Joh 6,1–15

Teksten i sammenhæng

Bespisningen af de fem tusind er det eneste under, som står i alle fire evangelier, men Johannes fortæller det på sin egen måde. Jesus har lige i kapitel 5 talt i Jerusalem om, at Skrifterne og Moses vidner om ham. Nu er han i Galilæa, på den anden side af søen, og en stor skare følger ham, fordi de har set hans tegn. Påsken er nær. Jesus tager selv initiativet, prøver Filip med et spørgsmål, tager drengens fem bygbrød og to fisk, takker og deler ud, så alle bliver mætte og tolv kurve fyldes. Folket ser tegnet og kalder ham «Profeten», men vil gøre ham til konge med magt, og Jesus trækker sig tilbage. Dagen efter følger talen om livets brød (6,22–59), som udlægger tegnet. I kirkeåret er teksten evangelium på midfaste søndag (Lætare) i 1. tekstrække; i 2. tekstrække læses fortsættelsen, Joh 6,24–37. Luthers prædiken i Huspostillen ligger på samme dag; i Veit Dietrichs udgave henviser 26. søndag efter trinitatis også til den.

Opbygning

1. 6,1 Skaren følger Jesus over søen, fordi de har set tegnene
2. 6,5 Jesus prøver Filip: «Hvor skal vi købe brød?»
3. 6,8 Fem bygbrød og to fisk – «hvad er det til så mange?»
4. 6,10 Jesus takker og deler ud, og alle bliver mætte
5. 6,12 Stykkerne samles: tolv kurve til overs
6. 6,14 Profeten, som de vil gøre til konge

Græske nøgleord

• πειράζω (G3985, v. 6,6) – πειράζω, prøve, sætte på prøve. Participiet πειράζων angiver formålet med spørgsmålet til Filip: Jesus spørger ikke for at få råd, «for han vidste selv, hvad han ville gøre». Ordet kan også betyde «friste», men her er det en lærers prøve, der skal vise Filip, hvor han står, og lede ham fra regnestykket hen til tilliden til Jesus selv.
• εὐχαριστέω (G2168, v. 6,11) – εὐχαριστέω, takke. Jesus «takkede» (aorist participium) før han delte ud, som husfaderen ved et jødisk måltid takker Gud for brødet. Ved bespisningen af de fem tusind har de andre evangelister «velsignede» (Matt 14,19; Mark 6,41; Luk 9,16); Johannes bruger det ord, der senere bruges om nadveren (Luk 22,19; 1 Kor 11,24) og gentages i 6,23. Gaven modtages fra Faderen, før den gives videre.
• ἐμπίπλημι (G1705, v. 6,12) – ἐμπίπλημι, fylde, mætte. «Da de var blevet mætte» (aorist passiv ἐνεπλήσθησαν): Ingen fik blot «en smule», som Filip regnede med (6,7), men alle blev fyldt. Passiv viser, at mætheden er noget, de modtager. Jesus tager selv ordet op dagen efter: «I spiste af brødene og blev mætte» (6,26), og bruger det til at pege på det brød, der mætter til evigt liv.
• περισσεύω (G4052, v. 6,12) – περισσεύω, være i overflod, være til overs. Stykkerne er «de overskydende» (περισσεύσαντα), og i 6,13 gentages ordet. Gud giver ikke knapt efter regnestykket, men mere end nok. Samtidig skal intet «gå til spilde» (ἀπόληται, af ἀπόλλυμι, gå tabt), samme ord som i 6,39: Af alt, hvad Faderen har givet Sønnen, skal han ikke miste noget.
• σημεῖον (G4592, v. 6,14) – σημεῖον, tegn. Folket «så det tegn, han havde gjort», ligesom de fulgte ham for tegnenes skyld (6,2). Hos Johannes peger tegnet ud over sig selv på, hvem Jesus er. Folket ser underet, men ikke det, det betyder; derfor siger Jesus dagen efter, at de søger ham, ikke fordi de har set tegn, men fordi de blev mætte (6,26).
• ἁρπάζω (G726, v. 6,15) – ἁρπάζω, gribe, tage med magt. Folket vil komme og «gribe» Jesus for at gøre ham til konge. Ordet er stærkt og bruges om at rive noget til sig (10,12.28–29). De vil have en konge efter deres eget ønske, en brødkonge. Jesus lader sig ikke tvinge ind i den rolle: Hans kongedømme er ikke af denne verden (18,36), og hans trone bliver korset (19,19).

Eksegetiske noter

• v. 6,4 «Påsken var nær.» Johannes nævner påsken med vilje. Det bringer udvandringen fra Egypten og mannaen i ørkenen i erindring (2 Mos 16), og i talen om livets brød bliver mannaen direkte nævnt (6,31–33.49–51). Det peger også frem mod den påske, hvor Jesus giver sit kød «for verdens liv» (6,51). Teksten passer derfor godt til midfaste, midt mellem fastelavn og påske.
• v. 6,7 En denar var en daglønners løn for en dag (Matt 20,2). To hundrede denarer svarer til godt et halvt års løn, og Filip siger, at selv det ikke ville række til, at hver fik en smule. Filip regner rigtigt. Pointen er ikke, at han tager fejl i tallene, men at han regner uden Jesus.
• v. 6,9 Bygbrød var det billigste brød, fattigfolks føde. Beretningen minder om Elisa, der bespiste hundrede mænd med tyve bygbrød, så der blev til overs, selv om tjeneren indvendte, at det ikke kunne række til så mange (2 Kong 4,42–44). Jesus gør mere end profeten. Kun Johannes nævner, at det var en lille dreng (παιδάριον), der havde brødene.
• v. 6,11 Tekstkritik: RP (flertalsteksten) har «han delte dem ud til disciplene, og disciplene til dem, der sad ned», som i Matt 14,19. Den kritiske tekst, som Den Frie Bibel følger, har kun «delte dem ud til dem, der sad ned». Begge dele siger, at det er Jesus, der giver; flertalsteksten viser desuden disciplene som hans tjenere, der bringer gaven videre.
• v. 6,14 «Profeten, som kommer til verden» henviser til løftet om en profet som Moses (5 Mos 18,15.18; jf. Joh 1,21; 7,40). Ligesom Moses gav folket brød i ørkenen, giver Jesus brød. Folket har ret i, at han er den lovede, men forstår det jordisk. Jesus er mere end Moses: Han giver ikke blot brød, han er selv brødet fra himlen (6,32–35).
• v. 6,15 Folkets forsøg på at gøre Jesus til konge viser misforståelsen af tegnet. De vil have en Messias, der løser brødspørgsmålet og måske befrier dem fra romerne. Jesus trækker sig «igen» op på bjerget alene (jf. 6,3). Han skal nok blive kronet konge, men med torne, og indskriften over korset kalder ham «jødernes konge» (19,19).

Lov og evangelium

Loven: Teksten afslører vores regnestykke. Filip regner nøjagtigt: To hundrede denarer rækker ikke. Andreas ser drengens fem bygbrød og spørger: «Hvad er det til så mange?» De har Jesus lige ved siden af sig, men regner, som om han ikke var der. Sådan bekymrer vi os for økonomi, fremtid og menighed og ser kun på det, vi selv har på lager. Og folket, der bliver mætte, vil bruge Jesus til at sikre brødet. De vil gøre ham til konge på deres egne betingelser. Det er vores synd også: at ville have Guds gaver uden Gud selv og en Kristus, der tjener vores ønsker, men ikke skal frelse os fra synden.

Evangeliet: Jesus ved selv, hvad han vil gøre. Det er ikke disciplene, der skal skaffe brødet; det er ham, der tager det lidt, der er, takker og giver, «så meget de ville». Alle bliver mætte, og der bliver tolv kurve til overs. Den Gud, der giver dagligt brød i rigt mål, svigter ikke sine. Men tegnet peger videre: Påsken er nær, og Jesus giver sig selv som livets brød, sit kød for verdens liv (6,51). Han lader sig ikke gøre til brødkonge, men går til korset som den konge, der giver sit liv. Intet af det, Faderen har givet ham, skal gå tabt (6,39).

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Midfaste søndag: Luther siger, at Filip og Andreas regner fornuftigt og rigtigt. Men de kristne har mere end fornuften: De har Guds ord. Hvor regnestykket ikke går op, skal man holde sig til Ordet ved troen.
  «Men vi kristne har ikke alene fornuften; vi har også Guds ord. Derfor skal vi ikke alene kunne regne nøje, men meget mere kunne tro stærkt og sikkert.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Midfaste søndag: Luther hæfter sig ved ordene «så meget han ville»: Kristus er en husholder, der ikke er bundet af forrådet. Det gjorde han ikke kun dengang; han hjælper sine også i dag i alle slags nød.
  «Vi kan ikke give mere eller længere, end vi har. Men her siger Johannes om Kristus: «Han gav af brødene og fiskene», ikke så meget, som der var, men «så meget han ville».» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Midfaste søndag: Befalingen om at samle stykkerne op giver ikke lov til at hamstre og slå sin fordel af dyrtiden. Det, der bliver til overs, skal bruges til at hjælpe næsten og de fattige, når nøden kommer.
  «at du dermed kan tjene din næste i nøden og så meget lettere hjælpe de fattige folk, som mangler noget.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Nadveren: Pieper læser bespisningen sammen med talen om livets brød: Folket søger jordisk brød og vil gøre Jesus til konge, men Jesus peger på sig selv som brødet, der giver liv ved sin lidelse og død.
  «han er jødernes og verdens Frelser, ikke ved at give legemlig føde og i det hele taget jordiske goder, men ved sin lidelse og død til udslettelse af menneskenes syndeskyld» Læs teksten
• Konkordiebogen, Den Lille Katekismus: Fadervor, 4. bøn: Gud giver brødet, også til dem, der ikke beder. Bønnen om dagligt brød gælder, at vi erkender, hvem det kommer fra, og tager imod det med tak, som Jesus takkede over brødene.
  «men vi beder i denne bøn om, at han vil lade os erkende det og tage imod vores daglige brød med taksigelse.» Læs teksten
• Konkordiebogen, Den Store Katekismus: Fadervor, 4. bøn: Luther lærer at se ud over bageovnen og melkisten til marken og landet: Alt brød er Guds velsignelse. Bespisningen viser det samme: Brødet kommer fra Guds hånd.
  «For hvis Gud ikke lod det vokse, velsignede det og opretholdt det i landet, ville vi aldrig have noget brød at tage ud af ovnen eller lægge på bordet.» Læs teksten

