Joh 6,24–37

Teksten i sammenhæng

Teksten er begyndelsen på den store tale om livets brød i Kapernaums synagoge (Joh 6,59). Dagen før har Jesus mættet de fem tusind ved Tiberias Sø, og folket ville gøre ham til konge (6,14–15). Om natten er han gået på vandet over søen til disciplene. Nu leder skaren efter ham, sejler over og finder ham i Kapernaum. Samtalen går frem og tilbage mellem Jesus og folket: De spørger, hvornår han kom, hvad de skal gøre, og hvilket tegn han vil give, og de minder om mannaen i ørkenen. Jesus fører dem fra det brød, der mættede maven, til det brød, Faderen giver nu, og ender med at sige: «Jeg er livets brød.» Teksten slutter med løftet om, at den, der kommer, aldrig bliver vist bort. I kirkeåret er teksten evangelium på midfaste søndag i 2. tekstrække; i 1. tekstrække er det bespisningen (Joh 6,1–15). Midt i fastetiden peger den på det brød, Kristus giver ved at give sig selv.

Opbygning

1. 6,24 Skaren søger Jesus og finder ham i Kapernaum
2. 6,26 «I søger mig, fordi I blev mætte»: maden, der forgår, og maden, der bliver
3. 6,28 «Hvad skal vi gøre?» – Guds gerning er at tro
4. 6,30 Krav om et tegn: mannaen og det sande brød fra himlen
5. 6,34 «Jeg er livets brød»
6. 6,36 De ser og tror dog ikke – men den, der kommer, vises ikke bort

Græske nøgleord

• βρῶσις (G1035, v. 6,27) – βρῶσις, mad, føde. Ordet står to gange i verset: maden, «som går til grunde», og maden, «som forbliver til evigt liv». Begge participier står i nutid: Den ene mad er hele tiden ved at forgå, den anden bliver ved. Kontrasten er ikke mellem krop og sjæl, men mellem det, der kun holder et døgn, og det, Menneskesønnen giver, som ikke forgår.
• σφραγίζω (G4972, v. 6,27) – σφραγίζω, besegle. Et segl viste, hvem en ting tilhørte, og gav et brev gyldighed. Aoristen omtaler en afsluttet handling: Faderen har bekræftet og befuldmægtiget Sønnen. Derfor kan Menneskesønnen give den mad, der bliver. Mange tænker på dåben ved Jordan, hvor Ånden kom over ham (1,32–34), men teksten siger det ikke direkte.
• ἔργον (G2041, v. 6,29) – ἔργον, gerning. Folket spørger om «Guds gerninger» i flertal (v. 28) og tænker på noget, de selv kan udføre. Jesus svarer med ental: «Dette er Guds gerning, at I tror.» Der er ikke en række præstationer, men én ting, og den er ikke en ydelse, men at tage imod den, Gud har sendt. Ordet vendes, så det ikke længere peger på os selv.
• ἀληθινός (G228, v. 6,32) – ἀληθινός, sand, ægte. I Johannesevangeliet betyder ordet det virkelige over for forbilledet: det sande lys (1,9), det sande vintræ (15,1). Mannaen var ikke falsk, men den var et forbillede. Læg mærke til tiderne: Moses «har givet» (perfektum), men Faderen «giver» (nutid). Det sande brød fra himlen er en gave, der gives nu, til dem, Jesus taler med.
• ἄρτος (G740, v. 6,35) – ἄρτος, brød. Ordet går gennem hele kapitlet, fra bygbrødene (6,9) til mannaen og «brødet fra himlen». Med «Jeg er livets brød» (ἐγώ εἰμι, det første af Jeg er-ordene) holder Jesus op med at tale om en gave ved siden af sig selv: Han er selv gaven. Genitiven «livets» betyder det brød, der giver og er liv (jf. v. 33).
• ἐκβάλλω (G1544, v. 6,37) – ἐκβάλλω, kaste ud, vise bort. Med den dobbelte nægtelse οὐ μή og tilføjelsen ἔξω, «ud», er det den stærkeste nægtelse, græsk har: «aldrig nogen sinde jage ud.» Sammen med participiet i nutid, «den som kommer», er det et løfte til enhver, der kommer, også den, der kommer svag og tvivlende.

Eksegetiske noter

• v. 6,26 Folket har set brødunderet, men ikke set det som et «tegn» (σημεῖον), dvs. noget, der peger på, hvem Jesus er. De så brødet, ikke ham, der gav det. Jesus indleder med det dobbelte «sandelig, sandelig», som i Johannesevangeliet indleder en højtidelig åbenbaring.
• v. 6,28–29 Spørgsmålet tænker i gerninger, man kan opfylde. Jesu svar gør ikke troen til en ny lovgerning; det er Gud, der virker troen (v. 37.44.65). Pieper gengiver Luthers forklaring: Troen er en gerning fra menneskets side, men ingen har den af sig selv. Troens genstand er «ham, som han har udsendt».
• v. 6,30–31 Folket har lige set fem tusind blive mættet og kræver alligevel et tegn. Måske tænker de på en forventning om, at Messias som en ny Moses skulle give manna igen. Citatet «Han gav dem brød fra himlen at spise» er ikke ordret noget enkelt sted, men samler 2 Mos 16,4.15, Sl 78,24 og Neh 9,15.
• v. 6,32–33 Jesus retter tre ting: Det var ikke Moses, men Gud, der gav; Gud giver nu, ikke kun dengang; og nu giver han det sande brød. Grammatisk kan v. 33 læses «det (brød), der stiger ned» eller «han, der stiger ned». Folket hører det første (v. 34), men v. 35 viser, at det er en person.
• v. 6,35 «Kommer til mig» og «tror på mig» står parallelt og betyder det samme. At spise dette brød er at tro på Kristus. Luther og Pieper understreger, at Joh 6 ikke direkte handler om nadveren, som endnu ikke var indstiftet, men om den åndelige spisning ved troen. Den samme Kristus giver sig dog i nadveren med sit legeme og blod, så troen kan blive vis.
• v. 6,36 Nogle gamle håndskrifter (bl.a. Sinaiticus og Alexandrinus) mangler «mig»: «I har set og tror dog ikke.» RP og de fleste håndskrifter har ordet, og den kritiske tekst har det i klammer. Meningen ændres ikke væsentligt: De har set ham og hans tegn og tror alligevel ikke.
• v. 6,37 Første halvdel taler om Faderens gave: «Alt hvad», i intetkøn, om de troende som en helhed, som Faderen giver Sønnen (jf. 17,2.24). Anden halvdel taler i ental til den enkelte, der kommer. Udvælgelsen gøres ikke til en grund til tvivl, men står sammen med løftet til hver, der kommer. Det samme gør Konkordiebogen: Man skal søge sin udvælgelse i Kristus og hans løfte.

Lov og evangelium

Loven: Jesus afslører, hvorfor skaren søger ham: «fordi I spiste af brødene og blev mætte.» De vil have en Kristus, der løser maden, pengene og hverdagen, men ikke en Kristus, der taler om synd og evigt liv. Det er også vores religiøsitet: Vi søger Gud, når det kan betale sig, og vender os væk, når han giver noget andet end det, vi bad om. Dertil kommer spørgsmålet «Hvad skal vi gøre?»: Selv det fromme hjerte vil helst klare det selv og gøre sig fortjent til Gud. Og v. 36 er en dom: De har set ham og tror dog ikke. Synden er ikke først og fremmest den dårlige moral, men vantroen mod den, Gud har sendt.

Evangeliet: Jesus giver ikke kun brød, han er brødet: «Jeg er livets brød.» Det, han giver, er ham selv, den Menneskesøn, Faderen har beseglet, og som giver sit kød for verdens liv (6,51). Gud kræver ikke en række gerninger som betaling; Guds gerning er at tro på ham, og selv troen virker Faderen, når han giver mennesker til Sønnen. Den, der kommer sulten, tom og med tvivl, får løftet: «Den som kommer til mig, vil jeg aldrig bortvise.» Ingen kommer for sent, og ingen er for dårlig til at blive taget imod. Den sult, som intet jordisk brød kan mætte, mættes i ham, og brødet forgår ikke.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: midfaste søndag (bespisningen, Joh 6,1–15): Huspostillen har ingen prædiken over talen om livets brød, men over dagens tekst i 1. tekstrække. Luther lader Kristus sige: Søg først Guds rige og hør mit ord, så skal jeg sørge for brødet. Det er netop den orden, Jesus kalder tilbage til i v. 26–27.
  «Kære menneske, lær og søg først Guds rige, hør mit ord, tro på mig, og gør flittigt det, der er befalet dig at gøre i din stand; når du gør det, så lad mig sørge for resten.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: midfaste søndag (bespisningen, Joh 6,1–15): Luther ser, at en prædiken om Kristus, der mætter, bliver misbrugt af dem, der kun tænker på egen fordel. Det passer på skaren, der søger Jesus for brødets skyld (v. 26).
  «Derfor er det sådan en prædiken, som gerrigbugene, der ikke kan andet end tænke på deres egen fordel, ikke er værd at høre, endsige at tro.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Nadveren: Pieper gennemgår Joh 6: Folket søger jordisk brød, men Kristus vil være deres Frelser ved sin lidelse og død. Han citerer Luthers advarsel mod at tvinge kapitlet hen på nadveren; det handler om den åndelige spisning ved troen.
  «at han er jødernes og verdens Frelser, ikke ved at give legemlig føde og i det hele taget jordiske goder, men ved sin lidelse og død til udslettelse af menneskenes syndeskyld.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Den frelsende tro: Til v. 28–29 citerer Pieper Luther: Troen kan kaldes en gerning, men ikke en lovgerning, der fortjener noget. Den er en hånd, der tager imod, og ingen har den af sig selv.
  «Kristus «taler om den gerning, som vi skal gøre, nemlig at tro. For troen er en gerning, som må ske fra et menneskes side».» Læs teksten
• Apologien, art. XXIV: Om messen: Apologien bruger Ambrosius’ udlægning af v. 35 som vidnesbyrd om, at syndernes forladelse tilbydes i sakramentet og modtages i tro, ikke som en gerning, der virker af sig selv.
  «Dette sted vidner om, at syndernes forladelse tilbydes i sakramentet. Det vidner også om, at den skal modtages i tro.» Læs teksten

