Midfaste

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Joh 6,1–15

Bespisningen af de fem tusind er det eneste under, som står i alle fire evangelier, men Johannes fortæller det på sin egen måde. Jesus har lige i kapitel 5 talt i Jerusalem om, at Skrifterne og Moses vidner om ham. Nu er han i Galilæa, på den anden side af søen, og en stor skare følger ham, fordi de har set hans tegn. Påsken er nær. Jesus tager selv initiativet, prøver Filip med et spørgsmål, tager drengens fem bygbrød og to fisk, takker og deler ud, så alle bliver mætte og tolv kurve fyldes. Folket ser tegnet og kalder ham «Profeten», men vil gøre ham til konge med magt, og Jesus trækker sig tilbage. Dagen efter følger talen om livets brød (6,22–59), som udlægger tegnet. I kirkeåret er teksten evangelium på midfaste søndag (Lætare) i 1. tekstrække; i 2. tekstrække læses fortsættelsen, Joh 6,24–37. Luthers prædiken i Huspostillen ligger på samme dag; i Veit Dietrichs udgave henviser 26. søndag efter trinitatis også til den.

Loven i teksten: Teksten afslører vores regnestykke. Filip regner nøjagtigt: To hundrede denarer rækker ikke. Andreas ser drengens fem bygbrød og spørger: «Hvad er det til så mange?» De har Jesus lige ved siden af sig, men regner, som om han ikke var der. Sådan bekymrer vi os for økonomi, fremtid og menighed og ser kun på det, vi selv har på lager. Og folket, der bliver mætte, vil bruge Jesus til at sikre brødet. De vil gøre ham til konge på deres egne betingelser. Det er vores synd også: at ville have Guds gaver uden Gud selv og en Kristus, der tjener vores ønsker, men ikke skal frelse os fra synden.

Evangeliet i teksten: Jesus ved selv, hvad han vil gøre. Det er ikke disciplene, der skal skaffe brødet; det er ham, der tager det lidt, der er, takker og giver, «så meget de ville». Alle bliver mætte, og der bliver tolv kurve til overs. Den Gud, der giver dagligt brød i rigt mål, svigter ikke sine. Men tegnet peger videre: Påsken er nær, og Jesus giver sig selv som livets brød, sit kød for verdens liv (6,51). Han lader sig ikke gøre til brødkonge, men går til korset som den konge, der giver sit liv. Intet af det, Faderen har givet ham, skal gå tabt (6,39).

Prædikenspor: «Hvad er det til så mange?» · «Regnestykket og troen» · «Når Jesus prøver os»

Salmeforslag: DDS 172 Se, vi går op til Jerusalem · DDS 637 Du, som mætted tusind munde · DDS 24 En vej eller anden, vor Herre ved råd · DDS 15 Op, al den ting, som Gud har gjort · DDS 463 Mæt min sjæl, o Jesus sød

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Joh 6,24–35[37]

Teksten er begyndelsen på den store tale om livets brød i Kapernaums synagoge (Joh 6,59). Dagen før har Jesus mættet de fem tusind ved Tiberias Sø, og folket ville gøre ham til konge (6,14–15). Om natten er han gået på vandet over søen til disciplene. Nu leder skaren efter ham, sejler over og finder ham i Kapernaum. Samtalen går frem og tilbage mellem Jesus og folket: De spørger, hvornår han kom, hvad de skal gøre, og hvilket tegn han vil give, og de minder om mannaen i ørkenen. Jesus fører dem fra det brød, der mættede maven, til det brød, Faderen giver nu, og ender med at sige: «Jeg er livets brød.» Teksten slutter med løftet om, at den, der kommer, aldrig bliver vist bort. I kirkeåret er teksten evangelium på midfaste søndag i 2. tekstrække; i 1. tekstrække er det bespisningen (Joh 6,1–15). Midt i fastetiden peger den på det brød, Kristus giver ved at give sig selv.

Loven i teksten: Jesus afslører, hvorfor skaren søger ham: «fordi I spiste af brødene og blev mætte.» De vil have en Kristus, der løser maden, pengene og hverdagen, men ikke en Kristus, der taler om synd og evigt liv. Det er også vores religiøsitet: Vi søger Gud, når det kan betale sig, og vender os væk, når han giver noget andet end det, vi bad om. Dertil kommer spørgsmålet «Hvad skal vi gøre?»: Selv det fromme hjerte vil helst klare det selv og gøre sig fortjent til Gud. Og v. 36 er en dom: De har set ham og tror dog ikke. Synden er ikke først og fremmest den dårlige moral, men vantroen mod den, Gud har sendt.

Evangeliet i teksten: Jesus giver ikke kun brød, han er brødet: «Jeg er livets brød.» Det, han giver, er ham selv, den Menneskesøn, Faderen har beseglet, og som giver sit kød for verdens liv (6,51). Gud kræver ikke en række gerninger som betaling; Guds gerning er at tro på ham, og selv troen virker Faderen, når han giver mennesker til Sønnen. Den, der kommer sulten, tom og med tvivl, får løftet: «Den som kommer til mig, vil jeg aldrig bortvise.» Ingen kommer for sent, og ingen er for dårlig til at blive taget imod. Den sult, som intet jordisk brød kan mætte, mættes i ham, og brødet forgår ikke.

Prædikenspor: «Hvorfor søger du Jesus?» · «Hvad skal vi gøre?» · «Jeg vil aldrig bortvise dig»

Salmeforslag: DDS 637 Du, som mætted tusind munde · DDS 582 At tro er at komme · DDS 459 Herre! hvor skal vi gå hen · DDS 463 Mæt min sjæl, o Jesus sød · DDS 176 Se, hvor nu Jesus træder

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers