1. søndag efter trinitatis

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Luk 16,19–31

Lignelsen om den rige mand og Lazarus står i Lukas’ rejseberetning, hvor Jesus er på vej mod Jerusalem. Kapitel 16 handler om penge. Først kommer lignelsen om den uærlige godsforvalter med ordet om, at man ikke kan tjene både Gud og mammon (16,1–13). Farisæerne, som «elskede penge», hører det og håner ham (16,14). Jesus svarer, at det, der er højt hos mennesker, er en vederstyggelighed for Gud, og at loven ikke mister sin gyldighed (16,15–17). Lignelsen er altså talt til farisæerne, mens disciplene hører med. Den er den eneste lignelse, hvor en person har et navn. Den falder i to dele: først de to liv og de to skæbner efter døden, dernæst samtalen om de fem brødre, der ender ved Moses og profeterne og ved én, der opstår fra de døde. I 1. tekstrække er teksten evangelium på 1. søndag efter trinitatis, den første søndag i den lange trinitatistid, som handler om livet i troen. Den gamle tekstrække havde samme evangelium på denne søndag, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til samme dag.

Loven i teksten: Loven rammer den rige mand, ikke for at han var rig, men fordi han levede, som om dette liv var alt. Han klædte sig i purpur og festede hver dag, mens et sygt menneske lå ved hans port, og kun gadens hunde kom hen til ham. Han havde Moses og profeterne, men de nåede aldrig hans hjerte. Det samme ser vi hos os selv: Vi kan gå forbi den nød, der ligger lige ved vores dør, og bruge Guds gaver på os selv. Og vi kan have Bibelen og prædikenen i rigt mål og alligevel vente på noget andet og mere overbevisende. Teksten siger alvorligt, at døden sætter et skel, som ikke kan krydses.

Evangeliet i teksten: Evangeliet står allerede i navnet: Lazarus, «Gud har hjulpet». Han har intet at komme med, ingen gerninger, ingen ære, kun sår og sult. Alligevel bliver han båret af englene til Abrahams skød, for løftet til Abraham om den velsignede sæd gælder ham. Han «trøstes» nu, og det er Gud, der trøster. Det er godt nyt for den, der er fattig, syg, overset eller anfægtet: Det timelige er ikke Guds sidste ord. Og den, der omtales til sidst, en, der opstår fra de døde, er Kristus selv. Han har sat sit liv til og er opstået, og han kommer til os i det samme Ord, som brødrene havde: Moses, profeterne og evangeliet.

Prædikenspor: «To liv, to skæbner» · «De har Moses og profeterne» · «Når Gud synes fraværende»

Salmeforslag: DDS 722 Nu blomstertiden kommer · DDS 401 Guds ord det er vort arvegods · DDS 698 Kain, hvor er din bror · DDS 538 At sige verden ret farvel · DDS 555 Jeg ved et evigt Himmerig

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Luk 12,13–21

Teksten står midt i Lukasevangeliets rejseberetning, hvor Jesus er på vej mod Jerusalem (Luk 9,51–19,27). Lige forinden har han talt til disciplene om ikke at frygte dem, der kun kan slå legemet ihjel, og om Faderen, der ikke glemmer en eneste spurv (Luk 12,1–12). Midt i den store folkemængde afbryder en mand ham med en praktisk sag: Han vil have Jesus til at afgøre en arvestrid med sin bror. Jesus afviser at være dommer i sagen og vender sig i stedet til alle tilhørerne med en advarsel mod grådighed og lignelsen om den rige bonde. Bagefter fortsætter han over for disciplene med ordene om ikke at bekymre sig, men søge Guds rige og samle sig en skat i himlen (Luk 12,22–34). I Alterbogen er teksten prædiketekst på 1. søndag efter trinitatis i 2. tekstrække, hvor 1. tekstrække har den rige mand og Lazarus (Luk 16,19–31). Begge tekster sætter den første søndag i trinitatistiden under spørgsmålet om, hvad et menneskes liv hænger ved, når døden kommer.

Loven i teksten: Loven rammer allerede i manden, der afbryder Jesus: Han vil have Guds Søn til at hjælpe sig til sin del af arven. Sådan bruger vi også Gud, når han skal tjene vores planer. Jesus advarer mod «enhver form for» grådighed, også den pæne og retmæssige. Lignelsens mand er ikke en svindler, men en dygtig bonde, der regner rigtigt og glemmer Gud og næsten. Han taler kun med sig selv og kalder alt «mit». Gud kalder det tåbeligt. Det afslører vores hjerte, der finder tryghed i opsparing, pension og hus og planlægger for «mange år», mens livet kun er lånt. Ordet «i nat» viser, at ingen ejer sin sjæl, og at vi står med tomme hænder over for Gud.

Evangeliet i teksten: Evangeliet ligger i, at Jesus ikke vil være skifteforvalter over jordisk gods, fordi han er kommet med en anden arv. Han, der siger «hvem har sat mig?», er sendt af Faderen for at give os det, vi ikke kan samle selv: tilgivelse og liv, som døden ikke kan kræve tilbage. Han blev selv fattig for at gøre os rige (2 Kor 8,9), og han gav selv sit liv på korset, for at vores ikke skal gå tabt. At være «rig hos Gud» er derfor at være rig ved ham. Lige efter lignelsen siger han: «Frygt ikke, du lille hjord, for det har behaget jeres Fader at give jer riget» (Luk 12,32). Den, der har riget som gave, kan slippe sine lader.

Prædikenspor: «Hvem taler du med?» · «Det første bud og de store lader» · «Når livet bliver krævet»

Salmeforslag: DDS 726 Gak ud, min sjæl, betragt med flid · DDS 15 Op, al den ting, som Gud har gjort · DDS 621 Så skal da mammon vige · DDS 32 Hvo ikkun lader Herren råde · DDS 534 Hvo ved, hvornår mit liv har ende

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers