Luk 16,1–9

Teksten i sammenhæng

Lignelsen står i Lukas’ rejseberetning, hvor Jesus er på vej mod Jerusalem (9,51–19,27). Lige før har han over for farisæerne og de skriftkloge, der knurrede over, at han spiste med syndere, fortalt de tre lignelser om det fortabte (kap. 15). Nu vender han sig til disciplene, men farisæerne hører med, og bagefter håner de ham, fordi de elskede penge (16,14). Efter lignelsen følger ordene om at være tro i det små og om, at ingen kan tjene både Gud og mammon (16,10–13), og senere lignelsen om den rige mand og Lazarus (16,19–31). Kapitlet handler altså om penge og gods set i lyset af dommen og det evige liv. Godsforvalteren «øsler» med sin herres ejendom, ligesom den yngre søn øslede sin arv bort (15,13). Teksten er evangelium på 9. søndag efter trinitatis i 1. tekstrække. Den gamle tekstrække havde samme evangelium på samme søndag, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til dagen.

Opbygning

1. 16,1 Godsforvalteren anklages og må aflægge regnskab
2. 16,3 Hvad skal jeg gøre? Forvalterens overvejelse
3. 16,5 Gælden skrives ned
4. 16,8 Herren roser hans klogskab: verdens børn og lysets børn
5. 16,9 Skaf jer venner med mammon, så I modtages i de evige boliger

Græske nøgleord

• οἰκονόμος (G3623, v. 16,1) – οἰκονόμος, godsforvalter, husholder. En betroet tjener, der styrede sin herres ejendom og handlede på hans vegne, men ikke ejede noget af det. I NT bruges ordet også om apostle og præster som «Guds husholdere» (1 Kor 4,1–2; Tit 1,7) og om alle kristne som forvaltere af Guds gaver (1 Pet 4,10). Lignelsen rammer derfor enhver: Det, vi har, er betroet os, og vi skal stå til regnskab for det.
• διασκορπίζω (G1287, v. 16,1) – διασκορπίζω, sprede, øsle bort. Participiet i præsens beskriver en vedvarende adfærd: Han var i færd med at sløse herrens gods bort. Samme verbum bruges om den fortabte søn, der øslede sin arv bort (15,13). Lukas binder dermed de to tekster sammen: Både sønnen og forvalteren har misbrugt det, de fik betroet, og står uden noget at sige til deres forsvar.
• λόγος (G3056, v. 16,2) – λόγος, her: regnskab. «Ἀπόδος τὸν λόγον» betyder «aflæg regnskabet». Bydeformen i aorist er en enkelt, afgørende ordre: Nu skal regnskabet lægges frem, og forvaltningen er slut. Udtrykket bruges også om dommen, hvor mennesker skal aflægge regnskab for Gud (Matt 12,36; Rom 14,12; Hebr 13,17). Lignelsens krise er et billede på den dag, hvor vores eget regnskab skal frem.
• φρονίμως (G5430, v. 16,8) – φρονίμως, klogt, snarrådigt. Ordet betyder ikke moralsk godt, men praktisk klogt: at se sin situation i øjnene og handle i tide. Samme ordfamilie bruges om den kloge mand, der byggede på klippen (Matt 7,24), og om de kloge brudepiger (Matt 25,2). Det er netop dette, der roses: at han regner med, at forvaltningen ender, og handler derefter, ikke at han snyder.
• ἀδικία (G93, v. 16,8) – ἀδικία, uretfærdighed. «Forvalteren af uretfærdigheden» og «uretfærdighedens mammon» (16,9) er hebraiserende genitiver, der betyder «den uærlige forvalter» og «den uretfærdige mammon». Ordet dømmer forvalteren klart: Han roses ikke for sin uærlighed. Om mammon siger det, at penge og gods hører til denne verdens orden, hvor uret og misbrug hænger ved dem.
• μαμμωνᾶς (G3126, v. 16,9) – μαμωνᾶς, mammon. Et aramæisk lånord for formue, ejendom eller penge. Hos Jesus bliver det næsten en person, en herre, der vil tjenes (16,13; Matt 6,24). Mammon er ikke ond i sig selv, men den kræver hjertets tillid. Derfor skal den bruges, ikke tjenes: Den skal sættes til at skaffe venner.
• σκηνή (G4633, v. 16,9) – σκηνή, telt, bolig. «De evige telte» er et paradoks: Et telt er det mest midlertidige, man kan bo i, men disse er evige. Ordet minder om tabernaklet, hvor Gud boede midt i sit folk, og om løftet om, at Gud skal bo (σκηνώσει) hos menneskene (Åb 21,3). Over for forvalterens husly hos skyldnerne (16,4) står den bolig, der ikke kan tages fra os.

Eksegetiske noter

• v. 16,1–2 Ordet διεβλήθη betyder «blev anklaget», ofte om bagtalelse, men herren tror på anklagen, og forvalteren forsvarer sig ikke. Han vidste, at den var sand. Afskedigelsen er afgjort, før regnskabet aflægges. Det gør lignelsen til et billede på mennesket over for Gud: At vi har fejlet, er afgjort. Spørgsmålet er, om vi ser vores situation i øjnene, før regnskabets dag kommer.
• v. 16,6–7 En bat (βάτος) var et rummål på ca. 20–40 liter, en kor (κόρος) ca. ti gange så meget. Det drejer sig altså om meget store mængder olie og hvede, og eftergivelserne var store gaver. Nogle udlæggere mener, at forvalteren kun strøg sin egen provision eller en skjult rente; men teksten siger det ikke og kalder ham selv uærlig (16,8). Han gav af det, der ikke var hans.
• v. 16,8 Hvem er «herren», der roser? Græsk har ὁ κύριος, som Lukas ofte bruger om Jesus. Men i lignelsen er κύριος forvalterens herre (16,3.5), og i 16,9 begynder Jesus på ny: «Og jeg siger jer.» De fleste læser derfor 8a som herren i lignelsen og 8b som Jesu kommentar. Pointen er den samme: Kun klogskaben roses, ikke uretten.
• v. 16,8 «Lysets børn» er dem, Gud har kaldt ud af mørket (Joh 12,36; Ef 5,8; 1 Thess 5,5). «Denne verdens børn» lever kun for denne tidsalder (αἰών). Jesus siger ikke, at verden er klogere i alt, men «over for deres egen slægt», dvs. i deres egne sager. Udtrykket er en dom over disciplenes træghed: De ved, hvad der kommer, men handler ikke derefter.
• v. 16,9 Tekstkritik: RP har ἐκλίπητε, «når I lider mangel» (dvs. når I dør og må forlade alt), som Luther og 1907 følger. Den kritiske tekst har ἐκλίπῃ, «når den slipper op», som Den Frie Bibel og 1992 følger. Begge peger mod livets afslutning. «De» i «modtage jer» er vennerne, men nogle ser en omskrivning af Guds navn. Luther svarer, at Kristus selv er den rette ven, der giver himlen (Matt 25,40).

Lov og evangelium

Loven: Forvalteren øslede med det, der ikke var hans, og vi gør det samme med tid, evner, penge og gods, som Gud har betroet os. Loven rammer ikke kun den, der stjæler, men også den, der bruger sit eget alene på sig selv og lader den trængende gå forbi. Den afslører mammon som hjertets afgud, den skjulte tillid til, at penge giver tryghed. Og den dømmer lysets børn: Vi ved, at regnskabets dag kommer, men handler trægere for det evige end verden for sin fordel. «Aflæg regnskab» lyder også til os, og ingen af os kan gøre regnskabet op.

Evangeliet: Forvalteren havde intet at stå på, kun sin herres gods og hans gavmildhed. Det gode nyt ligger i det, lignelsen peger frem mod: Der findes en Herre, som selv skriver gælden ned, ikke til halvdelen, men helt. Kristus har betalt regnskabet for os og giver syndernes forladelse til den, der intet har. Den, der tror, har allerede en bolig hos Gud, som ikke kan tages fra ham. Derfor er vi fri til at bruge pengene uden at stole på dem. Det, vi giver, er ikke en betaling for himlen, men frugt af troen, og Gud har lovet ikke at glemme det.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 9. søndag efter trinitatis: Luther forklarer, hvorfor mammon kaldes uretfærdig: ikke fordi den er vundet med uret (uretfærdigt gods skal gives tilbage), men fordi den næsten altid bruges forkert, til pral og overflod, mens de fattige går tomhændede.
  «men fordi intet menneske bruger mammon ret, undtagen de rette, retskafne kristne, som lever i gudsfrygt og efter Guds bud» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 9. søndag efter trinitatis: Herren roser ikke uretten, men forvalterens snarrådighed. Luther vender pointen mod tilhørerne: Den flid, verden bruger i en ond sag, burde vi bruge i en god.
  «han vil, at vi i en god sag også skal bruge den alvor og flid, som denne godsforvalter brugte i en ond sag» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 9. søndag efter trinitatis: Til spørgsmålet om, hvorvidt man kan købe himlen med almisser, svarer Luther: Evigt liv har vi alene ved troen; for troens skyld behager gerningerne Gud, og han lønner dem af nåde.
  «at vi ved troen på Kristus har syndernes forladelse og evigt liv; og at Gud for denne tros skyld vil lade sig vores almisser og andre gode gerninger behage» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Store Katekismus, Det første bud: Luther kalder mammon den mest almindelige afgud: Den, der stoler på penge og gods, har en gud, men ikke den rette. Det forklarer, hvorfor Jesus vil have mammon brugt og ikke tjent.
  «Se, også han har en gud; den hedder Mammon, det vil sige penge og gods, og på den sætter han hele sit hjerte. Det er også den allermest almindelige afgud på jorden.» Læs teksten
• Chemnitz, Enchiridion: Om den frie vilje: Chemnitz bruger Luk 16,8 om den borgerlige retfærdighed: I ydre og verdslige ting kan det naturlige menneske meget, men i det åndelige, omvendelse og tro, formår det intet af sig selv.
  «Hvad dernæst angår verdslige og ydre ting, tugt og ærbarhed, kan og formår mennesket noget med sine naturlige kræfter. For denne verdens børn er klogere end lysets børn over for deres egen slægt» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Den almindelige dom: Jacobs bruger Luk 16,9 om dommen: De, der i dette liv har fået hjælp af de gudfrygtige, skal på den dag stå frem og vidne om deres gerninger.
  «For de, der i dette liv har fået gavn af de gudfrygtige, vil offentligt forkynde deres gerninger (Luk 16,9)» Læs teksten
• Menius, Oeconomia christiana: Om at give almisse: Menius advarer mod at give almisse for at blive retfærdig for Gud. Den, der sætter sin lid til gaven, mister Kristus.
  «så farer de til, giver almisse og sætter også deres lid til det i den tro, at de derved bliver retfærdige og frelst for Gud. Dermed går troen på Kristus til grunde.» Læs teksten

Prædikenspor

Regnskabets dag

Sporet følger lignelsen. Hovedtanken: Forvalteren vidste, at forvaltningen var slut, og handlede i tide. 1) Anklagen og regnskabet (16,1–2): Alt, vi har, er betroet, og vi har øslet med det; ingen af os kan aflægge et rent regnskab. 2) Klogskaben (16,3–8): Forvalteren roses ikke for at snyde, men for at se sin situation i øjnene. Luther påpeger, at verden bruger mere flid på sin fordel end lysets børn på det evige. 3) Evangeliet: Vi har en Herre, der ikke kun skriver gælden ned til halvdelen, men stryger den helt i Kristus. Han har betalt vores regnskab. Derfor kan vi bruge det betroede frit og gavmildt, mens vi venter på, at han tager os ind i de evige boliger.

Brug mammon, tjen Gud

Et tematisk spor om penge og tillid. Hovedtanken: Mammon er en god tjener, men en grusom herre. 1) Mammon som afgud: Store Katekismus kalder den den mest almindelige afgud; den lover tryghed, men tager hjertet (16,13–14). Loven rammer både den, der snyder, og den, der blot holder på sit. 2) Mammon sat på plads: Jesus siger ikke, at vi skal kaste pengene bort, men bruge dem til at skaffe venner, dvs. hjælpe den trængende. Luther: Godset kaldes uretfærdigt, fordi det så sjældent bruges ret. 3) Hvorfra friheden kommer: Den, der har fået alt i Kristus, behøver ikke stole på penge. Gaven er ikke betaling for himlen, men troens frugt, og Gud har lovet ikke at glemme den.

Kappen, der hedder nåde

Et sjælesørgerligt spor for den, der hører 16,8 som en dom: Jeg er træg, ligeglad og karrig. 1) Tag dommen alvorligt: Lysets børn er ofte mindre ivrige for Gud end verden for sin vinding. Luther lægger ikke skjul på det. 2) Men dommen er ikke det sidste: Luther siger i Huspostillen, at Gud ikke dømmer sine som verdens børn, men lægger nådens og syndernes forladelses kappe over vores ufuldkomne liv, og at den rette ven, som kan give himlen, er Kristus selv. 3) Frugten: Under nådens kappe begynder vi, langsomt og med korte skridt, at bruge det betroede for andre. Det trøster, at Gud kender og lønner selv det lille, vi gør i troen (Matt 25,40).

Lærepunkter i teksten

• De gode gerninger – Barmhjertighed med mammon er troens frugt, som Gud lønner af nåde; den er ikke grund for frelsen.
• Retfærdiggørelsen – 16,9 rejser spørgsmålet, om man kan købe himlen med almisser. Svaret: Evigt liv har vi alene ved troen på Kristus.
• Den yderste dom og verdens ende – «Aflæg regnskab» og «når I lider mangel» peger frem mod dommen, hvor gerningerne vidner om troen (Matt 25).
• Den frie vilje – 16,8 viser, at det naturlige menneske er klogt i verdslige sager, men ikke af sig selv i de åndelige.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 726 Gak ud, min sjæl, betragt med flid – Sommersalme til trinitatistiden om Guds rige gaver i skaberværket, som vi forvalter.
• 714 Kom, hjerte, tag dit regnebræt – Brorsons salme om at gøre regnskab over Guds gaver; hjertet takker for alt det betroede.
• 621 Så skal da mammon vige – Om at give slip på mammon som hjertets herre og holde sig til Kristus.
• 373 Herre, jeg vil gerne tjene – Diakonisalme: Det betroede sættes i tjeneste for næsten, som teksten kalder på.
• 487 Nu fryde sig hver kristen mand – Luthers salme om nåden alene; evangeliet om gælden, der er strøget i Kristus.