Artikel XXII (X). Om begge skikkelser i nadveren

1 Der kan ikke være tvivl om, at det er fromt og i overensstemmelse med Kristi indstiftelse og Paulus' ord at bruge begge dele i nadveren. For Kristus indstiftede begge dele, og han indstiftede dem ikke for en del af kirken, men for hele kirken. For det er ikke kun præsterne, men hele kirken, der bruger sakramentet i kraft af Kristi myndighed og ikke i kraft af menneskers myndighed; og det

2 går vi ud fra, at modstanderne erkender. Hvis Kristus nu har indstiftet det for hele kirken, hvorfor nægtes så en del af kirken den ene skikkelse? Hvorfor forbydes brugen af den anden skikkelse? Hvorfor ændres Kristi ordning, især når han selv kalder den sit testamente? Men hvis det ikke er tilladt at omstøde et menneskes testamente, så er det endnu mindre tilladt at omstøde Kristi testamente.

3 Og Paulus siger i 1 Kor 11,23ff, at han havde modtaget fra Herren, hvad han havde givet videre. Men han havde givet brugen af begge skikkelser videre, som teksten i 1 Kor 11 klart viser. «Gør dette [til erindring om mig]» siger han først om legemet; derefter gentager han de samme ord om bægeret [Kristi blod]. Og siden: «Men ethvert menneske skal prøve sig selv, og så skal han spise af brødet og drikke af bægeret.» [Her nævner han begge.] Det er ordene fra ham, der har indstiftet sakramentet. Og forinden siger han jo, at de, der vil bruge Herrens nadver, skal bruge begge dele.

4 Det er altså tydeligt, at sakramentet blev indstiftet for hele kirken. Og skikken består stadig i de græske kirker og var engang også gældende i de latinske kirker, som Cyprian og Hieronymus bevidner. For Hieronymus siger i sin kommentar til Sefanja: «Præsterne, som forvalter eukaristien og uddeler Herrens blod til folket» osv. Koncilet i Toledo vidner det samme. Og det ville ikke være svært at samle en stor mængde vidnesbyrd.

5 Her overdriver vi intet; vi overlader blot til den forstandige læser at afgøre, hvad man skal mene om den guddommelige ordning [om det er rigtigt at forbyde og ændre en ordning og indstiftelse, som Kristus har givet].

6 Modstanderne gør i Konfutationen intet forsøg på [at trøste samvittighederne eller] at undskylde kirken, som er blevet nægtet den ene del af sakramentet. Det ville have klædt gode og gudfrygtige mænd. For man burde have søgt en holdbar grund til at undskylde kirken og til at vejlede de samvittigheder, som kun kunne få en del af sakramentet. Nu hævder netop disse mænd, at det er rigtigt at forbyde den anden del, og de forbyder, at man tillader brugen af begge dele.

7 For det første forestiller de sig, at det i kirkens begyndelse var skik nogle steder, at kun den ene del blev uddelt. Alligevel kan de ikke fremlægge noget gammelt eksempel på det. Men de anfører de steder, hvor brødet nævnes, som Luk 24,35, hvor der står, at disciplene genkendte Kristus ved brødets brydning. De citerer også andre steder om brødets brydning, ApG 2,42.46 og 20,7. Vi har ikke meget imod, at nogle forstår disse steder om sakramentet. Men deraf følger ikke, at kun den ene del blev givet, for efter almindelig sprogbrug betegner man også den anden del, når man nævner den ene.

8 De henviser også til lægmandskommunionen. Men den var ikke brug af kun én skikkelse, men af begge. Og når det pålægges præster at bruge lægmandskommunionen [at de som straf ikke selv skal konsekrere, men modtage kommunionen – dog under begge skikkelser – af en anden], betyder det, at de er blevet fjernet fra konsekrationens tjeneste. Det ved modstanderne også godt, men de misbruger de ulærdes uvidenhed: Når de hører om lægmandskommunionen, tænker de straks på skikken i vor tid, hvor lægfolk kun får en del af sakramentet.

9 Og se, hvor frække de er. Gabriel [Gabriel Biel] nævner blandt andre grunde til, at begge dele ikke gives, at der skal gøres forskel på lægfolk og præster. Og det er sandsynligt, at hovedgrunden til, at man forsvarer forbuddet mod den ene del, er denne: at standens værdighed kan ophøjes desto mere ved en religiøs handling. For ikke at sige noget skarpere: Det er en menneskelig plan, og hvor den sigter hen, kan man let se.

10 I Konfutationen anfører de også om Elis sønner, at de efter at have mistet ypperstepræsteembedet skulle søge den ene del, som tilfaldt præsterne, 1 Sam 2,36 [teksten lyder: «Enhver, som bliver tilbage i dit hus, skal komme og bøje sig for ham for en sølvmønt og en bid brød og sige: Sæt mig dog ind i et af præsternes embeder (tysk: Lieber, lass mich zu einem Priesterteil [Kære, lad mig få en præstedel]), så jeg kan få en bid brød at spise»]. Her, siger de, er brugen af én skikkelse antydet. Og de tilføjer: «Sådan bør altså også vore lægfolk være tilfredse med én del, som tilfalder præsterne, med én skikkelse.» Modstanderne [Konfutationens mestre er ganske skamløse, grove æsler, og de] fjoller tydeligvis, når de overfører beretningen om Elis efterkommere til sakramentet. Det er Elis straf, der beskrives dér. Vil de også sige, at lægfolk som straf er blevet fjernet fra den anden del? [De er ganske tåbelige og vanvittige.] Sakramentet blev indstiftet for at trøste og opmuntre forskræmte sind: når de tror, at Kristi kød, som er givet for verdens liv, er føde, og når de tror, at de bliver levendegjort, fordi de er forenet med Kristus [gennem denne føde]. Men modstanderne hævder, at lægfolk som straf er fjernet fra den anden del. «De bør,» siger de, «være tilfredse.»

11 Det er tale, der passer en despot. [Det lyder sandelig stolt og trodsigt nok.] Men [mine herrer, må vi spørge om grunden] hvorfor bør de det? «Man skal ikke spørge om grunden; hvad teologerne siger, skal være lov.» [Skal alt, hvad I vil, og alt, hvad I siger, være den rene sandhed? Se nu og forundres over, hvor skamløse og frække modstanderne er: De vover at gøre deres egne ord til rene herrebefalinger; de siger lige ud: Lægfolk skal være tilfredse. Men hvad nu, hvis de ikke skal?] Det er et påfund af Eck. Vi genkender nemlig disse pralende ord, og ville vi kritisere dem, ville vi ikke mangle ord. I ser jo, hvor stor frækheden er. Han befaler som en tyran i tragedierne: «Hvad enten de vil eller ej,

12 skal de være tilfredse.» Vil de grunde, han anfører, undskylde dem i Guds dom,, der forbyder en del af sakramentet og raser mod mennesker, som bruger hele sakramentet? [Vil de trøste sig med, at der står skrevet om Elis sønner: De skal gå og tigge? Det bliver en sølle udflugt for Guds domstol.]

13 Hvis de udsteder forbuddet, for at der skal være et kendetegn for standen, burde netop den grund bevæge os til ikke at give modstanderne ret, selv om vi i andre henseender var villige til at følge deres skik. Der er andre kendetegn, der adskiller præstestanden fra folket, men det er tydeligt, hvilken hensigt de har med så ivrigt at forsvare netop denne forskel. For at det ikke skal se ud, som om vi vil forringe standens sande værdighed, siger vi ikke mere om denne snedige plan.

14 De anfører også faren for at spilde og visse lignende ting, som ikke har tilstrækkelig vægt

15 til at ændre Kristi ordning. [De anfører flere drømmerier som disse, men for deres skyld ville det ikke være rigtigt at ændre Kristi ordning.] Og selv hvis vi antager, at vi er frie til at bruge enten den ene del eller begge, hvordan kan forbuddet [mod at bruge begge skikkelser] så forsvares? Kirken tager sig dog ikke den frihed at gøre Kristi ordninger til

16 middelting. Vi undskylder ganske vist kirken, som har lidt uretten [de stakkels samvittigheder, som med magt er blevet berøvet den ene del], fordi den ikke kunne få begge dele. Men ophavsmændene, som hævder, at brugen af hele sakramentet med rette er forbudt, og som nu ikke blot forbyder det, men endda bandlyser og voldsomt forfølger dem, der bruger hele sakramentet, dem undskylder vi ikke. Lad dem selv se til, hvordan de vil stå til regnskab over for Gud for deres beslutninger.

17 Man skal heller ikke straks mene, at kirken fastsætter eller godkender alt, hvad paverne fastsætter, især da Skriften profeterer om biskopperne og hyrderne i samme retning, som når Ez 7,26 siger: «Loven skal forsvinde fra præsten» [der skal komme præster eller biskopper, som ikke kender noget bud eller nogen lov fra Gud].