Om den yderste dom og om skærsilden

Hvad er troens og vantroens endemål?

Troens endemål er sjælenes frelse, 1 Pet 1, og det evige liv, Joh 3. Vantroens endemål er derimod den evige fordømmelse, Mark 16, og den evige undergang, 2 Thess 1. I dette liv er vi ganske vist frelst, men i håb, Rom 8; 2 Kor 5. Men både troens og vantroens endemål skal først blive helt og fuldt åbenbaret i den sidste tid, når Kristus kommer fra himlen for at dømme, 1 Pet 1; 2 Thess 1. Da skal de retfærdige gå ind til det evige liv, men de uretfærdige til den evige pine. Matt 25; Joh 5.

Hvad lærer Skriften om den yderste dag og dommen?

Den lærer, at denne verden og alt dens væsen ikke skal bestå evigt, men skal få en ende, Matt 24; 1 Kor 7; at himlene skal forgå med et brag, elementerne smelte i hede og jorden brænde op, 2 Pet 3, når Menneskesønnen kommer fra himlen med synlig kraft og herlighed, så ildsluer går foran ham. Matt 24; 2 Thess 1. Da skal alle døde opstå med deres legemer, 1 Kor 15, og derefter skal dommen holdes. De udvalgte stilles ved dommeren Kristi højre side og de forbandede ved hans venstre. De, som har gjort det gode, skal gå ud til en opstandelse, der fører til liv, men de, som har gjort det onde, til en opstandelse, der fører til dom, sådan som det beskrives i Matt 25 og Joh 5. Men om den dag og time ved ingen andre end Faderen alene. Derfor skal vi våge og bede, for vi ved ikke, hvilken time eller tid Herren kommer. Matt 24.

Hvordan står det da til i tiden fra et menneskes død til den yderste dag?

Hvad sjælen angår, siger Skriften, at de retfærdiges sjæle, når de ved døden er skilt fra legemet, bliver samlet til deres folk, 1 Mos 25, 35, 49, i de levendes knippe, 1 Sam 25, i Guds hånd, Visd 3, i Abrahams skød, Luk 16, så de kommer hjem og er hos Herren Jesus Kristus, Præd 12; 2 Kor 5; Fil 3. Dér er de i Paradis, Luk 23, bliver trøstet, Luk 16, hviler fra deres møje, Åb 14, og venter på den glade yderste dag, da de skal fuldendes helt. Åb 6; Hebr 11. Men om de ugudeliges sjæle vidner Skriften, at de, når de er skilt fra legemet, kommer til pinslernes sted, hvor de bliver pint, Luk 16, og må vente på den forfærdelige dom med den evige ild, Hebr 10,27; Matt 25; 2 Pet 2. Hvad derimod legemet angår, både de retfærdiges og de ugudeliges, sover og hviler det i graven indtil den yderste dag. Da skal også det døde legeme ved Guds Søns røst blive oprejst fra de døde og opstå igen. Og når legeme og sjæl på den måde igen er forenet, skal den sidste dom holdes, og de retfærdige skal føres ind i det evige liv, men de ugudelige i den evige pine. Matt 25.

Hvad lærer de pavelige da om skærsilden?

De skelner mellem tre slags. For det første er nogle så rene, hellige og fuldkomne, at de farer direkte til himlen, når de dør. For det andet er nogle så onde og ugudelige, at de straks farer ned i helvedes afgrund. For det tredje er der nogle, som ganske vist hverken er vantro eller helt ugudelige, men som ikke er helt rene for synd, når de går bort herfra, og heller ikke fuldt ud har gjort fyldest for deres synd. De må derfor i skærsilden. Dér skal den synd, der er tilbage i dem, fejes ud ved denne ild, og med usigelige pinsler må de betale den resterende del af fyldestgørelsen for deres synd. Når denne udfejning og betaling er fuldført, bliver de forløst fra skærsilden og kommer til de saliges og udvalgtes sted. Dog sådan at de ved vigilier, sjælemesser, mindegudstjenester, årtidsmesser og lignende gerninger, som de levende gør for dem, desto hurtigere og lettere kan hentes ud af skærsilden.

Er denne pavelige lære da rigtig og grundet i Guds ord?

Nej, den er imod Guds ord. For Guds ord siger for det første, at der i dette liv og ud af dette liv er to veje: Den ene fører til det evige liv, den anden til den evige fordømmelse. Matt 7; Mark 16; Joh 3. For det andet, at der i den legemlige død kun er to slags død: Den ene er de retfærdiges død, 4 Mos 23, eller de helliges død, Sl 116, dem, der dør i Kristus, 1 Thess 4; Åb 14. Den anden er syndernes død, Sl 34, dem, der uden tro dør i deres synder. Joh 8. For det tredje viser Skriften efter døden og før den yderste dag kun to forskellige steder, som de døde farer til. Det ene er et sted, hvor de frelste trøstes, det andet et sted, hvor de fordømte pines, Luk 16. Men om en tredje mellemvej eller et tredje mellemsted ved Skriften intet, sådan som også Augustin siger i «Hypognosticon», bog 5.

For det fjerde vidner Skriften, at de, der dør i Herren, fra nu af er salige eller i hvile, Åb 14, og at ingen pine skal røre dem, Visd 3, for de kommer ikke til dom, men er gået over fra døden til livet, Joh 5. Men de, der ikke tror, er allerede dømt, så de ikke skal se livet. Joh 3. For det femte, at den store kløft straks efter døden ligger fast, så ingen kan komme fra pinslernes sted til trøstens sted, Luk 16. For det sjette, at tiden i dette liv er den gunstige tid og frelsens dag, 2 Kor 6. Indtil enden hedder dagen «i dag», Hebr 3, og så længe er der endnu plads for omvendelse, Luk 16. For det, der løses på jorden, skal være løst i himlen, Matt 16; 18. Men at der efter dette liv endnu skulle være tid til bod, omvendelse og forsoning for synderen, det ved Skriften intet om, og heller ikke om, at det, som andre gør i dette liv, skulle hjælpe de døde til deres frelse.

For enhver skal dér få igen for det, han har gjort, mens han var i live. 2 Kor 5. Derfor siger Cyprian i første traktat mod Demetrianus: Når man først er gået bort herfra, er der ikke længere noget sted for omvendelse; her bliver livet enten tabt eller bevaret. Ambrosius siger i «Om dødens gode»: Den, der ikke har fået syndernes forladelse her, skal ikke være dér. Og han skal ikke være dér i den forstand, at han ikke kommer til det evige liv. For det evige liv er syndernes forladelse. Og han anfører Davids ord: Lad mig blive vederkvæget, før jeg går bort og ikke er mere.

Men Skriften siger dog i Åb 21, at intet urent skal komme ind i himlen, og Gud er ikke alene barmhjertig, men også retfærdig og vil have synden betalt.

Det er alt sammen sandt. Men hvis renheden, fyldestgørelsen og betalingen afhang af os, ville intet menneske i evighed blive frelst. Derfor har Gud sendt sin Søn som mellemmand og forløser. Han er fyldestgørelsen for vores synd, Rom 3; 1 Joh 2. Hans blod renser os fra al synd, 1 Joh 1. Han har renset os ved dåben, Ef 5. Ved troen på ham bliver hjerterne renset, ApG 15, når vores klæder bliver vasket i Lammets blod, Åb 7, og vores samvittighed bliver bestænket og afvasket med det, Sl 51; 1 Pet 1; Hebr 10. Så er vi ved ham og i ham hellige, fejlfrie og uden dadel, Kol 1; Joh 2. Disse velgerninger fra Guds Søn bliver formørket og formindsket af læren om skærsilden.

Men Paulus siger i 1 Kor 3,15: Han vil selv blive frelst, dog som gennem ild.

Ingen af de gamle kirkefædre har forstået dette ord af Paulus om skærsilden. Heller ikke Augustin og Gregor tør grunde skærsilden på det, for de siger, at man kan forstå det om trængslens ild i dette liv. Og da Paulus siger, at enhvers gerning skal prøves ved ilden, måtte alle de hellige jo i skærsilden, og det indrømmer ikke engang de pavelige selv. Men hvad Paulus mener, viser teksten klart. Han taler om præster og tilhørere, hvor grundvolden er og bliver rigtig og ren. Den lære og de meninger, som enhver bygger på grundvolden, skal alt sammen prøves ved anfægtelsens, trængslens og forfølgelsens ild. I den ild består noget, mens andet brænder op som udueligt og unyttigt; dog sådan, at det ikke skader frelsen, når grundvolden er rigtig og ren. Da alt i denne tekst er åndeligt – guld, sølv, træ, hø osv. – kan ilden heller ikke dér være en legemlig ild, sådan som de pavelige digter om skærsilden.

Men Kristus siger i Matt 12, at nogle synder hverken skal tilgives i denne verden eller i den kommende.

Kristus forklarer selv dette ord i Mark 3,29: Han har ikke tilgivelse i evighed, men er skyldig til den evige dom. Det vil sige: Synden mod Helligånden straffes her i tiden og dér i evigheden, mens mange andre synder ikke bliver straffet i dette liv.

Men Makkabæus har ofret for de dødes synd, 2 Makk 12.

Makkabæerbøgerne hører ikke til Skriftens hovedbøger, som man kan prøve og grunde trosartikler på. Desuden findes der i hele Skriften, som dog taler meget om ofre, hverken befaling eller eksempel på at ofre for de døde. Derfor gjorde Makkabæus det ikke efter Guds befaling, men efter sit eget forgodtbefindende, og det har Gud udtrykkeligt forbudt, 5 Mos 12. Makkabæus nævner heller ikke nogen ild eller pine, som de døde skulle forløses fra.

Men de hellige fædre har dog holdt skærsilden for en trosartikel.

Fædrene kan ikke gøre noget til en trosartikel uden Guds ord. Desuden bliver dette tillagt fædrene med urette. For grækerne har aldrig troet på skærsilden og gør det heller ikke nu. Augustin drøfter den ganske vist, men han gør den ikke til en trosartikel; han lader det stå hen, om det er sådan eller ej. Se «Enchiridion», kap. 69, «Til Dulcitius», spørgsmål 1, og «Guds stad», bog 21, kap. 26.