Matt 26,17–30

Teksten i sammenhæng

Teksten står i begyndelsen af Matthæus’ lidelseshistorie. Rådet har besluttet at slå Jesus ihjel, en kvinde har salvet ham i Betania «til hans begravelse», og Judas har aftalt med ypperstepræsterne at forråde ham for tredive sølvpenge (Matt 26,1–16). Nu fejres påskemåltidet, mindet om udfrielsen af Egypten. Jesus styrer selv forløbet: Han sender disciplene ind i byen med beskeden «Min tid er nær». Under måltidet afslører han, at en af de tolv vil forråde ham, og samtalen med Judas viser, at han ser alt, hvad der sker. Derefter tager han brødet og bægeret og giver dem et nyt indhold: hans legeme og hans blod, pagtens blod til syndernes tilgivelse. Måltidet ender med lovsang og vejen ud til Oliebjerget, hvor Getsemane og tilfangetagelsen venter (Matt 26,31–56). Teksten er prædiketekst på skærtorsdag (1. tekstrække). Det er aftenen, hvor kirken mindes nadverens indstiftelse, og hvor mange går til alters. Prædikenen står derfor mellem Judas’ forræderi og Kristi gave og kan føre direkte frem til alterbordet.

Opbygning

1. 26,17 Forberedelsen af påskemåltidet
2. 26,20 En af jer skal forråde mig
3. 26,26 Brødet: Dette er mit legeme
4. 26,27 Bægeret: pagtens blod til syndernes tilgivelse
5. 26,29 Løftet om måltidet i Faderens rige
6. 26,30 Lovsangen og vejen til Oliebjerget

Græske nøgleord

• πάσχα (G3957, v. 26,17) – πάσχα, påske, påskemåltid: det hebraiske pesach, både festen, lammet og måltidet. Ordet står tre gange i v. 17–19 og rammer hele scenen ind. Påskelammets blod skærmede Israel mod dommen i Egypten (2 Mos 12). Når Jesus netop ved dette måltid giver sit eget blod, er det et tegn på, at han selv er det sande påskelam (1 Kor 5,7).
• παραδίδωμι (G3860, v. 26,21) – παραδίδωμι, overgive, forråde: ordet betyder at give noget fra sig til en anden. Det går igen i v. 21, 23, 24 og 25 og betegner Judas’ forræderi. Men det bruges også om, at Gud «gav ham hen for os alle» (Rom 8,32), og at Kristus gav sig selv hen (Gal 2,20). Det, Judas gør af ondskab, bruger Gud til vores frelse.
• σῶμα (G4983, v. 26,26) – σῶμα, legeme: Jesu eget legeme, det samme, som næste dag gives i døden. Pointen ligger i ordene omkring: Jesus siger ikke «dette betyder» eller «dette ligner», men τοῦτό ἐστιν, «dette er». Han rækker det brød, han har i hånden, og siger, hvad han giver med det. Derfor holder den lutherske kirke fast ved, at Kristi sande legeme er til stede og modtages i nadveren.
• διαθήκη (G1242, v. 26,28) – διαθήκη, pagt, testamente: en ordning, som én part fastsætter, og som den anden får del i. Ordet kan også betyde testamente, som bliver gyldigt ved giverens død. Luther lægger stor vægt på netop den betydning: Kristus giver sin sidste vilje, og arven er syndernes forladelse. Hele indholdet kommer fra ham; vi tager imod.
• ἐκχέω (G1632, v. 26,28) – ἐκχέω, udgyde: ordet bruges om offerblodet, der hældes ud ved alteret (3 Mos 4,7). Participiet ἐκχυνόμενον står i præsens passiv, «som udgydes». Det, der skal ske på korset næste dag, står allerede foran disciplene som noget, der sker. Det blod, de drikker, er det samme som det, der udgydes for dem.
• ἄφεσις (G859, v. 26,28) – ἄφεσις, tilgivelse, forladelse: egentlig at slippe løs, eftergive en gæld. Kun Matthæus har ved bægeret ordene «til syndernes tilgivelse». Formålet med Kristi blod er udtrykkeligt syndernes tilgivelse (εἰς ἄφεσιν ἁμαρτιῶν). Det er derfor nadverens egentlige gave og ikke en sidegevinst.

