Luk 24,13–35

Teksten i sammenhæng

Emmausberetningen står kun hos Lukas (jf. det korte resumé i Mark 16,12–13). Den hører til påskedag: Om morgenen har kvinderne fundet graven tom og hørt englenes budskab, men apostlene holdt det for løs snak (24,1–12). «Samme dag» går to disciple, den ene hedder Kleopas, fra Jerusalem mod landsbyen Emmaus. De er ikke ude af sig selv af glæde, men skuffede og bedrøvede. Den opstandne slår følge med dem uden at blive genkendt, lader dem fortælle om deres knuste håb og udlægger så Skrifterne om sig selv. Ved aftensmåltidet bryder han brødet, deres øjne åbnes, og han forsvinder. Samme aften vender de tilbage til Jerusalem og hører, at Herren også er set af Simon. Lige efter følger Jesu tilsynekomst for de elleve (24,36–49). I kirkeåret er teksten evangelium på 2. påskedag i 1. tekstrække. Dagen fører påskens budskab ind i hverdagen: Den opstandne går med sine tvivlende disciple og giver sig til kende i Ordet og ved bordet.

Opbygning

1. 24,13 To bedrøvede disciple på vej til Emmaus
2. 24,17 «Vi havde håbet …»: de skuffede forventninger
3. 24,25 Måtte Kristus ikke lide? Jesus åbner Skrifterne
4. 24,28 «Bliv hos os»: brødet brydes, og øjnene åbnes
5. 24,33 Tilbage til Jerusalem: «Herren er virkelig opstået»

Græske nøgleord

• ἐλπίζω (G1679, v. 24,21) – ἐλπίζω, håbe. Imperfektum ἠλπίζομεν, «vi havde håbet» eller «vi gik og håbede»: et håb, der varede ved hele vejen, men som nu ligger bag dem. Indholdet var, at Jesus skulle «forløse Israel» (λυτρόω, løskøbe). Det ironiske er, at han netop har gjort det ved sin død, som de holder for håbets endelige nederlag. Disciplene havde ret i håbets genstand, men forkert i vejen.
• δεῖ (G1163, v. 24,26) – δεῖ, det er nødvendigt, det må ske. Imperfektum ἔδει, «måtte ikke». Hos Lukas er det ordet for Guds frelsesplan (9,22; 17,25; 22,37; 24,7.44). Lidelsen var ikke et uheld, som Gud bagefter rettede op, men den vej, Skriften havde forudsagt. Nødvendigheden ligger ikke i skæbnen, men i Guds vilje og løfte: Kristus skulle lide og således gå ind til sin herlighed.
• διερμηνεύω (G1329, v. 24,27) – διερμηνεύω, udlægge, tolke grundigt. Imperfektum: Han blev ved med at udlægge, mens de gik, og gik Skrifterne igennem fra Moses og alle profeterne. Genstanden er «det, som handlede om ham». Jesus selv er Skriftens udlægger og dens indhold; Det Gamle Testamente læses ret, når det læses med Kristus som midtpunkt.
• μένω (G3306, v. 24,29) – μένω, blive. Aorist imperativ μεῖνον, «bliv!», et indtrængende ønske, forstærket af παραβιάζομαι, «nøde, tvinge». Ordet gentages i infinitiv: «han gik ind for at blive hos dem». Den fremmede, der lod som om han ville gå videre, lader sig byde ind. Bønnen «Bliv hos os» er blevet kirkens aftenbøn; den bygger på, at han gerne vil blive.
• διανοίγω (G1272, v. 24,31) – διανοίγω, åbne helt. Aorist passiv διηνοίχθησαν, «blev åbnet»: Det er Gud, der handler, ligesom deres øjne i v. 16 «blev holdt». Samme verbum bruges i v. 32 om Skrifterne, som han åbnede, og i v. 45 om forstanden. Øjne, Skrift og forstand åbnes af den samme Herre. Genkendelsen er ikke disciplenes præstation, men hans gave.
• καίω (G2545, v. 24,32) – καίω, brænde. Participium præsens med ἦν, «var brændende»: Hjertet brændte hele tiden, mens han talte, selv før de vidste, hvem han var. Ordet virkede, før øjnene blev åbnet. Det står i modsætning til v. 25, hvor de kaldes «sene i hjertet til at tro». Det samme hjerte, som var trægt, blev sat i brand af Skriftens udlægning.

Eksegetiske noter

• v. 24,13 60 stadier er ca. 11 km. Nogle håndskrifter (bl.a. Sinaiticus) har 160 stadier, formentlig for at passe med Emmaus-Nikopolis (Amwas), der ligger ca. 30 km fra Jerusalem; det er for langt til at gå frem og tilbage samme aften. RP og de fleste håndskrifter har 60. Hvor landsbyen lå, vides ikke med sikkerhed; flere steder er foreslået.
• v. 24,16 «Deres øjne blev holdt» (passiv) og «deres øjne blev åbnet» (v. 31) danner en ramme om beretningen. Lukas siger ikke, hvordan det skete, men at det var Guds handling. Lutherske dogmatikere har afvist den reformerte udlægning, at Jesus i v. 31 ikke selv blev usynlig, men kun holdt deres øjne lukkede (Pieper, Kristen dogmatik). Teksten siger begge dele: Øjnene blev holdt, og han blev usynlig for dem.
• v. 24,18 Kleopas (Κλεοπᾶς) nævnes kun her. Nogle har fra oldkirken identificeret ham med Klopas i Joh 19,25, men det er usikkert. Hans ledsager er unavngivet. At den opstandne viser sig for to ellers ukendte disciple, viser, at påskens budskab ikke kun gælder apostlene. Spørgsmålet «Er du alene fremmed i Jerusalem?» er ironisk: Den eneste, der virkelig ved, hvad der er sket, er netop ham.
• v. 24,25–27 «Moses og alle profeterne» betyder hele Det Gamle Testamente (jf. v. 44: Moses’ lov, profeterne og Salmerne). Lukas gengiver ikke udlægningen, men apostlenes prædikener i ApG viser, hvilke steder kirken brugte, fx 5 Mos 18,15 (ApG 3,22), Sl 16,8–11 (ApG 2,25–28), Sl 110,1 (ApG 2,34–35) og Es 53,7–8 (ApG 8,32–35). Urbanus Rhegius forsøgte i 1537 netop ud fra profeterne at genskabe denne prædiken.
• v. 24,30 Ordene «tog brødet, velsignede og brød det og gav dem det» svarer til bespisningen (9,16) og indstiftelsen af nadveren (22,19). Om måltidet i Emmaus var en nadver, er omstridt. Apologien (art. XXII) har «ikke meget imod», at nogle forstår brødets brydning om sakramentet, men afviser at bruge stedet som bevis for nadver under én skikkelse. Prædikenen bør derfor ikke gøre måltidet til en nadver, men kan vise, at Herren giver sig til kende ved sit bord.
• v. 24,34 I RP står λέγοντας (akkusativ): Det er de elleve i Jerusalem, der modtager de to med budskabet om, at Herren er set af Simon (jf. 1 Kor 15,5, «Kefas»). Codex Bezae har λέγοντες (nominativ), så det bliver Emmausdisciplene, der siger det. Den almindelige læsemåde giver en pointe: Vidnesbyrdet hviler ikke på de tos oplevelse alene. ὄντως, «virkelig», understreger, at det er sket.

Lov og evangelium

Loven: Loven møder os i Jesu egne ord: «I uforstandige og sene i hjertet til at tro på alt det, som profeterne har talt!» Disciplene havde Skriften og havde hørt Jesus forudsige lidelsen, men de havde selv bestemt, hvordan Messias skulle være. Da korset ikke passede ind, tolkede de det som nederlag. Sådan gør vi også: Vi laver vores egne forventninger til Gud, og når livet går på tværs, slutter vi, at han har svigtet. Vi lytter til vores skuffelse frem for til Ordet, og vi går bort fra fællesskabet i Jerusalem i stedet for at blive. Vantroen er ikke kun mangel på viden, men et trægt hjerte, som ikke vil tro det, Gud har sagt.

Evangeliet: Evangeliet er, at den opstandne selv opsøger de skuffede. Han venter ikke på, at de finder vej tilbage, men slår følge med dem på deres flugt væk. Han viser dem, at korset ikke var nederlaget, men vejen: «Måtte Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?» Det, de troede var enden på håbet, var forløsningen af Israel. Han åbner Skrifterne, så hjertet brænder, og han bliver hos dem, da det bliver aften. Ved bordet bryder han brødet og giver sig til kende. Sådan kommer han også til os i dag: i det udlagte Ord og ved sit bord, for os, der er sene til at tro.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 10. passionsprædiken (Matt 27,33–56): Luther bruger Emmausdisciplenes ord «Vi havde håbet» som eksempel på den forargelse, korset vakte. Disciplene elskede Jesus, men tænkte ligesom hans fjender, at det nu var forbi med ham.
  «Da Herren nu kom i sine fjenders hænder og lod sig dræbe på korset, faldt det håb, de havde haft om hans herlighed, helt til jorden.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 10. passionsprædiken (Matt 27,33–56): Årsagen til forargelsen var, at de havde tabt Skriften af syne. Havde de læst profeterne, ville lidelsen netop have bevist, at Jesus var Messias. Netop den forargelse retter Jesus op på vejen til Emmaus, da han åbner Skrifterne for dem.
  «Men hvor kom den dom og den forargelige tanke fra? Ingen andre steder fra end at de havde tabt Skriften af syne og ikke flittigt havde tænkt over profeterne.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Urbanus Rhegius, Samtale om Kristi prædiken på vejen til Emmaus (1537), fortalen: Rhegius skrev en hel bog om den prædiken, som Lukas ikke gengiver. Han mener, at vi godt kan vide, hvad den indeholdt, fordi profeterne vidner om Messias’ lidelse og herlighed.
  «for der findes mange vidnesbyrd i alle profeterne om, at Messias skulle lide og dø og således gå ind i sin herligheds evige rige.» Læs teksten
• Urbanus Rhegius, Samtale om Kristi prædiken på vejen til Emmaus (1537): Kirken er ikke berøvet Emmausprædikenen. Gennem evangelisterne og apostlene hører vi stadig Kristi røst, der udlægger Skriften om ham selv.
  «Du ser ikke Kristus nu, men du hører hans røst gennem evangelisterne, og du hører den prædiken, som han holdt for disse to disciple.» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro, kap. 17: Troen på Kristus: Med Chemnitz bruger Jacobs Luk 24,27 til at vise, at Kristus som mellemmand er hele Skriftens sigte, og at troen holder sig til ham som sin egentlige genstand.
  «summen, sigtet og målet for hele Skriften er Kristus i hans embede som mellemmand» Læs teksten
• Konkordiebogen, Apologien, art. XXII: Om begge skikkelser i nadveren: Apologien lader det stå åbent, om brødets brydning i Luk 24,35 er nadveren, men afviser at bygge nadver under én skikkelse på stedet.
  «Vi har ikke meget imod, at nogle forstår disse steder om sakramentet. Men deraf følger ikke, at kun den ene del blev givet» Læs teksten

Prædikenspor

Vejen fra «vi havde håbet» til «Herren er virkelig opstået»

Sporet følger disciplenes vej. Første trin: To skuffede mennesker går bort fra Jerusalem. «Vi havde håbet» rummer alle de håb, vi selv har mistet, også håb til Gud. Andet trin: Den fremmede går med og lytter, men retter dem så skarpt: Det var ikke korset, der var fejlen, men deres læsning af Skriften. Lidelsen var Guds vej til herligheden. Tredje trin: Ved bordet bryder han brødet, og de kender ham. De vender om samme aften og møder de andre med samme budskab. Evangeliet: Den opstandne går ikke forbi de skuffede; han går med dem, til de kan sige: Herren er virkelig opstået.

Kristus i hele Skriften

Et tematisk spor om Skriften. Første trin: Disciplene havde Bibelen, men læste den uden Kristus og blev derfor forargede over korset, som Luther siger i Huspostillen. Andet trin: Jesus begynder med Moses og alle profeterne og viser, at hele Skriften handler om ham; giv et par af de steder, apostlene brugte (Es 53; Sl 16; 5 Mos 18). Tredje trin: Vi har ikke mistet denne prædiken, siger Rhegius. Når Skriften udlægges med Kristus i centrum, taler han selv, og hjertet brænder. Evangeliet: Den samme Herre åbner Skriften for os i dag og viser, at hans lidelse var for os.

«Bliv hos os, for det er ved at være aften»

Et sjælesørgerligt spor for dem, hvis dag hælder: de sørgende, de gamle, de trætte i troen. Første trin: Disciplene er sene til at tro, og alligevel går Jesus med dem. Han kræver ikke, at de først skal være klar over, hvem han er. Andet trin: Bønnen «Bliv hos os» er blevet kirkens aftenbøn, og den bliver hørt: Han går ind for at blive. Tredje trin: Han bliver ikke synlig hos os, men i Ordet og ved sit bord, hvor han bryder brødet. Evangeliet: Når aftenen kommer, også livets aften, er den opstandne den, der bliver.

Lærepunkter i teksten

• Kristi fornedrelse og ophøjelse – «Måtte Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?» (24,26) er Skriftens korte formel for fornedrelse og ophøjelse.
• Skriftens klarhed og udlægning – Jesus udlægger Moses og profeterne om sig selv: Kristus er Skriftens midtpunkt og nøgle (24,27).
• Ordets kraft – Hjertet brænder, mens han åbner Skrifterne (24,32): Ordet virker troen, før øjnene ser.
• Nådemidlerne – Den opstandne giver sig til kende gennem det udlagte Ord og ved bordet, ikke ved syn alene.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 218 Krist stod op af døde – Den gamle påskesalme om den opstandne Kristus, der er vor trøst.
• 244 Hvor lifligt er det dog at gå – Salmen om at vandre med den opstandne som Emmausdisciplene.
• 773 Bliv hos os, når dagen hælder – Tager disciplenes bøn i v. 29 op som aftenbøn.
• 341 Det lakker nu ad aften brat – Bøn om, at Herren vil blive hos os med sit ord, når det bliver aften.
• 470 Lad os bryde brødet sammen ved hans bord – Om fællesskabet ved Herrens bord, hvor brødet brydes.