9. søndag efter trinitatis

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Luk 16,1–9

Lignelsen står i Lukas’ rejseberetning, hvor Jesus er på vej mod Jerusalem (9,51–19,27). Lige før har han over for farisæerne og de skriftkloge, der knurrede over, at han spiste med syndere, fortalt de tre lignelser om det fortabte (kap. 15). Nu vender han sig til disciplene, men farisæerne hører med, og bagefter håner de ham, fordi de elskede penge (16,14). Efter lignelsen følger ordene om at være tro i det små og om, at ingen kan tjene både Gud og mammon (16,10–13), og senere lignelsen om den rige mand og Lazarus (16,19–31). Kapitlet handler altså om penge og gods set i lyset af dommen og det evige liv. Godsforvalteren «øsler» med sin herres ejendom, ligesom den yngre søn øslede sin arv bort (15,13). Teksten er evangelium på 9. søndag efter trinitatis i 1. tekstrække. Den gamle tekstrække havde samme evangelium på samme søndag, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til dagen.

Loven i teksten: Forvalteren øslede med det, der ikke var hans, og vi gør det samme med tid, evner, penge og gods, som Gud har betroet os. Loven rammer ikke kun den, der stjæler, men også den, der bruger sit eget alene på sig selv og lader den trængende gå forbi. Den afslører mammon som hjertets afgud, den skjulte tillid til, at penge giver tryghed. Og den dømmer lysets børn: Vi ved, at regnskabets dag kommer, men handler trægere for det evige end verden for sin fordel. «Aflæg regnskab» lyder også til os, og ingen af os kan gøre regnskabet op.

Evangeliet i teksten: Forvalteren havde intet at stå på, kun sin herres gods og hans gavmildhed. Det gode nyt ligger i det, lignelsen peger frem mod: Der findes en Herre, som selv skriver gælden ned, ikke til halvdelen, men helt. Kristus har betalt regnskabet for os og giver syndernes forladelse til den, der intet har. Den, der tror, har allerede en bolig hos Gud, som ikke kan tages fra ham. Derfor er vi fri til at bruge pengene uden at stole på dem. Det, vi giver, er ikke en betaling for himlen, men frugt af troen, og Gud har lovet ikke at glemme det.

Prædikenspor: «Regnskabets dag» · «Brug mammon, tjen Gud» · «Kappen, der hedder nåde»

Salmeforslag: DDS 726 Gak ud, min sjæl, betragt med flid · DDS 714 Kom, hjerte, tag dit regnebræt · DDS 621 Så skal da mammon vige · DDS 373 Herre, jeg vil gerne tjene · DDS 487 Nu fryde sig hver kristen mand

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Luk 12,32–48

Teksten står midt i Lukasevangeliets lange rejseberetning (Luk 9,51–19,27), hvor Jesus er på vej mod Jerusalem. I kapitel 12 er tusinder samlet om ham, men han taler først og fremmest til disciplene (12,1.22). Lige før har han fortalt lignelsen om den rige bonde (12,13–21) og formanet disciplene til ikke at bekymre sig, men søge Guds rige (12,22–31). Vers 32 afslutter det afsnit med et løfte: Riget er allerede givet den lille hjord. Derefter vender Jesus blikket fremad: Disciplene skal leve som tjenere, der venter deres herre hjem, og være parate til Menneskesønnens komme. Peters spørgsmål (v. 41) fører til lignelsen om forvalteren, som især rammer dem, der er sat over Herrens husfolk, og teksten slutter med ordet om ansvar efter, hvad man har fået. I Alterbogen er teksten evangelium på 9. søndag efter trinitatis i 2. tekstrække. 1. tekstrække har lignelsen om den uærlige godsforvalter (Luk 16,1–9), og begge tekster handler om forvaltere, der skal stå til regnskab.

Loven i teksten: Teksten afslører den tjener, der i sit hjerte siger: «Min herre lader vente på sig» (v. 45). Det er ikke en åben gudsfornægtelse, men en stille sikkerhed: Der er god tid, og imens kan jeg bruge mine gaver, min magt og min tid på mig selv. Sådan lever vi, når vi samler skatte, der kan slides op, og lader hjertet følge dem (v. 34). Loven rammer også undladelsen: Den, der kendte herrens vilje og ikke gjorde den, får mange slag (v. 47). Og jo mere vi har fået af gaver, kundskab og ansvar, desto mere kræves der (v. 48). Ingen kan selv stå sig, når Herren kommer uventet.

Evangeliet i teksten: Teksten begynder med en gave, ikke et krav: «Det har behaget jeres Fader at give jer riget» (v. 32). Den lille, bange hjord skal ikke fortjene riget; det er givet, fordi Faderen vil det. Og den Herre, vi venter, kommer ikke blot for at kræve. Han binder forklædet om sig, lader sine tjenere sætte sig til bords og varter dem selv op (v. 37). Det gør Kristus allerede nu, når han i Ordet og nadveren tjener sin menighed, og han gør det fuldt ud ved festmåltidet i sit rige. Ventetiden er derfor ikke angst, men forventning.

Prædikenspor: «Vær ikke bange – riget er givet» · «Forvaltere af det, vi har fået» · «Når ventetiden bliver lang»

Salmeforslag: DDS 726 Gak ud, min sjæl, betragt med flid · DDS 41 Lille Guds barn, hvad skader dig · DDS 621 Så skal da mammon vige · DDS 271 I jomfruer, I kloge · DDS 275 Uforsagt, vær på vagt

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

2. række

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers