2. juledag (Sankt Stefans dag)

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Matt 23,34–39

Teksten er slutningen på Jesu store tale mod de skriftlærde og farisæerne i Matt 23. Den bliver holdt i templet i Jerusalem i dagene før påske, efter indtoget (Matt 21) og stridssamtalerne med folkets ledere. Efter vé-råbene over de skriftlærde og farisæerne taler Jesus her om de sendebud, som han selv sender, og om, hvordan de vil blive modtaget: dræbt, korsfæstet, pisket og forfulgt. Så går dommen over i en klage over Jerusalem, der ikke ville lade sig samle. Lige efter forlader Jesus templet og forudsiger dets ødelæggelse (Matt 24,1–2). Teksten er evangelium på 2. juledag i 1. tekstrække; dagen er også Sankt Stefans dag, og epistlen fortæller om Stefanus, som blev stenet (ApG 6–7). Det giver dagen sin skarpe kontrast: Dagen efter at vi har fejret barnet i krybben, hører vi, hvordan verden tager imod Guds sendebud, og hvor alvorligt Guds Søn har villet samle sit folk.

Loven i teksten: Teksten viser, hvordan mennesket behandler Guds sendebud: Man dræber, korsfæster, pisker og forfølger dem, der kommer med Guds ord. Det er ikke kun en historie om Jerusalem. «I ville ikke» afslører den samme modstand i os: Vi vil gerne have julens barn i krybben, men ikke den Herre, der kalder os til omvendelse og vil samle os under sig. Vi går hellere selv. Loven dømmer også en from religiøsitet, der bygger profeternes grave og pynter templet, men står imod Ordet, når det rammer. Til sidst lyder dommen: Huset efterlades øde. Den, der bliver ved med at afvise Kristus, bliver overladt til sig selv.

Evangeliet i teksten: Midt i dommen står Kristi hjerte blottet: «Hvor ofte har jeg villet samle dine børn.» Han vil ikke synderens død; han klager over dem, der går fortabt. Hans vinger er bredt ud over alle, også over os, i dåben, i Ordet og ved nadverbordet. Det retfærdige blod, der råber om dom, bliver overgået af hans eget blod, der udgydes til syndernes forladelse. Det barn, vi fejrede i går, er den Herre, der vil samle os. Stefanus, der døde med bøn for sine mordere, viser, at nåden også rækker til forfølgerne; Saulus, den senere Paulus, stod og så på. Og løftet står fast: Han kommer igen i Herrens navn.

Prædikenspor: «Fra krybben til stenene» · «Hvor ofte har jeg villet» · «Under hans vinger»

Salmeforslag: DDS 104 Et barn er født i Betlehem · DDS 337 Behold os, Herre, ved dit ord · DDS 174 Jerusalem! i dag din konge græder · DDS 50 Under dine vingers skygge · DDS 571 Den store hvide flok vi se

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Matt 10,32–42

Teksten er slutningen på Jesu udsendelsestale i Matt 10. Jesus har kaldt de tolv og sender dem ud til Israels fortabte får med magt over urene ånder og med budskabet om, at Himmeriget er kommet nær. Talen ser dog langt ud over den første rejse: Disciplene skal føres frem for råd og konger, hades for hans navns skyld og forfølges fra by til by. Lige før vores tekst har Jesus sagt, at de ikke skal frygte dem, der slår legemet ihjel, for Faderen kender hvert hår på deres hoved. Nu samler han det hele: Det gælder om at bekende ham, også når det koster familiens fred og ens eget liv. Til sidst vender han det om og taler om dem, der tager imod hans sendebud – helt ned til et bæger koldt vand til en af de små. Teksten er prædiketekst på 2. juledag i 2. tekstrække (1. tekstrække har Matt 23,34–39). Dagen er Sankt Stefans dag, så glæden over barnet i krybben står side om side med den første martyr, der bekendte Kristus med sit liv (ApG 7).

Loven i teksten: Teksten afslører, hvor let vi tier om Kristus, når det koster noget. Vi bekender ham gerne i kirken juleaften, men på arbejdet, i familien eller blandt venner vælger vi ofte freden frem for sandheden. Jesus siger det lige ud: Den, der elsker far eller mor, søn eller datter mere end ham, er ham ikke værdig. Det rammer også de gode ting, vi holder af, når vi gør dem til det højeste. Og den, der griber sit liv for at sikre det, mister det. Loven viser her, at intet menneske af sig selv er Kristus værdig. Den, der fornægter ham, står uden en talsmand for Faderen.

Evangeliet i teksten: Evangeliet ligger i Kristi eget løfte: «Ham skal jeg også bekende over for min Far.» Han, der blev født i Betlehem, står selv frem for Faderen og siger: Han er min. Det gør han ikke, fordi vi har været modige, men fordi han selv tog korset og mistede sit liv for vor skyld. Derfor er det ham, der gør værdig. Livet, der mistes for hans skyld, findes hos ham. Og selv det mindste – et bæger koldt vand til en af hans små – glemmer han ikke. Stefanus så himlen åben og Jesus ved Guds højre hånd; det samme løfte gælder den, der tror.

Prædikenspor: «Han kendes ved os for Faderen» · «Julefred og sværd» · «Når familien ikke forstår»

Salmeforslag: DDS 100 Kimer, I klokker! ja, kimer før dag i det dunkle · DDS 46 Sorrig og glæde de vandre til hobe · DDS 604 Det koster mer, end man fra først betænker · DDS 207 Jesus, jeg dit kors vil holde · DDS 672 Jeg ved, på hvem jeg bygger

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

2. række

Teksterne på tidslinjen

• ca. 32–34Stefanus stenes – Den første martyr; forfølgelsen spreder de kristne til Judæa og Samaria.

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers