2. påskedag

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Luk 24,13–35

Emmausberetningen står kun hos Lukas (jf. det korte resumé i Mark 16,12–13). Den hører til påskedag: Om morgenen har kvinderne fundet graven tom og hørt englenes budskab, men apostlene holdt det for løs snak (24,1–12). «Samme dag» går to disciple, den ene hedder Kleopas, fra Jerusalem mod landsbyen Emmaus. De er ikke ude af sig selv af glæde, men skuffede og bedrøvede. Den opstandne slår følge med dem uden at blive genkendt, lader dem fortælle om deres knuste håb og udlægger så Skrifterne om sig selv. Ved aftensmåltidet bryder han brødet, deres øjne åbnes, og han forsvinder. Samme aften vender de tilbage til Jerusalem og hører, at Herren også er set af Simon. Lige efter følger Jesu tilsynekomst for de elleve (24,36–49). I kirkeåret er teksten evangelium på 2. påskedag i 1. tekstrække. Dagen fører påskens budskab ind i hverdagen: Den opstandne går med sine tvivlende disciple og giver sig til kende i Ordet og ved bordet.

Loven i teksten: Loven møder os i Jesu egne ord: «I uforstandige og sene i hjertet til at tro på alt det, som profeterne har talt!» Disciplene havde Skriften og havde hørt Jesus forudsige lidelsen, men de havde selv bestemt, hvordan Messias skulle være. Da korset ikke passede ind, tolkede de det som nederlag. Sådan gør vi også: Vi laver vores egne forventninger til Gud, og når livet går på tværs, slutter vi, at han har svigtet. Vi lytter til vores skuffelse frem for til Ordet, og vi går bort fra fællesskabet i Jerusalem i stedet for at blive. Vantroen er ikke kun mangel på viden, men et trægt hjerte, som ikke vil tro det, Gud har sagt.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er, at den opstandne selv opsøger de skuffede. Han venter ikke på, at de finder vej tilbage, men slår følge med dem på deres flugt væk. Han viser dem, at korset ikke var nederlaget, men vejen: «Måtte Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?» Det, de troede var enden på håbet, var forløsningen af Israel. Han åbner Skrifterne, så hjertet brænder, og han bliver hos dem, da det bliver aften. Ved bordet bryder han brødet og giver sig til kende. Sådan kommer han også til os i dag: i det udlagte Ord og ved sit bord, for os, der er sene til at tro.

Prædikenspor: «Vejen fra «vi havde håbet» til «Herren er virkelig opstået»» · «Kristus i hele Skriften» · ««Bliv hos os, for det er ved at være aften»»

Salmeforslag: DDS 218 Krist stod op af døde · DDS 244 Hvor lifligt er det dog at gå · DDS 773 Bliv hos os, når dagen hælder · DDS 341 Det lakker nu ad aften brat · DDS 470 Lad os bryde brødet sammen ved hans bord

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Joh 20,1–18

Teksten åbner Johannesevangeliets påskekapitel. Det er ugens første dag, tidligt, mens det endnu er mørkt. Langfredag blev Jesus lagt i en ny grav i en have tæt ved stedet, hvor han blev korsfæstet (19,41–42). Maria Magdalene, som stod ved korset (19,25), finder stenen taget bort og løber til Simon Peter og «den anden discipel», ham som Jesus elskede. De to løber til graven og ser linklæderne, og den anden discipel «så og troede», men de forstod endnu ikke Skriften. Så vender teksten tilbage til Maria, der står grædende uden for graven. Først englene og så Jesus selv spørger, hvorfor hun græder; hun kender ham først, da han siger hendes navn. Han sender hende til «mine brødre» med budskabet om, at han farer op til sin og deres Fader, og hun bliver den første, der forkynder: «Jeg har set Herren.» I kirkeåret er teksten evangelium på 2. påskedag i 2. tekstrække; i 1. tekstrække læses Emmausberetningen (Luk 24,13–35).

Loven i teksten: Teksten viser, hvor lidt disciplene forventede opstandelsen. Maria regner med, at liget er stjålet; Peter ser klæderne uden at forstå; ingen af dem har taget Jesu ord om at opstå alvorligt, «for de forstod endnu ikke Skriften». Sådan er vi også: Vi kan synge påskesalmerne og alligevel leve, som om døden har sidste ord, og søge trøst i det, vi selv kan holde fast i. Marias gråd er ærlig, men hun leder efter en død, hun vil hente og passe. Den naturlige fromhed vil gerne have Jesus i en grav, hvor vi kan bestemme over ham, eller holde ham fast på vores måde. Det er vantro, også når den ser from ud.

Evangeliet i teksten: Den opstandne kommer selv til den, der græder og leder forkert. Han venter ikke på, at Maria forstår, men kalder hende ved navn, og ved hans ord kender hun ham. Sådan kommer han stadig til os: i Ordet, der siger vores navn i dåben og lyder i evangeliet. Og han sender hende ikke med en dom til de disciple, der flygtede, men med et nyt navn: «mine brødre». Ved hans død og opstandelse er hans Fader blevet vores Fader og hans Gud vores Gud. Graven er tom, og forsoningen er fuldbragt. Den, der står ved en grav i dag, hører det samme spørgsmål: «Hvorfor græder du?» Grunden til den sidste gråd er borte.

Prædikenspor: «Hvorfor græder du?» · «De forstod endnu ikke Skriften» · «Gå til mine brødre»

Salmeforslag: DDS 218 Krist stod op af døde · DDS 224 Stat op, min sjæl, i morgengry · DDS 230 Påskemorgen slukker sorgen · DDS 242 Hører, I, som græde · DDS 249 Hvad er det at møde den opstandne mester · DDS 233 Jesus lever, graven brast

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

2. række

Teksterne på tidslinjen

• ca. 40Peter og Kornelius – Den første hedning døbes; evangeliet går ud over jødedommens grænser.

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers