Joh 17,20–26

Teksten i sammenhæng

Joh 17 er Jesu bøn til Faderen den sidste aften, efter afskedstalerne (Joh 13–16) og lige før han går over Kedrondalen til haven, hvor han bliver taget til fange (Joh 18,1). Bønnen kaldes den ypperstepræstelige bøn: Jesus beder først for sig selv (v. 1–5), så for disciplene (v. 6–19) og til sidst, i vores tekst, for alle dem, der senere skal komme til tro ved apostlenes ord. Disciplene hører bønnen, og derfor hører kirken den også: Vi er de «andre», Jesus beder for. Han beder om, at de troende må være ét, sådan som Faderen og Sønnen er ét, at verden må tro, og at de engang må være hos ham og se hans herlighed. Teksten er prædiketekst 6. søndag efter påske i 2. tekstrække, søndagen mellem Kristi himmelfart og pinse. Den opfarne Herre er ikke væk, men beder for sine hos Faderen; søndagen før beder Jesus i Joh 17,1–11 for disciplene.

Opbygning

1. 17,20 Bønnen for alle, der kommer til tro ved apostlenes ord
2. 17,21 At de alle må være ét, for at verden skal tro
3. 17,22 Herligheden og kærligheden, der er givet dem
4. 17,24 Jeg vil, at de skal være hos mig og se min herlighed
5. 17,25 Retfærdige Fader: dit navn gjort kendt, din kærlighed i dem

Græske nøgleord

• λόγος (G3056, v. 17,20) – λόγος, ord. «Ved deres ord» (διὰ τοῦ λόγου αὐτῶν) er apostlenes forkyndelse. Præpositionen διά med genitiv angiver midlet: Troen kommer ikke uden om dette ord, men ved det. Participiet πιστευόντων står i præsens og betegner dem ganske enkelt som «de troende»: Jesus ser de kommende troende for sig allerede nu. Kirken til alle tider er samlet om det samme apostolske ord.
• εἷς (G1520, v. 17,21) – εἷς, én. Her i neutrum, ἕν, «ét», ligesom i Joh 10,30: «Jeg og Faderen er ét.» Enheden er altså ikke, at de troende smelter sammen til én person, men at de hører sammen som ét. Forbilledet er enheden mellem Faderen og Sønnen, og stedet for enheden er «i os». Det er en enhed, der gives ovenfra, ikke en, som vi organiserer.
• δόξα (G1391, v. 17,22) – δόξα, herlighed, ære. Begge verber står i perfektum: δέδωκάς μοι, δέδωκα αὐτοῖς, «du har givet mig, jeg har givet dem». Gaven er givet og består. Herligheden er hos Johannes den guddommelige glans, der ses i Sønnen (Joh 1,14), og som især åbenbares i hans «time» på korset (Joh 12,23; 17,1). Den er givet de troende som gave, ikke vundet af dem.
• τελειόω (G5048, v. 17,23) – τελειόω, fuldende, føre til målet. Perfektum participium passiv τετελειωμένοι εἰς ἕν betyder «fuldkomment forenede» eller «ført til målet som ét». Passiv peger på Gud som den, der fuldender. Samme verbum bruges om Jesu gerning, der fuldbringes (Joh 4,34; 17,4; 19,28; jf. 19,30). Enheden er frugten af hans fuldbragte værk.
• θεωρέω (G2334, v. 17,24) – θεωρέω, se, betragte. Konjunktiv præsens θεωρῶσιν betyder en vedvarende skuen: Disciplene skal i evigheden blive ved med at se Sønnens herlighed. Forud går θέλω, «jeg vil»: Jesus beder ikke tøvende, men udtaler sin vilje som Sønnen, der er ét med Faderen. Målet for troen er ikke kun at høre om ham, men at se ham, hvor han er.
• γνωρίζω (G1107, v. 17,26) – γνωρίζω, gøre kendt. Aorist ἐγνώρισα og futurum γνωρίσω står side om side: «Jeg har gjort dit navn kendt og vil gøre det kendt.» Det første er hans jordiske ord og gerning; det andet peger frem mod korset og opstandelsen og mod Åndens og apostlenes forkyndelse (jf. Joh 16,13–14). Formålet er, at Faderens kærlighed til Sønnen skal være «i dem».

Eksegetiske noter

• v. 17,20 Tekstkritik: RP og den kritiske tekst læser πιστευόντων (præsens), «dem, der tror», mens Textus Receptus har futurum, «dem, der vil tro». Meningen er den samme: Jesus beder for de kommende troende. Verset er et klassisk sted for læren om Ordet som nådemiddel: Troen kommer «ved deres ord», altså ved apostlenes mundtlige og skrevne vidnesbyrd (jf. Rom 10,17; Joh 20,31).
• v. 17,21 «Ligesom du, Fader, er i mig, og jeg er i dig» er et af de steder, kirken har brugt om Faderens og Sønnens gensidige iboen (jf. Joh 10,38; 14,10–11). Tekstkritik: RP har «at de også må være ét i os» (ἓν ὦσιν), mens den kritiske tekst kun har «at de også må være i os». Enheden er hos Johannes knyttet til troen på Sønnen, ikke til en ydre organisation.
• v. 17,22–23 Hvad er «herligheden», som Jesus har givet de troende? Udlæggerne svarer forskelligt: Ordet og Guds åbenbaring i Sønnen, barnekåret og fællesskabet med Faderen, eller den herlighed, der fuldt skal ses i evigheden (v. 24). Fælles er, at den er givet i Sønnen og kommer med ham: «jeg i dem og du i mig». At verden skal «forstå», at Faderen har elsket dem, sker ved, at den hører vidnesbyrdet og ser de troendes fællesskab.
• v. 17,24 Tekstkritik: RP har οὓς, «dem, som du har givet mig», mens den kritiske tekst har ὃ, «det, du har givet mig», et samlende neutrum som i Joh 6,37.39 og 17,2. «Før verdens grundlæggelse» peger tilbage på v. 5 og på Joh 1,1–2: Sønnens herlighed er evig. Jf. Ef 1,4 om de troendes udvælgelse i Kristus før verdens grundlæggelse.
• v. 17,25 «Retfærdige Fader» står kun her i NT. Tiltalen passer til dommen i verset: Verden har ikke kendt Gud, men Sønnen kender ham, og disciplene har erkendt, at han er sendt af Faderen. Skellet går ikke mellem kloge og dumme, men mellem dem, der tager imod den sendte, og dem, der afviser ham (jf. Joh 1,10–12; 1 Joh 3,1).
• v. 17,26 «Dit navn» er Gud selv, sådan som han har åbenbaret sig (jf. 2 Mos 3,13–15; Joh 17,6.11). Jesus slutter bønnen med kærligheden og sin egen nærværelse: «og jeg i dem». Det er det samme løfte som i Joh 14,23, at Faderen og Sønnen vil komme og tage bolig hos den, der elsker Jesus og holder fast ved hans ord.

Lov og evangelium

Loven: Teksten afslører vores splittelse. Jesus beder om, at hans disciple må være ét, men kirken er delt, og menigheder og kristne lever i mistro og strid. Ofte skyldes det ikke kampen for sandheden, men hovmod, egne meninger og manglende kærlighed. Teksten afslører også verden, og os med den: «Verden har ikke kendt dig.» Vi vil hellere tro på det, vi selv føler og finder på, end på apostlenes ord. Og den, der søger enhed uden om Ordet, eller tror uden Ordet, bygger på sand. Bønnen om, at verden skal tro, dømmer også vores dovenskab og tavshed over for dem, der ikke kender Gud.

Evangeliet: Evangeliet er, at Jesus beder for os. Han tænker på os, før vi er født: «dem, der ved deres ord kommer til tro på mig». Den opfarne Herre er ikke holdt op med at bede; han er vores ypperstepræst hos Faderen. Han har givet os sin herlighed, og han giver os den kærlighed, Faderen har elsket ham med, så den er «i dem, og jeg i dem». Enheden laver vi ikke selv; den er givet i ham, der bor i os ved Ordet og sakramenterne. Og hans vilje står fast: «Jeg vil, at hvor jeg er, skal de også være.» Sådan beder han for os, og Faderen hører ham.

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Nådemidlerne (Luther til Joh 17,20): Pieper citerer Luthers udlægning af Joh 17,20 mod sværmerne: Troen bor i hjertets inderste, og alligevel siger Kristus, at den kommer ved apostlenes ydre ord. Det ydre ord er altså Helligåndens middel til det indre menneske.
  «Troen hører hjertets allerinderste grund til. Når nu Kristus siger, at de skal tro, det vil sige blive indvortes eller åndelige mennesker ved apostlenes ord» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Den kristne kirke: Ud fra v. 20 forklarer Pieper, hvad det vil sige, at kirken er apostolsk: ikke en biskoppelig rækkefølge, men troen på Kristus ved apostlenes ord og troskaben mod deres lære.
  «Kirken er apostolsk (ecclesia apostolica), for så vidt som alle dens lemmer indtil den yderste dag tror på Kristus ved apostlenes ord» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Kristus som præst: Jacobs regner Joh 17 til Kristi forbøn som ypperstepræst og samler bønnens emner: at de troende bevares i troen, er ét, bliver helliget og ser hans herlighed. Bønnen blev bedt højt, for at kirken skulle kende den.
  «Jesus bad uden tvivl den ypperstepræstelige bøn i Joh 17, mens disciplene hørte på, for at kirken på jorden kunne kende de overordnede emner i hans forbøn for sit folk.» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Det evige liv: Jacobs bruger v. 26 om målet for det evige liv: at se Kristus og være fyldt af den kærlighed, Faderen har elsket Sønnen med.
  «Dér skal vi ikke blot erkende, ligesom vi er blevet erkendt, men elske, ligesom vi er blevet elsket» Læs teksten

Prædikenspor

Jesus beder for dig

Et spor, der følger teksten. Hovedtanken er, at vi selv er nævnt i Jesu bøn. Første trin: v. 20. Jesus ser ud over de elleve og beder for «dem, der ved deres ord kommer til tro på mig». Det er os, som i dag har hørt apostlenes ord og er døbt. Andet trin: Hvad beder han om? At vi må være ét i Faderen og Sønnen, at hans herlighed og kærlighed må være i os, og at verden må tro. Tredje trin: v. 24. «Jeg vil, at hvor jeg er, skal de være.» Mellem himmelfart og pinse står vi under den opfarne Herres forbøn, og hans vilje er vores frelse. Prædikenen ender i trøsten: Hans bøn bliver hørt.

Ét i ham

Et tematisk spor om kirkens enhed. Hovedtanken er, at enheden ikke er et projekt, men en gave i Kristus. Første trin: Vi kender splittelsen i kirken og i menigheden, og den er vores skyld. Andet trin: Teksten placerer enheden «i os», i Faderen og Sønnen, og knytter den til troen ved apostlenes ord (v. 20–21). Derfor kan sand enhed ikke bygges ved at se bort fra sandheden; den findes, hvor Kristus selv er til stede i Ordet og sakramenterne, og hvor vi tror det samme evangelium. Tredje trin: Kristus beder selv for denne enhed, og hans bøn bliver hørt. Derfor kan den, der er ét med ham, bære over med sin bror og søster. Enheden viser sig i kærlighed, så verden ser, at Faderen har sendt Sønnen.

Hvor jeg er, skal de også være

Et sjælesørgerligt spor for dem, der savner, sørger eller tvivler. Hovedtanken er v. 24: Jesu vilje for sine er, at de skal være hos ham. Første trin: Vi lever i en verden, der ikke kender Gud, og ofte føler vi os selv langt fra ham; døden tager vores kære fra os. Andet trin: Jesus beder ikke usikkert, men siger «jeg vil». Han har givet os sin herlighed og kalder os dem, Faderen har givet ham. Ingen kan rive dem ud af hans hånd (jf. Joh 10,28). Tredje trin: Vi skal se hans herlighed, og Faderens kærlighed til Sønnen skal være i os (v. 26). Det håb bærer også ved en grav.

Lærepunkter i teksten

• Ordets kraft – «Ved deres ord kommer til tro»: Troen virkes af apostlenes ydre ord, som Helligånden bruger som sit middel.
• Kirkens kendetegn og enhed – Kirkens enhed er givet i Kristus og samlet om det apostolske ord, ikke i en ydre organisation.
• Den mystiske forening med Gud – «Jeg i dem og du i mig»: Kristus og Faderen bor i de troende, og Faderens kærlighed er i dem.
• Det evige liv – «At de skal være hos mig og se min herlighed»: troens mål er at skue Kristi herlighed.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 251 Jesus, himmelfaren – Himmelfartssalme til søndagen efter Kristi himmelfart om den opfarne Herre.
• 255 Drag, Jesus, mig – Himmelfartssalme med bønnen om at blive draget til Jesus; jf. v. 24.
• 334 Guds kirkes grund alene – Om kirkens enhed med Kristus alene som grundvold, jf. bønnen om at være ét.
• 333 Almindelig er Kristi kirke – Kirkens enhed på tværs af tider og steder, alle dem, der kommer til tro.