Prædikenspor

Hvad er det til så mange?

Sporet følger teksten. Første trin: Jesus prøver Filip, og disciplene regner. Filips to hundrede denarer og Andreas' fem bygbrød er ærlige regnestykker, og de viser, at det ikke kan lade sig gøre. Andet trin: Jesus tager det lidt, der er, takker og giver «så meget de ville». Alle bliver mætte, og der bliver tolv kurve til overs. Det, der var for lidt i vores hænder, bliver rigeligt i hans. Tredje trin: Folket vil gøre ham til brødkonge, men han trækker sig tilbage. Påsken er nær, og han vil give mere end brød: sig selv for verdens liv. Prædikenen kan ende ved nadverbordet. Teksten handler ikke om nadveren, men dér giver den samme Herre os sit legeme og blod, givet for os til syndernes forladelse.

Regnestykket og troen

Et tematisk spor ud fra Luthers prædiken. Første trin: Vi er gode til at regne, og det er ikke forkert. Filip regner rigtigt. Men regnestykket kan ikke rumme Gud, og når det ikke går op, ender det i bekymring og mismod, som Luther siger: Vi kan ikke bekymre os rige. Andet trin: Kristne har mere end fornuften; de har Guds ord og løfte. Jesus vidste selv, hvad han ville gøre. Han er en husholder, der giver «så meget han ville», ikke så meget, der er på lager. Tredje trin: Derfor kan vi bede om det daglige brød, takke for det og samle stykkerne op, så velsignelsen kommer næsten til gode. Evangeliet er, at Gud, som ikke sparede sin egen Søn, også vil give os alt med ham (Rom 8,32).

Når Jesus prøver os

Et sjælesørgerligt spor for dem, hvis kræfter, penge eller håb slipper op. Første trin: Jesus stiller Filip et spørgsmål, han ikke selv kan besvare. Mange kender den følelse: at stå med en opgave, der er for stor, og et forråd, der er for lille. Andet trin: Teksten siger, at Jesus «vidste selv, hvad han ville gøre». Prøven er ikke for at fælde Filip, men for at lede ham bort fra sig selv og hen til Jesus. Tredje trin: Drengens lille madpakke kommer i Jesu hænder og rækker til alle. Han kræver ikke, at vi har nok. Han tager det lidt, der er, og gør det til nok. Og intet af det, Faderen har givet ham, skal gå tabt (6,39), heller ikke os.

Lærepunkter i teksten

• Forsynet – Jesus giver brød i overflod og lærer disciplene, at Gud sørger for det daglige brød, hvor deres regnestykke ikke går op.
• Den frelsende tro – Filip og Andreas regner uden Jesus; Luther gør teksten til en lektion i at holde sig til Ordet ved troen.
• Kristi tredobbelte embede – Folket kalder ham Profeten og vil gøre ham til konge, men Jesus er konge på en anden måde: ved korset.
• De gode gerninger – Stykkerne skal samles, så intet går til spilde; Luther ser deri en pligt til at forvalte velsignelsen til gavn for næsten.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 172 Se, vi går op til Jerusalem – Fastetidens salme: Påsken er nær, og Jesus går mod korset.
• 637 Du, som mætted tusind munde – Salmen henvender sig til Jesus, der mættede de mange, som i dagens tekst.
• 24 En vej eller anden, vor Herre ved råd – Om tillid til Guds forsyn, når vi ikke selv kan se udvej.
• 15 Op, al den ting, som Gud har gjort – Lovsang over Skaberen, der giver føde og opholder alt.
• 463 Mæt min sjæl, o Jesus sød – Nadversalme: Jesus som brødet, der mætter sjælen.