2. søndag efter trinitatis

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Luk 14,16–24

Teksten står i Lukasevangeliets rejseberetning (Luk 9,51–19,27). Jesus er til måltid en sabbat hos en af farisæernes ledere, og man holder øje med ham (Luk 14,1). Han helbreder en vattersottig mand og taler derefter om at vælge den nederste plads ved bordet (v. 7–11) og om at indbyde fattige, vanføre, lamme og blinde i stedet for venner og rige naboer (v. 12–14). Da siger en af gæsterne: «Salig er den, som spiser brød i Guds rige!» (v. 15). Jesus svarer med lignelsen om det store måltid. Den er rettet til bordselskabet, der taler fromt om Guds rige, men ikke tager imod den indbydelse, som lyder gennem Jesus selv. I v. 24 træder Jesus ud af lignelsen og taler direkte til dem. I Alterbogen 1992 er teksten evangelium på 2. søndag efter trinitatis i 1. tekstrække; 2. tekstrække fortsætter i samme kapitel med Luk 14,25–35 om, hvad det koster at følge Jesus. Luthers Huspostil har prædikenen på samme søndag.

Loven i teksten: Teksten afslører, hvordan vi siger nej til Gud uden at sige det højt. Gæsterne er ikke fjendtlige; de er optaget. Marken, okserne og ægteskabet er gode gaver fra Gud, men de bliver til grunde for at blive borte fra hans bord. Det sker også hos os: arbejde, familie, fritid og fornuftige pligter fylder ugen, og indbydelsen til gudstjeneste, nadver og Ordet kan altid vente. Luther kalder det en dobbelt synd: Man foragter evangeliet og vil samtidig have ret og være uden skyld. Også den fromme gæst i v. 15 rammes; han taler smukt om Guds rige, men ser ikke, at indbydelsen lyder til ham nu. Dommen er alvorlig: Den, der bliver ved med at sige nej, skal ikke smage måltidet.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er, at Gud selv dækker op, og at alt er rede. Gæsterne skal ikke bringe noget med eller gøre noget færdigt; de skal kun komme. Luther siger, at maden er Kristus selv, som bliver sat frem i evangeliet med sin død og opstandelse for os. Husherrens vrede ender ikke i et tomt hus, men i en ny indbydelse: De fattige, vanføre, lamme og blinde, som ingen andre ville have ved bordet, bliver hentet ind. Og der er endnu plads. Herren bliver ved med at sende bud, til huset er fuldt, og han vil have de modløse nødt ind. For den, der føler sig uværdig og udenfor, er det netop godt nyt: Indbydelsen gælder dig.

Prædikenspor: «Kom, for nu er alt rede» · «Når gode gaver står i vejen» · «Der er endnu plads – også til dig»

Salmeforslag: DDS 167 Hører I, vor Herre kalder · DDS 592 I dag er nådens tid · DDS 464 Jeg kommer, Herre, på dit ord · DDS 358 Lad dit rige alle vegne · DDS 724 Solen stråler over vang

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Luk 14,25–35

Teksten står i Lukasevangeliets rejseberetning. Jesus har vendt ansigtet mod Jerusalem (Luk 9,51), og store skarer går med ham på vejen. Lige før har han ved et måltid hos en ledende farisæer fortalt lignelsen om det store gæstebud, hvor alle indbydes, og hvor de fattige og krøblingerne hentes ind, mens de første gæster undskylder sig (14,15–24). Nu vender han sig om mod skarerne, der følger ham, og siger, hvad det vil sige at være hans discipel: at hade sin nærmeste familie og sit eget liv, at bære sit kors, at forsage alt det, man ejer. Han underbygger det med to små lignelser om tårnbyggeren og kongen, der sætter sig ned og regner efter, og slutter med ordet om saltet, der mister sin kraft. Gæstebuddets frie indbydelse og disciplenes pris står altså lige efter hinanden. I 2. tekstrække er teksten evangelium på 2. søndag efter trinitatis. Samme søndag har 1. tekstrække gæstebuddet (Luk 14,16–24), og det er den tekst, Luthers prædiken i Huspostillen gælder for denne dag.

Loven i teksten: Teksten skiller skarerne fra disciplene. Man kan gå med Jesus, synge med og høre ham gerne uden at være hans discipel. Tre gange lyder dommen: «kan ikke være min discipel». Den rammer det hjerte, der holder fast i familien, ejendommen og sit eget liv som det første og kun vil have Kristus som tilføjelse. Lignelserne afslører, at vi aldrig har regnet prisen ordentligt igennem: Vi begynder og kan ikke fuldføre, og over for Gud står vi som kongen med ti tusind mod tyve tusind. Og ordet om saltet viser, at en kristendom uden Kristus i centrum bliver smagløs og duer til ingenting.

Evangeliet i teksten: Den, der taler, er selv på vej til Jerusalem for at bære sit kors. Han har regnet prisen igennem og betalt den fuldt ud: Han gav afkald på alt, også sit eget liv, for os. Hvor vi ikke kan bygge færdigt, fuldfører han; «Det er fuldbragt» (Joh 19,30). Og over for den overmægtige konge har han selv sendt bud om fred: Ved hans kors er der fred med Gud (Rom 5,1). Teksten står lige efter gæstebuddet, hvor alt er gjort klar. Korset, vi bærer, er ikke prisen for at komme ind, men det mærke, han sætter på dem, han har kaldt og bærer igennem.

Prædikenspor: «Fra skaren til disciplen» · «Hvad koster det?» · «Når korset kommer»

Salmeforslag: DDS 604 Det koster mer, end man fra først betænker · DDS 603 Den vej, du gik i kors og trang · DDS 207 Jesus, jeg dit kors vil holde · DDS 621 Så skal da mammon vige · DDS 633 Har hånd du lagt på Herrens plov · DDS 725 Det dufter lysegrønt af græs

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers