Matt 28,1–8

Teksten i sammenhæng

Matthæus fortæller påskemorgenen i direkte forlængelse af lidelseshistorien. Jesus er død og begravet i Josef fra Arimatæas grav (27,57–61), og ypperstepræsterne har fået Pilatus til at forsegle stenen og sætte vagt, for de husker, at han havde sagt: «Efter tre dage opstår jeg» (27,62–66). Nu går de to Mariaer, som sad over for graven langfredag aften, ud for at se til den. Hos Matthæus sker der noget for øjnene af dem: et jordskælv, en engel, der vælter stenen og sætter sig på den, og vagterne, som falder om som døde. Englen taler til kvinderne og sender dem af sted med budskabet til disciplene, de samme disciple, som flygtede i Getsemane (26,56). Lige efter teksten møder den opstandne Jesus selv kvinderne (28,9–10), og vagterne bliver bestukket til at sprede rygtet om, at liget blev stjålet (28,11–15). I kirkeåret er teksten evangelium på påskedag i 2. tekstrække. I 1. tekstrække er det Mark 16,1–8. Luthers to påskeprædikener i Huspostillen er over Matt 28,1–10, altså samme dag og næsten samme tekst.

Opbygning

1. 28,1 Kvinderne går ud ved daggry for at se til graven
2. 28,2 Jordskælvet: Englen vælter stenen, og vagterne bliver som døde
3. 28,5 «I skal ikke frygte»: Den korsfæstede er opstået
4. 28,7 Sendt til disciplene: Han går forud for jer til Galilæa
5. 28,8 Med frygt og stor glæde løber de af sted

Græske nøgleord

• σεισμός (G4578, v. 28,2) – σεισμός, jordskælv. Matthæus bruger ordet ved korset (27,54) og igen her. Jordskælvet hører i Det Gamle Testamente til, når Gud selv griber ind (jf. Sl 18,8; Joel 4,16). Samme ordstamme går igen i v. 4: Vagterne «rystede» (ἐσείσθησαν). Hele jorden ryster ved Guds gerning, og de magter, der skulle holde den døde i graven, ryster med.
• σταυρόω (G4717, v. 28,5) – σταυρόω, korsfæste. Englen kalder Jesus τὸν ἐσταυρωμένον, «den korsfæstede», med et perfektum participium: Han er og bliver den korsfæstede, også som opstanden. Opstandelsen sletter ikke korset, men stadfæster det. Paulus bruger samme form, når han prædiker «Kristus som korsfæstet» (1 Kor 1,23; 2,2; Gal 3,1). Den opstandne er den samme, som døde for vore synder.
• φοβέω (G5399, v. 28,5) – φοβέω, frygte. Μὴ φοβεῖσθε ὑμεῖς, «I skal ikke frygte», med et ekstra, betonet ὑμεῖς: I, i modsætning til vagterne. Vagterne skal frygte (v. 4), kvinderne ikke. Nægtende imperativ i præsens kan betyde «hold op med at frygte». Det er påskens første ord til mennesker, og Jesus gentager det selv i v. 10.
• ἐγείρω (G1453, v. 28,6) – ἐγείρω, oprejse, vække. Ἠγέρθη er aorist passiv: «han er blevet oprejst». Passiven peger på, at det er Gud, der har handlet; formen kan også gengives «han er opstået», og Skriften siger også, at Sønnen selv tager sit liv igen (Joh 10,18). Ordet står to gange (v. 6 og 7) og er hele englens budskab: Graven er tom, fordi Gud har oprejst ham, «som han har sagt».
• προάγω (G4254, v. 28,7) – προάγω, gå forud. Præsens: «han går forud for jer», han er allerede på vej. Jesus havde lovet det i Getsemane: «Når jeg er oprejst, vil jeg gå i forvejen for jer til Galilæa» (26,32), lige før disciplene svigtede. Den opstandne holder sit ord og samler igen sin flok, som en hyrde, der går foran fårene.
• χαρά (G5479, v. 28,8) – χαρά, glæde. Kvinderne går «med frygt og stor glæde» (μετὰ φόβου καὶ χαρᾶς μεγάλης). De to ting står side om side; frygten er ikke væk, men glæden er stor. Samme udtryk «stor glæde» brugte Matthæus om de vise mænd ved stjernen (2,10). Påskeglæden er ikke en stemning, men glæden over et budskab, de har fået.

Eksegetiske noter

• v. 28,1 «Efter sabbatten» (ὀψὲ σαββάτων) betyder her ikke sent på sabbatten, men efter den, ved daggry på ugens første dag. Det er søndag morgen, den tredje dag regnet efter jødisk skik (fredag, lørdag, søndag). Matthæus nævner kun to kvinder og siger, at de ville «se til graven»; Markus og Lukas fortæller, at de havde salve med. Kvinderne er de samme, som så, hvor han blev lagt (27,61). De er altså øjenvidner til både begravelsen og den tomme grav.
• v. 28,2 Englen væltede ikke stenen, for at Jesus kunne komme ud, men for at kvinderne kunne se, at graven var tom. Både Luther (Huspostillen) og de lutherske dogmatikere (Quenstedt hos Pieper, Jacobs) siger, at Kristus opstod af den lukkede og forseglede grav. At englen «satte sig på» stenen, er et sejrstegn over forseglingen og vagten (27,66). RP har «fra døren» (ἀπὸ τῆς θύρας); den kritiske tekst og DFB har ikke ordene.
• v. 28,4 Vagten var sat for at hindre, at liget blev stjålet (27,62–66). Nu bliver de, der skulle vogte en død, selv «som døde», mens den døde lever. Matthæus fortæller videre, at vagterne meldte alt til ypperstepræsterne og blev betalt for at sige, at disciplene stjal liget (28,11–15). Fjendernes egne forholdsregler bliver dermed et vidnesbyrd om, at graven var tom.
• v. 28,6 «Som han har sagt»: Jesus havde tre gange forudsagt sin lidelse og opstandelse (16,21; 17,22–23; 20,18–19). Englen henviser ikke til et nyt syn, men til Jesu eget ord. RP har «stedet, hvor Herren lå» (ὁ κύριος); den kritiske tekst har kun «hvor han lå», og DFB følger den. «Kom og se» indbyder til at efterprøve: Graven er tom og kan ses.
• v. 28,7 Galilæa var stedet, hvor Jesus begyndte at prædike (4,12–17), og hvor han siden giver missionsbefalingen (28,16–20). Jesus selv kalder disciplene «mine brødre» i v. 10, selv om de alle havde forladt ham. «Se, jeg har sagt jer det» bekræfter, at budskabet er pålideligt; englen står inde for det.
• v. 28,8 Kvinderne bliver de første vidner til opstandelsen og de første til at bringe budskabet videre. I deres samtid var kvinders vidnesbyrd ikke meget værd i retten; at evangelisterne alligevel lader dem være de første vidner, taler for, at beretningen ikke er digtet. Udtrykket «frygt og stor glæde» viser mødet med Guds gerning: ærefrygt og glæde på én gang.

Lov og evangelium

Loven: Teksten begynder ved en grav, hvor alt er forseglet og bevogtet. Kvinderne søger «Jesus, den korsfæstede», og han er korsfæstet for vore synder; langfredagens billede viser, hvor alvorligt Gud tager synden. Vagterne er billedet på den magt, mennesker sætter op mod Gud: segl, sten og soldater, og alligevel falder de om som døde, da Gud griber ind. Over for den levende Gud er menneskets magt intet. Og disciplene, som skal have budskabet, er dem, der flygtede og fornægtede. Teksten rammer også os, der ofte lever, som om Jesus stadig lå i graven, og som lader frygten for døden og for Gud bestemme mere end hans ord.

Evangeliet: Evangeliet er englens ord: «I skal ikke frygte.» Den korsfæstede er ikke her, for Gud har oprejst ham, som han selv havde sagt. Med det har Gud godkendt hans død som betalingen for vore synder; han blev «oprejst for vor retfærdiggørelse» (Rom 4,25). Graven er tom, og døden har ikke længere det sidste ord. Budskabet sendes straks til dem, der svigtede: «Han går forud for jer.» Han kalder dem brødre. Den, der hører dette i dag, skal vide, at den opstandne går foran i livet og i døden, og at budskabet om ham er givet, for at vi skal gå herfra «med frygt og stor glæde».

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: Påskedag, 1. prædiken: Luther stiller to billeder over for hinanden: Langfredagens blodige billede, hvor vore synder ligger på Kristus, og påskens glade billede, hvor de er borte. Det ene må ikke stå uden det andet.
  «ikke alene er vore synder dræbt og udslettet ved Kristi død, men at vi ved hans opstandelse har ny, evig retfærdighed og liv» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Påskedag, 2. prædiken: Englens «I skal ikke frygte» gælder ikke kun kvinderne, men alle døbte. Når Kristus lever, er synd, død og Djævel ikke længere noget at frygte; det modsatte af frygt er glæde og håb.
  «den, der ikke skal frygte, skal være glad og ved godt mod og håbe og vente det bedste» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Påskedag, 2. prædiken: At budskabet sendes netop til disciplene, der havde svigtet og fornægtet, viser, at opstandelsen er til trøst for syndere og svagtroende.
  «Herren Kristus er opstået til trøst for de stakkels svagtroende – ja, for dem, der næsten er helt vantro» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro, kap. 12: Kristi to stande: Stenen blev ikke væltet, for at Kristus kunne komme ud, men for at kvinderne og disciplene kunne se, at graven var tom.
  «Stenen blev væltet bort for at give hans disciple og de troende kvinder et sikkert bevis på, at graven var tom.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Kristi fornedrelse og ophøjelse (citat fra Quenstedt): Med Matt 28,2 og 28,6 viser Quenstedt, at Kristus opstod af den lukkede grav, før englen kom; stenen blev væltet for at vise opstandelsen.
  «Stenen blev væltet bort af engelen, men for at vise den opstandelse, som allerede var sket.» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro, kap. 12: Kristi to stande: Jacobs definerer opstandelsen og dens betydning: bevis på Kristi guddommelige myndighed, tegn på det fuldbragte forløsningsværk og grund for vort håb.
  «et tegn på, at hans forløsningsværk var fuldført, og en bekræftelse af troen på de dødes kommende opstandelse» Læs teksten

Prædikenspor

Fra graven til Galilæa

Sporet følger kvindernes vej i teksten. Første trin: De går ud i morgengryet for at se til en grav. De søger en død, og graven er forseglet og bevogtet; mere kan sorgen ikke gøre. Andet trin: Gud griber ind. Jorden skælver, englen vælter stenen og sætter sig på den, og vagterne bliver som døde. Stenen væltes ikke, for at Jesus kan komme ud, men for at kvinderne kan se ind: «Han er ikke her, han er oprejst, som han har sagt.» Tredje trin: Budskabet sender dem af sted, og den opstandne går forud til Galilæa. Evangeliet er, at vi ikke skal blive ved graven: Han lever, han går foran, og han samler sine igen.

To billeder: langfredag og påskemorgen

Et tematisk spor ud fra Luthers første påskeprædiken. Første trin: Englen kalder ham «den korsfæstede». Langfredagens billede viser vore synder lagt på Kristus og Guds vrede over synden. Det billede kan ikke stå alene. Andet trin: Påskemorgenens billede viser den samme Kristus uden synd, uden død, levende. Hvor er synderne så blevet af? De er båret bort; han blev «oprejst for vor retfærdiggørelse» (Rom 4,25). Tredje trin: Troen må holde de to billeder sammen og bruge påsken mod anfægtelsen: Når synden og døden anklager, peger den på den tomme grav. Evangeliet er, at Gud selv har stadfæstet, at betalingen er gyldig.

«I skal ikke frygte»

Et sjælesørgerligt spor for dem, der kommer til påskegudstjenesten med frygt og sorg. Første trin: Der er to slags frygt i teksten. Vagterne ryster af frygt og bliver som døde; kvinderne frygter også, men de får et ord. Andet trin: Englen siger: «I skal ikke frygte, for jeg ved, at I søger Jesus, den korsfæstede.» Ordet gælder dem, der søger ham, også med tvivl og sorg; budskabet sendes netop til de disciple, der havde svigtet. Tredje trin: Kvinderne går «med frygt og stor glæde». Glæden kommer ikke af, at frygten er forsvundet, men af budskabet. Evangeliet er, at den opstandne lever for os og går foran os, også gennem døden.

Lærepunkter i teksten

• Kristi fornedrelse og ophøjelse – Opstandelsen er begyndelsen på Kristi ophøjelse; han opstår af den lukkede grav, og englen viser blot, at graven er tom.
• Retfærdiggørelsen – Den korsfæstede er oprejst «for vor retfærdiggørelse» (Rom 4,25); Luther ser i påskebilledet, at synden er borte.
• De dødes opstandelse – Kristi legemlige opstandelse fra den tomme grav er grunden til håbet om de dødes opstandelse.
• Englene og Djævelen – Englen er påskens første prædikant: Han forskrækker vagterne, men trøster kvinderne og sender dem med budskabet.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 218 Krist stod op af døde – Den gamle påskesang, som Luther citerer i Huspostillen: «Krist vil være vor trøst.»
• 220 I dødens bånd vor frelser lå – Luthers påskesalme over sekvensen om den underfulde kamp mellem død og liv, som han citerer i prædikenen.
• 224 Stat op, min sjæl, i morgengry – Påskemorgen ved daggry, som da kvinderne gik ud til graven.
• 227 Som den gyldne sol frembryder – Påskesalme om den opstandne Kristus og sejren over døden.
• 230 Påskemorgen slukker sorgen – Grundtvigs påskesalme: sorgen ved graven vendes til glæde, som hos kvinderne.