Luk 14,16–24

Teksten i sammenhæng

Teksten står i Lukasevangeliets rejseberetning (Luk 9,51–19,27). Jesus er til måltid en sabbat hos en af farisæernes ledere, og man holder øje med ham (Luk 14,1). Han helbreder en vattersottig mand og taler derefter om at vælge den nederste plads ved bordet (v. 7–11) og om at indbyde fattige, vanføre, lamme og blinde i stedet for venner og rige naboer (v. 12–14). Da siger en af gæsterne: «Salig er den, som spiser brød i Guds rige!» (v. 15). Jesus svarer med lignelsen om det store måltid. Den er rettet til bordselskabet, der taler fromt om Guds rige, men ikke tager imod den indbydelse, som lyder gennem Jesus selv. I v. 24 træder Jesus ud af lignelsen og taler direkte til dem. I Alterbogen 1992 er teksten evangelium på 2. søndag efter trinitatis i 1. tekstrække; 2. tekstrække fortsætter i samme kapitel med Luk 14,25–35 om, hvad det koster at følge Jesus. Luthers Huspostil har prædikenen på samme søndag.

Opbygning

1. 14,16 Indbydelsen: «Kom, for nu er alt rede»
2. 14,18 Undskyldningerne
3. 14,21 Husherrens vrede og de fattige fra byens gader
4. 14,22 «Der er endnu plads»: ud på vejene og ved gærderne
5. 14,24 Dommen over de indbudte

Græske nøgleord

• δεῖπνον (G1173, v. 14,16) – δεῖπνον, måltid, aftensmåltid. Dagens hovedmåltid om aftenen, ved et gilde selve festmåltidet. Paulus kalder nadveren «Herrens måltid» (1 Kor 11,20), og Åb 19,9 taler om «Lammets bryllupsmåltid». Her er det billedet på Guds rige, som gæsten i v. 15 talte om. At det kaldes «stort» (μέγα), siger noget om værten: Han dækker op til mange og sparer ikke på noget.
• καλέω (G2564, v. 14,17) – καλέω, kalde, indbyde. Ordet går igen gennem hele kapitlet (v. 7–17 og 24). I v. 17 og 24 står perfektum participium (οἱ κεκλημένοι), «de indbudte»: De var indbudt i forvejen og stod stadig som indbudte, da tjeneren kom. Indbydelsen var altså ikke ny for dem. Samme ord bruges i NT om Guds kald ved evangeliet (fx Rom 8,30; 1 Kor 1,9), og billede og sag glider her sammen.
• ἕτοιμος (G2092, v. 14,17) – ἕτοιμος, rede, færdig. «Kom, for nu er alt rede» (ἤδη ἕτοιμά ἐστιν πάντα). Både «nu» og «alt» bærer pointen: Gæsterne skal ikke bidrage med noget, kun komme. Samme ord står i parallellen Matt 22,4 og 22,8. For prædikenen er det et billede på, at frelsen er gjort færdig af Gud; indbydelsen kalder ikke til at gøre noget færdigt, men til at tage imod det, der står parat.
• παραιτέομαι (G3868, v. 14,18) – παραιτέομαι, undskylde sig, frabede sig, afslå. Infinitiv efter «begyndte» (ἤρξαντο … παραιτεῖσθαι) og perfektum participium i bønnen «hav mig undskyldt» (ἔχε με παρῃτημένον): Gæsterne vil melde fra og samtidig stå som nogen, der er i deres gode ret. Det er høflige afslag, men afslag. Udtrykket ἀπὸ μιᾶς, «alle som én», understreger, at de alle svarer ens.
• ὀργίζω (G3710, v. 14,21) – ὀργίζω, blive vred (passiv form med aktiv betydning). Aoristparticipium ὀργισθείς: Husherren blev vred, da han hørte svarene. Vreden er ikke et lune, men den krænkede værts svar på, at gaven bliver foragtet. Alligevel bliver vreden ikke det sidste ord i lignelsen: Den slår straks over i en ny indbydelse til de fattige og vanføre. Guds vrede og hans vilje til at fylde sit hus står side om side.
• ἀναγκάζω (G315, v. 14,23) – ἀναγκάζω, nøde, tvinge, presse indtrængende. Aoristimperativ (ἀνάγκασον). Ordet kan betyde ydre tvang (ApG 26,11), men også et stærkt pres eller en indtrængende opfordring (Matt 14,22; Gal 2,14). Folk ude ved vejene har næppe regnet med at være indbudt; de skal overtales til at gå ind. Formålet står i ἵνα-sætningen: «for at mit hus kan blive fuldt.» Luther forstår nøden som prædikenen af lov og evangelium, ikke som ydre tvang.
• γεύομαι (G1089, v. 14,24) – γεύομαι, smage. Futurum (γεύσεταί): «ingen … skal smage mit måltid.» De indbudte mister ikke blot pladsen ved bordet, men selv den mindste smag af det. Samme ord bruges om at «smage døden» (Luk 9,27) og om at have «smagt den himmelske gave» (Hebr 6,4). Dommen svarer nøje til deres eget valg: De ville ikke komme, og så skal de heller ikke få.

Eksegetiske noter

• v. 14,16 Lignelsen er Jesu svar til en medgæst, der sagde: «Salig er den, som spiser brød i Guds rige!» (v. 15). Udsagnet lyder fromt, men Jesus spørger indirekte, om taleren selv vil tage imod indbydelsen, når den lyder. Billedet af Guds rige som et festmåltid har rødder i GT (Es 25,6–8) og bruges også i Luk 13,29. Matt 22,1–14 har en beslægtet lignelse om kongens bryllup, men med andre træk: Tjenerne mishandles, byen brændes, og en gæst mangler bryllupsklædning.
• v. 14,17 Ved store gilder indbød man efter alt at dømme to gange: først i god tid og så, når maden var klar, med bud om at komme nu (jf. Est 6,14, hvor Haman hentes til gæstebudet). De indbudte var altså ventet. At de melder fra i sidste øjeblik, var en grov krænkelse af værten. Tjeneren er ental i lignelsen; Luther ser i ham Johannes Døberen og apostlene, som forkynder for Israel, at tiden er inde, og at Messias er kommet.
• v. 14,18–20 Undskyldningerne handler alle om ting, der i sig selv er gode: jord, arbejde og ægteskab. Ingen af dem er presserende; marken og okserne er allerede købt og kan ses til næste dag. Den tredje beder ikke engang om at blive undskyldt. Måske hentydes der til 5 Mos 24,5, hvor en nygift mand er fri for krigstjeneste i et år; men en indbydelse til fest er ikke en krig. Luther ser i de tre undskyldninger præstedømmet, det verdslige styre og husholdningen, som holder fast ved deres eget og lader evangeliet fare.
• v. 14,21 «De fattige og vanføre og lamme og blinde» er nøjagtig de fire grupper, som Jesus i v. 13 sagde, at man skal indbyde til sit gæstebud. Husherren gør altså selv det, Jesus lige har lært. Det er også de mennesker, Jesu egen gerning gælder (Luk 4,18; 7,22). Luther ser i «byens gader og stræder» de ringe og foragtede i Israel, fiskerne og den fattige flok, som tog imod evangeliet, da de fornemme sagde nej (jf. 1 Kor 1,26–28).
• v. 14,22–23 Der er «endnu plads»: Værtens hus er større end gæstelisten. Anden udsendelse går uden for byen, til vejene og gærderne, hvor de hjemløse og fremmede holdt til. Mange udlæggere, også Luther, ser her hedningerne. Ordene «nød dem til at gå ind» (latin: compelle intrare) brugte Augustin til at forsvare statsmagtens tvang over for donatisterne. Luther siger derimod, at Gud ikke vil have nogen tvungen tjeneste, og forstår ordet om prædikenen: Loven forskrækker, og evangeliet driver de forskrækkede til bordet.
• v. 14,24 «Jeg siger jer» står i flertal: Jesus træder ud af lignelsen og taler direkte til bordselskabet. RP tilføjer her: «For mange er kaldede, men få er udvalgte», som også står i Matt 22,14. Ordene mangler i de ældste håndskrifter, i den kritiske tekst og i Textus Receptus, og de står ikke i de danske oversættelser af dette vers. Konkordieformlen (SD XI) bruger v. 24 som en alvorlig advarsel i sammenhæng med læren om udvælgelsen.

Lov og evangelium

Loven: Teksten afslører, hvordan vi siger nej til Gud uden at sige det højt. Gæsterne er ikke fjendtlige; de er optaget. Marken, okserne og ægteskabet er gode gaver fra Gud, men de bliver til grunde for at blive borte fra hans bord. Det sker også hos os: arbejde, familie, fritid og fornuftige pligter fylder ugen, og indbydelsen til gudstjeneste, nadver og Ordet kan altid vente. Luther kalder det en dobbelt synd: Man foragter evangeliet og vil samtidig have ret og være uden skyld. Også den fromme gæst i v. 15 rammes; han taler smukt om Guds rige, men ser ikke, at indbydelsen lyder til ham nu. Dommen er alvorlig: Den, der bliver ved med at sige nej, skal ikke smage måltidet.

Evangeliet: Evangeliet er, at Gud selv dækker op, og at alt er rede. Gæsterne skal ikke bringe noget med eller gøre noget færdigt; de skal kun komme. Luther siger, at maden er Kristus selv, som bliver sat frem i evangeliet med sin død og opstandelse for os. Husherrens vrede ender ikke i et tomt hus, men i en ny indbydelse: De fattige, vanføre, lamme og blinde, som ingen andre ville have ved bordet, bliver hentet ind. Og der er endnu plads. Herren bliver ved med at sende bud, til huset er fuldt, og han vil have de modløse nødt ind. For den, der føler sig uværdig og udenfor, er det netop godt nyt: Indbydelsen gælder dig.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 2. søndag efter trinitatis: Manden er Gud selv, og måltidet er stort, ikke kun på grund af værten, men på grund af maden: evangeliet, ja Kristus selv, som ved sin død har gjort fyldest for vore synder.
  «også maden er stor og kostelig over al måde, nemlig det hellige evangelium, ja, Kristus, vor Herre, selv. Han er selv maden, og han bliver sat frem for os i evangeliet» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 2. søndag efter trinitatis: De indbudte bliver ikke blot borte; de undskylder sig og vil være uskyldige. Luther kalder det en dobbelt synd at foragte evangeliet og samtidig ville have handlet rigtigt.
  «Så det er en dobbelt synd: ikke alene at I foragter evangeliet, men også at I vil have handlet rigtigt og endda være hellige, fromme og kloge.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 2. søndag efter trinitatis: «Nød dem» betyder ikke ydre tvang. Gud nøder ved prædikenen: Loven viser synden og vreden, så hjertet forskrækkes, og evangeliet byder de forskrækkede til bordet (afsnit 36–39).
  «Vor Herre Gud vil jo ikke have nogen tvungen tjeneste. Han nøder os på den måde, at han lader prædike for alle mennesker» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordieformlen, Solida Declaratio art. 11: Om Guds evige forudviden og udvælgelse: Konkordieformlen bruger v. 24 som en af Skriftens alvorlige advarsler: Læren om udvælgelsen giver ikke tryghed til at foragte indbydelsen, men formaner til at høre.
  «Ud fra denne artikel hentes også kraftige formaninger og advarsler, som Luk 7: «De har foragtet Guds råd mod sig selv.» Luk 14: «Jeg siger jer, at ingen af de mænd skal smage mit måltid.»» Læs teksten
• Konkordieformlen, Solida Declaratio art. 11: Om Guds evige forudviden og udvælgelse: At mange er kaldede og få udvalgte, betyder ikke, at Gud indbyder nogle uden at mene det. Hans vilje skal kendes af det ord, han kalder os med.
  «at vi alene ud fra Guds ord, som han handler med os og kalder os ved, skal lære og slutte, hvad hans vilje over for os er» Læs teksten
• Martin Bucer, Om den sande sjælesorg: Hvordan de fortabte får skal opsøges: Bucer læser v. 21–23 som en befaling til kirkens tjenere: Vi kender ikke Guds valg, og derfor skal alle opsøges med evangeliet, også de elendige og skrøbelige.
  «Heraf lærer Herren os, at hans tjenere ganske enkelt skal stræbe efter at føre enhver, som de overhovedet kan nå, til hans kirke og til det fulde fællesskab i hans frelse» Læs teksten

Prædikenspor

Kom, for nu er alt rede

Sporet følger lignelsen. Hovedtanken er, at Gud har gjort alt færdigt og kun beder os komme. 1) Indbydelsen: Værten er Gud selv, og maden er Kristus, som Luther siger. Tjeneren går ud med ét budskab: Kom, alt er rede. Det er det, der lyder i dåb, prædiken og nadver. 2) Undskyldningerne: Gæsterne har gode ting at passe, men gode ting bliver til grunde for at blive væk. Her må prædikenen tale om vores egne undskyldninger og om dommen i v. 24. 3) Der er endnu plads: Husherren giver ikke op, men henter de fattige og dem ved vejene. Sporet ender ved bordet, hvor Kristus giver sig selv, og hvor indbydelsen gælder hver enkelt i dag.

Når gode gaver står i vejen

Et tematisk spor om det første bud og om vores forhold til Guds gaver. Hovedtanken er, at det ikke er det onde, men det gode, der holder gæsterne væk. 1) Jord, arbejde og ægteskab er Guds gode gaver og hører til det kald, han giver os. Luther ser i dem præstedømmet, det verdslige styre og husholdningen. 2) Men når gaverne bliver vigtigere end giveren, bliver de afguder, og vi vil endda have ret i at blive borte. Det er Luthers «dobbelte synd». 3) Evangeliet sætter gaverne på plads: Ved Guds bord får vi Kristus selv, og derfra kan vi gå tilbage til mark, arbejde og familie med tak og ikke som undskyldning.

Der er endnu plads – også til dig

Et sjælesørgerligt spor til dem, der føler sig uværdige eller udenfor. Hovedtanken er, at Herren henter netop dem, som ingen andre ville indbyde. 1) De fattige, vanføre, lamme og blinde er de samme, som Jesus i v. 13 sagde, man skal indbyde. Ved Guds bord er det ikke fortjeneste, men behov, der giver plads. 2) «Nød dem»: Luther siger, at Gud ikke tvinger nogen, men at han nøder gennem prædikenen, fordi de forskrækkede ikke tør tro, at nåden gælder dem. Gud er ivrigere efter at give, end vi er efter at tage imod. 3) Prædikenen kan derfor ende i en klar indbydelse: Der er endnu plads, og bordet er dækket i dag i Ordet og nadveren.

Lærepunkter i teksten

• Kaldet og Helligåndens gerning – Gud kalder ved Ordet: «Kom, for nu er alt rede.» Kaldet lyder igen og igen, men kan afvises.
• Guds almene nådevilje – Husherren vil have sit hus fuldt og sender bud til alle, også de fattige og dem ved vejene.
• Omvendelsen: anger og tro – Luther udlægger «nød dem» om lov og evangelium: Loven forskrækker, og evangeliet byder den forskrækkede til bordet.
• Udvælgelsen – Konkordieformlen bruger v. 24 som advarsel: Skylden for afslaget ligger hos mennesket, ikke i Guds kald.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 167 Hører I, vor Herre kalder – Om Herrens kald; passer til indbydelsen «Kom, for nu er alt rede».
• 592 I dag er nådens tid – Omvendelsessalme om nådens tid nu; svarer til tjenerens bud og advarslen i v. 24.
• 464 Jeg kommer, Herre, på dit ord – Nadversalme om at komme til bordet på Herrens indbydelse, ikke på egen værdighed.
• 358 Lad dit rige alle vegne – Missionssalme; svarer til tjenerens udsendelse til gader, veje og gærder, så huset bliver fuldt.
• 724 Solen stråler over vang – Sommersalme om solen over markerne; årstidssalme til trinitatistiden.