Joh 20,1–18

Teksten i sammenhæng

Teksten åbner Johannesevangeliets påskekapitel. Det er ugens første dag, tidligt, mens det endnu er mørkt. Langfredag blev Jesus lagt i en ny grav i en have tæt ved stedet, hvor han blev korsfæstet (19,41–42). Maria Magdalene, som stod ved korset (19,25), finder stenen taget bort og løber til Simon Peter og «den anden discipel», ham som Jesus elskede. De to løber til graven og ser linklæderne, og den anden discipel «så og troede», men de forstod endnu ikke Skriften. Så vender teksten tilbage til Maria, der står grædende uden for graven. Først englene og så Jesus selv spørger, hvorfor hun græder; hun kender ham først, da han siger hendes navn. Han sender hende til «mine brødre» med budskabet om, at han farer op til sin og deres Fader, og hun bliver den første, der forkynder: «Jeg har set Herren.» I kirkeåret er teksten evangelium på 2. påskedag i 2. tekstrække; i 1. tekstrække læses Emmausberetningen (Luk 24,13–35).

Opbygning

1. 20,1 Maria Magdalene finder graven tom
2. 20,3 Peter og den anden discipel løber til graven: «han så og troede»
3. 20,11 Maria græder ved graven, og englene spørger
4. 20,14 Jesus kalder hende ved navn: «Maria!» – «Rabbuni!»
5. 20,17 Sendt til «mine brødre»: «Jeg har set Herren»

Græske nøgleord

• ἐντυλίσσω (G1794, v. 20,7) – ἐντυλίσσω, rulle sammen, folde. Participiet står i perfektum: Tørklædet ligger sammenrullet for sig selv, et andet sted end linklæderne. Det er ikke et billede på hast eller gravrøveri; tyve tager ikke klæderne af liget og lader dem ligge ordentligt. Graven vidner om, at noget er sket i ro. Sammenlign Lazarus, der kom ud med ligklæderne om sig (11,44): Han skulle dø igen, Jesus har lagt døden bag sig.
• πιστεύω (G4100, v. 20,8) – πιστεύω, tro. Aoristen ἐπίστευσεν, «han troede», fortæller det som en afsluttet begivenhed: Ved synet af den tomme grav og klæderne kommer troen. Men v. 9 tilføjer straks, at de endnu ikke forstod Skriften. Troen er her begyndt, men ikke færdig; den skal bygges på Ordet, ikke kun på det, øjet ser. Det peger frem mod 20,29: «Salige er de, som ikke har set og dog tror.»
• κλαίω (G2799, v. 20,11) – κλαίω, græde, klage højt. Ordet bruges om sorg, der kan høres, som ved Lazarus’ grav (11,33). Det står fire gange i teksten (v. 11 to gange, 13, 15). Både englene og Jesus spørger: «Hvorfor græder du?» Spørgsmålet er ikke en irettesættelse, men en åbning: Grunden til gråden er allerede borte, og han står lige bag hende. Jf. 16,20: «Jeres sorg skal vendes til glæde.»
• ζητέω (G2212, v. 20,15) – ζητέω, søge, lede efter. «Hvem leder du efter?» minder om Jesu første ord i evangeliet: «Hvad søger I?» (1,38), og om spørgsmålet i Getsemane: «Hvem leder I efter?» (18,4.7). Maria leder efter et dødt legeme, som hun vil hente. Men den, hun søger, er selv den, der finder hende. Spørgsmålet sætter ord på, at hun søger den rette, men det forkerte sted.
• ἅπτομαι (G680, v. 20,17) – ἅπτομαι, røre ved, holde fast i. Med μή og bydeform i nutid betyder det typisk at holde op med noget, der er i gang: «Hold ikke fast ved mig.» Maria vil holde på ham, som han var før. Begrundelsen, «jeg er endnu ikke faret op», viser, at fællesskabet nu skal have en ny form: ikke ved at holde på hans synlige nærvær, men ved Ordet og Ånden efter himmelfarten.
• ἀδελφός (G80, v. 20,17) – ἀδελφός, bror. Det er første gang i Johannesevangeliet, at Jesus kalder disciplene sine brødre, og det sker efter at de alle har forladt ham. Navnet bygger på det, han siger bagefter: Hans Fader er nu også deres Fader. Jf. Hebr 2,11–12, hvor Kristus «ikke skammer sig ved at kalde dem brødre» med ord fra Sl 22,23.
• ὁράω (G3708, v. 20,18) – ὁράω, se. Perfektum ἑώρακεν betyder: Hun har set, og det står ved magt. Det er ikke et flygtigt syn, men et vidnesbyrd, der bærer. Samme form går igen hos disciplene (20,25: «Vi har set Herren») og bagved hele evangeliets vidnesbyrd (1 Joh 1,1–3). Kirkens påskeforkyndelse begynder her: med en kvinde, der siger, hvad hun har set og hørt.

Eksegetiske noter

• v. 20,1–2 Johannes nævner kun Maria Magdalene, men hendes «vi ved ikke» (v. 2) viser, at hun ikke var alene; de andre evangelier nævner flere kvinder (Matt 28,1; Mark 16,1; Luk 24,10). Hun drager den nærliggende slutning: Liget er flyttet eller stjålet. Det rygte, at disciplene stjal liget, kendes også fra Matt 28,13–15. Mørket i v. 1 kan være mere end en tidsangivelse; i Johannesevangeliet står mørke og nat ofte for vantro og det, der er skilt fra lyset (1,5; 3,2; 13,30).
• v. 20,5–8 Linklæderne (ὀθόνια) er de samme, som Josef og Nikodemus svøbte legemet i sammen med krydderierne (19,40). At de ligger der, og at tørklædet ligger sammenrullet for sig, taler imod gravrøveri. Den anden discipel «så og troede» (v. 8). Peter nævnes ikke som troende her, men Luk 24,12 siger, at han gik hjem og undrede sig. Johannes tegner næppe en konkurrence; de to er snarere to vidner til den tomme grav (jf. 5 Mos 19,15).
• v. 20,9 «Skriften» i ental kan pege på et bestemt sted. Apostlene bruger senere Sl 16,10 om opstandelsen (ApG 2,25–31; 13,35), og Paulus siger, at Kristus opstod «efter Skrifterne» (1 Kor 15,4); jf. også Es 53,10–12. Ordet «skulle» (δεῖ) udtrykker Guds nødvendige plan. Opstandelsen forstås ikke ved den tomme grav alene, men når Skriften åbnes (Luk 24,25–27.45).
• v. 20,15–16 At Maria tror, han er havemanden, passer til, at graven lå i en have (19,41). Nogle har set en hentydning til Edens have; teksten siger det ikke direkte. Hun genkender ham ikke ved synet, men da han siger hendes navn. Det svarer til den gode hyrde, der «kalder sine egne får ved navn», og de kender hans stemme (10,3–4). «Rabbuni» er en aramaisk form, der betyder «min lærer»; Johannes oversætter selv. Ordet «på hebraisk» står i den kritiske tekst, men ikke i RP.
• v. 20,17 Den traditionelle danske gengivelse er «Rør ikke ved mig» (Vulgata: Noli me tangere). Det græske er nærmere «hold ikke fast ved mig». Ifølge Matt 28,9 greb kvinderne om hans fødder, uden at han forbød det. Pointen er altså ikke, at han ikke må berøres (jf. 20,27), men at Maria ikke skal holde ham tilbage i det gamle samvær; han skal fare op, og hun skal gå med budskabet.
• v. 20,17 Jesus siger ikke «vor Fader», men «min Fader og jeres Fader, min Gud og jeres Gud». Han er Søn af natur, disciplene bliver Guds børn ved ham (1,12; Gal 4,4–7). Luther i Huspostillen siger det samme: Kristus er Guds naturlige og evige Søn, vi er adopterede børn. At han siger «min Gud», hører til hans menneskelige natur: Som sandt menneske og vor bror har han Gud som sin Gud. Det står ved siden af Thomas’ bekendelse «min Herre og min Gud» (20,28).
• v. 20,18 Tekstkritik: RP har indirekte tale, ἀπαγγέλλουσα … ὅτι ἑώρακεν τὸν κύριον, «forkynder … at hun havde set Herren». Den kritiske tekst (bl.a. Sinaiticus og Vaticanus) har direkte tale: ἀγγέλλουσα … ὅτι Ἑώρακα τὸν κύριον, «Jeg har set Herren». Mange danske oversættelser følger den direkte tale. Meningen er den samme: Maria er det første vidne om den opstandne.

Lov og evangelium

Loven: Teksten viser, hvor lidt disciplene forventede opstandelsen. Maria regner med, at liget er stjålet; Peter ser klæderne uden at forstå; ingen af dem har taget Jesu ord om at opstå alvorligt, «for de forstod endnu ikke Skriften». Sådan er vi også: Vi kan synge påskesalmerne og alligevel leve, som om døden har sidste ord, og søge trøst i det, vi selv kan holde fast i. Marias gråd er ærlig, men hun leder efter en død, hun vil hente og passe. Den naturlige fromhed vil gerne have Jesus i en grav, hvor vi kan bestemme over ham, eller holde ham fast på vores måde. Det er vantro, også når den ser from ud.

Evangeliet: Den opstandne kommer selv til den, der græder og leder forkert. Han venter ikke på, at Maria forstår, men kalder hende ved navn, og ved hans ord kender hun ham. Sådan kommer han stadig til os: i Ordet, der siger vores navn i dåben og lyder i evangeliet. Og han sender hende ikke med en dom til de disciple, der flygtede, men med et nyt navn: «mine brødre». Ved hans død og opstandelse er hans Fader blevet vores Fader og hans Gud vores Gud. Graven er tom, og forsoningen er fuldbragt. Den, der står ved en grav i dag, hører det samme spørgsmål: «Hvorfor græder du?» Grunden til den sidste gråd er borte.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: påskedag, 2. prædiken (Matt 28,1–10): Huspostillen har ingen prædiken over Joh 20,1–18, men i påskeprædikenen citerer Luther v. 17 og udlægger ordet «brødre»: Når Guds Søn kalder os brødre, vil han dele sin arv med os og mener det af hjertet.
  «Men når Kristus, som er Guds Søn, kalder os brødre, så er det for alvor et prægtigt, højt navn, som ingen kan sige ud.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: påskedag, 2. prædiken (Matt 28,1–10): Disciplene havde ikke fortjent navnet; de var flygtet og havde fornægtet ham. Netop derfor er budskabet til dem evangelium. Luther skelner desuden mellem Kristus, Guds naturlige Søn, og os, der er adopterede børn ved ham.
  «Men som sagt: han vil have med stakkels syndere at gøre og vil, at de stakkels syndere skal tage sig hans opstandelse til hjerte og trøste sig ved den.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: påskedag, 2. prædiken (Matt 28,1–10): Ordet «mine brødre» er for Luther selve tilgivelsen: Kristus har ingen synd, så er disciplene hans brødre, er de også løst fra synden og har del i samme arv.
  «Ordet om, at Herren kalder sine disciple brødre, er den rette tilgivelse (absolutionen), hvormed han løser dem fra alle synder, så de skal glemme dem og ikke længere frygte for dem.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Urbanus Rhegius, Samtale om Emmausprædikenen (1537): Rhegius bruger teksten til at vise, at Kristus selv prædikede for kvinder og gjorde Maria til det første vidne om opstandelsen, sendt til apostlene.
  «I Joh 20 gør han Maria til evangelist og befaler hende at gå til apostlene og forkynde dem sin opstandelse.» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Englene: Jacobs nævner englene i graven (v. 12) blandt de steder, hvor englene tjener ved Guds store gerninger: Opstandelsen hører med til frelsens store vendepunkter.
  «ved lidelsen (Luk 22,43), ved opstandelsen (Joh 20,12), ved himmelfarten (ApG 1,10–11) og ved den yderste dom» Læs teksten

Prædikenspor

Hvorfor græder du?

Sporet følger teksten. Hovedtanken er, at påsken begynder i mørke og gråd, og at den opstandne selv kommer derind. Første trin: Maria ved graven, ved den sidste grænse, der ikke kan flyttes; hun vil kun have et sted at sørge (v. 1–2.11–15). Andet trin: Spørgsmålet «Hvorfor græder du?» kommer to gange, og hun ser ham uden at kende ham. Ingen ser sig til påsketro. Tredje trin: Han siger hendes navn, og alt vender (v. 16). Prædikenen kan pege på dåben, hvor vores navn blev nævnt sammen med hans, og ende i, at den, der græder i dag ved en grav, har en opstanden Herre, der kender ham eller hende ved navn.

De forstod endnu ikke Skriften

Et tematisk spor om tro og syn. Hovedtanken er, at heller ikke den tomme grav i sig selv skaber påsketro; det gør Ordet. Først: Peter og den anden discipel ser alt, hvad der er at se, og v. 9 siger alligevel, at de ikke forstod Skriften. Beviser kan pege, men ikke give tro. Dernæst: Maria ser Jesus selv og tror, han er havemanden, indtil han taler. Troen kommer af det, der høres (Rom 10,17). Til sidst: Sådan er det for os, der ikke har set: Vi har det samme Ord, og han er lige så nær i det. Sporet fører til, at Skriften er åben, fordi Kristus er opstået «efter Skrifterne».

Gå til mine brødre

Et sjælesørgerligt spor for den, der har svigtet, eller som føler sig uden for. Hovedtanken bygger på v. 17–18. Første trin: Disciplene var flygtet, Peter havde fornægtet, og nu sidder de bag lukkede døre. Hvis nogen skulle have en dom, var det dem. Andet trin: Den første besked fra den opstandne er ikke en anklage, men et navn: «mine brødre». Han deler sin Fader med dem. Luther kalder netop dette ord den rette tilgivelse: Han vil have med stakkels syndere at gøre. Tredje trin: Det navn gælder også os. Vi beder «Fader vor» i hans navn, og budskabet bæres videre af almindelige vidner som Maria: «Jeg har set Herren.»

Lærepunkter i teksten

• Kristi fornedrelse og ophøjelse – Den tomme grav og «jeg farer op» viser Kristi ophøjelse efter fornedrelsen; legemet ligger ikke længere i graven.
• Himmelfarten og sædet ved Faderens højre hånd – «Jeg er endnu ikke faret op … Jeg farer op til min Fader»: Fællesskabet med ham får en ny form efter himmelfarten.
• Ordets kraft – Troen forstår ikke ved synet alene, men ved Skriften (v. 9), og Maria kender ham, da han taler til hende.
• De dødes opstandelse – Kristi legemlige opstandelse er grunden til håbet for den, der står ved en grav, ligesom Maria gjorde.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 218 Krist stod op af døde – Middelalderens påskesang, enkel og kendt, egner sig som indgangs- eller dagens salme.
• 224 Stat op, min sjæl, i morgengry – Påskesalme om den tidlige morgen, hvor teksten begynder, mens det endnu er mørkt.
• 230 Påskemorgen slukker sorgen – Påskesalme om sorgen, der vendes til glæde, som hos Maria ved graven.
• 242 Hører, I, som græde – Påskebudskab til dem, der græder, som svar på spørgsmålet «Hvorfor græder du?»
• 249 Hvad er det at møde den opstandne mester – Om mødet med den opstandne; passer til Marias møde med Jesus i haven.
• 233 Jesus lever, graven brast – Påskesalme om den tomme grav og Jesu sejr over døden; god til udgang.