Skærtorsdag

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Matt 26,17–30

Teksten står i begyndelsen af Matthæus’ lidelseshistorie. Rådet har besluttet at slå Jesus ihjel, en kvinde har salvet ham i Betania «til hans begravelse», og Judas har aftalt med ypperstepræsterne at forråde ham for tredive sølvpenge (Matt 26,1–16). Nu fejres påskemåltidet, mindet om udfrielsen af Egypten. Jesus styrer selv forløbet: Han sender disciplene ind i byen med beskeden «Min tid er nær». Under måltidet afslører han, at en af de tolv vil forråde ham, og samtalen med Judas viser, at han ser alt, hvad der sker. Derefter tager han brødet og bægeret og giver dem et nyt indhold: hans legeme og hans blod, pagtens blod til syndernes tilgivelse. Måltidet ender med lovsang og vejen ud til Oliebjerget, hvor Getsemane og tilfangetagelsen venter (Matt 26,31–56). Teksten er prædiketekst på skærtorsdag (1. tekstrække). Det er aftenen, hvor kirken mindes nadverens indstiftelse, og hvor mange går til alters. Prædikenen står derfor mellem Judas’ forræderi og Kristi gave og kan føre direkte frem til alterbordet.

Loven i teksten: Teksten afslører, at forræderiet kommer indefra. Det er ikke fjenderne, men en af de tolv, en, der har dyppet hånden i fadet sammen med Jesus. Disciplenes spørgsmål «Det er vel ikke mig?» er ærligt: ingen af dem kan stå inde for sig selv, og om lidt flygter de alle (Matt 26,56). Også vi sidder ved bordet og kender os selv som dem, der svigter. Judas viser, hvor det ender, når man holder fast ved sin plan og ikke lader sig advare. Teksten dømmer også den ligegyldighed, der lader år gå uden at komme til nadveren, som om vi ikke behøvede syndernes tilgivelse.

Evangeliet i teksten: Samme nat, som han bliver forrådt, giver Jesus sig selv. Han sender ikke forræderen bort, før han har vist sin kærlighed. Han rækker brødet og bægeret og siger: «Dette er mit legeme», «dette er mit blod, som udgydes for mange til syndernes tilgivelse». Gaven er ikke et minde om noget fjernt, men Kristus selv med det, han har vundet på korset. «Drik alle af det» gælder hver enkelt, også den, der har spurgt: «Det er vel ikke mig?» Den nye pagt hviler ikke på vores troskab, men på hans blod. Og han lover, at måltidet en dag skal fortsætte i Faderens rige.

Prædikenspor: «Det er vel ikke mig?» · «Dette er mit testamente» · «Når hjertet bliver koldt»

Salmeforslag: DDS 456 Vor Herre Jesus i den nat · DDS 181 Over Kedron Jesus træder · DDS 466 Vor Herres Jesu mindefest · DDS 468 O Jesus, på din alterfod · DDS 477 Som korn fra mange marker

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Joh 13,1–15

Med Joh 13 begynder anden hoveddel af Johannesevangeliet. Jesu offentlige virke er slut (Joh 12,36–50), og nu er han alene med disciplene den sidste aften før påskefesten. Johannes fortæller ikke om indstiftelsen af nadveren; i stedet fortæller han, som den eneste af evangelisterne, om fodvaskningen. Derefter følger afskedstalerne (Joh 13,31–16,33) og Jesu bøn (Joh 17). Indledningen i v. 1–3 er højtidelig: Timen er kommet, Jesus har elsket sine egne til det sidste, Faderen har givet alt i hans hænder, og Judas har allerede forræderiet i hjertet. Så rejser Herren sig og gør en slaves arbejde. Samtalen med Peter (v. 6–11) viser, at det handler om mere end rene fødder: Uden at blive vasket af Jesus har man ingen del i ham. Bagefter tyder Jesus selv gerningen som et eksempel for disciplene (v. 12–15). Teksten er prædiketekst skærtorsdag i 2. tekstrække, aftenen, hvor kirken mindes nadverens indstiftelse og Jesu sidste måltid med disciplene.

Loven i teksten: Teksten afslører hovmodet. Disciplene sad til bords, og ingen af dem rejste sig for at vaske de andres fødder; ifølge Luk 22,24 skændtes de samme aften om, hvem der var den største. Sådan er vi: Vi vil gerne være Herre, men ikke tjener, og vi bruger vores gaver til egen ære. Teksten afslører også Peters fromme stolthed: Han vil ikke tage imod, men hellere selv være den, der gør noget for Jesus. Og den viser Judas, der sidder ved bordet og får fødderne vasket, mens han har forræderiet i hjertet. Budet «I skylder at vaske hinandens fødder» står over os, og vi kommer til kort.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er, at Herren selv rejser sig fra bordet. Han, som Faderen har givet alt i hænderne, bruger hænderne til at vaske snavsede fødder. Han elsker sine egne «til det sidste», også Peter, der modsiger ham, og Judas, der forråder ham. «Hvis jeg ikke vasker dig, har du ingen del i mig» er ikke en trussel, men et løfte: Det er ham, der gør os rene, med sit blod på korset og i dåbens bad. Den, der er badet, er helt ren. Hvad der hver dag sætter sig på fødderne, vasker han også bort, når han tilgiver og indbyder til sit bord.

Prædikenspor: «Herren med forklædet» · «Lad mig vaske dig» · «Midt i den beskidte stald»

Salmeforslag: DDS 456 Vor Herre Jesus i den nat · DDS 205 O store Gud, din kærlighed · DDS 181 Over Kedron Jesus træder · DDS 455 Mindes vi en fuldtro ven · DDS 373 Herre, jeg vil gerne tjene

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

2. række

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers