8. søndag efter trinitatis

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Matt 7,15–21

Teksten står sidst i Bjergprædikenen (Matt 5–7). Jesus sidder på bjerget og taler til disciplene, mens skarerne lytter med (5,1; 7,28). Lige før har han talt om den snævre port og den smalle vej, som få finder (7,13–14). Nu advarer han mod dem, der vil lokke ud på den brede vej, men som ser ud til at vise den smalle: de falske profeter. Billedet skifter fra ulve i fåreklæder til træer og frugter, og til sidst vender Jesus det mod tilhørerne selv: Det er ikke nok at sige «Herre, Herre». Lige efter følger dommens ord om dem, der har profeteret i hans navn (7,22–23), og lignelsen om de to huse (7,24–27). I 1. tekstrække er teksten evangelium på 8. søndag efter trinitatis. Den gamle tekstrække havde Matt 7,15–23 på samme søndag, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til samme dag. Midt i trinitatistiden, hvor kirkens liv og vækst er temaet, spørger teksten, hvad der gør et træ godt.

Loven i teksten: Loven møder os to steder. Først i advarslen: Vi er ikke så skarpsindige, som vi tror. Vi falder for det, der ser fromt ud, taler varmt om Gud og lover noget nyt. Vores hjerter er ofte tomme for Ordet, og derfor tager vi imod det, der kommer i fåreklæder. Dernæst i ordene om træet: Et dårligt træ kan ikke bære god frugt, og ethvert træ, der ikke bærer god frugt, hugges om. Det gælder ikke kun de falske profeter. Det gælder også den, der siger «Herre, Herre» hver søndag, men ikke gør Faderens vilje. Ingen kan gøre sig selv til et godt træ ved at anstrenge sig.

Evangeliet i teksten: Evangeliet ligger i det, Faderens vilje er: at enhver, der ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv (Joh 6,40). Den, der advarer her, er selv den gode hyrde, der står mellem fårene og ulven og giver sit liv for dem. Han gør dårlige træer gode, ikke ved at kræve frugt, men ved at tilgive dem og plante dem i sig selv gennem dåben og Ordet. Derfor er den rette prædikants frugt, at han viser hen til Kristus som den eneste mellemmand. Den, der tror den prædiken, har det, den lover, og frugterne vokser af sig selv af det gode træ.

Prædikenspor: «Ulven i fåreklæder» · «Træet før frugten» · «Når man er bange for at være et dårligt træ»

Salmeforslag: DDS 726 Gak ud, min sjæl, betragt med flid · DDS 394 Ak Gud, fra Himlen se herned · DDS 337 Behold os, Herre, ved dit ord · DDS 401 Guds ord det er vort arvegods · DDS 368 Vintræ og grene og frugt hører sammen

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Matt 7,22–29

Teksten er slutningen på Bjergprædikenen (Matt 5–7). Jesus har sat sig på bjerget og underviser disciplene, mens skarerne lytter med (5,1–2; 7,28). Lige før har han talt om den snævre port, om de falske profeter, der kendes på deres frugter, og om at ikke enhver, der siger «Herre, Herre», skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør hans Faders vilje (7,13–21). Vores tekst fører den tanke til ende: Jesus taler som dommeren på «den dag» og afviser folk, der kan pege på store gerninger i hans navn. Derefter samler han hele talen i lignelsen om de to huse: Det afgørende er, om man hører hans ord og gør dem. Til sidst fortæller Matthæus, hvordan skarerne reagerede: De var slået af forundring, for han talte med myndighed. Teksten er evangelium på 8. søndag efter trinitatis i 2. tekstrække; i 1. tekstrække læses Matt 7,15–21 samme dag. Luthers prædiken i Huspostillen på samme søndag går over Matt 7,15–23 og dækker altså vers 22–23.

Loven i teksten: Teksten taler ikke til de åbenlyst ugudelige, men til de fromme. De, der står for dommeren, har sagt «Herre, Herre», prædiket og gjort store ting i hans navn, og alligevel hører de: «Jeg har aldrig kendt jer.» Det rammer også os, der går i kirke, hører prædikener og måske gør meget i menigheden. Man kan høre Ordet uge efter uge og alligevel bygge sit liv på noget andet: på sin egen indsats, sin gode samvittighed eller sit gode ry. Det ser ud som et godt hus, så længe vejret er stille. Men stormen kommer – sygdom, skyld, døden og til sidst dommen – og så viser det sig, hvad huset står på. Et hus på sand falder, og faldet er stort.

Evangeliet i teksten: Klippen er Kristus selv og hans ord (jf. 1 Kor 3,11; 10,4). Huset står ikke, fordi bygmesteren er stærk, men fordi det «var grundfæstet på klippen»: Grunden bærer. At gøre Faderens vilje er efter Jesu eget ord at tro på Sønnen (Joh 6,40), som Luther fremhæver i Huspostillen. Den, der kender os, er den samme, som døde for os; «Herren kender sine» (2 Tim 2,19). Og han taler med myndighed: Det er den samme fuldmagt, som han bruger, når han tilgiver synder (Matt 9,6). Når hans ord siger «dine synder er tilgivet», står det fast, også når regnen slår ned og floderne kommer.

Prædikenspor: «To huse – samme storm» · ««Herre, Herre» – hvad er Faderens vilje?» · «Kender han mig?»

Salmeforslag: DDS 666 Den grund, hvorpå jeg bygger · DDS 401 Guds ord det er vort arvegods · DDS 336 Vor Gud han er så fast en borg · DDS 672 Jeg ved, på hvem jeg bygger · DDS 722 Nu blomstertiden kommer

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

2. række

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers