20. søndag efter trinitatis

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Matt 22,1–14

Lignelsen om kongesønnens bryllup hører til Jesu sidste dage i Jerusalem. Efter indtoget og tempelrensningen spørger ypperstepræsterne og folkets ældste, med hvilken myndighed han handler (21,23). Jesus svarer med tre lignelser til dem: de to sønner (21,28–32), vinbonderne (21,33–46) og brylluppet. Alle tre handler om dem, der først fik Guds kald, men afviser det, mens andre kommer ind. Tilhørerne forstår, at det gælder dem selv (21,45), og bagefter prøver farisæerne at fange ham i ord (22,15). Lignelsen ligner Luk 14,15–24, men hos Matthæus er værten en konge, der fejrer sin søns bryllup, de indbudte dræber tjenerne, byen brændes, og der kommer en efterscene om gæsten uden bryllupsklædning. I 1. tekstrække er teksten evangelium på 20. søndag efter trinitatis. Den lå også på denne søndag i den gamle tekstrække, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til samme dag. Sidst i trinitatistiden peger den frem mod dommen og det store bryllup i Guds rige.

Loven i teksten: Teksten afslører den ligegyldighed, der ikke ser ud af meget. De første gæster begår ingen grove forbrydelser; de går bare til deres mark og deres forretning. Det er lovlige ting, men de bliver vigtigere end kongens indbydelse. Sådan rammes vi i dag: Søndagen bruges på alt andet, Ordet høres med et halvt øre, og vi tror, det ikke betyder noget. Luther kalder netop foragten for Ordet den største synd, fordi ingen får dårlig samvittighed over den. Og gæsten uden bryllupsklædning viser, at det ikke er nok at være indbudt, døbt og til stede, hvis man vil sidde med ved festen på egne vilkår. Han har intet at sige, da kongen spørger.

Evangeliet i teksten: Kongen holder fest for sin søn, og han vil have gæster. Alt er rede: Okserne er slagtet, og måltidet er færdigt, før nogen kommer. Gæsterne bidrager ikke med noget; de skal kun komme. Selv efter afvisningen og mordene opgiver kongen ikke festen, men sender tjenerne ud til vejene, hvor de udenfor står, både onde og gode. Det er os, hedningerne, der var langt borte. Indbydelsen lyder i prædikenen, og i dåben bæres vi ind og iføres Kristus selv (Gal 3,27). Bryllupsklædningen er ikke noget, vi selv syr. Den er Kristi retfærdighed, som troen tager imod. Nadverbordet er en forsmag på festen.

Prædikenspor: «Alt er rede – kom!» · «Klædt i en andens klæder» · «Er jeg en af de få?»

Salmeforslag: DDS 167 Hører I, vor Herre kalder · DDS 592 I dag er nådens tid · DDS 464 Jeg kommer, Herre, på dit ord · DDS 390 Gud, lad dit ord i nåde lykkes · DDS 571 Den store hvide flok vi se · DDS 733 Skyerne gråner, og løvet falder

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Matt 21,28–44

Teksten hører til Jesu sidste dage i Jerusalem. Han er redet ind i byen (21,1–11), har renset templet (21,12–17), og nu står han i templet over for ypperstepræsterne og folkets ældste. De har spurgt, med hvilken myndighed han gør det, og han har svaret med et modspørgsmål om Johannes’ dåb, som de ikke turde svare på (21,23–27). Derefter fortæller han tre lignelser til de samme mænd: de to sønner, vinbønderne og kongesønnens bryllup (22,1–14). Lignelserne er altså ikke almindelige morallektioner, men Jesu dom over Israels ledere, og bagefter forstår de, at han taler om dem (21,45). Midt i dommen står Sønnen selv: Han er arvingen, som de vil slå ihjel, og stenen, som bygmestrene vrager. I 2. tekstrække er teksten evangelium på 20. søndag efter trinitatis. I 1. tekstrække læses samme søndag den tredje lignelse, Matt 22,1–14, og Luthers prædiken i Huspostillen for dagen er over den. Sidst i trinitatistiden peger teksten frem mod dommen og spørger, om Guds rige bærer frugt hos os.

Loven i teksten: Teksten rammer ikke først de åbenlyse syndere, men de fromme, der siger «ja, herre» og bliver siddende. Ypperstepræsterne og de ældste kunne alt det rigtige, men de troede ikke Johannes, og da de så toldere og skøger omvende sig, ville de alligevel ikke. Vinbønderne vil have vingården for sig selv; de vil ikke give Gud frugten, og de slår hans tjenere og hans søn ihjel. Det samme hjerte bor i os: Vi vil være herrer i vores eget liv, vi siger ja i kirken og nej i hverdagen, og vi tager Guds gaver som vores ejendom. Over det lyder dommen: Riget tages fra jer, og stenen falder på den, der støder sig på den.

Evangeliet i teksten: Faderen sender, igen og igen, og til sidst sin egen søn. Det er Guds utrættelige kærlighed: Han giver ikke op over oprørske vinbønder. Sønnen går ind i vingården vel vidende, hvad der venter ham, og lader sig kaste ud og slå ihjel. Men netop den forkastede sten gør Gud til hjørnesten: «Fra Herren er dette kommet.» Korset og opstandelsen er ikke et uheld i Guds plan, men hans underfulde gerning. Og døren står åben: Toldere og skøger går ind i Guds rige, ikke fordi de var bedre, men fordi de troede. Den, der har sagt nej til Gud, kan endnu gå. For den, der tror, er stenen ikke en dom, men den grund, han står på.

Prædikenspor: «Ja, herre – og så blev han siddende» · «Sidst sendte han sin søn» · «Stenen, man enten bygger på eller støder sig på»

Salmeforslag: DDS 592 I dag er nådens tid · DDS 334 Guds kirkes grund alene · DDS 666 Den grund, hvorpå jeg bygger · DDS 496 Af dybsens nød, o Gud, til dig · DDS 732 Dybt hælder året i sin gang

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers