Juledag

Læsningerne i Alterbogen

Til aftensang juledag: Mika 5,1-4a, Tit 2,11-14 og Luk 2,15-20 eller Joh 1,14-18.

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Luk 2,1–14

Juleevangeliet står i Lukas' barndomsfortælling lige efter Johannes Døberens fødsel og Zakarias' lovsang (Luk 1). Lukas har allerede fortalt om Gabriels besøg hos Maria i Nazaret; nu viser han, hvordan løftet bliver opfyldt. Fortællingen har to dele. Først den nøgterne beretning: kejserens befaling, rejsen fra Nazaret til Betlehem og fødslen i al fattigdom (v. 1–7). Derefter himlens udlægning af det, der er sket: En engel forkynder for hyrderne ude på marken, og en himmelsk hærskare synger lovsangen (v. 8–14). Verdenshistorien sætter rammen, men det er englen, der siger, hvad der egentlig er sket. Teksten er prædiketekst juleaften i både 1. og 2. tekstrække og juledag i 1. tekstrække. Den hører derfor til de prædikener, hvor flest mennesker sidder i kirken, også mange, der sjældent kommer. Hyrdernes besøg ved krybben (v. 15–20) hører ikke med her, men kan nævnes som fortællingens fortsættelse.

Loven i teksten: Teksten dømmer først gennem det, der mangler: Der var ikke plads til dem. Betlehem havde travlt med kejserens folketælling, og Guds Søn blev lagt hos dyrene. Luther skælder Betlehem ud, men siger også, at evangelisten maler historien for os, «som ellers er så kolde». Vi har også plads til alt andet end barnet. Hyrdernes frygt afslører det dybeste. Når Herrens herlighed skinner, kan et menneske ikke stå over for Gud. Det er syndens frygt, ikke bare forskrækkelse. Endelig afslører lovsangen, hvad vi tager fra Gud: Æren tilhører ham, men vi vil selv have den. Vi søger tryghed i penge, præstationer og en hyggelig jul og glemmer, hvem den handler om.

Evangeliet i teksten: Englens prædiken er evangelium i ren form: «Frygt ikke … i dag er der født jer en frelser.» Gaven er en person, Kristus, Herren, og han er født «jer», for syndere, ikke for engle. Luther hæfter sig ved det lille ord «jer»: Den, der er et menneske, er medregnet. Guds Søn tager vort kød og blod på sig og lægger sig i krybben, så ingen er for ringe til at komme til ham. Tegnet er ikke magt, men et svøbt barn, så den bange kan nærme sig uden frygt. Fred på jorden er ikke først fred mellem folk, men fred med Gud. Guds velbehag hviler på mennesker for barnets skyld.

Prædikenspor: «Ingen plads – og dog for dig» · «Frygt ikke – Guds svar på vores frygt» · «Ære være Gud – fred på jorden»

Salmeforslag: DDS 95 Fra Himlen højt kom budskab her · DDS 104 Et barn er født i Betlehem · DDS 102 Et lidet barn så lysteligt · DDS 94 Det kimer nu til julefest · DDS 125 Mit hjerte altid vanker · DDS 434 Ære være Gud i det højeste

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Joh 1,1–14

Johannesevangeliet begynder ikke i Betlehem, men «i begyndelsen». Prologen (Joh 1,1–18) er evangeliets indgang og overskrift: før Johannes fortæller om Døberen, disciplene og tegnene, siger han, hvem Jesus er. Ordet, som var hos Gud og var Gud, og som alt blev skabt ved, er det lys, der skinner i mørket. Midt i den store linje træder Johannes Døberen frem som vidne (v. 6–8), og derefter følger dommen og nåden: hans egne tog ikke imod ham, men de, der tog imod ham, fik ret til at blive Guds børn. Det hele samles i v. 14: Ordet blev kød og tog bolig blandt os. Det er evangelistens eget vidnesbyrd til menigheden, ikke en tale i en bestemt situation, og det skrives af en, der selv har set hans herlighed. I Alterbogen er teksten evangelium på juledag i 2. tekstrække, hvor den står ved siden af Lukas' juleevangelium i 1. række. Den giver juleprædikenen dens dybde: barnet i krybben er Guds evige Søn.

Loven i teksten: Teksten taler om mørket, og mørket er ikke kun omverdenen, men os. «Verden blev til ved ham, og verden kendte ham ikke.» Skaberen kom til sin egen ejendom, og hans egne tog ikke imod ham. Det er syndens inderste væsen: at mennesket vender sig bort fra den, det har sit liv fra. Mørket «fik ikke magt over» lyset, men det forstod det heller ikke. Også i julen kan vi fejre højtiden og stadig lukke døren for ham, der kommer. V. 13 tager desuden al ros fra os: ingen bliver Guds barn ved afstamning, kirkelig baggrund eller egen beslutning. Af egen kraft tager ingen imod ham.

Evangeliet i teksten: Midt i mørket skinner lyset, og det bliver ikke slukket. Gud blev ikke ved med at tale fra det fjerne: Ordet blev kød og bosatte sig blandt os. Den evige Søn tog vores svage menneskenatur, så Gud nu er at finde i et menneske, i krybben og senere på korset. Det er godt nyt for dem, der ikke kendte ham: «alle dem som tog imod ham», gav han ret til at blive Guds børn. Det er en gave, ikke en løn, og den gives ved tro på hans navn. Det, Moses ikke måtte se, har Gud vist os i Sønnen, fuld af nåde og sandhed. Den nåde rækkes os også i dag i Ordet og sakramenterne.

Prædikenspor: «Ordet blev kød» · «Gud slog sit telt op iblandt os» · «Mørket fik ikke magt over det»

Salmeforslag: DDS 108 Lovet være du, Jesus Krist · DDS 87 Det første lys er Ordet, talt af Gud · DDS 112 Kom, alle kristne · DDS 104 Et barn er født i Betlehem · DDS 106 Af højheden oprunden er

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

2. række

Teksterne på tidslinjen

• ca. 6–4 f.Kr.Jesus fødes i Betlehem – Under kejser Augustus og kong Herodes den Store, som dør i år 4 f.Kr.
• ca. 60–69Hebræerbrevet – Nævner ikke templets ødelæggelse; forfatteren er ukendt.

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers