Matt 22,1–14

Teksten i sammenhæng

Lignelsen om kongesønnens bryllup hører til Jesu sidste dage i Jerusalem. Efter indtoget og tempelrensningen spørger ypperstepræsterne og folkets ældste, med hvilken myndighed han handler (21,23). Jesus svarer med tre lignelser til dem: de to sønner (21,28–32), vinbonderne (21,33–46) og brylluppet. Alle tre handler om dem, der først fik Guds kald, men afviser det, mens andre kommer ind. Tilhørerne forstår, at det gælder dem selv (21,45), og bagefter prøver farisæerne at fange ham i ord (22,15). Lignelsen ligner Luk 14,15–24, men hos Matthæus er værten en konge, der fejrer sin søns bryllup, de indbudte dræber tjenerne, byen brændes, og der kommer en efterscene om gæsten uden bryllupsklædning. I 1. tekstrække er teksten evangelium på 20. søndag efter trinitatis. Den lå også på denne søndag i den gamle tekstrække, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til samme dag. Sidst i trinitatistiden peger den frem mod dommen og det store bryllup i Guds rige.

Opbygning

1. 22,1 Kongen holder bryllup for sin søn
2. 22,3 De indbudte vil ikke komme
3. 22,7 Kongens vrede over morderne
4. 22,8 Gå ud til vejene: onde og gode samles
5. 22,11 Gæsten uden bryllupsklædning
6. 22,14 Mange er kaldede, få er udvalgte

Græske nøgleord

• γάμος (G1062, v. 22,2) – γάμος, bryllup, bryllupsfest. Ordet står otte gange i teksten (v. 2–4 og 8–12) og er lignelsens midtpunkt. Flertal (γάμους) betegner selve festen, der kunne vare flere dage. Kongen holder festen for sin søn; Luther læser det sådan, at Kristus tager kirken til sin brud. Profeterne bruger bryllup og gæstebud om Guds frelse (Es 25,6; 62,5), og Jesus kalder sig selv brudgommen (Matt 9,15).
• καλέω (G2564, v. 22,3) – καλέω, kalde, indbyde. Teksten spiller på ordet: tjenerne skal «kalde de kaldede» (καλέσαι τοὺς κεκλημένους). Perfektum participium betegner dem, der allerede er indbudt og derfor ventes. Kaldet kommer først og helt fra kongen; gæsterne har intet gjort for at blive indbudt. I v. 9 udvides det samme kald til alle, tjenerne finder ved vejene.
• ἕτοιμος (G2092, v. 22,4) – ἕτοιμος, rede, klar. «Alt er rede» (πάντα ἕτοιμα), og okserne og fedekalvene er slagtet (τεθυμένα, perfektum). Måltidet er ikke noget, gæsterne skal bidrage til, men noget, der er færdigt og venter. Det er evangeliets form: Gaven er beredt, og kaldet lyder kun: «Kom!» (δεῦτε). I v. 8 gentager kongen: «Brylluppet er rede.» Det er gæsterne, der svigter, ikke festen.
• ἀμελέω (G272, v. 22,5) – ἀμελέω, ikke bryde sig om, forsømme, ignorere. De første indbudte er ikke fjendtlige; de er ligeglade. De går hver til sit, til egen mark og forretning, gode og lovlige ting. Synden ligger i, at det daglige bliver vigtigere end kongens indbydelse. Samme ord bruges i Hebr 2,3: «hvordan skal vi undslippe, hvis vi ikke bryder os om så stor en frelse?»
• ἔνδυμα (G1742, v. 22,11) – ἔνδυμα, klædning, dragt. «Bryllupsklædning» (ἔνδυμα γάμου) er den dragt, der hører festen til. Teksten siger ikke, hvor den kommer fra. Klædningsbilledet bruges i Skriften om frelse og retfærdighed, som Gud giver (Es 61,10; Gal 3,27; Åb 19,8). Den lutherske udlægning har derfor set klædningen som troen, der iføres Kristi retfærdighed.
• φιμόω (G5392, v. 22,12) – φιμόω, lukke munden på, gøre stum; egentlig at sætte mundkurv på. Passiv aorist: «han blev bragt til tavshed». Kongen kalder ham «ven» (ἑταῖρε), som Matthæus også bruger over for en, der er i sin uret (20,13; 26,50), men manden har intet at sige. Han kan ikke undskylde sig, for indbydelsen og festen var givet ham. Ved dommen har den, der har afvist Guds gave, ingen forsvarstale tilbage (Rom 3,19).
• κλητός (G2822, v. 22,14) – κλητός, kaldet, indbudt. Ordet er beslægtet med καλέω og samler lignelsen op: Mange har fået indbydelsen. Over for det står ἐκλεκτός, udvalgt (G1588). Her betyder «kaldet» at have hørt evangeliets indbydelse, ikke nødvendigvis at være kommet til tro. Andre steder i NT betyder κλητός netop de troende (Rom 1,6–7; 8,28). Konteksten afgør betydningen.

Eksegetiske noter

• v. 22,1–2 Billedet af Guds rige som et bryllupsmåltid har rod i profeterne: Herrens gæstebud for alle folk på bjerget (Es 25,6–9) og Gud, der glæder sig over sit folk som en brudgom over sin brud (Es 62,5; Hos 2,21–22). Jesus er brudgommen (Matt 9,15; 25,1–13), og Johannes’ Åbenbaring taler om Lammets bryllup (Åb 19,7–9). Kongen er Gud, sønnen er Kristus, og tjenerne er hans udsendinge.
• v. 22,3–6 To udsendelser: Først kaldes de indbudte, så sendes andre tjenere med budskabet om, at alt er rede. Luther læser det som profeterne og derefter Johannes Døberen og Jesu disciple. Det svarer til vinbonderne lige før (21,34–36), der også mishandler og dræber tjenerne. Mishandlingen af tjenerne peger frem mod Jesu klage over Jerusalem, der slår profeterne ihjel (23,34–37).
• v. 22,7 Kongens hære, der dræber morderne og brænder byen, er et træk, der ikke findes i Luk 14. Det forstås almindeligvis om Jerusalems ødelæggelse i år 70, som Jesus forudsiger (23,38; 24,2). Luther udlægger det sådan og bruger det som advarsel til tilhørerne: Den, der foragter Ordet, må til sidst bære dommen.
• v. 22,9–10 «Hvor vejene ender» (διεξόδους τῶν ὁδῶν) er stederne, hvor vejene fører ud af byen og ud på landet, dvs. til dem, der var udenfor. Det peger på missionen blandt hedningerne (28,19; ApG 13,46). At der samles «onde og gode» betyder, at kirken på jorden er en blandet skare, som ved klinten blandt hveden (13,24–30.47–50). Først dommen skiller.
• v. 22,11–13 Teksten siger ikke, om kongen gav gæsterne klæder; påstanden om en sådan skik kan ikke dokumenteres sikkert. Baggrunden kan være Sef 1,7–8, hvor Herren har beredt et offermåltid, indviet sine gæster og straffer dem, der går i fremmed dragt. Tekstkritik: RP har «tag ham og kast ham ud» (ἄρατε αὐτὸν καὶ ἐκβάλετε), den kritiske tekst kortere «kast ham ud». Meningen er den samme. «Mørket udenfor» og «gråd og tænderskæren» bruger Matthæus om fortabelsen (8,12; 25,30).
• v. 22,14 Sætningen er en ordsprogsagtig slutning, ikke en lære om et tal. Den begrunder (γάρ) det, der er sket: Mange fik indbydelsen, men kun få blev ved den til det sidste. I RP står samme ord også i Matt 20,16 (septuagesima), hvor den kritiske tekst ikke har dem. Konkordieformlen afviser, at Gud kalder udvortes og ikke mener det; årsagen til, at mange går fortabt, ligger hos dem, der foragter Ordet (FC Ep XI,12; SD XI,34–36).

Lov og evangelium

Loven: Teksten afslører den ligegyldighed, der ikke ser ud af meget. De første gæster begår ingen grove forbrydelser; de går bare til deres mark og deres forretning. Det er lovlige ting, men de bliver vigtigere end kongens indbydelse. Sådan rammes vi i dag: Søndagen bruges på alt andet, Ordet høres med et halvt øre, og vi tror, det ikke betyder noget. Luther kalder netop foragten for Ordet den største synd, fordi ingen får dårlig samvittighed over den. Og gæsten uden bryllupsklædning viser, at det ikke er nok at være indbudt, døbt og til stede, hvis man vil sidde med ved festen på egne vilkår. Han har intet at sige, da kongen spørger.

Evangeliet: Kongen holder fest for sin søn, og han vil have gæster. Alt er rede: Okserne er slagtet, og måltidet er færdigt, før nogen kommer. Gæsterne bidrager ikke med noget; de skal kun komme. Selv efter afvisningen og mordene opgiver kongen ikke festen, men sender tjenerne ud til vejene, hvor de udenfor står, både onde og gode. Det er os, hedningerne, der var langt borte. Indbydelsen lyder i prædikenen, og i dåben bæres vi ind og iføres Kristus selv (Gal 3,27). Bryllupsklædningen er ikke noget, vi selv syr. Den er Kristi retfærdighed, som troen tager imod. Nadverbordet er en forsmag på festen.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 20. søndag efter trinitatis: Luther hæfter sig ved de indbudte, der går til deres mark og forretning. Foragten for Ordet er for ham værre end andre synder, netop fordi den ikke vækker samvittigheden. Derfor følger der hverken omvendelse eller bedring.
  «Men ikke at høre Ordet flittigt, ja at foragte og forfølge det, det gør ingen sig samvittighed over.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 20. søndag efter trinitatis: Indbydelsen er ikke noget hemmeligt. Den sker, når Kristus prædikes, og når vi bæres til dåben. Måltidet er syndernes forladelse, det evige liv og sejr over Djævelen og helvede.
  «Derfor betyder denne «indbydelse» ikke andet, end at Kristus bliver prædiket for os alle, og at vi bliver båret til den hellige dåb, så vi skal være gæster og spise og drikke» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 20. søndag efter trinitatis: Bryllupsklædningen er for Luther troen (afsnit 35). Gæsten bliver stum, fordi Gud har gjort alt: givet dåben, evangeliet, tilgivelsen og nadveren. Det eneste, der mangler, er, at vi tager imod.
  «Nu ligger det kun hos os, at vi holder hænderne frem og tager imod det, han så inderligt gerne vil give os.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordiebogen, Konkordieformlens grundige forklaring, art. XI: Om Guds evige forudviden og udvælgelse: Konkordieformlen afviser, at «mange er kaldede, men få er udvalgte» betyder, at Gud kalder udvortes uden at mene det. Så ville Gud modsige sig selv, og vi kunne ikke stole på hans ord.
  «at vi alene ud fra Guds ord, som han handler med os og kalder os ved, skal lære og slutte, hvad hans vilje over for os er» Læs teksten
• Chemnitz, Enchiridion: Om Guds evige forudbestemmelse eller udvælgelse til frelse: Chemnitz bruger lignelsen til at vise, at Gud alvorligt vil have de kaldede til festen. Årsagen til, at få er udvalgte, er ikke Guds forudbestemmelse, men menneskets vilje, der står Helligånden imod.
  «At det ikke var Guds vilje, at de skulle foragte kaldet og stå Helligånden imod, viser han ved at blive vred over, at de ikke ville komme, da han så nådigt kaldte dem» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Læren om omvendelsen: Pieper skelner mellem to betydninger af «kald». I Matt 22,14 betyder det den blotte forkyndelse af evangeliet, hvor nåden tilbydes alle, der hører; andre steder betyder det den faktiske omvendelse.
  «Det betegner for det første den blotte forkyndelse af evangeliet, og at syndernes forladelse dermed tilbydes, og Helligånden virker for at frembringe troen.» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Den evige udvælgelse: Ordet om de få udvalgte er ikke til spekulation, men en formaning: at blive fundet på den vej, hvor Gud frelser, i troen på evangeliet. Det er de udvalgtes «klædning» i tiden.
  «De udvalgte bærer i deres fremtræden i tiden denne klædning: de «hører evangeliet, tror på Kristus, beder og takker, bliver helliget i kærligheden» Læs teksten

Prædikenspor

Alt er rede – kom!

Et spor, der følger teksten. Hovedtanken er, at Guds fest er færdig, før nogen kommer, og at vi kun skal komme. Første trin: Kongens indbydelse. Okserne er slagtet, alt er rede. Det er Kristi værk på korset, beredt for os, og kaldet lyder i prædikenen og ved alterbordet. Andet trin: De indbudte, der ikke kom. Ikke ondskab, men mark og forretning. Her kan præsten med Luther vise, hvor let det daglige trænger Ordet til side, og at foragten for Ordet er den synd, ingen mærker. Tredje trin: Kongen opgiver ikke festen. Han sender ud til vejene, hvor vi stod. Prædikenen ender i den indbydelse, der gælder i dag: Kom til brylluppet.

Klædt i en andens klæder

Et tematisk spor om bryllupsklædningen og retfærdiggørelsen. Hovedtanken er, at ingen kommer ind i festen i sit eget tøj. Første trin: Gæsten uden klædning. Han var indbudt og til stede, men ville være der på egne vilkår, og da kongen spørger, har han intet at sige. Det er loven, der lukker munden på enhver (Rom 3,19). Andet trin: Skriftens klædning. Gud klæder sit folk i frelsens klæder (Es 61,10), og i dåben er vi iført Kristus (Gal 3,27). Tredje trin: Troen tager imod klædningen. Med Luther: Gud har gjort alt; det eneste, der mangler, er, at vi holder hænderne frem. Kristi retfærdighed er den dragt, der holder i kongens øjne.

Er jeg en af de få?

Et sjælesørgerligt spor ud fra v. 14 for den, der bliver urolig over ordet om de få udvalgte. Hovedtanken er, at Guds vilje skal læses ud fra hans indbydelse, ikke ud fra spekulationer om en skjult beslutning. Første trin: Uroen. Hvis kun få er udvalgte, hvordan ved jeg så, om det gælder mig? Andet trin: Konkordieformlen svarer, at Gud ikke kalder udvortes og mener noget andet i hjertet. Den, der får indbydelsen, er alvorligt ment. Tredje trin: Ordet om de få er en formaning til ikke at gå sin vej, men blive ved festen. Prædikenen ender i trøsten: Den, der hører kaldet og kommer, er velkommen, og den, der er døbt, er båret ind.

Lærepunkter i teksten

• Kaldet og Helligåndens gerning – Kongen kalder ved sine tjenere, igen og igen og ud til vejene: Gud kalder gennem prædikenen af evangeliet.
• Guds almene nådevilje – Kongens vrede over afvisningen viser, at indbydelsen var alvorligt ment til alle; ingen holdes ude af Gud.
• Udvælgelsen – «Mange er kaldede, men få er udvalgte» rejser spørgsmålet om udvælgelsen og skal læses som formaning, ikke spekulation.
• Retfærdiggørelsen – Bryllupsklædningen er ikke egen fortjeneste, men Kristi retfærdighed, som troen tager imod og iføres.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 167 Hører I, vor Herre kalder – Om Herrens kald, der lyder til os, som i kongens indbydelse.
• 592 I dag er nådens tid – Alt er rede nu: Indbydelsen gælder i dag, før døren lukkes.
• 464 Jeg kommer, Herre, på dit ord – Nadversalme: Vi kommer til bordet, fordi han har indbudt os.
• 390 Gud, lad dit ord i nåde lykkes – Bøn om, at Ordet må blive taget imod og ikke foragtet.
• 571 Den store hvide flok vi se – De hvidklædte i Guds rige; passer til den sene trinitatistid op mod allehelgen.
• 733 Skyerne gråner, og løvet falder – Efterårssalme om det falmende løv og Guds trofasthed; passer til den sene trinitatistid.