Matt 21,28–44

Teksten i sammenhæng

Teksten hører til Jesu sidste dage i Jerusalem. Han er redet ind i byen (21,1–11), har renset templet (21,12–17), og nu står han i templet over for ypperstepræsterne og folkets ældste. De har spurgt, med hvilken myndighed han gør det, og han har svaret med et modspørgsmål om Johannes’ dåb, som de ikke turde svare på (21,23–27). Derefter fortæller han tre lignelser til de samme mænd: de to sønner, vinbønderne og kongesønnens bryllup (22,1–14). Lignelserne er altså ikke almindelige morallektioner, men Jesu dom over Israels ledere, og bagefter forstår de, at han taler om dem (21,45). Midt i dommen står Sønnen selv: Han er arvingen, som de vil slå ihjel, og stenen, som bygmestrene vrager. I 2. tekstrække er teksten evangelium på 20. søndag efter trinitatis. I 1. tekstrække læses samme søndag den tredje lignelse, Matt 22,1–14, og Luthers prædiken i Huspostillen for dagen er over den. Sidst i trinitatistiden peger teksten frem mod dommen og spørger, om Guds rige bærer frugt hos os.

Opbygning

1. 21,28 De to sønner: nej, der bliver til ja, og ja, der bliver til nej
2. 21,31 Toldere og skøger går ind i Guds rige før jer
3. 21,33 Vingården og de utro vinbønder
4. 21,37 Sidst sender han sin søn
5. 21,40 Herrens dom og den forkastede sten

Græske nøgleord

• μεταμέλλομαι (G3338, v. 21,29) – μεταμέλομαι, angre, komme på andre tanker. Aorist passiv participium (μεταμεληθείς): Sønnen ombestemte sig og gik. Ordet kommer igen i 21,32, hvor lederne netop ikke «angrede bagefter», så de troede. Dermed knytter Jesus selv lignelsen til dem. Hos Matthæus bruges ordet også om Judas (27,3), så det betyder ikke i sig selv frelsende omvendelse; i 21,32 er målet dog klart: anger, der fører til tro.
• δικαιοσύνη (G1343, v. 21,32) – δικαιοσύνη, retfærdighed. Johannes kom «på retfærdighedens vej» (ἐν ὁδῷ δικαιοσύνης). Udtrykket kan både betyde, at han selv vandrede ret, og at han viste vejen til den retfærdighed, Gud kræver og giver. Hans prædiken var bodsprædiken, der pegede hen på ham, som kom efter (Matt 3,11). Toldere og skøger tog imod den, mens de, der mente sig retfærdige, ikke gjorde. Retfærdigheden fås altså ikke ved et ja med munden, men ved at tro.
• ἐντρέπω (G1788, v. 21,37) – ἐντρέπω, i passiv: have respekt for, undse sig for. Ἐντραπήσονται er futurum passiv: «De vil vise min søn respekt.» Ejerens ord lyder næsten naivt efter alt det, der er sket med tjenerne. Netop det viser Guds tålmodighed og kærlighed: Han giver ikke op, men sender det kæreste, han har. Ordet afslører også menneskets hjerte: Det respekterer ikke engang Sønnen.
• κληρονόμος (G2818, v. 21,38) – κληρονόμος, arving. Vinbønderne ved godt, hvem han er: «Han er arvingen.» Det er ikke uvidenhed, men begær efter at eje vingården selv, der driver dem. Sønnen er arving til alt (Hebr 1,2). Det paradoksale evangelium er, at netop hans død, som skulle tage arven fra ham, gør os til medarvinger (Rom 8,17; Gal 4,7).
• ἀποδοκιμάζω (G593, v. 21,42) – ἀποδοκιμάζω, forkaste efter prøvelse, vrage. Ordet bruges om sten, der bliver undersøgt og kasseret som ubrugelige. Bygmestrene prøvede stenen og fandt den for dårlig. Jesus bruger samme ord i lidelsesforudsigelsen (Mark 8,31; Luk 9,22): Han skal forkastes af de ældste, ypperstepræsterne og de skriftkloge. Men Gud vender dommen om: Den vragede sten bliver hjørnestenen.
• καρπός (G2590, v. 21,43) – καρπός, frugt. Ordet går igennem hele lignelsen (21,34.41.43): Ejeren vil have sine frugter. Riget gives til et folk, der «bærer» (ποιοῦντι, præsens, vedvarende) dets frugter. Johannes krævede frugt, der svarer til omvendelsen (Matt 3,8), og det første er troen på ham, Gud sender. Frugten er ikke betaling for riget, men det, riget selv virker hos dem, der har fået det.
• λικμάω (G3039, v. 21,44) – λικμάω, egentlig at kaste korn i vinden, så avnerne skilles fra; derefter at sprede som støv, knuse. I den græske oversættelse af Dan 2,44 (Theodotion) bruges ordet om stenen, der knuser verdensrigerne. Futurum peger på dommen. Stenen, som er Kristus, er enten den grund, man bygger på, eller den sten, der falder på én. Der findes ikke en tredje mulighed.

Eksegetiske noter

• v. 21,28–31 Tekstkritik: Håndskrifterne har sønnerne i forskellig rækkefølge. RP (og de fleste håndskrifter) har først sønnen, der siger nej og går, og svaret «den første». Nogle gamle håndskrifter (bl.a. Vaticanus) har omvendt rækkefølge og svaret «den sidste»; et par har endda det absurde svar, at den, der sagde ja, gjorde faderens vilje. Pointen er den samme: Faderens vilje gøres ikke med et høfligt «ja, herre», men ved at gå.
• v. 21,32 Henvisningen til Johannes knytter lignelsen til samtalen lige før (21,23–27), hvor lederne ikke ville svare på, om Johannes’ dåb var fra himlen. Luk 7,29–30 siger det samme: Toldere gav Gud ret og lod sig døbe, mens farisæerne og de lovkyndige forkastede Guds plan med dem. «Før jer» (προάγουσιν, præsens) kan betyde, at døren endnu ikke er lukket for lederne.
• v. 21,33 Beskrivelsen af vingården (gærde, perse, tårn) hentyder tydeligt til vingårdssangen i Es 5,1–7, hvor vingården er Israel, og Gud venter retfærdighed, men finder blodsudgydelse. Se også Sl 80,9–17. Forskellen er, at det hos Jesus ikke er vingården, der svigter, men vinbønderne, dvs. lederne, som har fået den betroet. Tjenerne er profeterne (jf. Matt 23,34–37; 2 Krøn 36,15–16).
• v. 21,39 Hos Matthæus (og Lukas) bliver sønnen først kastet ud af vingården og derefter dræbt; hos Markus (12,8) er rækkefølgen omvendt. Matthæus’ rækkefølge svarer til, at Jesus blev ført ud af byen og korsfæstet uden for porten (Joh 19,17; Hebr 13,12–13). Lignelsen er en lidelsesforudsigelse fortalt få dage før påske.
• v. 21,42 Citatet er Sl 118,22–23, ordret efter den græske oversættelse. Det er den samme salme, som folket råbte fra ved indtoget (21,9; Sl 118,25–26). «Hjørnestenen» (κεφαλὴ γωνίας, egentlig hjørnets hoved) er den sten, der bærer og holder bygningen sammen. Apostlene bruger citatet om Jesu død og opstandelse (ApG 4,11; 1 Pet 2,4–8; jf. Ef 2,20). «Fra Herren er dette kommet» siger, at det er Guds egen gerning.
• v. 21,43 Verset findes kun hos Matthæus. Riget gives ikke bare «til hedningerne», men til «et folk» (ἔθνει, ental), der bærer dets frugter: det nye Guds folk af jøder og hedninger, samlet om Kristus (jf. 1 Pet 2,9). Den danske tekst i Den Frie Bibel har her en trykfejl («Guds riges tages»); der skal stå «Guds rige tages».
• v. 21,44 Tekstkritik: Verset mangler i enkelte håndskrifter (bl.a. D og nogle gamle latinske) og sættes derfor i klammer i den kritiske tekst; RP og de fleste håndskrifter har det, og Luk 20,18 har næsten samme ord. Baggrunden er Es 8,14–15 (stenen, man snubler over) og Dan 2,34–35.44–45 (stenen, der knuser rigerne). At «falde på» stenen er at tage anstød af Kristus; at stenen «falder på» én, er dommen.

Lov og evangelium

Loven: Teksten rammer ikke først de åbenlyse syndere, men de fromme, der siger «ja, herre» og bliver siddende. Ypperstepræsterne og de ældste kunne alt det rigtige, men de troede ikke Johannes, og da de så toldere og skøger omvende sig, ville de alligevel ikke. Vinbønderne vil have vingården for sig selv; de vil ikke give Gud frugten, og de slår hans tjenere og hans søn ihjel. Det samme hjerte bor i os: Vi vil være herrer i vores eget liv, vi siger ja i kirken og nej i hverdagen, og vi tager Guds gaver som vores ejendom. Over det lyder dommen: Riget tages fra jer, og stenen falder på den, der støder sig på den.

Evangeliet: Faderen sender, igen og igen, og til sidst sin egen søn. Det er Guds utrættelige kærlighed: Han giver ikke op over oprørske vinbønder. Sønnen går ind i vingården vel vidende, hvad der venter ham, og lader sig kaste ud og slå ihjel. Men netop den forkastede sten gør Gud til hjørnesten: «Fra Herren er dette kommet.» Korset og opstandelsen er ikke et uheld i Guds plan, men hans underfulde gerning. Og døren står åben: Toldere og skøger går ind i Guds rige, ikke fordi de var bedre, men fordi de troede. Den, der har sagt nej til Gud, kan endnu gå. For den, der tror, er stenen ikke en dom, men den grund, han står på.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 20. søndag efter trinitatis (Matt 22,1–13): I prædikenen over dagens anden lignelse (1. tekstrække) fortæller Luther selv en lignelse, der svarer til vinbønderne: En fyrste sender sin søn for at sætte fangerne fri, og de slår ham ihjel. Sådan har Gud sendt sin Søn for at befri os, og vi vender ryggen til.
  «Han sender sin Søn, for at han skal gøre os fri af synd, død og Djævel og hjælpe os til det evige liv.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 20. søndag efter trinitatis (Matt 22,1–13): Luther kalder foragten for Ordet en forfærdelig synd, fordi den ikke vil lade sig erkende som synd. Det passer på sønnen, der siger «ja, herre» og ikke går: Han går i kirke, men hører ikke.
  «Men ikke at høre Ordet flittigt, ja at foragte og forfølge det, det gør ingen sig samvittighed over.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Omvendelsen: Pieper bruger Matt 21,31 mod tanken om, at den borgerlige ærbarhed er en forberedelse til omvendelsen. Loven slår de ærbare og de åbenlyse syndere sammen; ingen har noget at lægge i vægtskålen.
  «En uomgængelig «forberedelse» til, at troen på Kristus bliver til, er den guddommelige lovs tordenkile, som slår ikke blot de åbenlyse syndere, men ganske særligt de ærbare folk sammen i én bunke.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Omvendelsen (Luther om Matt 21,31): I en fodnote citerer Pieper Luthers udlægning af Matt 21,31, som skarpt siger, hvad det betyder, at toldere og skøger går ind før de fromme.
  «Dér farer en sjæl fra galgen til himlen, mens en anden går fortabt i templet.» Læs teksten
• Apologien, art. IV: Om retfærdiggørelsen: Apologien udlægger ordet om den vragede sten, der er blevet hjørnesten (ApG 4,11–12, efter Sl 118,22): Kristi navn gribes kun ved troen, og vi bliver frelst ved tillid til ham, ikke til vores gerninger.
  «Derfor bliver vi frelst ved tillid til Kristi navn og ikke ved tillid til vores gerninger.» Læs teksten
• Urbanus Rhegius, Samtalen om Kristi prædiken på vejen til Emmaus: Rhegius viser, at apostlene, også i Matt 21, udlægger Sl 118,22 om Kristus, og at hjørnestenen er det, troen bygger på og står fast på.
  «at Kristus alene er vores klippe og hjørnesten, som vi ved troen bygges på, så vi kan stå fast mod alt ondt.» Læs teksten

Prædikenspor

Ja, herre – og så blev han siddende

Sporet følger lignelsen om de to sønner. Hovedtanken er, at Gud ikke spørger efter fromme ord, men efter et hjerte, der vender om. Første trin: Den anden søn er den pæne kirkegænger, der siger «ja, herre» og ikke går, og her skal vi kende os selv. Andet trin: Den første søn sagde nej, men angrede. Toldere og skøger troede Johannes, og derfor går de ind før de fromme. Det er ikke en ros af deres nej, men af den anger, der fører til tro. Tredje trin: Hvorfor kunne de gå ind? Fordi Faderen ikke lukker døren for den, der har sagt nej. Evangeliet er, at det ikke er for sent at gå, og at Kristus selv har gjort Faderens vilje helt for os.

Sidst sendte han sin søn

Sporet går gennem vinbønderne og samler sig om Guds tålmodighed og Sønnens sendelse. Første trin: Vingården er Guds gave, og vinbønderne vil eje den selv. Sådan behandler vi også liv, tid og kirke som vores ejendom, og vi vil ikke give Gud frugten. Andet trin: Ejeren sender tjener efter tjener og til sidst sin søn. Det lyder naivt, men det er Guds kærlighed, der ikke giver op. Sønnen går ind i vingården, selv om han ved, hvad der venter ham, og han bliver kastet ud og slået ihjel uden for byen. Tredje trin: Netop dér gør Gud det underfulde: Den forkastede sten bliver hjørnestenen. Korset, som skulle tage arven fra Sønnen, gør os til medarvinger.

Stenen, man enten bygger på eller støder sig på

Et sjælesørgerligt spor om, hvad vi står på. Første trin: Alle bygger deres liv på noget, og bygmestrene i teksten var de mest lærde og fromme. Alligevel vragede de stenen, fordi en korsfæstet Messias ikke passede ind i deres bygning. Andet trin: Vers 44 er alvorligt. Kristus er ikke et neutralt tilbud; den, der støder sig på ham, bliver knust, og den, han falder på i dommen, bliver som støv. Det skal siges klart. Tredje trin: Men stenen er lagt af Gud selv for at være grund. Den, der er knust af sin synd og sit eget nederlag, må bygge på ham og blive båret af ham. Den, der tror på ham, skal ikke blive til skamme (1 Pet 2,6).

Lærepunkter i teksten

• Omvendelsen: anger og tro – Sønnen, der angrede og gik, og lederne, der ikke angrede og troede (21,29.32): omvendelse er anger, der fører til tro.
• Retfærdiggørelsen – Toldere og skøger går ind før de fromme; den forkastede sten er hjørnestenen, og frelsen er ved troen, ikke ved gerninger.
• Lov og evangelium – Teksten dømmer de selvretfærdige og de utro vinbønder, men viser Faderens tålmodighed og Sønnen, der dør og bliver hjørnesten.
• De gode gerninger – Herren vil have frugter (21,34.43). Ja med munden er ikke lydighed; frugten vokser af troen, ikke for at fortjene riget.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 592 I dag er nådens tid – Faderen siger «gå i dag»; salmen kalder til at vende om, mens nådens tid er.
• 334 Guds kirkes grund alene – Kristus som kirkens eneste grund svarer til hjørnestenen i vers 42.
• 666 Den grund, hvorpå jeg bygger – Troens personlige svar: at bygge sit liv på Kristus, stenen Gud har lagt.
• 496 Af dybsens nød, o Gud, til dig – Luthers bodssalme: anger og tillid til nåden, ikke til egne gerninger, ligesom toldere og skøger.
• 732 Dybt hælder året i sin gang – Senefterårssalme om året, der hælder, og håbet i Kristus; passer til kirkeårets slutning.