📅 Søndagens tekster · Trinitatistiden
3. søndag efter trinitatis
Søn- og helligdagens bibelske læsninger i 1. og 2. tekstrække efter Den Danske Alterbog (1992).
Læsningerne i Alterbogen
| 1. tekstrække | 2. tekstrække | |
|---|---|---|
| GT-læsning | Es 57,15–19 | Es 65,1–2 |
| Epistel | 1 Pet 5,6–11 | Ef 2,17–22 |
| Evangelium | Luk 15,1–10 | Luk 15,11–32 |
Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet
1. række: Luk 15,1–10
Luk 15 står midt i Lukas’ beretning om Jesu vandring mod Jerusalem (Luk 9,51–19,27). Kapitel 14 slutter med ordene «Den, der har ører at høre med, skal høre», og nu kommer netop tolderne og synderne for at høre ham. Farisæerne og de skriftkloge knurrer, fordi Jesus tager imod syndere og spiser med dem. At spise sammen betød, at man regnede den anden for en af sine egne. Jesus svarer med tre lignelser, som hører sammen: det tabte får, den tabte drakme og den fortabte søn (Luk 15,11–32). Lignelserne er altså først og fremmest et forsvar for, hvad Jesus gør, og de er rettet til de knurrende, ikke til synderne. Pointen er Guds glæde over én synder, der omvender sig. I kirkeåret er Luk 15,1–10 prædiketekst på 3. søndag efter trinitatis i 1. tekstrække, og samme søndag har i 2. tekstrække fortsættelsen om den fortabte søn. Det er også den tekst, Luther prædiker over på denne søndag i Huspostillen.
Loven i teksten: Loven møder os i farisæernes knurren. De har ret i, at Gud hader synden, men de har ikke plads til synderen og ingen glæde, når en synder bliver fundet. Det er vores egen dom også: Vi regner os til de 99 og holder afstand til dem, vi synes er værre end os. Luther siger, at samme logik vender sig mod os selv, når samvittigheden vågner: Gud er vred, her er ingen nåde. Teksten afslører begge dele. Vi er det tabte får, der ikke kan finde hjem selv, og vi er de knurrende, der ikke vil glæde os med. Et menneske, der mener, at det ikke har brug for omvendelse, står uden for festen.
Evangeliet i teksten: Evangeliet er anklagen selv: «Denne mand tager imod syndere og spiser med dem.» Jesus forsvarer ikke sig selv ved at tage afstand, men bekræfter det. Han er hyrden, der går efter det fortabte, indtil han finder det, og lægger det på sine skuldre med glæde. Fåret skal ikke bære sig selv hjem; det bliver båret. Luther siger, at synderne er Kristi dyrt købte ejendom, vundet ved hans lidelse og død, og derfor kan han ikke lade være med at søge dem. Han søger os i dag ved sit ord, som kvinden tænder lyset og fejer huset. Og når en synder bliver fundet, er der glæde i himlen. Gud glæder sig over dig.
Prædikenspor: «Denne mand tager imod syndere» · «Glæden i himlen» · «Når samvittigheden siger: Gud vil ikke have dig»
Salmeforslag: DDS 722 Nu blomstertiden kommer · DDS 593 En hyrde glemmer fåret ej · DDS 594 Hør, min sjæl, den gode hyrdes stemme · DDS 501 Herre, jeg har handlet ilde · DDS 55 Ved Jesu navn forlades alle synder
Hele materialet i Prædikenværkstedet →
2. række: Luk 15,11–32
Lignelsen om de to sønner er den tredje og længste af lignelserne i Luk 15. Anledningen står i 15,1–2: Toldere og syndere kommer for at høre Jesus, og farisæerne og de skriftkloge knurrer: «Den mand tager imod syndere og spiser med dem.» Jesus svarer med tre lignelser om det tabte, der bliver fundet: fåret, mønten og sønnen. Alle tre ender i glæde. Den sidste har to dele. Den yngste søn går bort, går til grunde og vender hjem til en far, der løber ham i møde. Den ældste søn står uden for festen og vil ikke gå ind. Han svarer til dem, der knurrede i v. 2, og lignelsen slutter uden at sige, om han gik ind. I 2. tekstrække er teksten evangelium på 3. søndag efter trinitatis, hvor 1. tekstrække har Luk 15,1–10. Huspostillen har ingen prædiken over v. 11–32, men Luthers prædiken over 15,1–10 til samme søndag handler om den samme sag: hvordan Gud tager imod syndere.
Loven i teksten: Den yngste søn siger i virkeligheden: «Jeg vil have dine gaver, men ikke dig.» Det er syndens kerne: at ville leve af Guds gaver uden Gud. Det fører til sult, svin og død; faderen kalder ham ligefrem død (v. 24). Men loven rammer lige så hårdt den ældste søn, der aldrig gik hjemmefra. Han har tjent som en træl, regnet sin lydighed op og bliver vred, når nåden gives til en anden. Han står uden for festen med sine bud. Mange af os kender begge sønner hos os selv: den, der vil være fri af Gud, og den, der vil gøre sig fortjent til Gud og ikke kan unde andre nåde.
Evangeliet i teksten: Faderen ser sønnen, mens han endnu er langt borte, løber ham i møde og kysser ham, før bekendelsen er sagt. Han lader ham ikke blive daglejer, men klæder ham i den fineste kjortel, giver ham ring og sko og holder fest. Sådan tager Gud imod syndere for Kristi skyld: uden bebrejdelser, helt og med glæde. Det er Jesus selv, der fortæller lignelsen, og han gør den sand ved at spise med toldere og syndere og ved at gå i døden for dem. Og faderen går også ud til den ældste og siger: «Barn, alt mit er dit.» Nåden er ikke kun for de andre.
Prædikenspor: «Faderen, der løber» · «Den ældste søn uden for døren» · «Fader, jeg har syndet»
Salmeforslag: DDS 725 Det dufter lysegrønt af græs · DDS 501 Herre, jeg har handlet ilde · DDS 511 Jesus han er syndres ven · DDS 487 Nu fryde sig hver kristen mand
Luther over teksterne
Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).
1. række
1 Pet 5,6–11
Luk 15,1–10
Billeder til teksterne
I appen finder du også
- Teksterne til at læse direkte på siden
- Et kort over stederne i teksterne
- Parallellerne i de andre evangelier side om side
- Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
- Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers
Læsningerne følger Den Danske Alterbog (1992). Prædikenværkstedets materiale er skrevet med AI og bygger på en klassisk luthersk forståelse; Luthers prædikener er oversat fra tysk.