Øvelse i anger ud fra Herrens lidelse

Se på Kristus, der lider.

Se, troende sjæl, på smerten hos ham, der lider på korset, på sårene hos ham, der hænger der, på pinen hos ham, der dør. Det hoved, som englenes ånder skælver for, stikkes af tætte torne; det ansigt, der er dejligere end menneskenes børn, skændes af de ugudeliges spyt; de øjne, der er klarere end solen, sløres i døden; de ører, der hører englenes lovsang, fyldes af synderes hån og spot; den mund, der taler guddommelige ord og belærer englene, får galde og eddike at drikke; de fødder, ved hvis skammel man tilbeder (Es 66,1), nagles fast; de hænder, der spændte himlen ud (Es 45,12), er strakt ud på korset og naglet fast; legemet, Guddommens helligste bolig og reneste hjem, piskes og gennembores af en lanse, og intet var tilbage i det uden tungen alene, så han kunne bede for dem, der korsfæstede ham (Luk 23,34). Han, som regerer i himlen med Faderen, plages på det bitreste af syndere på korset. Gud lider, Gud udgyder sit blod (ApG 20,28). Mål farens størrelse efter prisens størrelse; mål sygdommens fare efter lægemidlets pris. Store må de sår sandelig være, som kun kunne læges ved sårene i det livgivende og levendegørende kød; stor må den sygdom visselig være, som kun kunne helbredes ved lægens død.

Betragt, troende sjæl, Guds brændende vrede. Efter vores første stamfaders fald var hans evige, enbårne og eneelskede Søn blevet forbeder; dog var hans vrede endnu ikke vendt bort. Han gik i forbøn, han, ved hvem Gud skabte verden (Hebr 1,2), og vores frelses højeste talsmand (1 Joh 2,1) tog de elendiges sag på sig; dog var hans vrede endnu ikke vendt bort. Frelseren iførte sig kød, for at Guddommens herlighed, meddelt kødet, skulle sone det syndige kød, for at den fuldkomne retfærdigheds lægende kraft, meddelt kødet, skulle tørre syndens giftige væsen, der klæber til vores kød, bort, og for at nåden skulle tilfalde vores kød; dog var hans vrede endnu ikke vendt bort. Han tager synderne og den straf, synderne har fortjent, over på sig selv; legemet bindes, slås, såres, nagles fast, korsfæstes og lægges i graven; blodet strømmer rigeligt som dug ud over alle den lidendes lemmer; den helligste sjæl bedrøves over al måde, ja, er bedrøvet til døden (Matt 26,38) og underkastes helvedes smerter; Guds evige Søn råber, at han er forladt af Gud (Matt 27,46); han udgyder så megen blodig sved og føler så stor angst, at han, der styrker alle englene, trænger til at blive styrket af en engel (Luk 22,43); han dør, han, som giver liv til alt levende. Hvad skal der ske med det tørre træ, når dette sker med det grønne (Luk 23,31)? Hvad skal der ske med syndere, når dette sker med den retfærdige og hellige? Hvordan vil han da straffe synderne hos dem, der selv har begået dem, når han således har raset over synder, der var andres? Hvordan vil han i al evighed tåle det hos tjenerne, som han straffer så frygteligt hos Sønnen? Hvad skal de lide, som han forkaster, når den, han elsker over alt, lider så meget? Hvis Kristus ikke gik bort uden piskeslag, han, som dog kom uden synd, hvor mange piskeslag har de så ikke fortjent, som kommer til verden med synd, lever i synd og går bort med synd? Tjeneren er glad, mens den elskede Søn lider så hårdt for hans overtrædelse. Tjeneren dynger sin herres vrede op, mens Sønnen arbejder så hårdt for at mildne og formilde Faderens vrede. O Guds uendelige vrede! O ubeskrivelige harme! O retfærdighedens umålelige strenghed! Når han raser således mod sin eneste, højtelskede Søn, der har del i hans eget væsen, ikke for nogen egen overtrædelse, men fordi han går i forbøn for en ringe tjener – hvad vil han så gøre ved tjeneren, der trygt bliver ved med at synde og krænke? Lad tjeneren frygte og gyse og blive bedrøvet over det, han selv har fortjent, når Sønnen straffes for det, han ikke selv har fortjent; lad tjeneren frygte, som ikke holder op med at synde, når Sønnen således må lide for synden; lad skabningen frygte, som korsfæstede Skaberen; lad tjeneren frygte, som dræbte Herren; lad den ugudelige og synderen frygte, som således plagede den fromme og hellige. Lad os høre ham, mine kære, når han råber; lad os høre ham, når han græder. Han råber fra korset: «Se, menneske, hvad jeg lider for dig; til dig råber jeg, for jeg dør for dig; se de pinsler, der rammer mig, se de nagler, der gennemborer mig; der er ingen smerte som den, jeg pines af; og skønt den ydre smerte er så stor, er den indre klage tungere, når jeg finder dig så utaknemmelig.» — Forbarm dig, forbarm dig over os, du eneste, som forbarmer dig, og vend vores stenhjerter (Ez 11,19) om til dig.