5. søndag efter trinitatis

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Luk 5,1–11

Lukas fortæller om Peters kald senere i forløbet end Matthæus og Markus. Jesus er blevet forkastet i Nazaret (4,16–30) og har vist sin magt i Kapernaum, hvor han også har helbredt Simons svigermor (4,38–39). Simon kender ham altså allerede. Nu står Jesus ved Genesaret Sø, og folkeskaren trænger sig ind på ham for at høre Guds ord. Han låner Simons båd som prædikestol, og bagefter giver han fiskeren en befaling, der går imod al erfaring. Fangsten bliver et tegn, som får Simon til at falde på knæ i rædsel, men Jesus svarer med «frygt ikke» og kalder ham til at fange mennesker. Beretningen slutter med, at de forlader alt og følger ham. Lignende træk findes i Matt 4,18–22, Mark 1,16–20 og i den opstandnes fiskefangst i Joh 21,1–14. Teksten er evangelium på 5. søndag efter trinitatis i 1. tekstrække. Den stod også på 5. søndag efter trinitatis i den gamle tekstrække, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til samme dag.

Loven i teksten: Teksten afslører os på to måder. Først i Simons nat: De har slidt hele natten og intet fået. Vores arbejde, vores flid og vores erfaring kan ikke skaffe det, vi lever af, og slet ikke det, vi skal leve evigt af. Vi vil helst stole på det, vi selv kan måle, og vi tror ikke på et ord, der går imod vores erfaring. Dernæst i Simons knæfald: Da Guds magt kommer nær, ser han, at han er en syndig mand, og at han ikke kan stå for Herren. Det er lovens virkning. Den, der ikke har lært at frygte, har ikke set, hvem Jesus er, og den, der kun frygter, tror, at Gud vil slå ham ihjel.

Evangeliet i teksten: Jesus går ikke bort fra den syndige mand. Han bliver i båden og siger «frygt ikke». Det er evangeliets ord: Han er ikke kommet for at straffe syndere, men for at frelse dem. Fangsten er ren gave, givet på hans ord til fiskere, der intet havde fået. Og han gør mere: Han tager den syndige Simon i sin tjeneste og sender ham ud for at fange mennesker til livet. Det samme evangelium, som tog Peters frygt bort, er det garn, som Kristus stadig samler sine med i ord, dåb og nadver. Den, der hører det, er fanget til liv og må følge ham uden frygt.

Prædikenspor: «På dit ord» · «Gå bort fra mig – frygt ikke» · «Garnet, der fanger til liv»

Salmeforslag: DDS 147 Der sad en fisker så tankefuld · DDS 390 Gud, lad dit ord i nåde lykkes · DDS 337 Behold os, Herre, ved dit ord · DDS 464 Jeg kommer, Herre, på dit ord · DDS 724 Solen stråler over vang

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Matt 16,13–26

Teksten står ved vendepunktet i Matthæusevangeliet. Jesus har undervist og helbredt i Galilæa, farisæerne og saddukæerne har krævet et tegn (16,1–4), og disciplene har netop vist, hvor lidt de forstår (16,5–12). Nu trækker Jesus sig med de tolv op til egnen ved Cæsarea Filippi, langt mod nord, og spørger dem, hvem folk siger, han er, og hvem de selv siger, han er. Peter svarer for dem alle, og Jesus saligpriser ham, taler om klippen, kirken og nøglerne. «Fra da af» (16,21) begynder han at tale åbent om lidelsen i Jerusalem. Peter vil holde ham tilbage og bliver kaldt Satan, og Jesus siger, at den, der vil følge ham, skal tage sit kors op. Bekendelsen og korsvejen hører sammen i én tekst. Teksten er prædiketekst på 5. søndag efter trinitatis i 2. tekstrække. Huspostillen har Luthers prædiken over Matt 16,13–19 på Sankt Peter og Paulus’ dag (29. juni), som falder i samme del af året.

Loven i teksten: Loven møder os i Peters fald. Han har lige bekendt den rette tro og bliver i næste øjeblik kaldt Satan, fordi han vil have en Kristus uden kors. Sådan tænker vi også menneskers tanker: Vi vil gerne have en Gud, der beskytter os mod lidelse, men ikke en Frelser, der må dø for vore synder. Folkets fromme meninger om Jesus som profet afslører, at man kan tale pænt om ham uden at have brug for ham. Og Jesu ord om at miste sit liv dømmer den, der vil sikre sig selv, vinde verden og bygge sit liv på egne kræfter. Intet menneske har noget at give til gengæld for sin sjæl.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er, at Jesus er Kristus, den levende Guds Søn, og at han «må» gå i døden og opstå på tredjedagen for vores skyld. Det, Peter ikke kan give til gengæld for sin sjæl, giver Kristus selv ved sit liv. Troen på ham er ikke vores præstation; Faderen åbenbarer den ved Ordet. På denne bekendelse bygger Kristus sin kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Og han giver kirken nøglerne: Når synderne løses på jorden i hans navn, er de løst i himlen. Han vender sig ikke bort fra Peter, men kalder ham tilbage bag sig.

Prædikenspor: «Hvem siger I, at jeg er?» · «Kirken på klippen» · «Fra «Salig er du» til «Gå bort, Satan»»

Salmeforslag: DDS 54 Hvad mener I om Kristus · DDS 334 Guds kirkes grund alene · DDS 336 Vor Gud han er så fast en borg · DDS 603 Den vej, du gik i kors og trang · DDS 722 Nu blomstertiden kommer

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

2. række

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers