Joh 1,1–14

Teksten i sammenhæng

Johannesevangeliet begynder ikke i Betlehem, men «i begyndelsen». Prologen (Joh 1,1–18) er evangeliets indgang og overskrift: før Johannes fortæller om Døberen, disciplene og tegnene, siger han, hvem Jesus er. Ordet, som var hos Gud og var Gud, og som alt blev skabt ved, er det lys, der skinner i mørket. Midt i den store linje træder Johannes Døberen frem som vidne (v. 6–8), og derefter følger dommen og nåden: hans egne tog ikke imod ham, men de, der tog imod ham, fik ret til at blive Guds børn. Det hele samles i v. 14: Ordet blev kød og tog bolig blandt os. Det er evangelistens eget vidnesbyrd til menigheden, ikke en tale i en bestemt situation, og det skrives af en, der selv har set hans herlighed. I Alterbogen er teksten evangelium på juledag i 2. tekstrække, hvor den står ved siden af Lukas' juleevangelium i 1. række. Den giver juleprædikenen dens dybde: barnet i krybben er Guds evige Søn.

Opbygning

1. 1,1 Ordet i begyndelsen: hos Gud og selv Gud
2. 1,3 Skaberen, livet og lyset i mørket
3. 1,6 Johannes, vidnet om lyset
4. 1,9 Lyset kommer til verden og bliver afvist
5. 1,12 Gave til dem, der tager imod: Guds børn
6. 1,14 Ordet blev kød

Græske nøgleord

• λόγος (G3056, v. 1,1) – λόγος, ord: Det, Gud siger og åbenbarer sig ved. Johannes knytter til skabelsen, hvor Gud skaber ved at tale (1 Mos 1,3), og til Herrens ord hos profeterne. Ordet er her en person: det var «hos Gud» (πρὸς τὸν θεόν, i fællesskab med Gud) og var selv Gud. Imperfektum ἦν (var) står over for det skabtes ἐγένετο (blev til): Ordet har ingen begyndelse.
• καταλαμβάνω (G2638, v. 1,5) – καταλαμβάνω, gribe, få fat i, overvinde: Ordet kan betyde både at fatte med forstanden og at overmande. Derfor svinger oversættelserne mellem «begreb det ikke» (1907) og «fik ikke magt over det» (DFB). Begge dele er sandt: mørket forstår ikke lyset og kan heller ikke slukke det. Aoristen κατέλαβεν konstaterer udfaldet, mens nutidsformen φαίνει (skinner) siger, at lyset stadig skinner.
• ἐξουσία (G1849, v. 1,12) – ἐξουσία, ret, fuldmagt: Ikke en evne, mennesket selv bærer på, men en ret, som bliver givet (ἔδωκεν). Kristus giver dem, der tager imod ham, retten til at blive Guds børn. V. 13 siger, at det sker ved en fødsel af Gud, ikke ved menneskets vilje. Troen tager imod gaven; den skaber den ikke.
• σάρξ (G4561, v. 1,14) – σάρξ, kød: Ikke blot et legeme, men hele det svage, dødelige menneske. Johannes vælger det mest jordnære ord: Ordet «blev kød» (σὰρξ ἐγένετο). Det betyder ikke, at Ordet holdt op med at være Gud eller blev forvandlet, men at han antog en sand menneskelig natur i sin person. DFB gengiver «blev menneske»; ordet kød lader os høre, hvor dybt han steg ned.
• σκηνόω (G4637, v. 1,14) – σκηνόω, slå sit telt op, tage bolig: Afledt af σκηνή, telt, det ord, der i Det Gamle Testamentes græske oversættelse bruges om åbenbaringsteltet, hvor Herrens herlighed fyldte boligen (2 Mos 40,34). Aoristen ἐσκήνωσεν omtaler det som en afsluttet begivenhed i historien. Gud bor nu ikke i et telt, men i Jesu menneskelige natur, midt «blandt os».
• μονογενής (G3439, v. 1,14) – μονογενής, eneste, enbårne: Én af sin art, den eneste søn. Hos Johannes betegner det Sønnens enestående forhold til Faderen (jf. Joh 3,16). De troende bliver Guds børn (τέκνα) ved nåde og ny fødsel, men Jesus er Søn af væsen. Derfor er den herlighed, disciplene så, ikke en lånt glans, men Sønnens egen herlighed fra Faderen.

Eksegetiske noter

• v. 1,1 «I begyndelsen» gentager de første ord i 1 Mos 1,1. Johannes skriver en ny skabelsesberetning: før noget blev til, var Ordet. «Og Ordet var Gud» har θεός uden artikel foran verbet. Det betyder ikke «en gud», men at Ordet er af guddommeligt væsen, mens artiklen i «hos Gud» (τὸν θεόν) betegner Faderen. Ordet er altså Gud og samtidig en anden person end Faderen. Her ligger kimen til læren om treenigheden.
• v. 1,3–4 RP og den byzantinske tradition sætter skilletegnet efter «det som er blevet til» (ὃ γέγονεν), så ordene hører til v. 3. Mange kritiske udgaver (fx Nestle-Aland) og flere oldkirkelige forfattere læser dem med v. 4: «Det, som blev til i ham, var liv.» DFB følger RP. Meningen ændres ikke meget, men læsningen i RP understreger klart, at intet af det skabte er blevet til uden Ordet.
• v. 1,6–8 Afsnittet om Johannes Døberen står midt i den højstemte prolog. Det er både en jordforbindelse, så det evige Ord kommer ind i historien, og en grænsedragning: Døberen «var ikke lyset». Johannes peger væk fra sig selv. Det er forkyndelsens mønster: vidnet er udsendt af Gud (ἀπεσταλμένος), for at alle skal tro ved hans ord, men troen gælder ikke vidnet, men lyset.
• v. 1,9 Det græske ἐρχόμενον εἰς τὸν κόσμον kan grammatisk høre til «mennesket» (ethvert menneske, der kommer til verden) eller til «lyset» (lyset, der kommer til verden). DFB og de fleste nyere oversættelser vælger det sidste, som passer til v. 10–11 om, at han kom. «Oplyser ethvert menneske» betyder ikke, at alle er frelst, men at lyset gælder alle og afslører alle.
• v. 1,13 RP og næsten alle håndskrifter har flertal: «de blev født» (ἐγεννήθησαν), om de troende. Nogle latinske kirkefædre (fx Tertullian) læste ental og henførte verset til Kristi fødsel af jomfruen, men det har kun svag støtte. Tre gange afvises menneskelig oprindelse: blod (afstamning), køds vilje og mands vilje. Den nye fødsel er alene Guds gerning.
• v. 1,14 «Fuld af nåde og sandhed» minder om 2 Mos 34,6, hvor Herren ved sit navn kalder sig rig på godhed og troskab (hebr. ḥesed og ʾemet). Moses bad om at se Guds herlighed og fik kun lov at se ham bagfra (2 Mos 33,18–23). Nu siger Johannes: «vi så hans herlighed». V. 17 trækker linjen op: loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus.

Lov og evangelium

Loven: Teksten taler om mørket, og mørket er ikke kun omverdenen, men os. «Verden blev til ved ham, og verden kendte ham ikke.» Skaberen kom til sin egen ejendom, og hans egne tog ikke imod ham. Det er syndens inderste væsen: at mennesket vender sig bort fra den, det har sit liv fra. Mørket «fik ikke magt over» lyset, men det forstod det heller ikke. Også i julen kan vi fejre højtiden og stadig lukke døren for ham, der kommer. V. 13 tager desuden al ros fra os: ingen bliver Guds barn ved afstamning, kirkelig baggrund eller egen beslutning. Af egen kraft tager ingen imod ham.

Evangeliet: Midt i mørket skinner lyset, og det bliver ikke slukket. Gud blev ikke ved med at tale fra det fjerne: Ordet blev kød og bosatte sig blandt os. Den evige Søn tog vores svage menneskenatur, så Gud nu er at finde i et menneske, i krybben og senere på korset. Det er godt nyt for dem, der ikke kendte ham: «alle dem som tog imod ham», gav han ret til at blive Guds børn. Det er en gave, ikke en løn, og den gives ved tro på hans navn. Det, Moses ikke måtte se, har Gud vist os i Sønnen, fuld af nåde og sandhed. Den nåde rækkes os også i dag i Ordet og sakramenterne.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Juledag (prædiken over Es 9,1–7): I juleprædikenen over Esajas 9 citerer Luther Joh 1,11: Kristus kom til sine egne, og de tog ikke imod ham. Men hvor nogen, jøde eller hedning, tog imod ham, fulgte der en glæde som ved høst eller sejr. Evangeliet er ikke en tom prædiken, men bringer et godt bytte med sig.
  «Men hvor nogen, jøder eller hedninger, tog imod ham, der fulgte der også en glæde, siger profeten, som når der er en rig høst eller vinhøst.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordieformlen, Solida declaratio VII: Om den hellige nadver: Konkordieformlen bruger «Ordet blev kød» og «Ordet bosatte sig blandt os» som nøglen til personens enhed: Guds væsen blev ikke forvandlet til menneskenatur, men de to naturer er forenet i én person. Godt til at forklare v. 14 klart og uden spekulation.
  «De viser nemlig, at det guddommelige væsen ikke er forvandlet til den menneskelige natur, men at de to uforvandlede naturer er personligt forenet.» Læs teksten
• Konkordieformlen, Solida declaratio II: Om den frie vilje: Joh 1,5 bruges som skriftbevis for, at det naturlige menneske er mørke i åndelige ting og ikke af egen forstand kan fatte evangeliet, før Helligånden oplyser det.
  «Joh 1,5: «Lyset skinner i mørket» (det vil sige i den mørke, blinde verden, som hverken kender Gud eller agter på ham), «og mørket har ikke grebet det.»» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Læren om omvendelsen: Pieper henviser til Joh 1,12–13 som et af de steder, hvor Skriften beskriver troens tilblivelse som en fødsel af Gud. Troen er ikke menneskets bidrag, men Guds gerning alene.
  «Så bestemt og så mangfoldigt bevidner Skriften, at troen på evangeliet bliver til ved Guds virkning alene.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Naturernes fællesskab: Pieper læser v. 14 i sammenhæng: Ordet blev kød, og disciplene så hans herlighed. Herligheden lyste igennem kødet, og derfor er Gud og menneske virkelig forenet i Kristus.
  «Var den guddommelige δόξα synlig i og på kødet, så den lyste igennem kødet, så var den guddommelige natur i sandt fællesskab (realis communio) med kødet.» Læs teksten

Prædikenspor

Ordet blev kød

Sporet følger tekstens bevægelse fra evigheden ned i krybben. Første trin: «I begyndelsen var Ordet». Barnet, vi fejrer, er ikke en ny begyndelse, men den evige Gud, som alt blev skabt ved. Andet trin: lyset i mørket. Han kom til sine egne, og de tog ikke imod ham. Her kan prædikenen ærligt nævne, at vi også kan holde jul uden ham. Tredje trin: v. 14. Gud blev menneske, kød og blod, svag og sårbar, for at være hos os. Evangeliet er, at herligheden ikke findes ved at stige op til Gud, men i ham, der steg ned, fuld af nåde og sandhed. Prædikenen kan slutte ved alteret, hvor han stadig kommer til os i brød og vin.

Gud slog sit telt op iblandt os

Et tematisk spor ud fra ordet ἐσκήνωσεν, «tog bolig» eller «slog telt op». Første trin: I ørkenen boede Herren i åbenbaringsteltet, og hans herlighed fyldte boligen (2 Mos 40,34), men Moses måtte ikke se hans ansigt (2 Mos 33,20). Andet trin: Nu er Guds bolig et menneske. Den, der vil finde Gud, skal ikke lede i tanker, natur eller følelser, men i Jesus, i krybben og på korset. Tredje trin: Han bor stadig blandt os, hvor hans ord lyder og hans sakramenter gives. Evangeliet er, at Gud ikke holder afstand. Han har bundet sig til os og bliver hos os med nåde og sandhed.

Mørket fik ikke magt over det

Et sjælesørgerligt spor til dem, der kommer til jul med mørke: sorg, ensomhed, skyld eller tvivl. Første trin: Teksten fortier ikke mørket. Den taler om en verden, der ikke kendte ham, og om mennesker, der ikke tog imod. Andet trin: Lyset skinner i mørket, ikke efter det. Kristus kommer ind i mørket og bliver ikke slukket af det, hverken af vores synd eller af døden. Tredje trin: Til alle, der tager imod ham, giver han ret til at blive Guds børn. Det beror ikke på stærke følelser eller vores vilje, men på den nye fødsel af Gud ved Ordet og dåben. Den, der føler sig svag i troen, kan holde sig til hans navn.

Lærepunkter i teksten

• Menneskevordelsen og jomfrufødslen – V. 14 er hovedstedet: Ordet, der var Gud fra begyndelsen, blev kød og tog bolig blandt os.
• De to naturer og den personlige forening – Den samme, der var Gud og skabte alt (v. 1–3), blev sandt menneske (v. 14) uden at ophøre med at være Gud.
• Treenigheden – Ordet var hos Gud og var Gud (v. 1–2), og han er den enbårne fra Faderen (v. 14).
• Den frie vilje – Mørket greb ikke lyset (v. 5), og Guds børn fødes ikke af mands vilje, men af Gud (v. 13).

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 108 Lovet være du, Jesus Krist – Luthers julesalme om Guds evige Søn, der blev menneske og bragte lys; passer direkte til v. 14.
• 87 Det første lys er Ordet, talt af Gud – Knytter Ordet og lyset sammen ligesom prologens v. 1–5; hører til adventens og julens tid.
• 112 Kom, alle kristne – Kendt julesalme, der tilbeder barnet i krybben som sand Gud.
• 104 Et barn er født i Betlehem – Juledagens salme om barnets fødsel; binder 2. tekstrække sammen med juleevangeliet i Lukas.
• 106 Af højheden oprunden er – Julesalme om Kristus som det lys, der er oprundet fra det høje.