Artikel XXIII (XI). Om præsternes ægteskab

1 Selv om deres besmittede cølibat er berygtet, er modstanderne så formastelige, at de ikke blot forsvarer pavens lov under det ugudelige og falske påskud, at den er Guds, men endda formaner kejseren og fyrsterne til ikke at tåle præsternes ægteskab, fordi det skulle være en skam og en vanære for Det Romerske Rige. For sådan siger de. [Den store, uhørte utugt, hor og ægteskabsbrud blandt præster, munke osv. i de store stifter, i andre kirker og i klostrene er blevet så kendt over hele verden, at folk synger og taler om det. Alligevel er modstanderne, som har fremlagt Konfutationen, så blinde og skamløse, at de forsvarer pavens lov, som forbyder ægteskabet, og det med det skinhellige påskud, at de forsvarer en åndelig stand. De burde skamme sig dybt over det overmåde skændige, liderlige, udsvævende og løsagtige liv, som stakkelne fører i deres stifter og klostre. Alene af den grund burde de ikke have mod til at vise sig ved højlys dag, og deres onde, urolige hjerte og samvittighed burde få dem til at skælve, gyse og frygte for at løfte blikket mod vores fortræffelige kejser, som elsker retskaffenhed. Alligevel har de bøddelens frækhed. De opfører sig som selve djævelen og som alle hensynsløse og letsindige mennesker, og de går frem i blind trods og glemmer al ære og anstændighed. Og disse rene, kyske herrer vover at formane Hans Kejserlige Majestæt, kurfyrsterne og fyrsterne til ikke at tåle præsternes ægteskab ad infamiam et ignominiam imperii, det vil sige for at holde skam og vanære borte fra Det Romerske Rige. For det er deres egne ord – som om deres skændige liv var en stor ære og herlighed for kirken.]

2 Hvor har man nogen sinde i nogen historie læst om større frækhed end modstandernes? [Så skamløse advokater over for en romersk kejser finder man ikke let. Hvis ikke hele verden kendte dem, hvis ikke mange gudfrygtige og retskafne mennesker blandt dem, deres egne kannikebrødre, for længst havde klaget over deres skændige, liderlige og uanstændige opførsel, og hvis ikke deres modbydelige, afskyelige, ugudelige, liderlige, hedenske, epikuræiske liv og bærmen af al urenhed i Rom var helt åbenlys, så kunne man tro, at det var deres store renhed og deres ukrænkede jomfruelige kyskhed, der gjorde, at de ikke kunne tåle at høre ordet kvinde eller ægteskab nævnt, og at de derfor døber det hellige ægteskab, som paven selv kalder et sakramente, infamiam imperii, rigets vanære.] De argumenter, de bruger, vil vi gennemgå senere. Nu skal den kloge læser overveje, hvor skamløse disse slyngler er, når de siger, at ægteskabet [som Den Hellige Skrift priser og befaler i højeste grad] bringer skam og vanære over riget – som om den offentlige skændsel ved skammelige og unaturlige lyster, der gløder hos netop disse allerhelligste fædre, som lader, som om de er Curius'er, og lever som bakkanter, var en stor pryd for kirken! [hentydning til den romerske digter Juvenal: «de, der lader som en Curius og lever bakkanalier»; Manius Curius Dentatus var indbegrebet af gammelromersk enkelhed og dyd.] Og det meste af det, disse mennesker gør med den største frihed, kan ikke engang nævnes uden at krænke blufærdigheden.

3 Og disse deres lyster beder de Dem, kejser Karl, forsvare med Deres kyske højre hånd – Dem, som endda visse gamle forudsigelser kalder kongen med det blufærdige ansigt; for om Dem lyder ordet: «En med blufærdigt ansigt skal herske overalt.» De beder nemlig om, at De imod Guds lov, imod folkeretten og imod koncilernes kanoner skal opløse ægteskaber, at De alene på grund af ægteskabet skal idømme uskyldige mænd grusomme straffe, at De skal lade præster dræbe, som selv barbarer skåner med ærefrygt, og at De skal drive ulykkelige kvinder og faderløse børn i landflygtighed. Sådanne love bringer de til Dem, fortræffeligste og kyskeste kejser – love, som intet barbari, hvor uhyrligt og

4 grusomt det end var, ville låne øre til. Men fordi ingen plet af vanære eller grusomhed falder på Deres karakter, håber vi, at De vil behandle os mildt i denne sag, især når De har erfaret, at vi har de vægtigste grunde til vores overbevisning, hentet fra Guds ord, mens modstanderne kun kan sætte de mest ubetydelige og tomme meninger op imod den.

5 Og alligevel forsvarer de ikke cølibatet for alvor. For de ved godt, hvor få der lever kyskt, men [de holder sig til den trøstefulde talemåde, som findes i deres afhandling: Si non caste, tamen caute (Hvis ikke kyskt, så i det mindste forsigtigt), og] de opdigter et skin af gudsfrygt for at beskytte deres herredømme, som de mener, at cølibatet gavner. Her ser vi, at Peter med rette advarede om, at der vil komme falske lærere, som vil bedrage mennesker med opdigtede ord (2 Pet 2,1–3). For modstanderne siger, skriver eller gør intet i hele denne sag sandfærdigt, ærligt og oprigtigt [deres ord er blot et argumentum ad hominem]. I virkeligheden strides de kun om herredømmet, som de fejlagtigt tror er i fare, og som de forsøger at befæste med et ugudeligt skin af fromhed [de støtter deres sag med intet andet end ugudelige, hykleriske løgne; derfor vil den holde omtrent lige så godt som smør, der står i solen].

6 Vi kan ikke godkende denne lov om cølibatet, som modstanderne forsvarer, fordi den strider mod Guds lov og naturens lov og er i uoverensstemmelse med selve koncilernes kanoner. Og det er tydeligt, at den er overtroisk og farlig. For den skaber uendelig mange forargelser, synder og forfald i den offentlige moral [som man ser i de egentlige præstebyer, eller som de kaldes: deres residenser]. Vores andre stridsspørgsmål kræver en vis drøftelse blandt de lærde; i dette er sagen så åbenlys for begge parter, at den ikke kræver nogen drøftelse. Den kræver kun en dommer, som er hæderlig og frygter Gud. Og selv om det er den åbenlyse sandhed, vi forsvarer, har modstanderne alligevel fundet på visse spydigheder for at gøre vores argumenter latterlige.

7 For det første lærer 1 Mos 1,28, at mennesker er skabt til at være frugtbare, og at det ene køn på rette måde skal begære det andet. For vi taler ikke om begæret, som er synd, men om den drift, som ville have været i den uskadte natur [som også ville have været der, hvis naturen var forblevet uforvansket], og som de kalder den fysiske kærlighed. Og denne kærlighed mellem det ene køn og det andet er virkelig en guddommelig ordning. Men da denne Guds ordning ikke kan ophæves uden en ekstraordinær gerning af Gud, følger det, at retten til at indgå ægteskab ikke kan ophæves ved vedtægter eller løfter.

8 Modstanderne laver ordkløveri med disse argumenter. De siger, at befalingen om at opfylde jorden blev givet i begyndelsen, men at ægteskabet ikke er befalet nu, hvor jorden er blevet opfyldt. Se, hvor klogt de dømmer! Menneskets natur er ved Guds ord formet sådan, at den er frugtbar, ikke kun i skabelsens begyndelse, men så længe denne vores legemlige natur består – ligesom jorden bliver frugtbar ved ordet i 1 Mos 1,11: Jorden skal lade grønt gro frem, urter, der sætter frø. På grund af denne ordning begyndte jorden ikke blot i begyndelsen at frembringe planter, men markerne bliver klædt i grønt hvert år, så længe denne naturens orden består. Ligesom jordens natur altså ikke kan ændres ved menneskelove, sådan kan menneskets natur heller ikke uden en særlig gerning af Gud ændres ved løfter eller ved menneskelov [så en kvinde ikke skulle begære en mand, og en mand ikke en kvinde].

9 For det andet: Fordi denne skabelse eller guddommelige ordning i mennesket er en naturret, har juristerne klogt og rigtigt sagt, at foreningen af mand og kvinde hører til naturretten. Men da naturretten er uforanderlig, må retten til at indgå ægteskab altid bestå. For hvor naturen ikke forandres, dér forandres heller ikke den ordning, som Gud har givet naturen, og den kan ikke ophæves ved menneskelove.

10 Derfor er det latterligt, når modstanderne vrøvler om, at ægteskabet var befalet i begyndelsen, men ikke er det nu. Det er det samme, som hvis de sagde: Før i tiden havde mennesker et køn, når de blev født; nu har de ikke. Før i tiden havde de naturretten med sig, når de blev født; nu har de ikke. Ingen håndværker (Faber) kunne lave noget mere snedigt end disse tåbeligheder, som er udtænkt for at komme uden om en naturret. [ordspil på latin faber, «håndværker, smed», og modstanderen Johann Faber (Fabri), en af forfatterne til Konfutationen.]

11 Lad det derfor stå fast i denne sag, som både Skriften lærer og juristen klogt siger, at foreningen af mand og kvinde hører til naturretten.

12 Desuden er en naturret virkelig en guddommelig ret, fordi den er en ordning, som Gud har præget ind i naturen. Men da denne ret ikke kan ændres uden en ekstraordinær gerning af Gud, må retten til at indgå ægteskab nødvendigvis bestå, fordi kønnenes naturlige længsel efter hinanden er en Guds ordning i naturen og derfor en ret. Hvorfor skulle begge køn ellers være skabt?

13 Og vi taler, som sagt ovenfor, ikke om begæret, som er synd, men om den længsel, som de kalder den fysiske kærlighed [som ville have været der mellem mand og kvinde, selv om deres natur var forblevet ren]. Begæret har ikke fjernet den fra naturen, men opflammer den, så den nu har større brug for et lægemiddel, og ægteskabet er nødvendigt, ikke kun for at få børn, men også som et lægemiddel [for at værne mod synd]. Dette er klart og så fast underbygget, at det på ingen måde kan omstødes.

14 For det tredje siger Paulus i 1 Kor 7,2: For at hindre utugt skal enhver mand have sin egen hustru. Det er en udtrykkelig befaling, som gælder alle, der ikke er egnede til at leve ugifte.

15 Modstanderne forlanger at få vist en befaling, som befaler præsterne at gifte sig. Som om præster ikke er mennesker! Vi mener bestemt, at det, vi fastholder om den menneskelige natur i almindelighed, også gælder præsterne.

16 Befaler Paulus ikke her dem, der ikke har gaven til afholdenhed, at gifte sig? For han udlægger selv sine ord lidt efter, når han siger (1 Kor 7,9): Det er bedre at gifte sig end at brænde af begær. Og Kristus har klart sagt (Matt 19,11): Ikke alle kan rumme dette ord, men dem det er blevet givet. Efter synden [efter Adams fald] virker der nu to ting sammen, nemlig den naturlige drift og begæret, som opflammer den naturlige drift, så der nu er større brug for ægteskabet end i den uskadte natur. Derfor taler Paulus om ægteskabet som et lægemiddel og befaler på grund af disse flammer at gifte sig. Og ingen menneskelig myndighed, ingen lov og ingen løfter kan ophæve dette udsagn: Det er bedre at gifte sig end at brænde af begær, for de ophæver hverken naturen eller begæret.

17 Derfor beholder alle, der brænder af begær, retten til at gifte sig. Paulus' befaling: For at hindre utugt skal enhver mand have sin egen hustru, binder alle, der ikke virkelig lever afholdende. Afgørelsen om det tilkommer hver enkelts samvittighed.

18 For når de her befaler, at man skal bede Gud om afholdenhed og svække legemet med arbejde og sult, hvorfor forkynder de så ikke disse storslåede bud for sig selv? Men som vi har sagt ovenfor: Modstanderne leger bare, de gør intet for alvor.

19 Hvis afholdenhed var mulig for alle, ville den ikke kræve en særlig gave. Men Kristus viser, at den kræver en særlig gave; derfor hører den ikke alle til. Gud vil, at alle andre skal bruge naturens almindelige lov, som han selv har indstiftet. For Gud vil ikke have, at hans ordninger og hans skabninger bliver foragtet. Han vil, at mennesker skal være kyske på den måde, at de bruger det middel, som Gud har givet, ligesom han vil nære vores liv på den måde,

20 at vi bruger mad og drikke. Også Gerson bevidner, at der har været mange gode mænd, som forsøgte at tæmme legemet og dog ikke kom ret langt. Derfor siger Ambrosius med rette: Jomfruelighed kan kun anbefales, ikke befales;

21 den hører under det frivillige løfte snarere end under budet. Hvis nogen her vil indvende, at Kristus roser dem, «som har gjort sig selv til eunukker på grund af Himlenes rige», Matt 19,12, så skal han også lægge mærke til, at han roser dem, som har afholdenhedens gave; derfor tilføjer han: «Den der kan rumme det, skal rumme det!»

22 For en uren afholdenhed [sådan som den findes i klostrene] behager ikke Kristus. Også vi roser den sande afholdenhed. Men striden her gælder loven og dem, som ikke har afholdenhedens gave. Sagen burde overlades til den enkeltes frihed, og man burde ikke lægge snarer for de svage med denne lov.

23 For det fjerde adskiller den pavelige lov sig også fra koncilernes kanoner. For de gamle kanoner forbyder ikke ægteskab, og de opløser heller ikke ægteskaber, som er indgået, selv om de fjerner dem, som har giftet sig, mens de var i tjenesten, fra deres embede. Dengang var en sådan afskedigelse en velgerning [snarere end en straf]. Men de nye kanoner, som ikke er vedtaget på synoderne, men er lavet efter pavernes eget forgodtbefindende, både forbyder at indgå ægteskab og opløser de ægteskaber, som er indgået; og det sker åbenlyst imod Kristi bud, Matt 19,6: «Hvad Gud altså har sammenføjet, skal et menneske ikke

24 adskille.» I Konfutationen råber modstanderne op om, at cølibatet er påbudt af koncilerne. Vi kritiserer ikke koncilernes beslutninger; for de tillader ægteskab på en bestemt betingelse. Men vi kritiserer de love, som paverne i Rom har lavet siden de gamle synoder, imod synodernes myndighed.

25 Paverne foragter synodernes myndighed, lige så meget som de vil have, at andre skal holde den for hellig [under trussel om Guds vrede og evig fordømmelse]. Derfor er denne lov om livslangt cølibat et særkende for dette nye pavelige tyranni. Og det er ikke uden grund. For Dan 11,37 tilskriver Antikrists rige dette kendetegn, nemlig foragt for kvinder.

26 For det femte: Modstanderne forsvarer ikke loven af overtro [ikke fordi de i uvidenhed tror, at den er hellig], for de ser jo, at den i almindelighed ikke bliver holdt. Alligevel udbreder de overtroiske meninger ved at give den et skin af fromhed. De forkynder, at de kræver cølibat, fordi det er renhed. Som om ægteskabet var urenhed og synd, eller som om cølibatet fortjente retfærdiggørelse mere end ægteskabet!

27 Og til det formål henviser de til Moselovens ceremonier: Fordi præsterne under loven holdt sig fra deres hustruer, mens de gjorde tjeneste, skal præsten i Den Nye Pagt, som altid skal bede, altid leve afholdende. Denne tåbelige sammenligning fremføres som et bevis, der skulle tvinge præsterne til livslangt cølibat, selv om netop denne sammenligning tillader ægteskabet og kun forbyder samlivet i den tid, hvor præsten gør tjeneste. Og det er én ting at bede, en anden at gøre tjeneste. De hellige bad også, når de ikke udøvede det offentlige embede; og det ægteskabelige samliv hindrede dem ikke i at bede.

28 Men vi vil svare på disse opspind punkt for punkt. For det første må modstanderne indrømme, at ægteskabet hos de troende er rent, fordi det er helliget ved Guds ord, det vil sige: det er noget, som Guds ord tillader og godkender, sådan som Skriften rigeligt bevidner.

29 For Kristus kalder ægteskabet en guddommelig forening, når han siger, Matt 19,6: «Hvad

30 Gud altså har sammenføjet [skal et menneske ikke adskille». Her siger Kristus, at ægtefolk er sammenføjet af Gud. Derfor er det en ren, hellig, ædel og prisværdig gerning af Gud]. Og Paulus siger om ægteskabet, om mad og lignende ting, 1 Tim 4,5: «det helliges ved Guds ord og bøn», det vil sige: ved Ordet, som gør samvittighederne sikre på, at Gud godkender det; og ved bøn, det vil sige ved troen, som bruger det med taksigelse

31 som en gave fra Gud. Og 1 Kor 7,14: «For den vantro mand er blevet helliget ved sin hustru» osv., det vil sige: brugen af ægteskabet er tilladt og hellig på grund af troen på Kristus, ligesom det er tilladt at bruge mad osv. Desuden

32 1 Tim 2,15: «hun frelses gennem barnefødsel [hvis de forbliver i tro]» osv. Hvis modstanderne kunne fremlægge et sådant skriftsted om cølibatet, så ville de virkelig fejre en storslået triumf. Paulus siger, at kvinden frelses gennem barnefødsel. Hvad kunne man sige mere ærefuldt imod cølibatets hykleri, end at kvinden frelses ved selve de ægteskabelige gerninger: ved det ægteskabelige samliv, ved at føde børn og ved de øvrige pligter? Men hvad mener Paulus? Læseren skal lægge mærke til, at troen er føjet til, og at husets pligter uden tro ikke bliver rost. «Hvis de forbliver i tro», siger han. For han taler om hele mødrenes stand. Derfor kræver han først og fremmest troen [at de skal have Guds ord og tro], for ved troen får kvinden syndernes forladelse og retfærdiggørelsen. Dernæst tilføjer han en særlig gerning i kaldet, ligesom en god gerning i det særlige kald skal følge troen hos ethvert menneske. Denne gerning behager Gud på grund af troen. Sådan behager kvindens pligter Gud på grund af troen, og den troende kvinde, som fromt tjener sit kald i disse pligter, bliver frelst.

33 Disse vidnesbyrd lærer, at ægteskabet er noget lovligt [noget helligt og kristeligt]. Hvis renhed altså betyder det, som er tilladt og godkendt for Gud, så er ægteskaber rene, fordi de er godkendt ved Guds ord.

34 Og Paulus siger om de lovlige ting, Tit 1,15: «Alt er rent for de rene», det vil sige for dem, som tror på Kristus og er retfærdige ved troen. Derfor: Ligesom jomfrueligheden er uren hos de ugudelige, sådan er ægteskabet rent hos de gudfrygtige på grund af Guds ord og troen.

35 Og hvis renhed i egentlig forstand er det modsatte af begæret, så betyder det hjertets renhed, det vil sige det dødede begær; for loven forbyder ikke ægteskabet, men begæret, ægteskabsbrud og utugt. Derfor er cølibatet ikke renhed. For der kan være større renhed i hjertet hos en gift mand, som hos Abraham eller Jakob, end hos de fleste af dem, som endda virkelig er afholdende [som endda virkelig bevarer deres kyskhed, hvad legemets renhed angår].

36 Endelig: Hvis de mener, at cølibatet er renhed i den forstand, at det fortjener retfærdiggørelse mere end ægteskabet, så modsiger vi det på det allerkraftigste. For vi bliver hverken retfærdiggjort på grund af jomfrueligheden eller på grund af ægteskabet, men af nåde for Kristi skyld, når vi tror, at Gud for hans skyld

37 er os nådig. Her vil de måske råbe op om, at ægteskabet på Jovinians vis bliver sidestillet med jomfrueligheden. Men sådanne råb får os ikke til at forkaste sandheden om troens

38 retfærdighed, som vi har forklaret ovenfor. Alligevel sidestiller vi ikke jomfruelighed og ægteskab. For ligesom én gave overgår en anden, sådan som profetisk tale overgår veltalenhed, krigskunsten overgår landbruget og veltalenheden overgår bygningskunsten, sådan er jomfrueligheden en mere fremragende gave end

39 ægteskabet. Og alligevel: Ligesom en taler ikke er mere retfærdig for Gud på grund af sin veltalenhed end en bygmester på grund af sin dygtighed i bygningskunsten, sådan fortjener en jomfru ikke retfærdiggørelse ved sin jomfruelighed mere end en gift person fortjener den ved de ægteskabelige pligter. Men enhver skal trofast tjene med sin egen gave og tro, at han for Kristi skyld får syndernes forladelse og ved troen regnes for retfærdig for Gud.

40 Når Kristus og Paulus roser jomfrueligheden, er det ikke, fordi den retfærdiggør, men fordi den er friere og mindre optaget af husets gøremål, så man kan bede, undervise, [skrive] og tjene. Derfor siger Paulus, 1 Kor 7,32: «Den ugifte bekymrer sig om det der hører Herren til.» Jomfrueligheden roses altså på grund af eftertanke og studium. Sådan roser Kristus ikke blot dem, som gør sig selv til eunukker, men tilføjer: «på grund af Himlenes rige», det vil sige: for at de kan have tid til at lære eller undervise i evangeliet. For han siger ikke, at jomfrueligheden fortjener syndernes forladelse eller frelsen.

41 Til eksemplerne med de levitiske præster har vi svaret, at de ikke begrunder en pligt til at pålægge præsterne livslangt cølibat. Desuden skal de levitiske urenheder ikke overføres til os. [Moseloven med de ceremonielle forskrifter om, hvad der er rent eller urent, angår slet ikke os kristne.] Dengang var samliv i strid med loven en urenhed. Nu er det ikke urenhed, for Paulus siger, Tit 1,15: «Alt er rent for de rene.» For evangeliet gør os fri af disse

42 levitiske urenheder [af alle Moses' ceremonier og ikke alene af lovene om urenhed]. Og hvis nogen forsvarer cølibatsloven for at belaste samvittighederne med disse levitiske forskrifter, så må vi kæmpe imod det, ligesom apostlene i ApG 15,10ff. kæmpede imod dem, som krævede omskærelse og forsøgte at lægge Moseloven på de kristne.

43 I øvrigt vil gode mænd vide at holde måde i brugen af ægteskabet, især når de er optaget af offentlige embeder, som ofte giver gode mænd så meget arbejde, at alle tanker om hjemmet forsvinder fra deres sind. [For når man er tynget af store sager og forretninger, som angår stater og folk, regeringer og kirker, er det et godt middel til at holde den gamle Adam fra liderlighed.] Gode mænd ved også, at Paulus, 1 Thess 4,4, befaler, at enhver skal eje sit kar i hellighed [og ære, ikke i lidenskabeligt begær]. Og de ved, at de undertiden må holde sig fra hinanden, for at der kan blive tid til bøn; men Paulus vil ikke have, at det

44 skal vare altid, 1 Kor 7,5. For dem, som er gode og har noget at tage sig til, er en sådan afholdenhed let. Men den store flok af lediggående præster i broderskaberne kan i al deres vellevned ikke engang leve op til denne levitiske afholdenhed, sådan som kendsgerningerne viser. [Og hvad slags kyskhed kan der på den anden side være hos så mange tusinde munke og præster, som lever sorgløst i alle slags nydelser, går ledige og mætte og desuden ikke har Guds ord, ikke lærer det og ikke bryder sig om det? Sådanne forhold fører alle slags ukyskhed med sig. Sådanne folk kan hverken overholde den levitiske eller den livslange kyskhed.] Og versene er velkendte: Drengen, der er vant til et dovent liv, hader dem, der har travlt.

45 Mange kættere, som forstod Moseloven forkert, har behandlet ægteskabet med foragt, og alligevel har cølibatet vundet dem en usædvanlig beundring. Epiphanius klager over, at enkratitterne især med denne ros fangede de uforsigtiges sind. De afholdt sig fra vin, selv i Herrens nadver; de afholdt sig fra kød af alle dyr, og deri overgik de dominikanerbrødrene, som lever af fisk. De afholdt sig også fra ægteskabet, og netop det vakte den største beundring. Disse gerninger og denne gudsdyrkelse fortjente efter deres mening nåde mere end brugen af vin og kød og mere end ægteskabet, som de anså for noget vanhelligt og urent, og som næppe kunne behage Gud, selv om det ikke ligefrem blev fordømt.

46 Paulus tager i Kol 2,18 kraftigt afstand fra denne englelignende gudsdyrkelse. For når mennesker tror, at de er rene og retfærdige på grund af et sådant hykleri, undertrykker de kendskabet til Kristus og også kendskabet til Guds gaver og bud. For Gud vil,

47 at vi bruger hans gaver på en gudfrygtig måde. Vi kunne nævne eksempler på, at gudfrygtige samvittigheder er blevet dybt foruroliget på grund af den lovlige brug af ægteskabet. Dette onde stammer fra munkenes meninger, fordi de overtroisk priste cølibatet [og fremstillede ægtestanden som et liv fuldt af synder, som var en stor hindring for frelsen].

48 Alligevel kritiserer vi ikke mådehold eller afholdenhed; vi har tværtimod sagt ovenfor, at det er nødvendigt at øve og tugte legemet. Men vi benægter, at man skal sætte sin lid til bestemte skikke, som om de gjorde retfærdig.

49 Epiphanius har udtrykt det smukt: Disse skikke skal roses for at holde legemet i tugt eller for den offentlige sædeligheds skyld – ligesom visse ceremonier blev indstiftet for at undervise de uvidende og ikke som gudsdyrkelse, der retfærdiggør.

50 Men det er ikke af overtro, at vores modstandere kræver cølibat, for de ved, at kyskheden normalt ikke bliver overholdt [at der i Rom og i alle deres klostre ikke er andet end åbenlys, utilsløret ukyskhed. De har heller ikke for alvor til hensigt at leve kyskt, men driver bevidst hykleri over for folket]. Men de påberåber sig overtroiske meninger for at narre de uvidende. Derfor fortjener de i højere grad at blive afskyet end enkratitterne, som synes at have taget fejl, vildledt af et skin af fromhed; disse sardanapaler [epikuræere] misbruger bevidst religionen som påskud.

51 For det sjette: Selv om vi har så mange grunde til at forkaste loven om evigt cølibat, kommer hertil også farerne for sjælene og den offentlige forargelse. Selv hvis loven ikke var uretfærdig, burde dette afholde gode mennesker fra at godkende en sådan byrde, som har ødelagt utallige sjæle.

52 I lang tid har alle gode mennesker [deres egne biskopper og kannikker] klaget over denne byrde, enten for deres egen skyld eller for andres skyld, som de så var i fare. Men ingen pave hører på disse klager. Der er heller ingen tvivl om, hvor stor skade denne lov gør på den offentlige sædelighed, og hvilke laster og skændige lyster den har frembragt. De romerske satirer findes endnu; i dem genkender og læser Rom stadig sine egne sæder.

53 Sådan hævner Gud foragten for sin egen gave og ordning hos dem, der forbyder ægteskabet. Men når andre love plejer at blive ændret, hvis en åbenlys nytte taler for det, hvorfor gør man så ikke det samme med denne lov? Her taler så mange tungtvejende grunde for en ændring, især i disse sidste tider. Naturen ældes og svækkes gradvis, og lasterne tager til. Derfor burde man have brugt de midler,

54 som Gud har givet. Vi ser, hvilken last Gud fordømte før syndfloden, og hvilken han fordømte før de fem byer blev brændt. Lignende laster er gået forud for mange andre byers undergang, som Sybaris og Rom. I dem er der givet et billede af de tider, som kommer lige før verdens ende.

55 Derfor burde ægteskabet netop nu være blevet forsvaret med de strengeste love og advarende eksempler, og man burde have opfordret folk til at gifte sig. Denne pligt påhviler øvrigheden, som skal opretholde den offentlige orden. [Gud har nu forblindet verden sådan, at ægteskabsbrud og utugt næsten går ustraffet hen; tværtimod straffes man for at gifte sig. Er det ikke forfærdeligt at høre?] Samtidig skal evangeliets lærere gøre begge dele: De skal formane dem, der ikke kan leve afholdende, til at gifte sig, og formane andre til ikke at foragte afholdenhedens gave.

56 Paverne giver dagligt dispensation fra andre love, som er udmærkede, og ændrer dem dagligt. Men når det gælder denne ene lov om cølibatet, er de hårde som jern og ubønhørlige, selv om det er åbenlyst, at den alene hviler på menneskelig ret.

57 Og nu gør de denne lov tungere på mange måder. Kirkeretten påbyder, at præster skal suspenderes; disse temmelig uvenlige fortolkere suspenderer dem ikke fra embedet, men hænger dem op i træerne. De slår grusomt mange mennesker ihjel for intet andet end ægteskab. [Derfor må man frygte, at Abels blod vil råbe til himlen så højt, at det ikke kan udholdes, og at vi kommer til at skælve ligesom Kain.]

58 Og netop disse mord viser, at denne lov er en dæmonisk lære. For da Djævelen er en morder, forsvarer han sin lov med disse mord.

59 Vi ved, at der er en vis forargelse forbundet med splittelsen, fordi vi synes at have skilt os fra dem, der anses for at være retmæssige biskopper. Men vores samvittighed er helt rolig. For vi ved, at selv om vi inderligt ønsker at skabe enighed, kan vi ikke tilfredsstille modstanderne, medmindre vi kaster den åbenlyse sandhed bort og bliver enige med netop disse mænd om at forsvare denne uretfærdige lov, opløse indgåede ægteskaber, henrette præster, hvis de ikke adlyder, og drive fattige kvinder og faderløse børn i landflygtighed. Men da det står fast, at disse betingelser mishager Gud, kan vi på ingen måde sørge over, at vi ikke er i forbund med den mængde af mordere, der findes blandt modstanderne.

60 Vi har forklaret grundene til, at vi ikke med god samvittighed kan give modstanderne ret, når de forsvarer pavens lov om evigt cølibat: Den strider mod guddommelig ret og naturret, den er i modstrid med selve kanonerne, den er overtroisk og fuld af farer, og endelig er hele sagen uoprigtig. For loven er ikke indført for religionens skyld [ikke for hellighedens skyld, eller fordi de ikke ved bedre; de ved udmærket, at alle kender forholdene i de store klostre, som vi kunne nævne ved navn], men for magtens skyld, og man bruger ugudeligt religionen som påskud for den. Fornuftige mennesker kan heller ikke fremføre noget imod disse

61 meget velbegrundede argumenter. Evangeliet tillader ægteskabet for dem, der har brug for det. Alligevel tvinger det ikke dem, der kan leve afholdende, til at gifte sig, forudsat at de virkelig lever afholdende. Vi mener, at denne frihed også skal gives præsterne, og vi vil hverken tvinge nogen med magt til cølibat eller opløse indgåede ægteskaber.

62 Mens vi har gennemgået vores argumenter, har vi også i forbifarten vist, hvordan modstanderne kritiserer flere af dem, og vi har gendrevet disse falske beskyldninger. Nu vil vi så kort som muligt fortælle, med hvilke tungtvejende grunde

63 de forsvarer loven. For det første siger de, at den er åbenbaret af Gud. Se, hvor yderst frække disse stakler er! De vover at påstå, at loven om evigt cølibat er åbenbaret af Gud, selv om den strider mod Skriftens åbenlyse vidnesbyrd. Skriften befaler, at enhver for at undgå utugt skal have sin egen hustru (1 Kor 7,2), og den forbyder også at opløse indgåede ægteskaber (jf. Matt 5,32; 19,6; 1 Kor 7,27). [Hvad kan de skurke svare på det? Og hvordan tør de så letsindigt og skamløst misbruge den guddommelige Majestæts store og allerhelligste navn?] Paulus minder os om, hvem der er ophavsmand til en sådan lov, når han kalder den en dæmonisk lære (1 Tim 4,1). Og frugterne viser, hvem ophavsmanden er, nemlig så mange uhyrlige lyster og så mange mord, som nu begås under påskud af denne lov [som man kan se i Rom].

64 Modstandernes andet argument er, at præsterne skal være rene, efter Es 52,11: «Hold jer rene, I som bærer Herrens kar.» Og de anfører mange ting i samme retning. Denne begrundelse, som de stiller til skue som særlig bestikkende, har vi allerede fjernet ovenfor. For vi har sagt, at jomfruelighed uden tro ikke er renhed for Gud, og at ægteskabet er rent på grund af troen, efter Tit 1,15: «Alt er rent for de rene.» Vi har også sagt, at ydre renhed og lovens ceremonier ikke skal overføres hertil, fordi evangeliet kræver hjertets renhed og ikke kræver lovens ceremonier. Og det kan ske, at en ægtemands hjerte, som Abrahams eller Jakobs, der havde flere hustruer, er renere og brænder mindre af lyster end hjertet hos mange jomfruer, der endda virkelig lever afholdende. Men det, Esajas siger: «Hold jer rene, I som bærer Herrens kar», skal forstås om hjertets renhed og om hele omvendelsen.

65 Desuden ved de hellige i ægteskabet selv, i hvor høj grad det er gavnligt at begrænse dets brug og, som Paulus siger i 1 Thess 4,4:

66 at eje sit kar i helliggørelse. Endelig: Da ægteskabet er rent, siger man med rette til dem, der ikke kan leve afholdende i cølibatet, at de skal gifte sig for at være rene. Sådan befaler netop det samme bud: «Hold jer rene, I som bærer Herrens kar», at urene cølibatære skal blive rene ægtemænd [at urene ugifte præster skal blive rene gifte præster].

67 Det tredje argument er frygteligt, nemlig at præsternes ægteskab er Jovinians kætteri. Fine ord! [Hav medlidenhed med vores stakkels sjæle, kære herrer; gå lempeligt frem!] Det er en ny forbrydelse, at ægteskabet [som Gud indstiftede i Paradis] skulle være et kætteri! [I så fald ville hele verden være børn af kættere.] På Jovinians tid kendte verden endnu ikke loven om evigt cølibat. [Det ved vores modstandere udmærket.] Derfor er det en fræk løgn, at præsternes ægteskab er Jovinians kætteri, eller at et sådant ægteskab dengang blev fordømt af kirken.

68 I sådanne passager kan vi se, hvilken hensigt modstanderne havde, da de skrev Konfutationen. De mente, at de uvidende lettest ville blive ophidset, hvis de igen og igen hørte beskyldningen for kætteri, og hvis man foregav, at vores sag allerede var afgjort og fordømt af mange tidligere afgørelser i kirken. Derfor henviser de ofte falsk til kirkens dom. Og fordi de udmærket ved det, ville de ikke udlevere os en afskrift af deres apologi, for at denne løgn og disse beskyldninger ikke skulle blive afsløret. Men hvad angår sagen om Jovinian, altså sammenligningen mellem jomfruelighed

69 og ægteskab, har vi udtalt vores mening ovenfor. For vi sætter ikke ægteskab og jomfruelighed lige, selv om hverken jomfrueligheden eller ægteskabet fortjener retfærdiggørelse.

70 Med sådanne falske argumenter forsvarer de en lov, som er ugudelig og ødelæggende for gode sæder. Med sådanne grunde forhærder de fyrsternes sind over for Guds dom [de fyrster og biskopper, som tror på denne lære, vil komme til at se, om deres grunde holder, når dødstimen kommer]. Ved den dom vil Gud kræve dem til regnskab for, at de har opløst ægteskaber og har pint [pisket og spiddet] og dræbt præster [uden at bryde sig om så mange enkers og forældreløse børns skrig, klage og tårer]. For tvivl ikke på, at ligesom den dræbte Abels blod råbte, 1 Mos 4,10, sådan vil også blodet af mange gode mænd, som de uretfærdigt har vist deres raseri imod, råbe. Og Gud vil hævne denne grusomhed. Dér vil du opdage, hvor tomme modstandernes grunde er, og du vil se, at ingen bagvaskelse mod Guds ord kan bestå i Guds dom, sådan som Esajas siger, Es 40,6: Alt kød er græs, og al dets herlighed er som markens blomst [at deres argumenter er strå og hø, og Gud er en fortærende ild, for hvem intet andet end Guds ord kan bestå, 1 Pet 1,24].

71 Hvad der end sker, vil vores fyrster kunne trøste sig med vished om, at de har handlet ret. For selv hvis præsterne havde gjort uret ved at indgå ægteskab, er denne opløsning af ægteskaber, disse landsforvisninger og denne grusomhed åbenlyst i strid med Guds vilje og ord. Vores fyrster finder heller ikke behag i nyskabelser eller splittelse. Men især i en sag, som ikke er tvivlsom, måtte de tage mere hensyn til Guds ord end til alt andet.