Eksegetiske noter

• v. 26,17 «Den første dag i de usyrede brøds fest» er dagen, hvor påskelammene blev slagtet (Mark 14,12; Luk 22,7), dvs. 14. nisan. Efter Matthæus, Markus og Lukas er måltidet altså et påskemåltid. Johannes synes at lægge korsfæstelsen på den dag, hvor lammene blev slagtet (Joh 18,28; 19,14). Der gives forskellige forklaringer på forholdet; det afgørende er, at alle fire forbinder Jesu død med påsken.
• v. 26,24 «Som der står skrevet» peger på Skriftens ord om den lidende tjener (Es 53) og om vennen, der løfter hælen mod ham (Sl 41,10; jf. Joh 13,18). Verset holder to ting sammen: Guds plan går i opfyldelse, og alligevel er Judas fuldt ansvarlig. «Ve» er Jesu klage og dom over forræderen, men det lyder, mens der endnu er tid, og er derfor også en sidste advarsel.
• v. 26,25 De andre disciple siger «Herre» (v. 22), Judas siger «rabbi». I Matthæusevangeliet er det kun Judas, der tiltaler Jesus sådan (også v. 49). «Du har sagt det» er et bekræftende svar, men det lader ansvaret ligge hos den, der har spurgt. Jesus svarer på samme måde Kajfas (Matt 26,64).
• v. 26,26 RP har «takkede» (εὐχαριστήσας), de kritiske udgaver har «velsignede» (εὐλογήσας), og Den Frie Bibel følger dem. Begge ord betegner den jødiske bordbøn, hvor man takker Gud for brødet. Det er derfor ikke en bøn, der forvandler brødet; det er Kristi ord, der gør det til hans legeme. Ved bægeret (v. 27) har alle tekster «takkede».
• v. 26,28 RP har «den nye pagts blod» (τῆς καινῆς διαθήκης), de kritiske udgaver kun «pagtens blod», og Den Frie Bibel følger dem. Ordene minder om 2 Mos 24,8, hvor Moses stænker pagtens blod på folket, og om løftet om en ny pagt med syndernes tilgivelse i Jer 31,31–34. «For mange» genlyder Es 53,11–12; det er ikke en begrænsning, men betyder den store mængde, som han dør for (jf. Matt 20,28).
• v. 26,29 Jesus kalder bægerets indhold «vintræets frugt», også efter at han har sagt, at det er hans blod. Lutherske lærere har brugt det mod forvandlingslæren: vinen er der stadig. Verset peger samtidig frem mod festmåltidet i Guds rige (Es 25,6–8; Matt 8,11). Nadveren er en forsmag på det.
• v. 26,30 Efter påskemåltidet sang man den anden del af Hallel (Sl 115–118). Hvis det er den lovsang, der menes, har Jesus på vej til lidelsen sunget Sl 118,22–26 om stenen, som bygmestrene vragede, og om ham, der kommer i Herrens navn. Teksten siger ikke selv, hvilke salmer de sang.

Lov og evangelium

Loven: Teksten afslører, at forræderiet kommer indefra. Det er ikke fjenderne, men en af de tolv, en, der har dyppet hånden i fadet sammen med Jesus. Disciplenes spørgsmål «Det er vel ikke mig?» er ærligt: ingen af dem kan stå inde for sig selv, og om lidt flygter de alle (Matt 26,56). Også vi sidder ved bordet og kender os selv som dem, der svigter. Judas viser, hvor det ender, når man holder fast ved sin plan og ikke lader sig advare. Teksten dømmer også den ligegyldighed, der lader år gå uden at komme til nadveren, som om vi ikke behøvede syndernes tilgivelse.

Evangeliet: Samme nat, som han bliver forrådt, giver Jesus sig selv. Han sender ikke forræderen bort, før han har vist sin kærlighed. Han rækker brødet og bægeret og siger: «Dette er mit legeme», «dette er mit blod, som udgydes for mange til syndernes tilgivelse». Gaven er ikke et minde om noget fjernt, men Kristus selv med det, han har vundet på korset. «Drik alle af det» gælder hver enkelt, også den, der har spurgt: «Det er vel ikke mig?» Den nye pagt hviler ikke på vores troskab, men på hans blod. Og han lover, at måltidet en dag skal fortsætte i Faderens rige.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: skærtorsdag, 1. prædiken (over 1 Kor 11,23–26): Luther prædiker på skærtorsdag over Paulus’ gengivelse af indstiftelsesordene. Han lærer, at Kristus ikke nøjes med den trøst, der lyder offentligt i Ordet, men giver hver enkelt sit legeme og blod, så tilgivelsen bliver personlig. Det er troen på ordene «for jer», ikke selve gerningen at gå til alters, der modtager gaven.
  «Derfor er det ikke forkert sagt, at man i dette sakramente henter og modtager syndernes forladelse. For hvor Kristus er, dér er syndernes forladelse.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: skærtorsdag, 1. prædiken (over 1 Kor 11,23–26): Luther forklarer, hvorfor vi har brug for nadveren igen og igen: Den gamle Adam prædiker hele tiden for os og trækker os væk fra Kristus. Uden nadveren bliver vi koldere og koldere.
  «For du har en prædikant hos dig, som spiser og drikker, sover og våger med dig: dit eget kød eller den gamle Adam.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordiebogen, Den Augsburgske Bekendelse, art. XXII: Om begge skikkelser i sakramentet: Bekendelsen bygger på «Drik alle af det» (v. 27): Kristus har med klare ord befalet, at alle skal have del i bægeret. Derfor får menigheden både brødet og vinen.
  «Hos os får lægfolket begge skikkelser i sakramentet, fordi dette er en klar befaling og et klart bud fra Kristus» Læs teksten
• Konkordiebogen, Apologien, art. XII: Om omvendelsen: Apologien citerer Matt 26,26.28: Sakramenterne er tegn på syndernes forladelse. De tilbyder tilgivelsen, og sådan bliver troen næret og styrket i anfægtelsen.
  «Derfor frembyder de syndernes forladelse, som nadverens ord tydeligt bevidner» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro, kap. 28: Nadveren: Jacobs afviser forvandlingslæren ud fra blandt andet Matt 26,29: Kristus kalder vinen «vintræets frugt», også efter indvielsen. Brød og vin er der stadig, og ved dem meddeles Kristi legeme og blod.
  «Der sker ingen forvandling af brødets og vinens substans til Kristi legemes og blods substans» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Nådemidlerne: I en fodnote til Matt 26,28 anfører Pieper et sted fra Walch-udgaven af Luthers værker: Den, der har en ond samvittighed, skal søge trøsten i Ordet, som tilbyder og giver Kristi legeme og blod som givet og udgydt for mig.
  «skal gå til sakramentet og hente trøst, ikke i brødet og vinen, ikke i Kristi legeme og blod, men i Ordet» Læs teksten

Prædikenspor

Det er vel ikke mig?

Et spor, der følger teksten fra forræderiet til gaven. Hovedtanken: Jesus giver sig selv til dem, der svigter ham. 1) «En af jer skal forråde mig» (v. 21): Disciplene kan ikke stå inde for sig selv, og deres spørgsmål er også vores. Judas viser, hvor det ender, når advarslen ikke bliver hørt. 2) «Mens de spiste» (v. 26): Ved samme bord, samme nat, rækker Jesus brødet og bægeret. Han venter ikke, til de er blevet trofaste. 3) «Til syndernes tilgivelse» (v. 28): Det er netop til dem, der må spørge «Det er vel ikke mig?», at gaven er bestemt. Evangeliet: Den nye pagt hviler ikke på vores troskab, men på hans blod. Derfor kan vi gå til alters i aften.

Dette er mit testamente

Et tematisk spor om nadverens gave ud fra Luthers ord om testamentet. 1) Et testamente er den sidste vilje, som gælder, når giveren er død. Jesus fastsætter sin vilje natten før han dør, og arven er syndernes tilgivelse (v. 28). 2) «Dette er mit legeme»: Arven er ikke kun et minde, men ham selv. Luther: «hvor Kristus er, dér er syndernes forladelse.» Det modtages ikke ved, at vi gør noget, men ved at tro ordene «for jer». 3) «Drik alle af det»: Testamentet gælder hver enkelt, personligt, med egen mund. Evangeliet: Arven er udbetalt til dig; du behøver ikke fortjene den, kun tage imod.

Når hjertet bliver koldt

Et sjælesørgerligt spor for dem, der er blevet borte fra alterbordet eller tvivler på, at de er værdige. 1) Luther taler om den gamle Adam som en prædikant, der sover og våger med os og gør os koldere og koldere. Det er den virkelige grund til, at nadveren bliver forsømt. 2) Mange holder sig væk, fordi de ikke føler sig værdige. Men Jesus gav nadveren til disciple, som han vidste ville svigte, og som selv spurgte: «Det er vel ikke mig?» 3) Værdig er den, der tror ordene «udgydt for jer til syndernes tilgivelse». Evangeliet: Det er netop den, der føler sig kold og uværdig, Kristus indbyder. Han giver sig selv for at holde os i troen.

Lærepunkter i teksten

• Nadveren: Kristi legeme og blod – «Dette er mit legeme», «dette er mit blod»: indstiftelsesordene er hovedstedet for Kristi sande nærvær i nadveren.
• Nadverens brug og gavn – «Til syndernes tilgivelse» og «drik alle af det»: nadverens gave, og hvorfor den skal bruges ofte og under begge skikkelser.
• Forsoningen: Kristi stedfortrædende fyldestgørelse – Blodet «udgydes for mange» som pagtsoffer og påskelam; Jesu død er stedfortrædende og sonende.
• Kirkens kendetegn og enhed – Luther kalder i Huspostillen nadveren det bord, hvor de kristne samles i én tro og én lære om ét hoved.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 456 Vor Herre Jesus i den nat – Skærtorsdagens salme om indstiftelsen af nadveren «i den nat, da han blev forrådt».
• 181 Over Kedron Jesus træder – Passionssalme om vejen ud til Oliebjerget og Getsemane, hvor teksten slutter (v. 30).
• 466 Vor Herres Jesu mindefest – Nadversalme om måltidet, Kristus har indstiftet til sin ihukommelse.
• 468 O Jesus, på din alterfod – Nadversalme til altergangen: vi kommer til hans bord og tager imod hans gave.
• 477 Som korn fra mange marker – Nadverens fællesskab: mange korn bliver ét brød, mange mennesker ét legeme om hans bord.