Mariæ bebudelsesdag

Læsningerne i Alterbogen

5. søndag i fasten.

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Luk 1,26–38

Bebudelsen står i Lukasevangeliets forhistorie, hvor fortællingerne om Johannes Døberen og Jesus er sat op side om side. Lige før har englen Gabriel i templet i Jerusalem bebudet Johannes’ fødsel for præsten Zakarias, som ikke troede og blev stum (1,5–25). Nu sendes den samme engel «i den sjette måned» af Elisabeths graviditet til en ubetydelig landsby i Galilæa, til en ung, trolovet pige uden nogen stilling. Englen taler til Maria; hun spørger, han svarer, og til sidst giver hun sit ja: «Se, jeg er Herrens tjenerinde.» Bagefter følger besøget hos Elisabeth og Marias lovsang (1,39–56). Teksten er evangelium på Mariæ bebudelsesdag i 1. tekstrække; i 2. tekstrække er evangeliet Marias lovsang (Luk 1,46–55). Dagen ligger ni måneder før julen og fejres i Danmark i fastetiden, søndagen før palmesøndag. Huspostillen har en prædiken over teksten på samme dag. Luther siger selv, at højtiden holdes for trosartiklens skyld: «undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria.»

Loven i teksten: Teksten afslører fornuftens og selvhjælpens grænse. Maria spørger: «Hvordan skal det gå til?» – og det er sandt: Menneskeslægten kan ikke af sig selv frembringe sin frelser. Alt, hvad der fødes af os, er født i synd; kun «det hellige, som fødes» er uden synd. Teksten rammer også den tvivl, der hos Zakarias krævede bevis, og den hos os, der vil have Gud til at holde sig inden for det mulige. Og den rammer den fromhed, der gør Maria til nådens kilde og søger hjælp hos hende eller andre hellige i stedet for hos hendes Søn.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er, at Gud selv kommer. Den Højestes Søn bliver menneske i en ung piges moderliv, sand Gud og sandt menneske i én person, for at han som menneske kan dø vores død og som Gud regere for evigt. Han får navnet Jesus, «Herren frelser». Hans rige har ingen ende, og han regerer over mennesker, så synd og død må vige. Maria får nåde, ikke fordi hun har fortjent det; sådan får også vi del i ham. Og Ordet, der bar hende, bærer os: «Intet er umuligt for Gud.» Vi må sige med hende: «Det ske mig efter dit ord.»

Prædikenspor: «Det ske mig efter dit ord» · «Gud blev vort kød og blod» · «Du har fundet nåde – ikke fortjent den»

Salmeforslag: DDS 71 Nu kom der bud fra englekor · DDS 72 Maria hun var en jomfru ren · DDS 73 Vi synger med Maria · DDS 117 En rose så jeg skyde · DDS 122 Den yndigste rose er funden

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Luk 1,46–55

Marias lovsang, Magnificat, står i Lukas’ beretning om Jesu fødsel. Englen Gabriel har bebudet Maria, at hun skal føde Guds Søn (1,26–38), og hun er straks draget op i Judæas bjergland til sin slægtning Elisabeth. Da hun hilser, springer barnet i Elisabeths liv, og Elisabeth, fyldt af Helligånden, priser hende salig, fordi hun troede (1,39–45). Marias svar er ikke en tale til Elisabeth, men en lovsang til Gud. Den ligner Hannas sang (1 Sam 2,1–10) og er vævet sammen af ord fra Salmerne og profeterne. Først synger Maria om det, Gud har gjort mod hende, derefter om hans måde at handle på i verden, og til sidst om løftet til Abraham, som nu bliver opfyldt. Teksten er evangelium på Mariæ bebudelsesdag i 2. tekstrække; i 1. tekstrække læses selve bebudelsen. Hos Luther hører lovsangen til Mariæ besøgelsesdag (2. juli), hvor han har to prædikener over Luk 1,39–56. Mariæ bebudelsesdag falder i fastetiden og peger frem mod både julen og påsken.

Loven i teksten: Lovsangen dømmer alt det, vi plejer at bygge på. De hovmodige bliver splittet «i deres hjertes tanke», de mægtige styrtet fra tronerne, og de rige sendt tomhændede bort. Det rammer ikke kun magthavere langt borte, men os, når vi stoler på vores dygtighed, indflydelse og økonomi og glemmer, at det hele er Guds gave. Det rammer også den fromme stolthed, som vil have noget at stå med over for Gud. Den, der ikke frygter Gud, men mener sig rig og mæt, får intet. Og vi ser vores egen glæde: Vi jubler lettere over penge og succes end over Gud, vores Frelser.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er, at Gud ser ned til det ringe. Han vælger ikke en mægtig kvinde i Jerusalem, men en ubetydelig pige fra Nazaret, og han gør store ting mod hende, fordi han er barmhjertig, ikke fordi hun har fortjent det. Hans barmhjertighed er ikke en stemning, men et løfte: Det, han lovede Abraham, opfylder han nu i det barn, Maria bærer. Han rækker hånden ud og løfter sit folk op. Derfor er der godt nyt for alle, der står med tomme hænder: «Hungrige har han mættet med gode gaver.» Den, der intet har, får alt i Kristus.

Prædikenspor: «Min sjæl ophøjer Herren» · «Gud vender op og ned» · «Når man intet har at komme med»

Salmeforslag: DDS 71 Nu kom der bud fra englekor · DDS 73 Vi synger med Maria · DDS 72 Maria hun var en jomfru ren · DDS 2 Lover den Herre, den mægtige konge med ære · DDS 489 Guds nåde højt jeg prise vil

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

2. række

Teksterne på tidslinjen

• ca. 85–95Johannesevangeliet og Johannesbrevene – Ifølge oldkirken skrevet i Efesus.

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers