Matt 13,24–30

Teksten i sammenhæng

Lignelsen om ukrudtet i hveden står i Matthæusevangeliets store kapitel med lignelser om himlenes rige (Matt 13). Jesus sidder i en båd ved Genesaret Sø og taler til de store skarer på bredden (13,1–3). Lige før har han fortalt lignelsen om sædemanden og forklaret den for disciplene (13,18–23); efter vores tekst følger lignelserne om sennepsfrøet og surdejen (13,31–33). Først inde i huset forklarer Jesus lignelsen om ukrudtet for disciplene (13,36–43): Han selv er sædemanden, marken er verden, den gode sæd er Rigets børn, ukrudtet er den Ondes børn, fjenden er Djævelen, høsten er verdens ende og høstfolkene er englene. Den forklaring hører med til forberedelsen, selv om den ikke er en del af prædiketeksten. Teksten er evangelium på 5. søndag efter helligtrekonger i 1. tekstrække. Den søndag kommer kun i de år, hvor påsken falder sent, og står i den del af kirkeåret, hvor Kristi herlighed og hans rige åbenbares.

Opbygning

1. 13,24 Sædemanden sår god sæd i sin mark
2. 13,25 Fjenden sår ukrudt, mens folkene sover
3. 13,27 Tjenernes spørgsmål: Hvorfra kommer ukrudtet?
4. 13,28 Skal vi luge det ud?
5. 13,30 Lad begge vokse til høsten

Græske nøgleord

• ὁμοιόω (G3666, v. 13,24) – ὁμοιόω, gøre lig, passiv «blive lig»: Ὡμοιώθη er aorist passiv, «himlenes rige er blevet lig». Matthæus bruger den form ved flere af lignelserne. Den kan forstås sådan, at riget allerede nu, hvor Kristus sår sit ord, har denne skikkelse, og ikke først ved verdens ende. Lignelsen beskriver altså, hvordan Guds rige ser ud i tiden indtil høsten.
• καθεύδω (G2518, v. 13,25) – καθεύδω, sove: «mens folkene sov» (ἐν τῷ καθεύδειν τοὺς ἀνθρώπους) angiver tiden, ikke nødvendigvis en skyld; det er nat, og folk sover, som de skal. Pointen er, at fjenden arbejder skjult, så ingen opdager det, før det vokser op. Søvnen kan dog også bruges som formaning til vågenhed over Ordet.
• ζιζάνιον (G2215, v. 13,25) – ζιζάνιον, ukrudt, rajgræs: et ukrudt i kornmarker, som efter almindelig opfattelse er en giftig græsart, der i begyndelsen ligner hveden og først skiller sig ud, når akset kommer (v. 26). Ordet bruges kun i denne lignelse i NT. Det viser, at det onde i kirken ikke umiddelbart kan kendes fra det gode.
• ἐχθρός (G2190, v. 13,28) – ἐχθρός, fjende: Ἐχθρὸς ἄνθρωπος, ordret «et fjendtligt menneske», «en fjende har gjort dette». Husbonden lægger ikke skylden på sæden eller på tjenerne, men på en fjende udefra. I forklaringen siges det direkte: «Fjenden, som såede det, er Djævelen» (13,39). Det onde i kirken stammer ikke fra Guds gode sæd.
• ἐκριζόω (G1610, v. 13,29) – ἐκριζόω, rykke op med rod: aorist konjunktiv efter μήποτε, «for at I ikke skal rykke hveden op sammen med det». Rødderne er flettet ind i hinanden, så den, der vil luge ukrudtet, river hveden med. Husbondens «nej» beskytter altså først og fremmest hveden.
• ἀφίημι (G863, v. 13,30) – ἀφίημι, lade, lade være; samme verbum bruges om at forlade synder. Ἄφετε er imperativ aorist med infinitiv: «Lad begge vokse sammen». Det er husbondens egen afgørelse, ikke tjenernes. Tjenerne skal ikke selv foregribe dommen; begge skal vokse sammen (συναυξάνεσθαι, præsens: hele tiden) til høsten. Tålmodigheden er Herrens egen ordning.
• θερισμός (G2326, v. 13,30) – θερισμός, høst: i Skriften et fast billede på Guds dom ved tidens ende (jf. Joel 4,13; Åb 14,15), og Jesus siger selv, at «høsten er verdens ende» (13,39). «Ved høsttid» (ἐν καιρῷ τοῦ θερισμοῦ) er Guds fastsatte tid. Først da skilles ukrudt og hvede, og det gør høstfolkene (θερισταί), ikke tjenerne.

Eksegetiske noter

• v. 13,24 «Himlenes rige» er Matthæus’ udtryk for Guds rige. Riget sammenlignes ikke med marken alene, men med hele forløbet: en mand, der sår, en fjende, der sår ukrudt, og en høst. Lignelsen handler derfor om Guds rige, som det ser ud i tiden mellem Kristi første komme og hans genkomst.
• v. 13,24–30 Perikopen udelader Jesu egen forklaring (13,36–43). Der siges marken at være verden (13,38), mens ukrudtet samles «ud af hans rige» (13,41). Apologien lægger vægt på det første og siger, at de onde ikke er Kristi sande lemmer; Luther i Huspostillen anvender lignelsen på kirken, hvor gode og onde er blandet. Begge dele hører med: Den sande kirke er de troende, men i den synlige forsamling er der også hyklere.
• v. 13,25 Fjenden sår «i hveden», ordret «midt imellem hveden» (ἀνὰ μέσον τοῦ σίτου), og går bort. Pointen er hans list: Han arbejder om natten, så ingen ser ham, og ukrudtet vokser op mellem hveden og ikke ved siden af den. Først da kornet sætter kerner, bliver det synligt (v. 26).
• v. 13,27–28 Tjenernes spørgsmål er kirkens spørgsmål til alle tider: Har du ikke sået god sæd? Hvorfra kommer det onde da? Svaret fritager både sæden og såmanden. Luther bruger det imod dem, der giver evangeliet skylden for, at folk lever ugudeligt.
• v. 13,29–30 Forbuddet mod at luge gælder ikke kirketugten. Jesus taler andre steder om at udelukke den, der ikke vil høre (Matt 18,17), og Paulus om at udstøde den åbenlyse synder (1 Kor 5). Luther skelner: Kirken bruger kun Ordet og bandet, aldrig sværdet, og tager imod den, der omvender sig. Det, der forbydes, er at foregribe den endelige adskillelse, som hører dommen til.
• v. 13,30 Høstfolkene er ikke tjenerne, men englene (13,39.41). Billedet af ild over ukrudtet og hvede i laden svarer til Johannes Døberens ord om tærskepladsen (Matt 3,12). Dommen er alvorlig, men målet med høsten er at samle hveden ind.

Lov og evangelium

Loven: Teksten afslører, at det onde ikke kun er ude i verden, men vokser midt i kirken. Folkene sov, og fjenden fik lov at så; også vi er sløve over for Ordet og opdager ikke, hvad der slår rod. Tjenernes iver efter at luge afslører en anden synd: Vi vil gerne selv sortere og dømme, hvem der er hvede, og hvem der er ukrudt, og vi tager forargelse af andres fald, mens vi glemmer vores eget. Og høsten kommer. Ukrudtet bindes i knipper og brændes. Ingen kan gemme sig bag, at han står i den rigtige mark; den, der bærer navnet uden troen, rammes af dommen.

Evangeliet: Sædemanden er Menneskesønnen selv, og det, han sår, er godt. Fejlen ligger ikke i hans ord, så den, der hører det, kan stole på det. Hans «nej» til tjenerne er nåde: Han vil ikke miste ét eneste hvedestrå, og han giver tid til omvendelse. Luther henter fra de gamle lærere, at Matthæus som tolder, Paulus som forfølger og røveren på korset ville være revet op, hvis dommen var faldet straks; men de blev hvede. Den samme tålmodighed gælder os. Og høsten er ikke kun dom. Herren siger: «Saml hveden i min lade.» Han samler selv sine hjem, og ingen fjende kan tage dem fra ham.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 5. søndag efter helligtrekonger: Luther afviser at gøre lignelsen til et særligt skriftsted om kættere. Den handler om hele kirken på jorden, hvor gode og onde er blandet indtil verdens ende; først i det andet liv skilles de.
  «Derfor vokser god sæd og ukrudt altid sammen i kirken; det vil sige: Gode og onde er blandet mellem hinanden. Det vil aldrig nogensinde kunne forhindres her i dette liv.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 5. søndag efter helligtrekonger: Når der er meget ukrudt i en menighed med ret lære, er det hverken lærens eller prædikanternes skyld, men Djævelens. Det frikender evangeliet over for anklagen om, at det ikke gør folk bedre.
  «Nej, det er fjendens, Djævelens, skyld. Han gør som en ond bonde eller nabo: Når man sover og ikke frygter nogen skade, så sover han ikke, men kommer og sår ukrudt i den gode mark.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 5. søndag efter helligtrekonger: Lignelsen tager ikke magten til at lyse i band fra kirken. Herren forbyder at rykke op med sværdet; kirken bruger kun Ordet og tager imod den, der omvender sig. Ukrudt kan blive til hvede, som Matthæus, Paulus og røveren på korset viser.
  «Hvis Matthæus, mens han endnu var tolder, og Paulus, mens han forfulgte de kristne, og røveren på korset straks på fersk gerning var blevet dømt og slået ihjel som onde slyngler» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordiebogen, Apologien art. VII og VIII: Om kirken: Apologien bruger lignelsen til at skelne: Den sande kirke er Rigets børn, mens de ugudelige kun har del i de ydre tegns fællesskab. Kristus lærer det, for at de fromme ikke skal forarges, og for at vi skal vide, at Ordet og sakramenterne virker.
  «kirken er dækket af en mængde onde, for at denne anstødssten ikke skal forarge de fromme, og for at vi skal vide, at ordet og sakramenterne virker» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro, kap. 29: Kirken: Jacobs sammenfatter lignelsen under kirken som «blandet med andre» og holder fast i, at forbuddet mod forhastet lugning ikke ophæver kirketugten.
  «Forhastede forsøg på at skille dem ad er farlige for hveden (v. 30). Dermed er det dog ikke meningen at fraråde kirketugt over for åbenlyse forseelser» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Englene: Pieper bruger v. 25 som bevis på, at Djævelen står bag forfalskningen af læren i kirken; vranglæren skal ses som hans værk.
  «Bag alt, hvad der skader kirken, står de onde ånder. Deres værk er tilhørernes uopmærksomhed over for Guds ord (Luk 8,12) og forfalskningen af den guddommelige lære» Læs teksten

Prædikenspor

En fjende har gjort dette

Sporet følger lignelsens gang og svarer på tjenernes spørgsmål: Hvorfra kommer ukrudtet? Første trin: Sædemanden sår god sæd. Kristus og hans ord er ikke årsag til det onde i kirken, og derfor er det ikke evangeliet, der har slået fejl, når menigheden skuffer. Andet trin: Fjenden sår om natten. Djævelen arbejder skjult, også i den menighed, hvor Ordet prædikes rent. Luther frikender både læren og prædikanterne: Det er fjendens skyld, ikke evangeliets (afsnit 12–13). Tredje trin: Husbonden har det sidste ord. Han siger nej til tjenernes iver, og han fastsætter høsten. Prædikenen ender i evangeliet: Den, der hører Kristi ord, står i hans mark og skal samles i hans lade.

Hvem må luge?

Et tematisk spor om kirkens renhed. Mange drømmer om en menighed med lutter hellige, og mange forlader kirken, fordi den ikke er det. Første trin: Teksten siger nej til den drøm. Ukrudt og hvede vokser sammen til høsten, og den, der vil luge, river hveden op. Andet trin: Det betyder ikke, at alt er ligegyldigt. Kirken formaner, kalder til omvendelse og kan udelukke den åbenlyse synder, men kun med Ordet og altid med åben dør for den, der vender om (Luther, afsnit 20). Tredje trin: Adskillelsen tilhører Kristus på den yderste dag. Det frigør os fra at være dommere og giver tid til omvendelse; derfor kan prædikenen slutte i nåden, der gjorde tolderen Matthæus og forfølgeren Paulus til hvede.

Når jeg selv ligner ukrudt

Et sjælesørgerligt spor til den, der tvivler på, om han hører til hveden. Første trin: Ukrudt og hvede ligner hinanden, og også de sande kristne snubler. Luther peger på Fadervor: Vi beder hver dag om tilgivelse, fordi den gamle Adam stadig viser sig (afsnit 8–9). Svaghed og fald gør ikke i sig selv et menneske til ukrudt. Andet trin: Forskellen ligger ikke i, hvor pæn væksten ser ud, men i sæden: Hveden er vokset af Kristi ord og lever af det, og de kristne rejser sig igen ved omvendelse og tro. Tredje trin: Herrens tålmodighed er for hvedens skyld. Han vil ikke miste ét strå, og han siger selv: «Saml hveden i min lade.» Det løfte kan den anfægtede holde sig til.

Lærepunkter i teksten

• Kirken – I kirken er der ukrudt og hvede: Den sande kirke er de troende, men hyklere er blandet ind i den synlige forsamling.
• Nøglemagten og kirketugten – Forbuddet mod at luge rejser spørgsmålet om kirketugt: Kirken binder med Ordet og bandet, ikke med sværdet, og løser den angrende.
• Englene og Djævelen – «En fjende har gjort dette»: Djævelen arbejder skjult i kirken og sår vranglære og vantro, hvor Ordet er sået.
• Den yderste dom og verdens ende – Høsten er verdens ende; først da skiller Kristus ved englene ukrudtet fra hveden.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 136 Dejlig er den himmel blå – Helligtrekongertidens salme om stjernen, der fører til Kristus; passer til tiden i kirkeåret.
• 153 En sædemand gik ud at så – Salmen om sædemanden og Ordets sæd; hører hjemme i samme kapitel og billedverden.
• 336 Vor Gud han er så fast en borg – Om den gamle onde fjende og Kristus, der vinder kampen for sin kirke.
• 155 Godt og ondt i lys og mørke – Salme over lignelsen om hveden og ukrudtet, hvor godt og ondt vokser sammen til høsten.