Luk 14,25–35

Teksten i sammenhæng

Teksten står i Lukasevangeliets rejseberetning. Jesus har vendt ansigtet mod Jerusalem (Luk 9,51), og store skarer går med ham på vejen. Lige før har han ved et måltid hos en ledende farisæer fortalt lignelsen om det store gæstebud, hvor alle indbydes, og hvor de fattige og krøblingerne hentes ind, mens de første gæster undskylder sig (14,15–24). Nu vender han sig om mod skarerne, der følger ham, og siger, hvad det vil sige at være hans discipel: at hade sin nærmeste familie og sit eget liv, at bære sit kors, at forsage alt det, man ejer. Han underbygger det med to små lignelser om tårnbyggeren og kongen, der sætter sig ned og regner efter, og slutter med ordet om saltet, der mister sin kraft. Gæstebuddets frie indbydelse og disciplenes pris står altså lige efter hinanden. I 2. tekstrække er teksten evangelium på 2. søndag efter trinitatis. Samme søndag har 1. tekstrække gæstebuddet (Luk 14,16–24), og det er den tekst, Luthers prædiken i Huspostillen gælder for denne dag.

Opbygning

1. 14,25 Jesus vender sig mod skarerne, der følger ham
2. 14,26 Discipelskabets pris: at hade sine egne og bære sit kors
3. 14,28 Tårnbyggeren, der regner efter
4. 14,31 Kongen, der må søge fred
5. 14,33 At forsage alt
6. 14,34 Saltet, der mister sin kraft

Græske nøgleord

• μισέω (G3404, v. 14,26) – μισέω, hade. Ordet er bevidst skarpt og bruges på semitisk vis om at sætte noget i anden række: Parallellen Matt 10,37 siger «elsker … mere end mig». Det er ikke en befaling om fjendskab mod familien, men om at intet, heller ikke ens «eget liv» (ψυχή), må stå over Kristus. Præsens beskriver en vedvarende holdning, ikke en enkelt handling.
• βαστάζω (G941, v. 14,27) – βαστάζω, bære. Præsens: Disciplen bærer korset hele vejen, ikke kun i et øjeblik (jf. «daglig» i Luk 9,23). Samme verbum bruges i Joh 19,17 om Jesus, der selv bærer sit kors. Den dømte bar selv sin korsbjælke til retterstedet; at bære sit kors er at gå samme vej som den, der skal korsfæstes, og følge «efter» ham.
• ψηφίζω (G5585, v. 14,28) – ψηφίζω, beregne, tælle sammen. Ordet kommer af ψῆφος, en lille sten, man regnede med. Tårnbyggeren «sætter sig først» og regner omkostningen (δαπάνη) igennem. Jesus vil ikke have disciple, der følger ham i en begejstret stemning uden at vide, hvad det koster. Spørgsmålet «om han har nok til at fuldføre det» står åbent og rammer tilhøreren.
• ἀποτάσσομαι (G657, v. 14,33) – ἀποτάσσομαι, sige farvel til, give afkald på, forsage. Ordet bruges om at tage afsked (Luk 9,61) og her om at slippe sit greb om alt, hvad man ejer (τὰ ὑπάρχοντα). Præsens viser igen en vedvarende holdning. Ordet blev senere brugt om dåbens forsagelse. Det er v. 33, der samler lignelserne: Den, der ikke giver slip på alt, kan ikke være discipel.
• μωραίνω (G3471, v. 14,34) – μωραίνω, blive dum, blive smagløs. Grundbetydningen er «blive tåbelig» (μωρός); om salt betyder det, at det mister sin smag og kraft. Aoristisk passiv konjunktiv: hvis saltet først er blevet smagløst. Pointen er alvorlig: En discipel, der har mistet det, der gjorde ham til discipel, kan ikke selv gøre sig salt igen. Spørgsmålet «hvormed skal det få smagen igen?» (ἀρτύω, futurum passiv) er retorisk: Saltet kan ikke selv gøre sig salt igen.
• μαθητής (G3101, v. 14,26) – μαθητής, discipel, elev. Ordet går igen som omkvæd tre gange (v. 26, 27 og 33): «kan ikke være min discipel». Mange går med Jesus (v. 25), men at følge med i skaren er ikke det samme som at være hans discipel. En discipel hører til hos sin mester, lærer af ham og deler hans vej, også korsets.

