21. søndag efter trinitatis

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Joh 4,46–53

Teksten afslutter Jesu rejse fra Judæa gennem Samaria til Galilæa (Joh 4,1–45). Efter samtalen med den samaritanske kvinde, hvor samaritanerne troede «på grund af hans ord» (4,41), kommer Jesus igen til Kana, hvor han gjorde vand til vin (2,1–11). Galilæerne tager imod ham, fordi de har set, hvad han gjorde i Jerusalem (4,45). Nu kommer en kongelig embedsmand fra Kapernaum og beder for sin døende søn. Jesus går ikke med; han sender ham hjem med et ord alene, og helbredelsen sker i samme time på afstand. Johannes kalder det Jesu andet tegn i Galilæa (4,54). Teksten handler om forskellen på en tro, der vil se tegn, og en tro, der holder sig til Jesu ord. Den er evangelium på 21. søndag efter trinitatis i 1. tekstrække. I den gamle tekstrække lå Joh 4,47–54 på samme søndag, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til samme dag. Sidst i trinitatistiden, hvor kirkeåret vender blikket mod de sidste ting, viser teksten, hvordan troen lever af det, den endnu ikke ser.

Loven i teksten: Teksten afslører en tro, der vil bestemme over Gud. Faderen har planen klar: Jesus skal komme ned, og det skal ske nu, før drengen dør. Jesu ord om tegn og undere rammer også os. Vi vil se, før vi tror, og vi vil gerne have Gud til at bevise sig på vores betingelser. Når hjælpen ikke kommer, som vi har udtænkt den, giver vi op eller vender os bort. Teksten viser også, at penge, stand og indflydelse intet kan stille op over for døden. Den kongelige må stå med tomme hænder som enhver anden.

Evangeliet i teksten: Jesus afviser ikke faderen, men giver ham noget bedre, end han bad om: et ord. «Gå, din søn lever.» Det ord gør, hvad det siger, over afstanden og i samme time. Sådan taler Kristus også til os: ikke med synlige tegn, men med ord, der gælder os personligt, i dåben, i tilgivelsen og i nadveren: «Dine synder er dig forladt.» Den, der går hjem med det ord, går ikke tomhændet. Han har livet, også før han ser det, for Kristus er Herre over døden.

Prædikenspor: «Gå hjem med ordet» · «Tegn eller ord: hvad bygger troen på?» · «Når hjælpen ikke kommer, som vi har bedt om»

Salmeforslag: DDS 577 Vor tro er den forvisning på · DDS 401 Guds ord det er vort arvegods · DDS 672 Jeg ved, på hvem jeg bygger · DDS 660 Kom, hjælp mig, Herre Jesus · DDS 560 Det livets ord vi bygger på · DDS 732 Dybt hælder året i sin gang

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Luk 13,1–9

Teksten står i Lukasevangeliets lange rejseberetning, hvor Jesus er på vej mod Jerusalem (Luk 9,51). Lige før har han talt til skarerne om at tyde tidens tegn og om at forlige sig med modparten, mens man endnu er på vejen, før man står for dommeren (12,54–59). «På samme tid» kommer nogle med en nyhed: Pilatus har ladet galilæere dræbe, mens de ofrede. Måske venter de, at Jesus vil tage stilling til Pilatus eller sige noget om ofrenes skyld. Jesus vender spørgsmålet om. Han nævner selv en anden ulykke, tårnet ved Siloa, og siger to gange det samme: Ofrene var ikke værre end andre, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme. Derefter fortæller han lignelsen om figentræet, der ikke bar frugt, og om vingårdsmanden, der beder om et år endnu. Lignelsen slutter åbent. Bagefter helbreder Jesus den krumbøjede kvinde på sabbaten (13,10–17). Teksten er kun prædiketekst på 21. søndag efter trinitatis i 2. tekstrække. Den sene trinitatistid, hvor kirkeåret går mod sin ende og taler om dom og de sidste ting, giver ordet om nådens tid ekstra vægt.

Loven i teksten: Loven rammer først der, hvor vi gerne vil stå som tilskuere. Når ulykker sker, spørger vi om de andres skyld, eller vi anklager Gud. Jesus lader ikke tilhørerne slippe med at diskutere Pilatus eller de døde, men siger til dem, der står og lytter: «Hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme.» Ingen er mindre skyldnere end ofrene. Og figentræet står i vingården og har fået alt, men bærer ingen frugt. Sådan står mange af os i kirken år efter år, uden anger og uden tro, og tager plads op. Øksen er befalet: «Hug det om!» Guds tålmodighed er ikke et tegn på, at han er ligeglad.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er vingårdsmanden, der træder frem mellem ejeren og træet og beder: «Herre, lad det stå et år endnu.» Han går i forbøn og tager selv arbejdet på sig: Han graver og gøder. Kristus er den, der beder for de ufrugtbare, også på korset (Luk 23,34), og han bærer selv den dom, øksen skulle have ramt. Derfor er det ekstra år ikke en frist til at præstere, men nådens tid, hvor han arbejder med sit ord og sine sakramenter. At du lever og hører Ordet i dag, er tegn på, at hans bøn er hørt. Omvendelse er ikke at gøre sig fortjent, men at vende sig til ham, som vil tilgive.

Prædikenspor: «Ikke værre end os» · «Et år endnu – nådens tid» · «Hvor var Gud?»

Salmeforslag: DDS 592 I dag er nådens tid · DDS 496 Af dybsens nød, o Gud, til dig · DDS 495 Midt i livet er vi stedt · DDS 534 Hvo ved, hvornår mit liv har ende · DDS 269 Jeg venter dig, Herre Jesus, til dom · DDS 733 Skyerne gråner, og løvet falder

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers