Påskedag

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Mark 16,1–8

Teksten er Markusevangeliets påskeberetning og følger direkte efter begravelsen (Mark 15,42–47), hvor Maria Magdalene og Maria, Joses’ mor, så, hvor Jesus blev lagt. Markus har forberedt den gennem hele evangeliet: tre gange har Jesus forudsagt, at Menneskesønnen skal lide, dø og opstå efter tre dage (Mark 8,31; 9,31; 10,34), og på vej til Oliebjerget lovede han: «Når jeg er opstået, vil jeg gå i forvejen for jer til Galilæa» (Mark 14,28). Kvinderne er de samme, som fulgte ham fra Galilæa og stod på afstand ved korset (Mark 15,40–41). De kommer for at vise en død den sidste kærlighedstjeneste, men møder i stedet budbringeren, der taler til dem. Budskabet gælder ikke kun dem, men skal videre til disciplene «og til Peter». Teksten slutter brat med kvindernes frygt og tavshed. I Alterbogen er den evangelium på påskedag i 1. tekstrække; Huspostillen har ingen prædiken over netop Markus’ beretning, men prædiker på påskedag over parallellen i Matt 28,1–10.

Loven i teksten: Teksten viser, hvor langt selv de trofaste var fra at tro Jesu ord. Kvinderne havde fulgt ham og stået ved korset, men de går ud med salve for at tjene en død. Det, han havde sagt tre gange om at opstå, havde de ikke regnet med. Deres største bekymring er stenen: hvad vi selv må klare, og hvem der kan hjælpe os. Disciplene var flygtet, og Peter havde fornægtet ham. Og da opstandelsens budskab lyder, flygter kvinderne og tier af frygt. Sådan er vi også: vi tager Kristus alvorligt som et minde, men ikke som den levende Herre, og over for Guds magt reagerer vores hjerte med frygt, ikke med tro.

Evangeliet i teksten: Stenen var væltet, før de kom. Det, ingen af os kan løfte, har Gud gjort uden vores hjælp. «Han er opstået»: den korsfæstede, som bar verdens synd, er oprejst af Gud. Dermed har Gud selv erklæret, at betalingen er fuldbragt, og at synden og døden ikke længere har det sidste ord. Englens første ord til de rystede er: «Vær ikke forfærdede.» Og budskabet sendes videre til dem, der havde svigtet, og navnlig til Peter, der fornægtede ham. Den opstandne går i forvejen og samler sin spredte flok. Det gælder også i dag: han opsøger sine i Ordet og sakramenterne, også de bange, de tvivlende og dem, der har svigtet.

Prædikenspor: «Hvem vil vælte stenen fra for os?» · ««Og til Peter»» · «Den korsfæstede er opstået»

Salmeforslag: DDS 218 Krist stod op af døde · DDS 227 Som den gyldne sol frembryder · DDS 220 I dødens bånd vor frelser lå · DDS 224 Stat op, min sjæl, i morgengry · DDS 233 Jesus lever, graven brast · DDS 230 Påskemorgen slukker sorgen

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Matt 28,1–8

Matthæus fortæller påskemorgenen i direkte forlængelse af lidelseshistorien. Jesus er død og begravet i Josef fra Arimatæas grav (27,57–61), og ypperstepræsterne har fået Pilatus til at forsegle stenen og sætte vagt, for de husker, at han havde sagt: «Efter tre dage opstår jeg» (27,62–66). Nu går de to Mariaer, som sad over for graven langfredag aften, ud for at se til den. Hos Matthæus sker der noget for øjnene af dem: et jordskælv, en engel, der vælter stenen og sætter sig på den, og vagterne, som falder om som døde. Englen taler til kvinderne og sender dem af sted med budskabet til disciplene, de samme disciple, som flygtede i Getsemane (26,56). Lige efter teksten møder den opstandne Jesus selv kvinderne (28,9–10), og vagterne bliver bestukket til at sprede rygtet om, at liget blev stjålet (28,11–15). I kirkeåret er teksten evangelium på påskedag i 2. tekstrække. I 1. tekstrække er det Mark 16,1–8. Luthers to påskeprædikener i Huspostillen er over Matt 28,1–10, altså samme dag og næsten samme tekst.

Loven i teksten: Teksten begynder ved en grav, hvor alt er forseglet og bevogtet. Kvinderne søger «Jesus, den korsfæstede», og han er korsfæstet for vore synder; langfredagens billede viser, hvor alvorligt Gud tager synden. Vagterne er billedet på den magt, mennesker sætter op mod Gud: segl, sten og soldater, og alligevel falder de om som døde, da Gud griber ind. Over for den levende Gud er menneskets magt intet. Og disciplene, som skal have budskabet, er dem, der flygtede og fornægtede. Teksten rammer også os, der ofte lever, som om Jesus stadig lå i graven, og som lader frygten for døden og for Gud bestemme mere end hans ord.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er englens ord: «I skal ikke frygte.» Den korsfæstede er ikke her, for Gud har oprejst ham, som han selv havde sagt. Med det har Gud godkendt hans død som betalingen for vore synder; han blev «oprejst for vor retfærdiggørelse» (Rom 4,25). Graven er tom, og døden har ikke længere det sidste ord. Budskabet sendes straks til dem, der svigtede: «Han går forud for jer.» Han kalder dem brødre. Den, der hører dette i dag, skal vide, at den opstandne går foran i livet og i døden, og at budskabet om ham er givet, for at vi skal gå herfra «med frygt og stor glæde».

Prædikenspor: «Fra graven til Galilæa» · «To billeder: langfredag og påskemorgen» · ««I skal ikke frygte»»

Salmeforslag: DDS 218 Krist stod op af døde · DDS 220 I dødens bånd vor frelser lå · DDS 224 Stat op, min sjæl, i morgengry · DDS 227 Som den gyldne sol frembryder · DDS 230 Påskemorgen slukker sorgen

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

2. række

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers