Om frugten af sand og alvorlig bod

Kristus råber: «Omvend jer!»

Grundvolden og begyndelsen til et helligt liv er den frelsende bod. For hvor der er sand bod, dér er der syndernes forladelse; hvor syndernes forladelse er, dér er Guds nåde; hvor Guds nåde er, dér er Kristus; hvor Kristus er, dér er hans fortjeneste; hvor Kristi fortjeneste er, dér er fyldestgørelse for synderne; hvor fyldestgørelse for synderne er, dér er retfærdighed; hvor retfærdighed er, dér er en glad og rolig samvittighed; hvor samvittighedens ro er, dér er Helligånden; hvor Helligånden er, dér er hele den højhellige treenighed; hvor den hellige treenighed er, dér er evigt liv. Altså: hvor der er sand bod, dér er evigt liv. Hvor der ikke er sand bod, dér er ingen syndernes forladelse, ingen Guds nåde, ingen Kristus, ingen fortjeneste fra ham, ingen fyldestgørelse for synderne, ingen retfærdighed, ingen rolig samvittighed, ingen Helligånd, ingen hellig treenighed og intet evigt liv. Hvorfor udskyder vi så vores bod (Sir 5,7)? Hvorfor skyder vi den til i morgen? Hverken morgendagen eller den sande bod står i vores egen magt. Og ikke kun for morgendagen, men også for i dag skal der engang aflægges regnskab ved dommen. Morgendagen er ikke så sikker, som undergangen er sikker for de ubodfærdige. Gud har lovet den bodfærdige tilgivelse, men han har ikke lovet ham morgendagen. Kristi fyldestgørelse har ikke plads uden i et sandt sønderknust hjerte. Vores synder skiller mellem Gud og os, vidner profeten Esajas (Es 59,2); men ved boden vender vi tilbage til ham. Erkend din syndeskyld, og sørg over den; så vil du mærke, at Gud er forsonet med dig i Kristus. «Jeg sletter dine overtrædelser,» siger Herren (Es 44,22). Altså var vores synder skrevet op ved det himmelske hof. «Vend dit ansigt bort fra mine synder,» beder profeten (Sl 51,11). Altså stiller Gud vores misgerninger for sit ansigt (Sl 90,8). «Vend dig til os, Gud,» beder Moses (Sl 90,13). Altså skiller synderne os fra Gud. «Vores synder vidner imod os,» klager Esajas (Es 59,12). Altså anklager de os for den guddommelige retfærdigheds domstol. «Rens mig for mine synder,» beder David (Sl 51,4). Altså er synden den grimmeste urenhed for Gud. «Helbred min sjæl, for jeg har syndet mod dig,» beder han også (Sl 41,5). Altså er synden sjælens sygdom. «Den, der har syndet mod mig, vil jeg slette af min bog,» siger Herren (2 Mos 32,33). Altså slettes vi af livets bog for syndernes skyld. «Kast mig ikke bort fra dit ansigt,» beder salmisten (Sl 51,13). Altså kastes vi bort fra Gud for syndernes skyld. «Tag ikke din hellige Ånd fra mig» (Sl 51,13). Altså drives Helligånden ud af hjertets tempel ved synderne, ligesom bier drives bort af røg og duer af stank. «Giv mig igen glæden over din frelse» (Sl 51,14). Altså ængster synderne sindet og tørrer hjertets saft ud. «Jorden er besmittet af sine indbyggere, for de har overtrådt loven,» råber Esajas (Es 24,5). Altså er synden en smitsom gift. «Fra dybet råber jeg til dig, Herre,» siger salmisten (Sl 130,1). Altså trykkes vi ned mod helvede af synderne. «Engang var vi døde i synder,» siger apostlen (Ef 2,1). Altså er synden sjælens åndelige død. Ved dødssynd mister mennesket Gud. Gud er et uendeligt og ufatteligt gode; at miste Gud er altså et uendeligt og ufatteligt onde. Som Gud er det højeste gode, sådan er synden det højeste onde. Straffe og ulykker er ikke sande onder, for der kommer meget godt ud af dem. Ja, at de endog er gode, ses deraf, at de kommer fra det højeste gode, nemlig Gud, fra hvem der kun kan komme godt; de har været i det højeste gode, nemlig Kristus, men det højeste gode har ikke del i noget sandt onde; de fører også til det højeste gode, nemlig det evige liv. Gennem lidelse gik Kristus ind til sin herlighed (Luk 24,26); gennem trængsler går de kristne ind til det evige liv (ApG 14,22). Synden er altså det højeste onde, fordi den drager bort fra det højeste gode; så meget du nærmer dig Gud, så meget fjerner du dig fra synden; så meget du nærmer dig synden, så meget fjerner du dig fra Gud. Hvor frelsende er da ikke boden, der drager os bort fra synden og fører os tilbage til Gud! Sandelig, synden er lige så stor, som han er stor, der krænkes af synden; men ham kan himmel og jord ikke rumme. Men omvendt er boden lige så stor, som han er stor, til hvem vi vender tilbage ved boden. Synderen anklages af samvittigheden, som han har besmittet, af Skaberen, som han har krænket, af skylden, hvormed han har overtrådt, af skabningen, som han har misbrugt, og af Djævelen, hvis tilskyndelse han har fulgt. Hvor frelsende er da ikke boden, der befrier fra så mange anklager!

Lad os derfor skynde os, skynde os hen til så frelsende et lægemiddel mod så stor en sygdom! Gør du først bod i døden, er det ikke dig, der forlader synderne, men synderne, der forlader dig; du vil næppe finde nogen, der har gjort sand bod i døden, undtagen den ene røver på korset. «Fjorten år har jeg tjent dig,» sagde Jakob til Laban (1 Mos 31,41), «det er på tide, at jeg sørger for mit eget hus»; og du – når du i så mange år har tjent denne verden og dette liv, er det så ikke rimeligt, at du begynder at sørge for din sjæl? Hver dag dynger vores kød overtrædelser op; lad derfor Ånden hver dag vaske dem bort ved boden. Kristus døde, for at synden skulle dø i os; og alligevel vil vi, at det skal leve og herske i vores hjerter, det som Guds Søn selv døde for at tage livet af!

Kristus går ikke ind i menneskets hjerte ved nåden, uden at Johannes Døberen baner vejen for ham ved boden. Gud udgyder ikke barmhjertighedens olie undtagen i et kar, der er grundigt knust. Gud slår først ihjel ved angeren for siden at gøre levende ved Åndens trøst (1 Sam 2,6); først fører han ned i dødsriget ved alvorlig smerte for at føre op fra dødsriget ved nådens smag. Elias hørte (1 Kong 19,12) først en stor og stærk storm, der væltede bjerge og knuste klipper, og efter stormen et jordskælv og efter jordskælvet ild; men til sidst fulgte susen af en stille og sagte brise. Sådan går også rædsel forud for smagen af Guds kærlighed, og sorg går forud for trøsten. Gud forbinder ikke dine sår, medmindre du først erkender og begræder dem; Gud tildækker ikke, medmindre du først afdækker; han tilgiver ikke, medmindre du først erkender; han retfærdiggør ikke, medmindre du først fordømmer dig selv; han trøster ikke, medmindre du først fortvivler om dig selv. Gid Gud vil virke denne sande bod i os ved sin Ånd!