4. søndag efter trinitatis

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Luk 6,36–42

Teksten står i Jesu tale på sletten (Luk 6,20–49), Lukas’ parallel til Bjergprædikenen. Jesus har valgt de tolv (6,12–16), og nu taler han til disciplene, mens en stor skare lytter med. Talen begynder med saligprisningerne og veråbene og fortsætter med budet om at elske fjenderne og gøre godt uden at regne med at få noget igen (6,27–35). Vers 36 samler det hele: Guds barmhjertighed er målet for disciplenes liv. Derefter folder Jesus det ud i fire korte bud (døm ikke, fordøm ikke, tilgiv, giv) og to billedord: den blinde, der leder en blind, og splinten og bjælken. Ordene er rettet til dem, der allerede er hans disciple, ikke til verden som en ny lov at gøre sig fortjent ved. Teksten er prædiketekst på 4. søndag efter trinitatis i 1. tekstrække, og den samme søndag har den også i den gamle tekstrække, som Luthers Huspostil følger. Matthæus har stoffet i Matt 5,48 og 7,1–5.

Loven i teksten: Teksten sætter Guds egen barmhjertighed som målestok, og så kommer ingen igennem. Vi er barmhjertige mod dem, der er gode mod os, og regner med at få noget igen; Luther kalder det «skalkebarmhjertighed». Vi ser skarpt på andres fejl og har en hel bjælke i vores eget øje: vores ligegyldighed over for Gud, vores ubarmhjertighed og selvretfærdighed. Vi dømmer kollegaen, ekskonen, naboen og politikeren og sætter os på Guds stol. Ordet «hykler» rammer ikke kun de andre, men os, der hører evangeliet og alligevel holder regnskab med andres synder. Og Jesus siger: med det mål, I måler med, skal I få tilmålt. Den, der vil leve af dom, skal møde dom.

Evangeliet i teksten: Før Jesus siger «Vær barmhjertige», siger han: «jeres Far er barmhjertig». Det er det første ord, og det er evangeliet. Gud har ikke målt til os efter fortjeneste. Han har ikke dømt os, men tilgivet os for Kristi skyld, som selv bar dommen for os. Hos ham er målet presset, rystet og topfuldt, og det løber over. Den, der står med en bjælke i øjet, er ikke afvist, for Kristus tager bjælken ud ved sin død og sin tilgivelse. Derfor må vi også slippe vores skyldnere fri: ikke for at blive Guds børn, men fordi vi allerede er det. Hans barmhjertighed er en kilde, der ikke tørrer ud.

Prædikenspor: «Som jeres Far er barmhjertig» · «Hvem sidder i dommersædet?» · «Når det er svært at tilgive»

Salmeforslag: DDS 726 Gak ud, min sjæl, betragt med flid · DDS 494 Kærlighed fra Gud · DDS 696 Kærlighed er lysets kilde · DDS 698 Kain, hvor er din bror

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Matt 5,43–48

Teksten er den sidste af de seks modsætninger i Bjergprædikenen (Matt 5,21–48), hvor Jesus stiller sit «Men jeg siger jer» over for det, folket har hørt. Han taler til disciplene, mens skarerne lytter med (5,1–2; 7,28–29). Lige før har han sagt, at man ikke skal sætte sig til modværge mod den onde, men vende den anden kind til (5,38–42). Nu går han til roden: Kærligheden må ikke standse ved grænsen mellem ven og fjende. Målestokken er ikke, hvad tolderne og hedningerne kan, men Faderen i himlen, som lader sin sol stå op over onde og gode. Afsnittet slutter med ordet om at være fuldkommen, som samler hele kapitlets udlægning af loven. Bagefter følger talen om almisse, bøn og faste (6,1–18). I 2. tekstrække er teksten evangelium på 4. søndag efter trinitatis. På samme søndag lå i den gamle tekstrække parallellen i Lukas’ feltprædiken, Luk 6,36–42 («Vær barmhjertige, ligesom jeres Far er barmhjertig»), og det er den tekst, Luther prædiker over i Huspostillen.

Loven i teksten: Loven møder os i det enkle spørgsmål: Hvad gør I mere end tolderne? Vi elsker dem, der elsker os, hilser på dem, vi kan lide, og hjælper dem, der kan hjælpe os igen. Over for den, der har såret os, taler os ondt efter eller står os i vejen, vil hjertet hævne sig, holde afstand eller i det mindste ikke bede for ham. Jesus lader os ikke slippe med en sænket målestok. «I skal være fuldkomne, ligesom jeres himmelske Far er fuldkommen.» Det afslører, at vi ikke blot har svigtet enkelte mennesker, men at vores kærlighed er delt og regnende. Det er synd, og ingen kan sige sig fri.

Evangeliet i teksten: Evangeliet står i v. 45: Faderen lader sin sol stå op over onde og gode. Vi var selv fjender af Gud (Rom 5,10), og han gjorde os godt alligevel. I Kristus har han gjort det fuldt ud: Han elskede sine fjender og bad på korset for dem, der korsfæstede ham (Luk 23,34). Han er den fuldkomne, som opfyldte dette bud i vores sted, og hans retfærdighed bliver tilregnet den, der tror. Derfor er vi Faderens børn af nåde. Og den, der selv er tilgivet som fjende, får del i Faderens sind, så han kan begynde at velsigne og bede for sin egen fjende.

Prædikenspor: «Hvad gør I mere?» · «Solen over onde og gode» · «Bøn for den, der har såret mig»

Salmeforslag: DDS 726 Gak ud, min sjæl, betragt med flid · DDS 31 Til himlene rækker din miskundhed, Gud · DDS 685 Vor Gud er idel kærlighed · DDS 365 Guds kærlighed ej grænse ved · DDS 505 Til dig alene, Herre Krist

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers