10. søndag efter trinitatis

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Luk 19,41–48

Teksten følger lige efter indtoget i Jerusalem (Luk 19,28–40). Disciplene har netop lovsunget kongen, der kommer i Herrens navn, men da Jesus fra Oliebjerget ser byen, græder han over den. Glæden og gråden står side om side: Kongen kommer med fred, men byen kender ikke sin besøgelsestid. Jesus taler direkte til Jerusalem og forudsiger belejringen og ødelæggelsen, som kom med romerne under Titus i år 70. Derefter går han ind i templet, driver de handlende ud og citerer profeterne om Guds hus. Fra nu af underviser han dagligt i templet (Luk 20–21), mens ypperstepræsterne og de skriftkloge søger at slå ham ihjel, og folket hænger ved hans ord. Allerede i Luk 13,34–35 har Jesus klaget over Jerusalem, og nu nærmer passionen sig. I kirkeåret er teksten evangelium på 10. søndag efter trinitatis i 1. tekstrække. Det er også den dag, Luthers Huspostil prædiker over den.

Loven i teksten: Teksten dømmer den tryghed, der stoler på det ydre: Jerusalem havde templet, ofrene og løfterne og mente derfor, at Gud aldrig ville lade byen falde. Synden, Jesus nævner, er ikke først hor eller tyveri, men at «du ikke kendte din besøgelsestid», at man hørte Guds ord og ikke omvendte sig. Den samme synd findes hos os, når kirken, dåben og prædikenen bliver en vane, der skal give ro, mens hjertet bliver, som det er. Og templet kan stadig blive en røverkule, når gudstjenesten bliver en ydelse, der skal købe Gud nådig, eller et skjulested for et liv, man ikke vil have forandret. Guds tålmodighed er ikke ligegyldighed; dommen over Jerusalem viser, at den til sidst kommer.

Evangeliet i teksten: Kristus græder. Han, der kommer for at bringe freden med Gud, sørger over den by, der vil slå ham ihjel. Hans tårer viser Guds hjerte: Han vil ikke nogens død, men at alle skal omvende sig og leve. «Besøgelsestiden» er ikke først en trussel, men et nådigt besøg: Gud selv kommer sagtmodig, ikke med sværd, og tilbyder syndernes forladelse. Den tid er her endnu, så længe Ordet lyder for os. At straffen holdes tilbage, er Guds tålmodighed til frelse (2 Pet 3,9.15). Og Jesus renser templet, for at det igen kan være bedehus; i sin egen død bliver han selv det sted, hvor vi møder Gud og får fred.

Prædikenspor: «Kongen græder» · «Kend din besøgelsestid» · «Når Gud tøver»

Salmeforslag: DDS 174 Jerusalem! i dag din konge græder · DDS 592 I dag er nådens tid · DDS 591 Ak, vidste du, som går i syndens lænke · DDS 349 Herren han har besøgt sit folk · DDS 730 Vi pløjed og vi så'de

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Matt 11,16–24

Matt 11 kommer lige efter udsendelsestalen i kapitel 10. Døberen spørger fra fængslet, om Jesus er den, der skal komme (11,2–6), og Jesus vidner om Johannes som mere end en profet (11,7–15). Derefter vender han sig mod «denne slægt», altså folket, der har hørt både Johannes og ham selv uden at tage imod nogen af dem. Han taler til skarerne (11,7), og i 11,20–24 retter han veråbet direkte mod de byer ved Genesaret Sø, hvor han havde gjort flest magtgerninger: Korazin, Betsajda og hans egen by Kapernaum (4,13; 9,1). Mange af de under, Matt 8–9 fortæller om, skete netop dér. Lige efter følger jubelråbet og indbydelsen: «Kom til mig, alle I som er trætte og bærer byrder» (11,25–30). Dommen og nådeordet står altså side om side. I kirkeåret er teksten kun prædiketekst på 10. søndag efter trinitatis i 2. tekstrække. Samme søndag har 1. tekstrække Jesu gråd over Jerusalem (Luk 19,41–48), så begge rækker taler om at foragte Guds besøgelse.

Loven i teksten: Teksten afslører det hjerte, der altid har en grund til ikke at tage imod Guds ord. Johannes var for streng, Jesus for venlig; prædikanten er enten for alvorlig eller for let. Bag kritikken ligger, at vi vil bestemme legen selv og ikke vil omvende os. Korazin, Betsajda og Kapernaum var ikke berygtede byer, men de var vant til Jesus. Han boede blandt dem, og de så hans magtgerninger uden at vende om. Det rammer os, der har Ordet, dåben og nadveren tæt på og kan tage det for givet. Jo mere Gud har givet, desto tungere bliver dommen over den, der lader det gå forbi, for Jesus siger, at det skal gå Sodoma tåleligere end Kapernaum.

Evangeliet i teksten: Evangeliet står allerede midt i anklagen: Menneskesønnen kom, spiste og drak og blev kaldt «ven med toldere og syndere». Det skældsord er sandt og er den gode nyhed. Han sidder til bords med syndere og skammer sig ikke over dem. Magtgerningerne i Kapernaum var hans hjælp til syge, besatte og lamme, og veråbet er sorgen hos ham, der ville samle dem. Lige efter teksten kalder han: «Kom til mig, alle I som er trætte og bærer byrder» (11,28). Dommen er sagt for at vække os, mens det endnu er nådens tid. Den, der i sæk og aske kommer med sin synd, møder ikke en dommer, men syndernes ven, der tilgiver.

Prædikenspor: «Ingen kan gøre det godt nok» · «Dem, der har fået mest» · «Når vi ikke vil danse med»

Salmeforslag: DDS 592 I dag er nådens tid · DDS 591 Ak, vidste du, som går i syndens lænke · DDS 389 Guds riges evangelium · DDS 496 Af dybsens nød, o Gud, til dig · DDS 730 Vi pløjed og vi så'de

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers