6. søndag efter trinitatis

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Matt 5,20–26

Teksten står i Bjergprædikenen (Matt 5–7), som Jesus holder for disciplene med folkeskaren lyttende (5,1; 7,28–29). Efter saligprisningerne og ordene om salt og lys har han sagt, at han ikke er kommet for at nedbryde loven og profeterne, men for at opfylde dem (5,17–19). V. 20 er overskriften over det følgende: Disciplenes retfærdighed skal overgå de skriftlærdes og farisæernes, og det var de mest lovtro folk i Israel. Derefter følger den første af seks modsætninger (5,21–48): «I har hørt … men jeg siger jer.» Jesus tager det femte bud og viser, at det ikke kun rammer drabet med hånden, men vreden i hjertet og de hårde ord, og at ingen gudstjeneste hjælper den, der lever i uforsonlighed med sin bror. Teksten er evangelium på 6. søndag efter trinitatis i 1. tekstrække. I den gamle tekstrække stod den på samme søndag, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til samme dag. I trinitatistiden handler evangelierne om det kristne liv; her lyder loven i sin fulde skarphed.

Loven i teksten: Teksten tager det femte bud fra os, som vi troede, vi havde holdt. Ingen af os har slået ihjel, men Jesus siger, at den, der er vred på sin bror, er skyldig for domstolen, og at den, der kalder ham tåbe, er skyldig til Helvedes ild. Han rammer det bitre blik, den kolde tavshed, de ord, vi siger om andre, når de ikke hører det, og nag, som vi kalder retfærdig harme. Og han rammer vores fromhed: Gaven på alteret, kirkegangen og nadveren hjælper ikke den, der lever i uforsonlighed. Med den retfærdighed, vi selv kan fremvise, kommer vi ikke ind i Himlenes rige.

Evangeliet i teksten: Den, der siger «men jeg siger jer», er den samme, som er kommet for at opfylde loven (5,17). Han har haft et hjerte uden had og nag og har bedt for dem, der slog ham ihjel. Den overstrømmende retfærdighed, som teksten kræver, har vi ikke selv, men den er givet os i ham: syndernes forladelse, som dækker også det vrede hjerte. Han har betalt den sidste øre, så den, der tror, ikke skal i fængsel. Og den, der er forsonet med Gud, får kraft til at gå hen og forlige sig med sin bror. Og Gud venter stadig på gaven: «Kom så og bring din gave.»

Prædikenspor: «Den retfærdighed, der er bedre» · «Lad gaven blive ved alteret» · «Når vreden kalder sig retfærdig»

Salmeforslag: DDS 691 Loven er et helligt bud · DDS 519 Syndernes forladelse selvros udelukker · DDS 501 Herre, jeg har handlet ilde · DDS 698 Kain, hvor er din bror · DDS 292 Kærligheds og sandheds Ånd · DDS 724 Solen stråler over vang

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Matt 19,16–26

Teksten står i Matthæusevangeliets rejseberetning: Jesus har forladt Galilæa og er på vej mod Jerusalem gennem Judæa hinsides Jordan (19,1). Lige før har han velsignet de små børn og sagt, at Himmeriget tilhører sådanne (19,13–15). Nu kommer en mand, som Matthæus kalder en ung mand (v. 20.22), og som har megen ejendom; hos Lukas er han en rådsherre (Luk 18,18). Han spørger, hvad godt han skal gøre for at få evigt liv. Jesus fører ham gennem budene hen til det sted, hvor hans hjerte hænger fast, og manden går bedrøvet bort. Derefter taler Jesus til disciplene om den rige og nåleøjet, og deres forfærdede spørgsmål «Hvem kan da blive frelst?» får svaret: For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt. Peters spørgsmål og lignelsen om arbejderne i vingården følger (19,27–20,16). Parallellerne er Mark 10,17–27 og Luk 18,18–27. Teksten er evangelium på 6. søndag efter trinitatis i 2. tekstrække. 1. tekstrække har samme dag Matt 5,20–26 om den retfærdighed, der skal overgå de skriftkloges, og det er den tekst, Huspostillen prædiker over på denne søndag.

Loven i teksten: Teksten afslører den fromme, der har styr på budene. Den unge mand kan sige «alt dette har jeg holdt», og alligevel mangler han noget. Jesu ord om at sælge og følge ham viser, hvor hans hjerte er: Ejendommen er hans gud, og han kan ikke give slip. Sådan afslører loven også os. Vi måler os med budene om næsten og klarer os måske ganske godt, men det første bud rammer os, når vi ser, hvad vi ikke vil give slip på: penge, tryghed, anseelse og os selv. Selve spørgsmålet «hvad skal jeg gøre?» er en del af problemet. Jesus siger det ligeud: For mennesker er det umuligt.

Evangeliet i teksten: Det gode, manden spørger efter, står foran ham. Én er den gode, og han siger: «Kom og følg mig.» Jesus giver ikke livet til gengæld for en gerning, men kalder manden til sig selv. Han er den, der blev fattig for vores skyld, for at vi skulle blive rige (2 Kor 8,9), og som gav alt for at give os en skat i himlen. Da disciplene spørger, hvem der så kan blive frelst, ser han på dem og svarer: For Gud er alting muligt. Frelsen hviler ikke på det, vi kan holde eller give slip på, men på Gud, som gør det umulige og fører syndere, rige som fattige, ind i sit rige.

Prædikenspor: «Hvad mangler jeg endnu?» · «Kamelen og nåleøjet» · «Han gik bedrøvet bort»

Salmeforslag: DDS 496 Af dybsens nød, o Gud, til dig · DDS 519 Syndernes forladelse selvros udelukker · DDS 576 O Jesus, troens dyre skat · DDS 604 Det koster mer, end man fra først betænker · DDS 725 Det dufter lysegrønt af græs

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers