle
3. 13,47 Voddet og adskillelsen ved verdens ende
4. 13,51 Har I forstået alt dette?
5. 13,52 Den skriftlærde med nyt og gammelt i sit forråd

Græske nøgleord

• θησαυρός (G2344, v. 13,44) – θησαυρός, skat, også forrådskammer. I v. 44 er det selve skatten, i v. 52 det forråd, husherren henter frem af. Ordet binder teksten sammen: Riget er en skat, man finder, og den, der er blevet discipel, får selv et forråd at dele ud af. Jesus har tidligere sagt, at hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være (Matt 6,21).
• κρύπτω (G2928, v. 13,44) – κρύπτω, skjule. Først står perfektum participium passiv, κεκρυμμένῳ: skatten «har ligget skjult» og er det stadig, indtil den bliver fundet. Derefter står aorist, ἔκρυψεν: manden skjuler den igen. Rigets skat ses ikke af alle; den er gemt i noget så uanseligt som en mark, ligesom Guds rige er skjult i ord og sakramenter.
• χαρά (G5479, v. 13,44) – χαρά, glæde. ἀπὸ τῆς χαρᾶς αὐτοῦ, «af sin glæde» eller «i sin glæde»: Glæden er grunden til, at manden sælger alt. Det er ikke et tungt offer, han må presse sig selv til, men følgen af det, han har fundet. Rigets gave kommer først; det, manden gør, kommer af gaven.
• πολύτιμος (G4186, v. 13,46) – πολύτιμος, meget kostbar, af stor værdi. Ordet bruges også om den kostbare nardussalve (Joh 12,3) og om troen, der er mere værd end guld (1 Pet 1,7). Købmanden har søgt mange smukke perler, men finder én, der overgår dem alle. Midt mellem aoristerne står perfektum πέπρακεν, «han har solgt»; det fremhæver, at han virkelig har givet alt.
• σαγήνη (G4522, v. 13,47) – σαγήνη, vod, et stort slæbenet, der blev sat ud fra en båd eller fra land og trukket ind, så det samlede alt på sin vej. Det er ikke en fiskestang, der vælger den enkelte fisk. Billedet viser, at Ordet samler mange slags mennesker ind i kirkens fællesskab, og at sorteringen ikke sker undervejs, men når nettet er trukket i land.
• ἀφορίζω (G873, v. 13,49) – ἀφορίζω, skille ud, sætte til side. Futurum: «de skal skille ud». Det er englene, ikke disciplene, der skal skille de onde fra de retfærdige, og det sker ved verdens ende. Den endelige adskillelse er Guds sag på dommens dag. Indtil da er det kirkens opgave at kaste nettet ud.
• μαθητεύω (G3100, v. 13,52) – μαθητεύω, gøre til discipel; i passiv: blive gjort til discipel, blive oplært. Aorist participium passiv, μαθητευθείς: en skriftlærd, som er blevet gjort til discipel for Himlenes rige. Det er samme ord som i missionsbefalingen (Matt 28,19). Den skriftlærde er ikke mester, men selv elev, der har lært af Jesus, før han deler ud.

Eksegetiske noter

• v. 13,44 RP begynder v. 44 med πάλιν, «igen», ligesom v. 45 og 47; den kritiske tekst har det ikke i v. 44. Det ændrer ikke meningen. At skjule skatten og købe marken var ikke uden videre snyd efter datidens forhold; Jesus roser ikke handlen, men bruger den som billede på, at det, der er fundet, er alt værd.
• v. 13,44–46 De to lignelser er et par. Manden i marken falder over skatten uden at lede; købmanden søger og finder. Begge sælger alt. Den almindelige lutherske udlægning ser skatten og perlen som evangeliet og Kristus selv, som er mere værd end alt andet. Nogle udlæggere ser i stedet Kristus som den, der gav alt for at købe sin menighed (jf. ApG 20,28). Det første ligger nærmest ordlyden, for det er Himlenes rige, der sammenlignes med skatten og perlen.
• v. 13,47–50 Voddet svarer til lignelsen om ukrudtet i hveden (13,24–30.36–43), og forklaringen i v. 49–50 gentager næsten ordret v. 40–42. Apologien bruger netop voddet til at vise, at kirken i sin ydre skikkelse er blandet med onde, men at de ugudelige ikke er Kristi sande lemmer. De dårlige fisk (σαπρός, egentlig «rådden», her: ubrugelig) kan være fisk, der var urene efter loven (3 Mos 11,9–12), eller fisk, der ikke duede til noget.
• v. 13,50 «Ovnen med ild» og «gråd og tænderskæren» står også i v. 42 og mange andre steder i Matthæus (8,12; 22,13; 24,51; 25,30). Gråden er smerte, tænderskæren fortvivlelse og harme. Billedet kan minde om ildovnen i Dan 3, men Jesus taler her om den evige fortabelse, ikke om en straf i tiden.
• v. 13,51 RP har «Jesus siger til dem» i begyndelsen og svaret «Ja, Herre»; den kritiske tekst har kun «Har I forstået alt dette?» og «Ja». Disciplenes ja er ærligt ment, men resten af evangeliet viser, hvor lidt de endnu forstod (16,22–23). Forståelsen kommer helt først efter påsken.
• v. 13,52 Den kritiske tekst har dativ, «oplært for Himlenes rige», mens RP har εἰς τὴν βασιλείαν, «oplært til Himlenes rige». «Nyt og gammelt» nævner det nye først: Det nye er evangeliet om riget, som er kommet med Jesus; det gamle er loven og profeterne, som nu læses i lyset af ham (jf. 5,17). En discipel kaster ikke Det Gamle Testamente bort.

Lov og evangelium

Loven: Teksten dømmer det delte hjerte. Manden og købmanden sælger alt, men vi vil helst beholde det hele og have riget oveni, så Gud bliver ét gode blandt mange. Hvor Guds ord keder os, og alt andet virker mere værd, viser det, at vi ikke regner det for nogen skat. Voddet afslører også den sikkerhed, der tror, at det er nok at være kommet med i nettet. Man kan sidde i kirken, være døbt og høre til, og alligevel være en rådden fisk. Dommen ved verdens ende er alvor: Englene skal skille, og der er en ovn med ild. Ingen kan selv sortere sig over på den gode side.

Evangeliet: Skatten bliver fundet som en gave. Manden i marken ledte ikke, og alligevel faldt han over den. Sådan kommer Guds rige til os i Ordet og dåben, uden at vi har fortjent det. Skatten er Kristus selv. Han er ikke en løn for det, vi giver afkald på; han har selv givet alt, sit eget liv, for at gøre os til sine. Derfor er det ikke det, vi sælger, men det, vi har fundet, der gør os glade. Voddet er evangeliet, som Gud kaster ud over hele havet og samler mennesker af alle slags ind med. Ingen er for langt ude til at blive fanget. Og de retfærdige på dommens dag er ikke dem, der var gode nok, men dem, der er gjort retfærdige ved troen på Kristus.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Sankt Andreas’ dag (Joh 1,35–42): I prædikenen om menneskefiskerne siger Luther med henvisning til Matt 13,47, at nettet er evangeliet. Vi er som fisk i et vildt hav, hvor Djævelen hersker, og med evangeliet fanges syndere ind i Guds rige ved troen.
  «Men hvormed fanger man mennesker? Dertil hører også et net (som Herren taler om i Matt 13,47): det hellige evangelium.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordiebogen, Apologien art. VII–VIII: Om kirken: Melanchthon bruger voddet til at vise, at kirken i sin ydre skikkelse rummer onde mennesker. Ordet og sakramenterne virker alligevel, men de ugudelige er ikke Kristi sande lemmer.
  «Han lærer, at kirken er dækket af en mængde onde, for at denne anstødssten ikke skal forarge de fromme» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Kirken: Under overskriften «Blandet med andre» bruger Jacobs voddet som skriftbevis for, at der i kirkens ydre forsamling også er andre end de sande troende, og at adskillelsen først sker ved verdens ende.
  «Matt 13,47–50, lignelsen om voddet. Det samlede fisk af alle slags. Adskillelsen sker ved verdens ende.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Kristi genkomst: Med Baier sammenfatter Pieper englenes opgave ved Kristi genkomst. Matt 13,49 er skriftbeviset for, at det er englene, der skiller de fromme fra de ugudelige.
  «derefter at skille de fromme fra de ugudelige (Matt 13,49) og endelig at støde de fordømte ned i helvede (Matt 13,42)» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Det formål, teologien vil nå hos mennesket: Pieper bruger v. 52 om teologiens formål: Den skriftlærde er oplært til Himmeriget, og derfor er læreembedet til for menneskers frelse og ikke for kultur eller lærdom.
  «Ifølge Matt 13,52 er enhver skriftlærd «oplært til Himmeriget» (μαθητευθεὶς εἰς τὴν βασιλείαν τῶν οὐρανῶν). På grund af dette formål er kirkens læreembede det vigtigste embede på jorden» Læs teksten

Prædikenspor

Det, man finder, er alt værd

Sporet følger de to første lignelser. Hovedtanken er, at Guds rige er en skat, der gør alt andet mindre. Først: Manden i marken og købmanden. Den ene finder uden at lede, den anden efter lang søgen, men begge sælger alt i glæde (v. 44). Dernæst: Hvad ville vi ikke sælge? Loven viser, at vi holder fast i det, vi har, og regner Guds ord for lidt. Til sidst: Skatten er Kristus selv, og ham kan ingen købe. Han har selv givet alt, sit eget liv, for at gøre os til sine. Glæden over ham er ikke et krav, men følgen af gaven. Derfor slutter prædikenen ikke med, hvad vi skal opgive, men med hvad vi har fået.

Nettet og dommen

Et tematisk spor om kirken og den sidste dom ud fra v. 47–50. Først: Evangeliet er et vod, som Gud kaster ud over hele havet, og det samler mennesker af alle slags. Kirken er derfor ikke et selskab af de pæne. Dernæst: Det er ikke nok at være i nettet. Der findes rådne fisk i det, og ved verdens ende skiller englene. Apologien siger, at kirken i sin ydre skikkelse er blandet med onde, men at Ordet og sakramenterne virker alligevel. Til sidst: Vi skal ikke selv sortere de andre, men lade os fange af Ordet. De retfærdige er dem, Kristus har gjort retfærdige; det er trøsten foran dommen.

Når skatten ikke føles som en skat

Et sjælesørgerligt spor for den, der ikke kan genkende mandens glæde. Først: Skatten ligger skjult i marken (v. 44); Guds rige er ikke altid til at se eller mærke. Det kommer i uanselige ting: ord, vand, brød og vin. Dernæst: Disciplene siger ja til, at de har forstået, men evangeliet viser, at de forstod meget lidt. Alligevel bliver de ved Jesus og bliver oplært (v. 51–52). Til sidst: Skatten er lige så meget værd, når vi ikke mærker glæden. Den hviler ikke på vores følelse, men på Kristus, som har givet sig selv for os. Glæden kommer af at høre om skatten igen og igen.

Lærepunkter i teksten

• Kirken – Voddet samler gode og dårlige fisk: Kirken er i sin ydre skikkelse blandet, men de sande troende er Kristi legeme.
• Den yderste dom og verdens ende – Englene skiller de onde fra de retfærdige ved verdens ende; adskillelsen er Guds dom, ikke vores.
• Ordets kraft – Skatten er skjult i marken, og nettet er evangeliet: Guds rige kommer til os gennem Ordet.
• Prædikeembedet – Den skriftlærde, der er gjort til discipel, tager nyt og gammelt frem af forrådet: lov og evangelium.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 137 Det runde himlens stjernetelt – Helligtrekongersalme til tidens sidste søndage; stjernen fører til Kristus, den skat, der er værd at give alt for.
• 156 Guds rige lignes ved et frø – Om Jesu lignelser om Guds rige, som teksten afslutter rækken af.
• 576 O Jesus, troens dyre skat – Kristus som den dyre skat, som troen har fundet: skatten og perlen i v. 44–46.
• 320 Midt iblandt os er Guds rige – Guds rige er skjult til stede iblandt os, som skatten i marken.
• 276 Dommer over levende og døde – Om Kristus som dommer ved verdens ende, som voddet peger frem mod i v. 49–50.