Prædikenspor

Hvorfor søger du Jesus?

Sporet følger teksten. Hovedtanken er, at Jesus selv tager stilling til, hvorfor folk søger ham. Først: Skaren sejler over søen og leder efter ham, men for brødets skyld (v. 24–26). Det er ærligt beskrevet, og det rammer også os, der søger Gud for at få hjælp til det, vi selv har bestemt. Dernæst: Jesus afviser dem ikke, men flytter blikket fra den mad, der forgår, til den, der bliver (v. 27), og fra Moses’ manna til det sande brød, Faderen giver nu (v. 32). Til sidst: Han giver sig selv – «Jeg er livets brød» – og lover, at den, der kommer, også med blandede motiver, aldrig bliver vist bort (v. 37). Prædikenen ender ikke i en formaning om bedre motiver, men i hans løfte.

Hvad skal vi gøre?

Et tematisk spor om tro og gerninger, der passer godt ind i fastetiden. Hovedtanken er, at menneskets mest fromme spørgsmål, «hvad skal vi gøre?», får et svar, der tager det fra os: «Dette er Guds gerning, at I tror.» Første trin: Spørgsmålet i v. 28 er det naturlige religiøse menneskes, og fasten kan let blive endnu en præstation. Andet trin: Jesus svarer med ental og peger væk fra os selv mod den, Faderen har sendt og beseglet (v. 27.29). Troen er ikke en ydelse, men den tomme hånd, og selv den gives af Faderen (v. 37). Tredje trin: Hvor troen tager imod Kristus, følger gerningerne som frugt, ikke som betaling. Sporet ender i, at Kristus har gjort gerningen for os.

Jeg vil aldrig bortvise dig

Et sjælesørgerligt spor for den, der er i tvivl om, hvorvidt hun er god nok til at komme til Gud, eller som spekulerer på, om hun hører til de udvalgte. Hovedtanken bygger på v. 35–37. Først: Sulten og tørsten efter mening, tilgivelse og fred er virkelig, og intet jordisk brød stiller den. Dernæst: Jesus kalder sig livets brød, og «at komme» er nok; der stilles ingen betingelser om, hvor stærk troen skal være. Til sidst: Løftet «jeg vil aldrig bortvise» er så stærkt, som sproget kan gøre det. Spørgsmålet om udvælgelsen besvares ikke ved at kigge ind i Guds skjulte råd, men ved at se på Kristus, der står med åbne arme, og på nadverbordet, hvor han giver sig selv.

Lærepunkter i teksten

• Den frelsende tro – At komme til Kristus er at tro på ham (v. 35); troens genstand er «ham, som han har udsendt» (v. 29).
• De gode gerninger – «Hvad skal vi gøre?» Jesus svarer, at Guds gerning er at tro. Troen er ikke en lovgerning, men kilden til de gode gerninger.
• Udvælgelsen – Faderens gave til Sønnen (v. 37a) står sammen med løftet til hver, der kommer (v. 37b): udvælgelsen søges i Kristus.
• Kristi tredobbelte embede – Faderen har beseglet Sønnen (v. 27). Han er mere end en ny Moses: ikke kun profeten, der giver brød, men selv livets brød.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 637 Du, som mætted tusind munde – Knytter direkte an til brødunderet i Joh 6, som teksten bygger videre på.
• 582 At tro er at komme – Sætter ord på v. 35: At komme til Jesus og at tro på ham er det samme.
• 459 Herre! hvor skal vi gå hen – Peters svar fra samme tale (Joh 6,68): Kun hos Jesus er det evige livs ord.
• 463 Mæt min sjæl, o Jesus sød – Bøn om at blive mættet af Jesus selv, livets brød; egner sig ved nadveren.
• 176 Se, hvor nu Jesus træder – Passionssalme til fastetiden: Brødet, der giver liv, gives ved Jesu lidelse og død.