Eksegetiske noter

• v. 14,25 Skarerne følger Jesus på vejen mod Jerusalem, hvor korset venter (9,51; 13,33). Det er derfor, han taler om korset. Han «vender sig om», og ordet rettes til mange, ikke kun til de tolv. Tidligere i kapitlet (14,15–24) er der lukket op for alle til gæstebuddet; nu siger han til dem, der allerede går med, at det at følge ham er at gå med ham hele vejen.
• v. 14,26 «Hade» er et semitisk udtryk for at elske mindre og sætte noget i anden række; jf. 1 Mos 29,30–31 om Lea, hvor «elske mere» og «hade» står over for hinanden, og Mal 1,2–3 (citeret i Rom 9,13). Matt 10,37 gengiver tanken som at elske familien «mere end mig». Lukas’ skarpe form skal dog ikke tones ned: Når Kristus kalder, kan han kræve at komme før alt, også før ens eget liv. Kun Gud kan kræve noget sådant.
• v. 14,27 Korset er her ikke et billede på almindelig modgang. For tilhørerne var det romernes henrettelsesredskab, og den dømte bar selv sin korsbjælke. Ordet hører sammen med Luk 9,23 og Matt 10,38 og peger frem mod Jesu egen vej. Disciplens kors er den lidelse, der kommer, fordi man hører Kristus til og bekender ham.
• v. 14,28–32 De to lignelser har samme form: én, der «sætter sig først» og overvejer. Tårnet kan være et vagttårn i en vingård eller en større bygning; den halvfærdige grund bliver til spot. I lignelsen om kongen er svaret på spørgsmålet i v. 31 et nej: Med ti tusind kan han ikke møde tyve tusind, og derfor sender han bud og beder om fred. Flere udlæggere har set heri, at mennesket ikke kan stå sig mod Gud, men må søge hans fred. Det kan nævnes som en mulig udlægning, ikke som tekstens eneste mening.
• v. 14,34 Oversættelsen fra 1907 har «Saltet er altså godt; men hvis også saltet …», som følger den kritiske tekst (οὖν og καί). RP har blot «Godt er saltet; men hvis saltet …». Forskellen ændrer ikke meningen. Salt fra egnen ved Det Døde Hav var ofte blandet med andre mineraler og kunne miste saltsmagen, når saltet blev udvasket. Jf. Matt 5,13 og Mark 9,50.
• v. 14,35 Smagløst salt duer hverken til jorden eller til møddingen, hvor salt i små mængder kunne bruges. Det bliver smidt ud. «Den, der har ører at høre med, skal høre» bruger Jesus om ord, der kræver eftertanke (8,8). Afslutningen gør talen til et kald til at høre, ikke kun til at beundre.

Lov og evangelium

Loven: Teksten skiller skarerne fra disciplene. Man kan gå med Jesus, synge med og høre ham gerne uden at være hans discipel. Tre gange lyder dommen: «kan ikke være min discipel». Den rammer det hjerte, der holder fast i familien, ejendommen og sit eget liv som det første og kun vil have Kristus som tilføjelse. Lignelserne afslører, at vi aldrig har regnet prisen ordentligt igennem: Vi begynder og kan ikke fuldføre, og over for Gud står vi som kongen med ti tusind mod tyve tusind. Og ordet om saltet viser, at en kristendom uden Kristus i centrum bliver smagløs og duer til ingenting.

Evangeliet: Den, der taler, er selv på vej til Jerusalem for at bære sit kors. Han har regnet prisen igennem og betalt den fuldt ud: Han gav afkald på alt, også sit eget liv, for os. Hvor vi ikke kan bygge færdigt, fuldfører han; «Det er fuldbragt» (Joh 19,30). Og over for den overmægtige konge har han selv sendt bud om fred: Ved hans kors er der fred med Gud (Rom 5,1). Teksten står lige efter gæstebuddet, hvor alt er gjort klar. Korset, vi bærer, er ikke prisen for at komme ind, men det mærke, han sætter på dem, han har kaldt og bærer igennem.

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Det kristne liv og korset: Pieper skelner mellem almindelig plage og korset: Korset er den lidelse, de kristne får som kristne, for Ordets og troens skyld. At bære korset indbefatter selvfornægtelse, dvs. afkald på alt, der står efterfølgelsen i vejen (her henviser han til Luk 14,33), ja, på ens eget liv (Luk 14,26).
  «Korset kommer over de kristne som kristne, nemlig når de udøver deres kristne kald i verden.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Det kristne liv og korset (med citat fra Luther): Med henvisning til skarerne i Luk 14,25–35 lærer Pieper, at korset er uadskilleligt fra kristendommen, og citerer Luther. Men den kristne skal ikke selv lægge sig kors på; det overlader han til Gud, som alene ved, hvilket kors der er godt, og giver kraft til at bære det.
  «Den, der ikke er en crucianus, om jeg så må sige, er heller ikke en christianus; det vil sige: Den, der ikke bærer sit kors, er heller ikke en kristen» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Helliggørelsens ufuldkommenhed: Pieper citerer Luk 14,33 som udtryk for kravet om at forsage alt og siger i noten, at hele Luk 14,25–35 hører hertil. Men netop den, der tager kravet alvorligt, ser sit daglige underskud og flygter til nåden. Kristenlivet bliver en daglig omvendelse: lov og evangelium skal skelnes.
  «Det erkender og bekender de for Gud, og de flygter ind på sikker grund, nemlig ind på nådens eller syndernes forladelses område.» Læs teksten
• Walther, Den rette adskillelse af lov og evangelium: 32. aftenforelæsning: Walther bruger Luk 14,26 om skinkristne, der går med i kirken, men i hjertet tjener sig selv. Ordet dømmer dem, men det er ikke os, der kan pege dem ud: Kun Gud ser, hvem der er sande disciple.
  «Dermed dømmer han alle, der ikke vil give afkald på alt, hvad de har. Men først for Kristi domstol vil man se og kende dem som hyklere.» Læs teksten

Prædikenspor

Fra skaren til disciplen

Sporet følger teksten. Hovedtanken: Mange går med Jesus, men han vender sig om og siger, hvad det vil sige at høre ham til. Første trin: skarerne på vejen mod Jerusalem og de tre gange «kan ikke være min discipel». Vi står selv i skaren, og kravet rammer os: Kristus vil være den første, ikke en tilføjelse til familien, ejendommen og vores eget liv. Andet trin: lignelserne om tårnet og kongen. Svaret i v. 31 er, at vi ikke kan klare det; vi må søge fred. Tredje trin: Den, der kræver alt, er selv på vej til korset. Han har bygget færdigt og sendt fredens bud. Den, der har ham, mister intet, der virkelig betyder noget, og bærer korset i hans fællesskab.

Hvad koster det?

Et tematisk spor ud fra tårnbyggeren og ordet «beregne». Vi tænker i omkostninger hele tiden: tid, penge, relationer. Første trin: Jesus vil ikke have disciple, der kun følger med på en god dag; han beder os regne efter, og regnestykket viser, at vi ikke har nok. Andet trin: Prisen er betalt af en anden. Gæstebuddet lige før teksten er frit, fordi Kristus betalte med sit liv. Tredje trin: Derfor kan disciplen give slip. At forsage alt er ikke at købe sig ind, men at slippe grebet om det, der ellers ville tage Kristi plads, fordi vi har fået en større skat. Sporet kan bruge salmen «Det koster mer, end man fra først betænker».

Når korset kommer

Et sjælesørgerligt spor for dem, der bærer på noget. Hovedtanken: Korset er ikke noget, vi selv skal finde på eller opsøge; Gud lægger det på, og han giver kraft til at bære det. Første trin: Hvad er et kors? Ikke al slags ulykke, men den modstand og lidelse, der kommer, fordi man hører Kristus til, også i familien og over for ens egne ønsker. Andet trin: Mange føler sig som tårnet, der står halvfærdigt, eller som salt uden kraft. Det er ikke et tegn på, at man er opgivet. Tredje trin: Det er ham, der bærer sit kors foran os, som går med. Han fuldfører det, han har begyndt (Fil 1,6), og bærer sine disciple igennem.

Lærepunkter i teksten

• Helliggørelsen – At bære sit kors og forsage alt beskriver det kristne liv i efterfølgelse, som Gud selv former gennem korset.
• Lov og evangelium – Kravet «kan ikke være min discipel» er lov, der afslører; teksten må føre videre til Kristus, der har betalt prisen.
• Bevarelsen i troen og frafaldet – Tårnet, der ikke fuldføres, og saltet, der mister kraften, rejser spørgsmålet om at blive i troen og om frafaldet.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 604 Det koster mer, end man fra først betænker – Salmen tager tårnbyggerens regnestykke op: Efterfølgelsen koster mere, end man først tror.
• 603 Den vej, du gik i kors og trang – Efterfølgelse ad Jesu egen korsvej; passer til ordet om at bære sit kors og følge efter ham.
• 207 Jesus, jeg dit kors vil holde – Disciplens svar til den korsfæstede: at holde fast ved hans kors.
• 621 Så skal da mammon vige – Forsagelsessalme, der passer til v. 33 om at forsage alt, hvad man ejer.
• 633 Har hånd du lagt på Herrens plov – Om at fuldføre det begyndte og ikke vende om; passer til tårnet og saltet.
• 725 Det dufter lysegrønt af græs – Forsommersalme om skaberværket, der gror; årstidssalme til den tidlige trinitatistid.