Pinsedag

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Joh 14,22–31

Teksten hører til Jesu afskedstaler (Joh 13,31–16,33), som han holder for disciplene ved bordet den nat, han bliver forrådt. Judas er gået ud, og Jesus har sagt, at han går bort. Kapitel 14 er en trøsteprædiken: Jesus er vejen til Faderen (v. 1–11), og han lover at sende en anden Talsmand (v. 15–21). Så spørger den anden Judas, ikke Iskariot: Hvorfor vil du kun åbenbare dig for os og ikke for verden? Jesus svarer ikke med et magtsyn for alle, men med et løfte til den, der elsker ham og holder hans ord: Faderen og Sønnen vil komme og tage bolig hos ham. Helligånden skal lære disciplene og minde dem om alt, hvad Jesus har sagt. Til sidst giver han dem sin fred og går ud mod lidelsen i lydighed mod Faderen. Teksten er prædiketekst på pinsedag i 1. tekstrække; v. 15–21 er pinsedagens tekst i 2. tekstrække. Også i Huspostillen er Joh 14,23–31 pinsedagens evangelium.

Loven i teksten: Teksten afslører, at vi vil have Gud på vores egne betingelser. Ligesom Judas spørger vi, hvorfor Gud ikke viser sig for hele verden med magt, så ingen kan være i tvivl. Vi søger Gud i følelser, gerninger og egne veje og forbi det ord, han har givet. «Den, som ikke elsker mig, holder ikke mine ord»: Det rammer den, der slipper Ordet, når det koster noget, eller kun holder det, så længe det giver fordel. Teksten afslører også vores uro. Vi lader hjertet forfærdes og tænker, som Luther siger, at Gud er vores fjende. Og vi tager imod den fred, verden giver, som altid kan tages fra os igen.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er, at vi ikke skal stige op til Gud; Gud kommer ned til os. Faderen og Sønnen tager bolig hos den, der holder fast ved Kristi ord, og Helligånden sendes for at lære og minde os om alt, hvad Jesus har sagt. Ordet, vi hører, er ikke kun Jesu, men Faderens; i det ord finder vi den rette Gud, og han er ikke vred. Jesus efterlader os sin fred som en arv, købt ved hans egen død. Verdens fyrste har intet i ham, og derfor kan han bære vores synd uden selv at være skyldig. Han går til Faderen for at herske for os.

Prædikenspor: «Gud flytter ind» · «Talsmanden binder sig til Ordet» · «Ikke som verden giver»

Salmeforslag: DDS 290 I al sin glans nu stråler solen · DDS 289 Nu bede vi den Helligånd · DDS 294 Talsmand, som på jorderige · DDS 292 Kærligheds og sandheds Ånd · DDS 676 Guds fred er mer end englevagt

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Joh 14,15–21

Teksten står i Jesu afskedstale i Johannesevangeliet (kap. 13–17). Det er skærtorsdag aften, efter fodvaskningen og måltidet. Judas er gået ud (13,30), og Jesus har sagt, at han skal gå bort, og at disciplene ikke kan følge ham nu (13,33.36). Disciplene er urolige; Thomas og Filip har spurgt, hvor han går hen, og om han vil vise dem Faderen (14,5.8). Nu lover Jesus dem, at de ikke skal blive ladt alene: Faderen vil give dem «en anden talsmand», sandhedens Ånd, som skal blive hos dem for evigt, og han selv vil komme til dem igen. Teksten rammes ind af ordene om at elske ham og holde hans bud (14,15.21). Lige efter spørger den anden Judas, hvorfor Jesus vil åbenbare sig for dem og ikke for verden (14,22). I kirkeåret er teksten evangelium på pinsedag i 2. tekstrække; 1. tekstrække har det umiddelbart følgende stykke (14,22–31). Huspostillen har ingen prædiken over netop disse vers, men Luthers anden pinseprædiken over 14,23–31 udlægger det parallelle ord om at elske Kristus og holde hans ord.

Loven i teksten: Loven møder os i ordene om at elske Jesus og holde hans bud. Disciplene, som lovede at følge ham, skulle om få timer flygte og fornægte ham. Vi ligner dem: Vi siger, at vi elsker ham, men holder fast ved vores egne planer, og budet om at elske hinanden (13,34) bliver ved snakken. Teksten siger også, at verden ikke kan tage imod sandhedens Ånd, for den ser ham ikke og kender ham ikke. Af os selv hører vi til verden: Vi vil se og forstå, før vi tror, og kan ikke selv skaffe os Ånden. Uden ham er vi faderløse.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er, at Jesus ikke lader sine faderløse. Han beder selv Faderen om Talsmanden, og Faderen giver ham. Ånden er gave, ikke løn: Han kommer til de bange disciple og bliver hos dem for evigt. «Jeg kommer til jer» – det sagde Jesus aftenen før korset, og han holdt ord påskemorgen. «Jeg lever, og I skal leve»: Hans liv er grunden til vores, også når vi dør. Ved dåben og troen er vi i ham, og han i os. Den, der elsker ham, er elsket af Faderen. Han viser sig for os i Ordet og ved nadverbordet.

Prædikenspor: «Ikke faderløse» · «At elske Jesus – hvordan?» · «Når der ingen trøst er»

Salmeforslag: DDS 290 I al sin glans nu stråler solen · DDS 294 Talsmand, som på jorderige · DDS 292 Kærligheds og sandheds Ånd · DDS 289 Nu bede vi den Helligånd · DDS 681 Dig vil jeg elske, du min styrke

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

2. række

Teksterne på tidslinjen

• pinsen samme årPinsedag – Helligånden udgydes, Peter prædiker, og omkring 3.000 døbes.

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers